Hej Stina,

Kender godt selv problemet.. Har det også på samme måde.. Tabte mig vildt meget pga min ex kæreste, og er så så småt begyndt at tage kiloene på igen..

Og har også sagt til mig selv jeg skal til at tabe mig, men hver gang jeg lige bliver lækkersulten, så skal jeg lige ned og have noget slik/chips..

Men nu har jeg besluttet mig for at nu skal det være.. Så håber du kan gøre det samme

Det siges jo at madproblemer af den art i egentlig dækker over andre følelser som man på den måde prøver at dæmpe.

Måske du burde overveje en psykolog og få hjælp til at finde det, som i virkeligheden trykker dig?

Jeg tror også der findes fora om problemet.

Held og lykke fremover.

:Pia

Der findes jo en spiseforstyrrelse der hedder overspisning. Og der er da vist også en forening for dem i Danmark. Måske var det værd at kontakte dem?

Dit forhold til mad lyder jo unægteligt som noget mere end "en sød tand". Desværre har der ikke rigtig været fokus på at overspisning/tvangsspisning også kan kræve hjælp.

jo selv hvor længe du vil leve.. Ved det lyder hårdt, men en gang imellem skal man altså bare tage sig sammen..

Men som de andre siger ville en psykolog nok være god eller som en start, en snak med lægen..

For mig at se lyder det som om du lider af en spiseforstyrrelse - overspisning - som en anden nævner. Du skal have noget prof. hjælp. Fælles for alle spiseforstyrrelser er generelt, at de er symptomer på følelsesmæssige forstyrrelser - kontrol - kontrolsvigt - alt-eller-intet - de kompenserer ofte for psykiske vanskeligheder. Du skal have hjælp til at finde ud af, hvad din overspisning skyldes. Det er jo et "misbrug" på linie med alkohol og stoffer - og alting har jo en årsag.

Gå til din læge og få en henvisning til enten psykolog (det koster) eller til en psykiatrisk afd., hvor de kan behandle spiseforstyrrelser.

Held og lykke

Sys

Du skal have hjælp udefra. Det er alt for stort et problem til, at du skal gå med det alene. Der er hjælp at få derude.

Tak for jeres svar

Jeg går til psykolog, da jeg også lider af OCD, men vi snakker da også meget om mad!

Annemette: Nu ved jeg ikke om du nogensinde har prøvet at have vægt- eller spiseproblemr, men det er altså ikke bare at tage sig sammen!! Folk har tit sagt til mig, at jeg bare skal tage mig sammen, men det sårer mere end det gavner.

Man kan tage sig sammen i ganske kort tid så er man tilbage til udgangspunktet.

1. Du kan ikke leve uden at spise det du har lyst til.

2. Du bliver overvægtig af at spise det du kan lide.

3. Du bliver ked af at spise det du kan lide, fordi du bliver overvægtig.

Du har prøvet slankekure med held, men kan ikke holde det i længden, det kræver ret meget at tabe sig så meget som du har gjort, det synes jeg siger meget om din viljestyrke, men også som nogen af de andre skriver så handler overvægt om andet end kalorier, derfor er det super med en psykolog der virkelig kan vejlede og coache dig.

Nu er det jo nemmere at stå på sidelinien og guide, end at leve dit liv, men jeg tror at jeg ville droppe den evige dårlige samvittighed, lade være med at kigge på vægten, men istedet kigge mig i spejlet.

Jeg ville finde en form for motion som jeg synes var hyggelig, spændende, alt efter temperament.

Jeg ville give mig selv lov til at nyde at spise slik eller hvad du synes er lækkert. Jeg tror på at motionen vil give dig en form for kropsbevidsthed som i den sidste ende vil virke som katalysator for at du kan holde din vægt.

hejsa stina

nej hvor jeg kender det- og ja, bare at tage sig sammen er nemmere sagt en gjort for hvis det bare var det så havde vi jo gjort det.

jeg forstår heller ikke helt selv hvorfor mad skal fylde så meget- bruger alt for meget tid på at tænke på hvordan jeg skal lade være med at spise det jeg ikke burde og så gør jeg det alligevel.

syntes også at der er så man ting i mit liv der bare er helt super så nogengange tænker jeg at hvis jeg bare havde en grund, at der var noget galt så kunne jeg bedre forstå det!!!

jeg tror for mit vedkommende er det en masse dårlige vaner- og det er bare SÅ svært at lave om på dem og når man så først har syndet så kan man ligeså godt synde godt igennem!!!

jeg har også før haft tabt mig rigtig mange kg og når jeg tænker tilbage på det, så var det faktisk ingen sag- det var egentlig rimeligt nemt men der var der også andre ting/sunde spisemønstre der blev vaner og så var det jo nemt.

det er et slid og jeg prøver hver eneste dag at gøre det godt og hver dag der går godt er en sejr.

jeg prøver ikke at være så streng ved mig selv for selvom jeg vejer for meget er jeg stadig en god mor for mine piger, en god kone for min mand, god ejer for min hest, en god kollega samt mange andre ting og det er det jeg forsøger at fokusere på.

så op med humøret og fokuser på alle dine gode sider- folk er dømmende nok overfor os der vejer for meget så der er ingen grund til at vi selv er det.

en psykolog er også en god ting for det kan være med til at åbne nogle døre indeni der kan gøre det nemmere at lave om på de dårlige vaner.

de venligste hilsner fra pernille- en der er i samme båd!!!

Hvor er det dejligt, at man altid kan få nogle gode svar herinde

Jeg ved godt at mit madproblem bunder i noget mere end bare mad. Og jeg ved at det vil blive ved med, at være svært indtil mine andre problemer løser sig.

Men hvornår gør de det?? Jeg synes jeg har knoklet og knoklet i årevis, ja siden jeg var en 11 år og nu er jeg altså 18!!

Jeg har været til den ene psykolog efter den anden, som kunne "kurere" mig efter 20 gange, men det er aldrig lykkedes endnu. Jeg er da altid blevet hjulpet et lille skridt videre, men jeg synes godt nok at jeg tager meget små skridt og bevæger mig meget langsomt

Jeg har givet op mange gange og sagt til mig selv, at jeg bare må affinde mig med situationen! Men det vil jeg jo ikke- jeg vil have et normalt liv.

Jeg VIL være rask og have et normalt teenageliv med en masse venner/veninder og måske endda en kæreste. Jeg bruger så meget energi på at være ked af, at jeg ikke har det som jeg vil have det. Jeg drømmer jeg havde et andet liv og kunne fungere bedre socialt.

Jeg misunder de få veninder jeg har noget så frygteligt (ikke på den onde måde) Og ville ønske at jeg havde en masse venner- både drenge og piger.

Jeg er så bange for at jeg skal leve alene resten af mit liv. Det lyder måske sært, men det er jeg virkelig

Jeg ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med alt dette- jeg må bare have det ud

Hej Stina,

Jeg var også en af dem der tidliger kunne tænke, at overvægtigt bare kunne tage sig sammen. Men for et par måneder siden blev jeg sat på noget medicin der gav øget appetit - tak skæbne! Jeg tog 8 kilo på, på en måned. Kunne bare ikke lade vær med at spise - det var rædselsfuldt.

Det bliver en sej kamp for dig, men du kan vinde den med hjælp fra vægtvogterne m.m.

Held og lykke

Hvor er det ærgeligt du skal have det sådan...

Jeg er normalvægtig, faktisk lidt for tynd nu fordi jeg er begyndt at løbe rigtig meget.

Det er simpelthen så effektivt, og man lærer hurtigt kroppen at det er okay at løbe selvom man godt kan føle den siger fra i starten.

Jeg løber min 5 km ca 3 gange omugen og det er virkelig effektivt, og en fornøjelse bla. fordi jeg hører musik imens. Det er lissom mit pusterum.

Det at ride og passe hesten giver bare ikke helt det samme som løb gør.

Derudover cykler jeg også meget, op til 50-75 km pr uge.

Jeg kan anbefale dig at finde en sport du godt kan lide (udover Perfi) Og så bare give den gas.Dette tager måske også dine tanker væk fra maden, for jeg tror faktisk at rigtig hård træning stimulerer dine sanser så du ikke føles så stor en trang til at overspise, sådan har jeg det i hvert fald.

Håber virkelig du får styr på. Find ud af hvad der virker for dig, og hvad der kan fylde madens plads ud.

Sidst men ikke mindst: kunne forestille mig at overspisning handler om at få maven fyldt ud...?

Hvad hvis du holder dig mere til at spise dig rigtig mæt i frugt og grønt?

F.eks kan jeg godt blive overmæt af en halv vandmelon, og så daler lysten også til de søde sager. Ellers findes der mange lækre alternativer til slik eller is, jeg bruger f.eks. smoothies meget.

Held og lykke.

det har jeg så faktisk desværre.. Og jo, hvis man bare sidder og har ondt af sig selv, så kommer du ingen vegne.. Hvis du tager dig sammen, så gå det hele noget nemmere..

Jeg ved godt det er meget rarere at få at vide at det er rigtig synd for dig og hvor må det være træls, men nogen gange skal sandheden frem og underligt nok kan du jo godt tabe dig, så hold det da for pokker..

mig dem der siger, at du skal have hjælp til denne ubehagelige og frustrerende situation.

Det lyder i mine øre som om spisevanerne er en måde at dulme nogle dybereliggende følelser på, som du måske ikke engang er helt er klar over hvor ligger.
Jeg synes du skal gå i terapi og komme til bunds i hvilke følelser det er, der giver dig det behov for at skabe et 'beskyttende lag' og trøste. Dit forhold til mad er ikke normalt, men det må være et symptom på noget andet - og når dette andet er kommet i orden, kan du få det normale forhold til mad: mad får kroppen til at virke så man kan lave alt det dejlige livet ellers byder på.

Anissi