Super rart at nogen har haft det lidt på samme måde som jeg selv.. Min mor ville være fyld 54 i år men er desværre ikke iblandt os længere..

Jeg ved ikk hvornår min mors misbrug startede og jeg ved ikk om der har været andet en alkohol inde i hendes liv. Min mor har fået 7 børn med 4 forskellige mænd, og min storebror mener at for hver mand hun har fundet, har hun ville starte et nyt liv, som hver gang er gået i vasken..

Mine søskendes alder idag. søster 17 og 18 samme far, mig 24 og søster 22 samme far, bror 27 og søster 30 samme far, bror 32 sin egen far.

Da jeg var 3 år flytte jeg og min søster 1år, hjem til vores far for permanent at skulle bo hos ham, med hver 2 weekend hos vores mor. Det gik op og ned i 5-6 år men derefter ret skidt med min mor og far fik den fulde forældre myndighed..

(Min far fandt en ny kone som blev og stadig er min mor)

I mange år derefter havde vi kontakt on and off med vores mor pr telefon og hun tilbød ofte at vi kunne komme på besøg hos hende og lave en masse sjove ting (mc donald, svømmehal osv).

Hver gang fik vi nej fra vores far der jo nok inderst inde var bange for at få det virkelige billed af vores mor som dranker, og bange for ar vi skulle ende i de samme spor som hende.

(det skal siges at min storesøster som boede permanent hos min mor havde fuld trop med drikkeriet)

I en alder af 17 år havde jeg ikke haft kontakt med min mor og storesøster i mange år og var efterhånden blevet lidt nysgerrig for hvordan de havde det. Jeg vidste at hvis jeg kontaktede min mor og min far fandt ud af det, ville han blive !"¤%@ sur på mig. Jeg tog derfor kontakt til min søster som, tog rigtig godt imod mig. Hun var på bistand havde 3 børn og på antabus on and off..

Vi havde kontakt et stykke tid hvorefter, det lige så stille ebbede ud igen.

Et halvt år efter vi sidst havde kontakt, ringer hun en dag mens jeg er på arbejde. Hun bragte mig den sørgelige nyhed at min mor var død og havde været det i 14dg inden der var nogen der havde fundet hende.

Først blev jeg rigtig ked af det og senere vred på mig selv for ikke at have mødt hende som voksen og selv fået et intrykt af hvordan hun var.

Efter opduktion (dødsårsag : leversvigt pga de mange års misbrug) skulle vi holde en mindesermoni for hende. For første gang blev alle 7søskende samlet på en gang og det var en stor glæde. Jeg havde bestemt mig for at jeg ikke ville blive ked af det i kirken og det holdt jeg også, indtil jeg vendte mig omfor at smile til min far. Der sad han, med tårene trillende ned af kinderne, da vidste jeg at når min far græd var det også okay at jeg græd.

Efter sermonien blev min mor kremeret og sendt hjem til Norge. (Det var min mormors ønske at hun skulle med hende hjem og begravs hos min morfar.)

Til efteråret er det 5 år siden hun gik bort. Jeg har fået en god kontakt til min famile i Norge og besøger dem mindst en gang om året, jeg har også kontakt til mine små søskende som bor her i DK. Jeg har fravalgt mig kontakt til min storesøster og yngste storebror da jeg kan gi og gi og gi hele tiden, uden at få noget igen.

Mit budskab med denne "Roman" er at man må tro på at det man gør er det rigtige, følg dit hjerte og lad ikk andre fortælle dig hva du skal gøre. Min fejl var at jeg aldrig tog mig mod til at kontakte min mor. Jeg fortryder det bitter den dag idag, for jeg har så mange ubesvarede spørgsmål, som kun hun kunne have svaret på og nu da jeg selv er blevet mor, er det bestemt ikk blevet nemmere, spørgsmål som fødsel, amning osv står stadig ubesvaret hen.

Min "nye" mor har været en god mor og alt i alt har jeg fået en god opvækst, der bestemt har præget mig til den jeg er idag.

Tak fordi du har hængt på indtil nu, det blev lidt langt, men kunne ikk få fingrene fra tastaturet.

ja heldigvis er vi ikke alene

Det er da ganske trist at de mor gik bort - det må være hårdt, for selv om man føler svigt, så elsker man jo ubetinget! og selv om man er "voksen" så har man trods alt følelser

Det er sørgeligt med din søster og bror - men forstår godt dit valg! og man kan jo et eller andet sted bare håbe på, at de en dag vågner op, før det er for sent

Tusind tak fordi du delte din historie med mig, og alle de andre, det varmer mig faktisk, for det kræver alligevel en del at være åben og ærlig omkring så noget! selv om det faktisk er bedst både at dele det med andre, men også fortælle og forklare!

Jeg håber det allerbedste for dig og din familie

et varmt kram herfra

Stella

Ja jeg hører også til en af dem der har en mor der drikker..

Min mor har drukket lige så lang tid jeg kan huske, hun har altid passet sit arbejde og min søster og jeg..

Men vi har et eller andet sted følt os ansvarlig når hun har drukket.. Så vi har mere eller mindre opført os som voksne da vi var små.. Hun har prøvet at komme på blå kors til behandling og det gik fint indtil hun kom hjem og havde været der i 14 dage tror jeg, så røg hun tilbage og har så drukket lige siden..

Vi kan tydeligt mærke/høre/se når hun har drukket og så får vi ligesom en klump i halsen, da vi begge bliver kede af det.. Det forhold min søster og jeg har til min mor er ikke så godt og kunne være bedre, men er nok mest fordi hun drikker og brokker sig dagligt i tlf'en når vi snakker med hende..

Er rigtig ked af jeg har sådan et forhold til min mor, men hun vil ikke indse hun har et problem og behøver hjælp.. Det er altid os andre der er problemet..

Hende og min stedfar (som hun ikke bor sammen med mere) har lige haft været på ferie sammen.. Hentede dem så i lufthavnen da de kom hjem og gik så med op i min mors lejlighed for lige at høre om turen.. Det første min mor hun gør er at gå ud i køleskabet og hælde et glas vin op til sig, hvorefter hun så gemmer glasset pga min stedfar bliver sur på hende når hun drikker..

Hun har også været nede hvor min kæreste og jeg bor (vi bor ikke ret langt fra hinanden) og lave en scene hvor hun var pløre fuld og det sagde hun så til mig efterfølgende at hun ikke var.. Jeg var ikke selv hjemme, men min kæreste havde en ven på besøg i den weekend og de begge sagde hun var ved at falde fordi hun ikke kunne stå stille eller gå..

Hun vil også gerne gå til nogle ting som sport osv., men hun tager aldrig skridtet pga hendes drikkeri

Vil så inderligt gerne hjælpe hende til et bedre liv, men ved bare ikke hvad jeg skal gøre.. Har prøvet at snakke med hende om tingene, men hun benægter bare alt..

Er godt nok lidt hårdt at snakke om, bliver lidt ked af det indeni mig selv

Tak fordi I læste med så langt.. Blev vidst lidt langt også..

For helt ondt i maven - kan godt huske hvordan det var, man ved bare aldrig hvad dagen bringer

Håber din kæreste støtter dig! det er ikke sjovt at gå alene med tankerne, og slet ikke når man som du så gerne vil hjælpe! så håber du får al den støtte som du har brug for.

hvor er det træls at hun ikke vil indse hun har et problem, mest af alt for hendes egen skyld, men det kan tit være rigtig svært, at indse man har et problem, oftes fordi det er forbundet med ting de egenligt flygter fra og det kan være svært at forstå, når man står som datter/søn/mand/kone eller andet. for man håber jo at man faktisk betyder mere end druk! og selvfølgelig gør man det.. det tror jeg ikke nogen skal være i tvivl om.

Jeg ved ikke om du har prøvet at kontakte ring i ring?!? de er rigtig dygtige, og er selv tidligere misbruger, og ved hvad det i bund og grund handler om - de kan give dig gode råd, og nogle fif til hvordan du kan hjælpe din mor til at indse hun har et problem!!! og det kunne jo være dejligt for jer begge...

jeg har selv haft et lidt uheldigt forhold til min mor, så ved hvordan det stikker en i hjertet at man bare ikke har samme forhold til sin mor som alle andre!!! det er frygtligt, og det gør rigtigt ondt... Har du prøvet at skrive et brev til din mor??? hvor du både kommer af med din vrede dit savn, dine spørgsmål osv??? det giver i mange tilfælde forældre stof til efter tanke, man behøver bestemt ikke være pænt og dannet, og skal skrive lige det dr falder en ind, med de ord man syntes!!??? det vil sikkert såre din mor, at læse dette, det vil løbe hhende koldt ned af ryggen, og hun vil sikkert bliver sur og skuffet, men det går over igen, og måske vil det hjælpe hende til at indse hvor ondt det gør på dig!!! og måske få hende på rette spor

Tak - for din historie - håber virkelig din mor vågner en dag, og indser hvor meget hun går glip af!!!

Og et varmt klems herfra til dig

Pas på dig selv - og følg dit hjerte...

Hej igen,

Ja det var rart at komme ud med, men hårdt.. Sendte et link til min søster så hun også kunne læse hvad der var blevet skrevet og hun blev også selv ked..

Ved ikke hvem de der ring i ring er.. Men måske man skulle prøve.. Det med brevet kunne godt være jeg skulle gøre det.. Kunne være det hjalp men tvivler..

Det virker lidt som om det altid er os andre der er galt på den og hun ikke har noget problem.. Og hun er ikke fuld osv.. Meeennn vi andre har så en anden opfattelse..

Indså din mor selv hun havde et problem eller hjalp du hende på vej??

Kan godt forstå det er hårdt for jer begge! men det er godt i har hinanden at støtte jer op ad

Jeg kan varmt anbefale dig at kontakte nogen : det er næsten lige meget om det er ring i ring eller om det er nogen anden form for støtte, der findes mange steder Jeg syntes du skal skrive det brev, eventuelt i sammenråd med din søster, og det er forøvrigt, rart at komme af med alt det man tænker!!!

Min mor mente ( det gør alle der ikke indser der er noget galt) at alle andre var galt på den, hun var i hvertfald ikke misbruger, og hun havde slet ikke et problem, og tror mig hun var i behandling mange gange, men vær gang endte det galt og jeg hade hende for hele tiden at falde i. jeg skrev til sidst et meget langt brev, og jeg brugte store ord, og meget store bogstaver - og jeg skrev hver en eneste følelse, hver eneste tårer jeg havde grædt, jeg tævede hende vabalt, og hun knak helt sammen, det gav hende en smag af hvordan livet var, for det hun elskede mest! det gav hende så stor en virkeligheds forskrækkelse at hun stoppede samme dag. dog med lidt hjælp ude fra. men ude piller uden noget hun har ikke været fuld siden, hun kan nyde et glas vin, men så stopper hun også der

Min mor var håbløs, men det vendte i sidste ende! og i dag har jeg en mor som alle andre, vi er dog tættere end de fleste er, fordi vi har haft det lidt hårdt men tro på hende og tro på det kan lade sig gøre...

tænker på jer

Den måde din mor har været på, lyder meget som min.. Så muligvis det brev vil hjælpe.. Men tror det er bedst jeg får min søster med på den, så vi kan skrive det hele sammen.. For måske glemmer jeg lidt og hun glemmer lidt, så er det godt at være to om det..

Men tusind tak for rådene.. Vil snakke med min søster om det

Det lyder som en super ide

Håber virkelig det vil lykkes for jer - og ikke mindst dine mor, og tro mig, hun ved godt der er noget galt, hun vil bare ikke indrømme det

Hvis der er noget du vil vide, eller spørger om så skriver du bare

heæd og Lykke med det hele..