Jeg sidder tilfældigt og falder over denne tråd.. og nu banker mit hjerte.. nærmest galoppere.. og jeg kan næsten ikke trække vejret...
Det var min hest der kom slemt tilskade i boksen...
Jeg har derfor et par rettelser jeg gerne vil føje til.
Hesten sprættede ganaschen op - lige der hvor hals og hovede mødes. Hesten fik ikke 16 sting, men 11 der skulle holde "sprækken" på dybe 7cm ned i svælget lukket. syningen tog 15 min.. det hele fra start til slut (dyrlægens besøg) 1 time. (mener jeg)
DER BLEV PÅ INGEN MÅDE ADVARET OM AT LÅGERNE IKKE MÅTTE ÅBNES FØR UHELDENE INDTRÅDTE!!!
Og jeg fremhæver dette, da jeg har døjet MEGET med dårlig samvittighed over denne hændelse...
Desuden er boksene YDERST farlige, da der er SKARPE tremmer der er blottede. Under al kritik.. men dette tages der nu hånd om...
Og så til indrømmelsen... jeg sov da det skete..
Blev vækket af min veninde der pustende, og i panik, meddelte mig at "Copperfield er kommet tilskade- og det er slemt.. meget slemt" imens jeg stadig var halvt i drømmeland..og hun braste ind i campingvognen og åbnede for sluser til det mareridt jeg selv ikke kunne have haft i søvne...
Derefter fulgte 4 timer, hvor jeg svævede i intetheden..
Jeg løb som i trance maraton i halvt strømpesokker og halvt sko op til stald B hvor han stod alt imens min hjerne kørte i samme spor.. Det her sker ikke.. jeg drømmer endnu.. det her sker ikke.. jeg drømmer endnu.. @!#$ @!#$ @!#$...
Jeg løber ind i stalden og kan da ikke mærke mine ben af adrenalinen og hører ikke andet end mit hjerte der hamrer som det skulle sprænge mig og blokerer mine ører... jeg kan lige knapt skubbe mig forbi en folkemængde og ind til synet af 3 falckmænd(tror jeg), en stald ansvarlig og en ung tapper pige der holder hans hovede mens blodet løber ned af hendes arme og hænder- og ikke mindst min stakkels elskede Copper, der står med sænket hovede og et åbent kødstykke, hvor han plejer at være så hel og fin.. et rødt dryppende kødsår lige DER, hvor man plejer at trykke næsen helt ind og mysse .. lige der, hvor alt hestens varme sidder... lige der hvor alt liv strømmer igennem... LIGE DER var min hest blevet spiddet af en tremme... spidet.. og nu alvorligt skadet..
Jeg får samtlige overtalt om, at jeg har styr på situationen og sagtens kan klare at se ham...
Alt hvad jeg tænker på, er at mærke ham trække vejret.. mærke det liv jeg faktisk troede ville strømme ud uden min tilstedeværelse hvis jeg ikke skyndte mig ...Mærke det liv som jeg ville gøre alt for at holde fast i..
Jeg kom forbi og ind til Copper der er helt varm og dirrer over hele kroppen.. jeg ligger hovedet ind til hans kryds og lukker øjnene.. lytter til pulsen og suger hans varme mens jeg tænker... kæmp kæmp... kæmp..
Så vender jeg hovedet og ser op til hans hals... og så ser jeg ham først rigtigt...
Så er det jeg begynder at hyperventilere..og så falder jeg om... Lige i det lille sekund gik det op for mig at jeg nu igen stod og lyttede til pulsen på min hest - for aller sidste gang inden jeg igen skulle miste...
Da jeg vågner ligger jeg svøbt i et dækken på jorden uden for boksen med 2 falckmænd omkring mig.. og en sygeplejerske.. Dyrlægen er der og falckmændende skygger for udsigten til min stakkels skat.. min lille babyhest på kun 4... og jeg begynder da at græde.. og får fremstammet om hesten bliver aflivet eller hvad de laver.. De ville sy ham- men intet love om følgerne...
Dyrlægen er væk efter at have fået min adresse og jeg får intet afvide af ham.. (han har nok tænkt at jeg alligevel ikke kunne opfatte det alligevel- og nok også ganske rigtigt..)
Ringer senere til dyrlægen, som fortæller, at det er kritisk..
Hestens symptomer "lover om" at hestens synkefunktion højest sansynligt er ødelagt og mange andre vitale sener, vener og nerver er revet over.. Gæt selv hvor den samtale fører henad..
Timerne går og de 12 lokalbedøvelser begynder at tage af..
Han gider ik mere.. min hest er aldeles væk.. Den står og fortæller mig med sit kropssprog, at jeg bare skal stoppe alt det her.. for det er bestemt ik sjovt..
Jeg tager min beslutning og læsser min hest i min trailer og kører ham 2,5 timer hjem til dens trygge boks.. Min mor tager tørnen omme bag i traileren hele vejen hjem, og inde i trailern- hele vejen- bliver han aet med hænder der frigiver håbets kærlighed og styrken til at blive stående.. han bliver sunget for med toner, der beroliger, og fører tankerne væk fra den yderst uvirkelige realitet der hænger tungt i den våde varme luft...
Copperfield kommer hjem.. Han kæmper.. han lider.. han trækker stærkt på hans "positive naivitet" og Cobber- han lever idag..
Gener... Lammelse i højre side af hovedet, stivhed, synkebesvær, blod der strømmer ud af både næse og mund, hævelser, stikken, hul langt ind i hovedet og smerter der bliver VED OG VED OG VED døjer han med HVER DAG!
Men han lever...
Og jeg er bare lettet... og værdsætter når hans ører fortæller mig at jeg er vellidt..
dog MEGET rasende..
Følgerne.. nu får vi se...
Morsø Rideklub ville ikke returnere noget, selvom jeg kun havde tilbragt 1,5 døgn der, men med nogen overtalelse besluttede de surt at give mig halv opstaldning tilbage med kommentaren- "vi har også omkostninger forbundet med det her stævne"
Ja- kære klub- DET HAR I... Stakkels jer.. håber I overlever de 450 kroner I gav mig tilbage ud af de 2000 jeg lagde for dette vidunderfuld stævne.. Så har jeg da lidt til at dække dyrlægeregningerne, der vælter ind og løber op, hvor mange ville give efter og sige "slut"! Håber I kommer jer økonomisk, og at det hele giver sig i den sidste ende.. nu har i jo trodsalt lejet stævne bokse for 300,- hos Nord vest boksudlejning imod de 700,- man alle andre steder giver for SIKRE BOKSE!
I har mine tanker og jeg håber da, at i har fået brgrænset jeres udgifter NOK.
Men tilbage til det der VIRKELIG betyder noget:
Copperfield- han bliver hos mig til evig tid.. han har nemlig bragt mig derud, hvor man virkelig indser hvad man har..
Og hvad man skal beholde...
Dette er historien.. den sande og ubeskårede historie..
Og jeg takker dig, der læste fra ende til anden.. det er min historie- mit mareridt.. og nu står jeg ikke med det alene...
Moeslund