I sidste instans er det ham selv der skal løse hans økonomiske problemer, for dem løser man altså kun ved at ændre livsstil, droppe den dyre lejlighed, droppe bilen til fordel for cycklen hvis det er muligt, kun bruge penge på de absolutte nødvendige udgifter såsom husleje, varme, el, vand og mad etc.
Det er den eneste vej, med mindre han har tænkt sig at markant forøge indtægten (og nej, lotto er ikke en god strategi), hvilket igen betyder yderligere uddannelse hvilket igen betyder at man i en kortere eller længere periode skal leve for ret få penge.

Ud fra det du fortæller, så er jeg ret sikker på at din kæreste ikke er syg. De nedture han har haft er nok ganske forståelige og af gode grunde, men han er altså den eneste den eneste der kan ændre på det.

Nu kender jeg ikke jeres alder, men jeg antager her der er tale om en voksen mand.

Jeg ville istedet for at have ondt af ham give ham en opsang, da jeg synes han fokucerer for meget på ham selv og dermed får selvmelidenhed over for sig selv, han tænker måske, hvor der det bare urimligt jeg sidder så hårdt i det, uden at tænke på hvor urimelig han via sit humør er overfor andre mennesker.

penge er ikke alt, han skulle tage at glæde sig over feks. et godt helbred, at hans nærmeste stadig er i live og ny kæreste istedet, det kan ikke købes for penge, og sat i det perspektiv bliver en økonomi hvor der ikke er så meget at rutte med total ligegyldig.

Jeg tror ikke du skal være så bekymret for at han har en depression pt, da du skriver han kun er sådan af og til, men ellers må han jo omkring lægen inden du giver ham et kærligt spark i røven.

Held og lykke i to.

Det er ikke let. For på sin vis vil man ikke blande sig for meget og på den anden side vil man gerne hjælpe. Holder lidt med Gabella i, at det ihvertfald ikke nytter noget at han har ondt af sig selv. Og ligeledes holder jeg med muskelmunken i, at han må prøve at glæde sig over det der er at glæde sig over, istedet for kun at fokusere på det negative. Tror igen jeg ville tage en stille og rolig snak med ham om det og forklare ham, at så længe han ikke gør noget sker der ihvertfald ingenting. Og så må han jo selv vælge om han vil blive i sin ynk eller om han vil hanke op i sig selv og komme videre ... hmmm ... det er ikke let ... men håber i finder ud af det

Argh en møgsituation! Kan sagtens sætte mig ind i hans sted -jeg har som barn og ung teenager stort set altid fået hvad jeg ville ha´og da mine forældre blev skilt vendte alting på hovedet . Det korte af det lange er at jeg har moslet med præcis samme tanker -hvorfor er det ALTID mig (uheld) eller hvorfor er det ALDRIG mig (held). Jeg har verdens bedste mor der ALTID har været der for mig uanset hvor svært vi har haft det. Fik så en smadderdejlig kæreste for godt 4,5 år siden som også altid var der for mig men selv om de prøvede at muntre mig op hjalp det kun en brøkdel, men li´nok til at jeg fik slæbt mig gennem hverdagen. Alt hvad jeg rørte ved gik bare galt. Jeg levede li´som uden at leve. Jeg tænkte bare på penge dit og penge dat -hvordan får vi råd til det eller løst det og det problem. Jeg nød slet ikke det jeg havde fuldt ud. Jeg blev efterhånden selv klar over at jeg simpelthen måtte ændre min indstilling til tingene -ellers ville jeg aldrig føle oprigtig glæde igen (det skal li´siges at jeg før min forældres skilsmisse altid var glad og frejdig -en rigtig humørbombe med tonsvis af selvtillid og i dén grad ubekymret om noget som helst).

Jeg fik så selv vendt skuden rundt oppe i mit lille mørke sind og langsomt men sikkert lysnede det! Jeg lagde mærke til små, skønne,forunderlige ting igen (som ikke kostede noget ) og meget vigtigt: Jeg droslede HELT ned for mine af og til urealistiske idealer om forskellige ting. Jeg gav li´som slip på det der tyngede mig og gæt hvad? Jeg begyndte at blive "heldig"! Det var li´som om tingene begyndte at lykkedes igen li´som før da jeg var barn og teenager og næsten alt var "fryd og gammen"!

Der er selvfølgelig stadig problemer der trænger sig på li´som alle andre sikkert også har men nu nægter jeg at lade det gå mig sådan på igen. Jeg er blevet ovenud lykkelig for mit liv igen -især fordi jeg tager hånd om mig selv nu på en meget bedre måde. Jeg har skåret de ting fra som har gjort mig meget ulykkelig -nemlig min arbejdssituation -starter nu på en uddannelse som jeg altid har villet og er ovenud lykkelig for det selvom det har betydet en del ofringer i form af et farvel til kæresten gennem 4,5 år,vores lille bondegård og alle dyrene bortset fra én hest og én hund som skal med mig mår jeg starter mit nye liv

Hele denne "proces" jeg har haft fra jeg var 16 til nu,24 år har lært mig en hel masse om mig selv og mine grænser.

Rådet til dig som "pårørende" er at du skal støtte din kæreste men lad ham ikke trække dig med ned. Han har nogle "isuess" ha selv skal få styr på på en eller anden måde -enten selv eller med proff hjælp. Jeg kender ham jo ikke men jeg ville umiddelbart foreslå ham at drosle ned for de økonomiske problemer,altså fx en billigere lejlighed og/eller billigere bil. Han bliver måske sur over at du blander dig og I bryder med hinanden men på den anden side er det heller ikke et fedt grundlag at opbygge et forhold på når han har det så skidt? Det er li´som en tikkende bombe -enten skal han "detoneres" eller også sprænger han på et tidspunkt.

Håber min historie/råd kan hjælpe lidt for det er dælme ikke en sjov situation at sidde i og jeg har ondt af dig

Tusind tak for jeres søde svar, som jeg helt sikkert kan bruge til noget. Igår da jeg talte med ham over telefonen (vi bor i hver sin ende af landet) var han i lidt bedre humør. Jeg forsøgte igen på en pæn måde at råde ham til at få styr på sine udgifter, tale med banken og HANDLE istedet for at gøre ingenting. Fik det sagt så han forstod det og fik også blandet lidt humor ind i det så han kom til at grine og han indrømmde at jeg havde ret og at han ville tale med banken når han fik samlet sig sammen. Det er da et skridt i den rigtige retning.

JP: er rigtig glad for at høre din side af sagen også. Det sætter det lidt i perspektiv. Jeg har også altid selv haft en lunken økonomi og det er stadig ikke mere end at jeg kan få det til at løbe rundt, fordi JEG prioriterer 2 heste. Det er da træls at må undvære en masse ting og ikke altid have råd til at tage med i biografen, eller ud at rejse. Men jeg gider ikke ærgre mig mere end højst nødvendigt. Kan altså godt følge hvor opslidende det er med en dårlig økonomi, men jeg vælger nok bare ikke at lade det styre mit liv i så høj en grad.

Endnu engang tak for jeres gode svar

Men skal jeg være ærlig, så havde jeg nok ikke været sammen med en fyr ret meget længere end to måneder, hvis han kunne få decideret tudefjæs over ikke at have vundet i lotto.

Det er da fint nok at blive sådan 'æv'-sjov over det, og tage noget fis på det. Men hvis han er voksen også klynke over det...jaeh så var jeg nok gået. Men jeg kender ham så heller ikke, og derfor så er det svært at vurdere 'problemets' omfang.

Samtidigt om han er studerende eller ej, hvad han har indkomster eller udgifter om måneden.

Penge er ikke alt, men de fylder meget når man ikke har dem...og ja, jeg kan også have økonomiske bekymringer, og jeg kan da også brokke mig, men mere fylder de heller ikke, så længe jeg har mad på bordet og et hjem, så er det vel ligegyldigt om jeg har det sidste nye kluns.

De udgifter han har er jo noget han har påtvunget ham selv, og mener han ikke han har nok penge, jamen så må han til at få styr på sit liv.

Jeg vil da mene det er lidt surt, når i har et lang distance forhold, at når du så er sammen med ham skal du høre på hans surmuleri over han ikke har nok penge. Samt du selv bliver tynget af hans problemer...

Jeg kan da kun sige, hvad jeg ville gøre...jeg var nok gået. Men hvis jeg blev, så havde jeg da nok holdt sådan lidt øje med om han indkøbte vildt dyrt tøj eller andre ubrugelige gadgets også bagefter sad og spildte min dyrbare tid på og hyle over han ingen penge havde...