Er overvældet over hvor mange forældre der ikke lærer deres børn det jeg vil kalde helt almindelig, grundlæggende høflighed. Ord som "tak" (eks. tak for mad/for gaven) synes jeg er blevet en mangelvare i mange forældres opdragelse af deres børn.

Ellers er almindelig høflighed for mig naturligvis at man taler pænt til andre (også ekspedienter i butikker som gør deres bedste, men ofte bliver overfuset for ting der ikke er deres skyld), og at man slet ikke taler f.eks. i biografen og teateret.

Og som jeg nævnte med børn, synes jeg det er vigtigt at man husker at sige tak. Vi lever i en verden hvor mange udnytter hinanden, og nogle kommer derfor hurtigt til at føle sig udnyttet. Så det er vigtigt at vise sin taknemmelighed.

Der er selvfølgelig meget mere, men det var lige nogle vigtige ting jeg kunne komme på

Ja i mine øjne har jeg været ude for et eksempel hvor min opfattelese af alm. god høflighed/opdragelse, bestemt ikke stemte overens med den anden part.

Jeg havde lånt et dækken til vedkommende (også staldejer), så dennes hest kunne komme på fold. For ellers ville den ikke komme ud, og min stå selv.

På et tidspunkt, kort før jeg står og skal ha flyttet min hest til et nyt sted, går mit dækken i stykker. Det er en lille ting der er gået i stykker, som vil tager under 10 min. at rep. selv (jeg forlanger ikke at de får det laver proff. bare at det bliver syet). Da det udelukkende har været brugt af dem, beder jeg vedkommende om at rep. det. Jeg er nemlig opdraget sådan, at låner jeg noget, og det går i stykker, så rep. man det enten eller erstatter det.

Dette VIL vedkommende IKKE. Vedkommende nægter hårdnakket. Han begynder faktisk at komme ind på de to andre dækkener som han selv har haft til hesten, som er gået i stykker mens vedkommendes hest har været på fold med min. Det skal jeg pludselig erstatte. Til trods for at ingen af de 2 dækkener er lavet til at blive brugt på en fold (det ene var et ultra tyndt regndækken - faktisk et skridtdækken, og det andet var et stalddækken). Dette krav forsvand dog hurtigt da jeg kunne fortælle at jeg ligeledes havde fået ødelagt to dækkener, begge tykke vinterdækkener, som jeg med egne øjne havde set vedkommendes hest ødelægge - dækkener som jeg ALDRIG ville forlange erstatning for, da det er noget der følger med når man har en dækkenhest.

Enden på det hele blev faktisk, ret overraskende, at jeg blev bedt om at flytte hesten med det samme, og mit dækken nægtede vedkommende at rep.

Dette er i mine øjne tegn på MEGET dårlig opdragelse, og ingen høflighed, samt ingen respekt for andres ting.

Her er vi tilhængere af Emma Gads takt og tone

Jeg mener at det bl.a. er almen høflighed når

• Man præsenterer sig klart og tydeligt når man tager telefonen
• Lader gæsterne tage af fadet først
• Besidder almen gentlemand maner (åbner døre for damen osv.)
• Siger pænt tak når man får noget
• Behersker bordskik

Jeg synes, tak er et ekstremt vigtigt ord, der ikke ville tage skade af at blive brugt noget mere.

Jeg er blevet opdraget til at sige: tak for mad, tak for hjælpen, tak for gaven etc.

Jeg bliver da også glad, når jeg har hjulpet nogle og får et tak, ellers kan jeg godt blive lidt muggen

Jeg mener også, at man skal/bør hilse, hvis man møder en man kender (tro det eller ej, men det er der vidst nogen, der ikke ved eks. fra min klasse )

er at man behandler andre mennesker ordentligt.

Mette

siger så er det vigtigt man siger tak når nogle gør noget for en eller giver en noget. Jeg har lagt mærke til det hvis jeg nu har kørt nogle et sted hen eller lige givet et lift, så forventer jeg at man lige siger tak for turen. Det tager jo ikke lang tid at sige og er ikke noget helt vildt, men mange gange er jeg blevet skuffet.

Desuden var jeg for nylig ude for en rigtig træls situation. Min kærestes søster havde fået en dejlig dreng og vi skulle til barnedåb. Min kæreste bor lige nu i england og jeg har derfor ikke så meget med hans familie at gøre. Vi blev lovet en indbydelse hver (hvilket jo ikke er nødvendigt) men ingen af os fik nogensinde en. Jeg spurgte jo så ind til klokslet og kirke for jeg kendte godt datoen. Flere gange sagde hans søster at hun ville komme forbi med en indbydelse, men som sagt...aldrig ås jeg den. Der var jeg godt nok skuffet. (fik dog de nødvendige oplysninger) Det er igen en lille ting, men til en barnedåb, bryllup eller konfirmation der forventer jeg lidt at få en indbydelse lige som alle andre jo fik det.

Gudskelov fik vi et rigtig fint takkekort. Men hvor er det svært når svigermekanikken ser høflighed på en helt anden måde end jeg gør. Synes rigtig tit de skuffer mig, men de er jo ikke opdraget til andet. Og heldigvis har kæresten lært sig selv lidt god takt og tone, bl.a. via Emma Gad Og han giver mig ret de fleste gange jeg synes de er lidt for uhøflige.

Almindelig høflighed er nu ualmindelig.

Skammer mig af og til over min generation med alle de uopdragne unge mennesker.

Man

- siger tak for mad, hjælp osv.

- viser respekt for ældre mennesker

- har respekt for lov og land.

- rejser sig i bussen/enhver offentlig siddeplads, når ældre eller kvinder med børn trænger til en plads.

- opfører sig ordentlig og tager ansvar

og sådan kunne jeg ellers fortsætte.

Men i kære DK har rigtig mange glemt disse simple leveregler.

... med hvad Winnie maradons skriver.

UD over dette kunne jeg skrive bøger om folks manglende telefonskik - noget som jeg i kraft af mit arbejde er udsat for dagligt og som er en kilde til irritation.

F.eks. at kunden ikke præsenterer sig - og så bliver sur over at man ikke ved hvem de er - og derudover ikke hører efter hvad man spørger om - og NÅR/HVIS de svarer er det emget utydeligt - eller hurtigt (ofte tydeligt for at jeg skal spørge en ekstra gang og understrege min egen dumhed... eller noget)

Et eksempel fra dagligdagen - og NEJ,. det er ikke overdrevet:

M = mig

K = kunde

M: xxx abonnentservice goddag

K: HVOR ER MIN AVIS

M: Må jeg bede om dit abonnementsnummer eller leveringsadressen, så jeg kan se hvor den bliver af?

K: Jeg kan da ikke huske nummeret

M: Men må jeg så bede om leveringsadressen

K: Du kan få mit telefonnummer

M: Jeg vil hellere bede om leveringsadressen, så kan jeg finde abonnementet ud fra det

K: Mmmhjgerved nummer 2

M: Undskyld på jeg bede dig om at gentage

K: MMHJGVEJ NUMMER TO!

M: Det er vist en meget dårlig forbindelse, kan jeg få dig til at sige det langsomt og tydeligt

K: (blot et eksempel) MOSEBJERGVEJ TO - (begynder at stave det for mig)

M: Og må jeg også bede om postnummeret

K: Det er i Nørre Snøldelse

M: Ja... Hvad er postnummeret til Nørre Snøldelse?

K: (sukker dybt - og kommenterer muligvis min tungnemhed for sin ægtefælle eller kollega) Det er nummer XXX

M: Tak, jeg kan se at der er en forsinkelse i dit område, men avisen er på vej, den skulle gerne være der inden klokken 8.30. jeg beklager meget at den er forsinket og reklamerer til distributøren

K: (Råber) DET KAN JEG DA IKKE BRUGE TIL NOGET, JEG SKAL LÆSE MIN AVIS TIL MORGENKAFFEN

M: jeg beklager meget forsinkelsen, jeg kan se at det skyldes at der xxx - så det skulle forhåbentlig kun være i dag.

K: Så må du jo trække avisen fra!

M: Desværre trækker vi ikke forsinkede aviser fra - kun hvis der er forsinkelser til ud på eftermiddagen

K: Det PLEJER I at gøre!

M: (kigger tilbage i systemet og ser at der blev krediteret en forsinket avis for 2 år siden) - Jeg kan se at det er sket en enkelt gang tidligere, men som sagt er det kun ved større forsinkelser

K: *kommer med et surt svar og smækker røret på*

M:

og som sagt - den slags samtaler er hverdagskost - ofte får vi selvfølgelig nogen der kun bruger dele af metoden - eller som tilsætter helt deres eget "krydderi" - f.eks. øgenavne (racistiske hvis det er buddet der er skyld i forsinkelsen, amnge af buddene ER udlændinge og der er da sprogvanskeligheder sommetider), eller at de vælger at ringe op med et ulykkeligt barn på armen, så jeg uden varsel får et 500 decibel babyskrig ind i øret (det er tit dem der nærmest hvisker eller mumler, så man har skruet HELT op for lyden og skruet headsettet "helt ind i hjernen").

I min verden burde man kunne starte en telefonsamtale med at prøsentere sig og slutte med at sige farvel - ellers bør man ikke have adgang til en telefon!

Heldigvis er der da også søde og høflige mennesker - det er flertallet. Men taler man med 70 på en dag har man minimum 10-15 stykker der egentlig nok burde bankes oven i hovedet med en våd "Takt og Tone " (i indbundet version)

er at man ikke afbryder andre, med mindre det gælder dødsfald eller ulykker!

I hvert fald spørger man, om man lige må afbryde, hvis det ikke kan vente.

lægge mobilen fra sig når man bliver ekspederet, går ind i en bus o.l.

at man slukker mobilen når man er inviteret ud privat, er i biffen, teater eller andre steder. Det er vel for, at man gerne vil tale med værten, se filmen eller teaterstykket, at man har sagt jatak eller købt billetter.

Og ingen er vel så uundværlige at mobilen ikke kan være slukket et pat timer.

At man siger tak for mad, hjælp osv.

at man husker at aflevere lånte ting

at man skal være mod andre, som man synes andre skal være mod en

at man holde opsyn med sine små børn i butikker restuaranter osv.

så de ikke genere andre.

(og indrømmer at man ikke altid selv overholder alt)

er at man behandler andre mennesker som man selv forventer at blive behandlet...

KH

Som overskriften siger - så er jeg enig i mange af indlæggene.

Desuden er det slående, hvor meget et smil eller et venligt ord kan betyde, når man f.eks. handler ind i et supermarked...

En træt kassemedarbejder eller en vareopfylder, demonstratrice(M/K) sætter som regel stor pris på en venlig attitude.

En buschauffør eller andre service-mennesker, som omgåes mange mennesker, vil vel også helst behandles som mennesker - og ikke som "robotter", som man ikke behøver at hilse på - eller tale pænt til.

Det var bare for at nævne nogle eksempler og generelt bør man vel have en god tone overfor andre mennesker, med mindre de har gjort sig fortjent til andet.

Venlig hilsen

Nina

Almindelig høflighed er netop hvad Adian skriver:

"man behandler andre mennesker som man selv ønsker(red.) at blive behandlet..."

Her i bussen - nu i går - så steg jeg ind, og der var en gammel mand med 2 krykker der ikke kunne komme op (dårlige knæ) - han skulle af. Hende i samme 4 sæde som den gamle mand, sad bare og ...ja intet...men jeg kom galloperende på min hvide ganger og hjalp ham op. Og sjovt nok så efter at ha hjulpet ham op, så var jeg både glad og utilpas til mode. Glad for at kunne hjælpe, utilpas fordi jeg hjalp - fordi jeg kunne mærke de andre passageres øjne i nakken (dem som burde ha været der for den gamle mand). Sån lidt "ja du er vel nok bare en helgen" stemning spredte sig.

Nå men jeg gør det nok igen Gode ting KAN bare IKKE komme dårligt tilbage

Nu er jeg i besiddelse af en ekstremt høflig mand, som er opdraget i den engelske overklasse og det har også smittet af på mig, selvom mine forældre også har været fremme i skoene. Så høflighed betyder meget for mig, men høflighed behøver jo ikke være af den totalt stive slags. I mine øjne er høflighed nærmest det samme som betænksomhed/hensynsfuldhed.

I min klasse, går en af den slags som ligger i kategorien "ubehøvlet".

Når hun spørger, så lyder det ofte sådan her: "Luk lige vinduet." "Hvor er dit viskelæder?" ikke noget med at hente sit eget penalhus i tasken, hvor der er ét, og i dag var det oven i købet fremme, og alligevel rakte hun bare ind over mine ting, for at tage mit, der lå fremme.

Og tak?`Ja det er jo en by i Rusland! I dag ville hun have trukket gardinet for, og hun spurgte: "Skal vi ikke trække gardinet for?" "Jo, det kan det da godt blive" svarer jeg. "Gør du det så ikke lige?" Gad jeg egentlig ikke, for hun var tættest på, og det var hende der ville have det gjort. Normalt har jeg ikke noget i mod at gøre sådan noget, men er vist blevet liiige en tand for træt af hende til at gøre det...!

Ikke for at sige at jeg er engle god eller noget. Jeg er ind til videre enig i alle indlæggende - men må nok indrømme, at jeg ikke er verdensmester i at give folk en plads i bussen, og er nok en af de sidste som hjælper ham med krykkerne. Lader andre gøre det, hvis de gider, men ellers er jeg der.

Det er bare det der, med de der øjne som stikker én i nakken, der nager mig, som Raggie nævner.

Grundlæggende høflighed synes jeg er en mangelvare, men udover det så mangler i en vigtig ting..

SITUATIONSFORNEMMELSE!!!

Det er så ofte at folk kan se jeg står og snakker med en kunde, eller i telefon for den sags skyld, og så kommer der lige en kommentar om jeg ikke lige kan dit eller dat.

Det værste eksempel jeg har været ude for, var da jeg arbejdede ved DSB som salgsassistent. Da var der en person der var sprunget ud foran lyntoget, så der var menneskedele alle vejne, og alt var kaos.

Pludselig kommer der en arrig mandsperson ind, som lige var kommet til banegården og skriger ud over hele butikken "Nu er toget kraft...me forsinket igen, og hvad h... er det for en holdning i har?" da jeg så venligt og noget chokeret forklarer ham, at der har været en personpåkørsel, så der ikke kører nogen tog lige med det samme, men at jeg kan tilbyde ham en taxabon til hvor han nu end skal hen, så ryger han helt gennem loftet, fordi nu kan han f.. ikke nå hans fly i Kastrup og så videre...

Mage til mangel på situationsfornemmelse skal man altså lede længe efter.

Men ellers så er sådan noget som tak for lån eller mad eller hjælpen jo en generel mangelvare.

Hensyntagen er også en mangelvare...

Mon man skulle indføre en obligatorisk Emma Gad fagperiode i skolerne.

Det at undskylde når man åbenlyst har gjort noget dumt, om det så er ved en fejltagelse eller mere eller mindre med overlæg, det er bare heller ikke noget der sådan lige sker.