Hej Jillow

Det behøver såmænd ikke være så svært. Tit og ofte er det ikke altid dem der kender folk nærmest som kan, har overskud eller vil hjælpe.

Nogen gange er hjælp lidt længere udefra slet ikke så anmassende som man tror.

Det er værre at opdage bagefter at man kunne have hjulpet, men forpassede chancen og var en af de mange der bare lod som ingenting.

Du ringer/dropper forbi/sender en mail eller lignende og fortæller at du har hørt hvad der er ske. At du synes det må svært og hvis vedkommende har brug for det, vil du gerne lægge en kop kaffe, en skulder eller anden hjælp til. Så kan folk selv vælge om de kan overskue, om det lige skal være dig de kan bruge i deres situation.

Det luner for de fleste lige meget hvad.

Under alle omstæmdigheder gør du jo bare for at være sød, så det er vel ikke noget forkert i.

Hellere det end at være ligeglad.

Altså hvis du spørger mig.

mvh. katrunte

Da jeg var 23 år fik jeg konstateret livmoderhalskræft og blev kort tid efter opereret. Mange af mine venner og den nærmeste omgangskreds havde også svært ved, hvordan de skulle reagere overfor mig.

Det var selvfølgelig rart at vide, at mange tilbød sig som lyttende øre, hvis jeg havde brug for det, men jeg ville helst at alle bare var som de normalt var omkring mig. Hvis jeg havde brug for at græde eller snakke skulle jeg nok selv komme til dem.

Det er ikke rart i sådanne situation at alle ynker dig og fortæller hvor synd det er for dig, for så får du ikke lov til at komme ud af sorgen, men bliver konstant mindet om det.

Fortæl du kender til deres situation og er der hvis der er brug for dig og ellers vær normal.

Forresten så er jeg helt rask igen og har overvundet kræften