... ... næh lille ven den hopper vi ikke på

Du har gjort det før, altså trukket dig selv op af et mørkt hul, gør det igen !!! ... og hold dig så lidt længere væk fra kanten, når du er kommet op.

Mvh. Lisbeth

Har du ikke droppet at tage den hh endnu?

Nogle mennesker er bogligt intelligente, men jeg er sikker på at du ligesom jeg er kreativ og socialt begavet! Tag en anden uddannelse der ikke kører dig i smadder!

Jeg tror du vil være en super pædagog!

Du er en af dem jeg husker bedst her på HN - idet jeg virkelig elsker de indlæg de laver og du får de skønneste billeder sat ind - billeder der siger alt om det skønne forhold du har til din/e heste.

Brug dem til at komme op at det mørke hul du lige nu befinder dig i.

Brug den energi de giver dig til, at finde ud af hvad der skal ske med dig og kæresten. Og uanset hvordan det ender, så har du hestene og din dejlige mis.

Og forsøg at få lavet blot lidt af dine lektier.

Det lyder til det hele er vokset dig over hovedet lige nu - jeg har selv været der for nylig...find ud af at tage hul på det i den rigtige rækkefølge og husk, at du ikke skal bruge din energi på det du alligevel ikke kan ændre på...at slå i en dyne tærer kun på dine kræfter!

Gå en tur til vandet med Tulle...og find dér ud af hvad der presser mest på lige nu og gør noget ved det med det samme...

Varme tanker May.

Tænker på dig!!!

Man kan møde livet på to måder... enten "Hvorfor" - Hvorfor mig? Hvorfor skal j eg gøre det? Hvorfor skal jeg bekymre mig? eller "Hvorfor ikke"? Hvorfor skal jeg ikke gøre det? Hvorfor ikke mig? Hvorfor skal jeg ikke bekymre mig?

Nus din kat og tag så dynen væk fra dit hovede, med et "hvorfor skulle jeg ikke gå til min kæreste og fortælle ham at jeg har det skidt og føler at jeg har svigtet ham og er ved at miste ham?" og et "Hvorfor skulle jeg ikke lave mine lektier, snakke med mine lærere og tage den skideballe der kommer"?

Så kan du svare "fordi det er besværligt" - ja gu er det besværligt. Jeg har været det samme sted, men kom igennem med forældreopbakning hvor mine forældre også tog kontakt til uddannelsesstedet og hjalp mig, delvist også ved at lade mig gå min skæve gang. Du KAN godt - og du ved det. Tit er det de (os) "svage" der er allermest krummer i, når man ud af sit sorte hul henter endnu en pose stædighed, en portion "Der vil jeg ikke ned igen", og en hel sæk gåpåmod for 117. gang - fordi man ikke VIL give op og forsvinde i anonymiteten, men selv bestemme sit liv og sin retning.

/Lene


PS: Det var en konfirmationsprædiken - af og til har de præster fat i det rigtige.

Ved jo godt hvilke problemer du har og har haft med kæresten, men Tine, du elsker ham og han elsker dig.. Sæt dig ned med ham og få snakket med ham om det.. Han ved vel godt hvor svært/hårdt du har det omkring skolen, så han kan jo også støtte dig og hjælpe dig op af det sorte hul.. Du må ikke blive der Tine. Op igen og ta tyren ved hornene, du har snart sommerferie og kan nyde alle dagene med hestene..

Ved hvor svært du har det med skolen, men du er jo hverken dum eller uintelligent, så tag tiden til at få lavet nogle lektier hver dag.. F.eks. brug to timer hver dag når du kommer hjem fra skole.. Eller find en der gider hjælpe dig med det. Gider hjælpe dig med at komme i gang med det du er bagud. ved det er svært. Jeg sidder selv med to afleveringer jeg mangler, det er godt nok kun to.. Men de skal laves for ellers kommer jeg også bagud, og det skulle jeg helst ikke gøre nu:S..

Så op igen Tine.. Du kan jo godt, du har bevist det før. Skriv hvis der er noget, ik?

huske det. Det er ikke altid nemt og blive voksen og ikke blive i "lillepigeverdenen" hvor man kan gå og nusse hestene og helt slippe ansvaret for sit liv. Lyt til dit hjerte hvad du gerne vil bruge dit liv til. Hvis du allerede er træt af lektierne nu, så skal du måske overveje noget andet. Man skal lave noget man kan lide. Prøv og spørg dig selv...hvis jeg døde om en uge vil jeg så dø lykkelig..?? hvis nej så er du på den gale vej. Men du virker som en pige med et stort hjerte og med stor selvindsigt. Husk det er en stor gave at ha' det. Og så husk, mænd vil have stærke selvbevidste kvinder, ikke en der kravler under dynen med sin kat når virkeligheden banker på. Jeg ved du hører under den første kategori, nu mangler du bare selv og finde ud af det...og så ville jeg elske at sådan en dejlig pige som dig passede på mine børn..

det er det bedste råd jeg kan give!!

Jeg er netop først gået på deltid på studiet...og igår valgt at gå semesteret om, da jeg simpelthen ikke kan overskue studie lige nu.

Jeg har et enormt behov for at lave noget som er godt for mig, noget der lige giver mig det ekstra, noget som gør at jeg sidder oppe til langt ud på natten, og gladeligt står op kl 5:30 igen. -Hvilket ikke er sket siden jeg arbejdede i stald!

Jeg kan mærke jeg har brug for lidt Tine-tid.

Jeg har jo både været syg og uheldig, og jeg burde virkelig holde fast i studiet og få det overstået. -Men jeg vil hellere stå om nogle år og sige jeg har klaret studiet med bravour, end at jeg lige er klaret mig igennem!

Derudover er jeg så lige blevet diagnosticeret med en depressions sygdom, hvilket gør det endnu vigtigere for mig, at få selvtillid igen, og virkelig mærke at jeg kan andet end at sidde på min flade popo.

Jeg er super glad for mit studie, så vil ikke engang overveje at gå ud, men jeg bliver nød til at lave mit liv, på mine betingelser, så jeg hver dag kan vågne op og glæde mig til hvad der mon sker idag!

Jeg kan fortælle det er en super fed fornemmelse.

Jeg har det stadig ikke godt. -Jeg kan stadig blive helt nedtrykt af bare lidt modgang. Jeg sidder stadig dagen lang og tænker "burde gøre.."

Men jeg er da på rette vej!

Så ind og mærke i maven. -Få evt snakket med din læge.

Og gør så noget, der er godt for dig!

Dog skal det jo lige siges, at man ikke bare altid kan sige sådan. -Der bliver nød til at være lidt recon i tingene. Men hvis du virkelig bliver ved med at være så skidt, så må du jo ændre på et eller andet.

Jeg kan huske, da jeg gik i skole. Det hele var noget skrammel. Jeg skændtes med kæresten dag og nat, fungerede ikke med de andre i klassen, bøvlede med konflikter i familien, og jeg var bare helt ude af stand til at lære.

Jeg dumpede min eksamen to gange, og det var lige præcis det, jeg IKKE havde brug for. Og så alligevel... For det udløste et halvt års orlov. Her fulgte jeg enkelte kurser på skolen, arbejdede lidt hos Post Danmark, klappede en hest, fandt et hyggeligt sted at bo, drak en masse kaffe, lavede mad til bunker af venner og rendte i byen hver weekend. Jeg gik til psykolog, fik styr på, hvad jeg skulle stille op med familien, slap af med kæresten, og da det halve år var gået, gik jeg til re-eksamen, bestod og fik det meget, meget lettere i resten af min udannelse. Kodeordet var tid - jeg havde masser af tid til at tænke over, hvad jeg ville og komme stille og roligt i gang igen i et tempo, som jeg kunne magte.

Tine, dit indlæg er ikke ligegyldigt. Det lugter langt væk af, at du er kørt sur, helt sur i det hele, og at du har alt alt for meget om ørerne. Måske ikke mere end hvad "man" burde kunne overkomme. Men fakta er bare, at du ikke kan overkomme det lige nu. Og det bliver jo ikke lettere, jo mere lektierne hober sig op sammen med tankerne om, at du måske bliver smidt ud fra studiet... Måske er det på tide med en time-out? Fik du snakket med læge / studievejleder sidst?

Og så synes jeg, at du skal overveje at få Tulle over til dig. Det handler om at samle på glæde Du kan jo prøve og se, om hun kan trives, og hvis det går skidt, er det ikke værre end at du kan sende hende hjem igen...

mvh. tina

Ligegyldigt indlæg - nix du - så let går det ikke.

Sidst du snublede ned under dynen, fandt du selv en af de ting der gav dig energien tilbage.

Træne og løber.

Så på med skoene - løb en tur - gå ned og træn - og find så ud af i hvilken rækkefølge, du vil angribe de problemer som du ved der skal gøres noget ved.

Fik du nogensinde talt med dine forældre om - den lille pige der var flyttet hjemmefra?

Stort kram herfra.

Tak for overraskende mange svar.

Problemet er jo desværre, at hestene står hjemme på øen. Og der kan jeg desværre ikke bare smutte hjem i tide og utide. Hele næste weekend skal jeg til konfirmation hos familie i jylland, så der kommer jeg ikke hjem. Min mor har dog sagt ok for, at jeg kommer hjem torsdag aften, bare for lige at aflevere missekatten - som jo ikke skal med til jylland.

Jeg ville nok gøre klogt i at ride en tur ud i det blå der, når muligheden er der.

Jeg løber en tur ca. hver 2. dag, og er nede i fitness og svede stort set hver eneste dag. Og det hjælper... ingen tvivl om det. Jeg følte jo også der var styr på tingene lige pludselig - på TRODS af, at jeg hader at gå i skole, og har meget svært ved at følge med lektiemæssigt.

Men min kæreste har også bare været et kæmpe holdepunkt for mig, eller hvad man kan sige. Han har været der for mig, og har gjort, at jeg ikke helt faldt tilbage. Nu er han der pludselig ikke - i hvert fald ikke lige det næste stykke tid (noget med, at jeg har brug for luft, selvom det nok er løgn), og det var nok til at slå mig ud.

Jeg var hos min studievejleder sidst ja. Og vi snakkede, og han spurgte. Men da jeg pludselig sad der foran ham, følte jeg overhovedet ikke jeg havde nogen grund til at have problemer. Jeg følte ikke, at jeg kunne give nogen konkrete årsager til, at det står skidt til. Det var dog udemærket at snakke lidt, han sagde, at dét at jeg havde været og snakke med ham, og var villig til at rette op på det hele, ville blødgøre det hele, og han ville sørge for jeg ikke fik en advarsel. Bare jeg lovede at komme på ret køl igen.

... mindre end en uge senere, blev jeg kaldt op til rektor, og fik en både skriftlig og mundtlig advarsel.

Mht. Tulle, vil jeg helst ikke have Tulle og Plethesten forskellige steder. Og Plethesten må jeg desværre ikke købe (endnu ). Desuden trives de vidunderlige hjemme på øen, så jeg har meeget meget store krav til et evt. nyt opstaldningssted...

Og skolen... Skolen skal overståes. Det skal den. Jeg er efterhånden lidt ligeglad med hvilke karakterer, jeg må bare ikke dumpe nogen fag. Nu er der meget snart kun ét år tilbage.. Det lyder jo ganske godt. Håber bare jeg kan klare næste år så. 36 timer om ugen, og med rigtig mange højniveau-fag. Nu må vi se

Jeg er forøvrigt heller ikke i skole idag, men vil nu sætte mig til at lave nogle afleveringer - igen.

Sk#de godt, Tine, at du holder fast i at få løbet og trænet.

Kom igang med de afleveringer, så du ikke er tynget af det.

Sidst du var ked, var også lige før du skulle med familien til Jylland i en weekend. Jeg tror ikke der er noget galt i det, men du har det svært med ikke, at få din ugentlige påfyldning af hjem/pony/tryghed, at du måske kommer til at savne det på forhånd.

Der er så få dage tilbage af de almindelige skoledage, så du klarer den helt sikkert i år.

Jeg har aldrig svaret dig på disse indlæg - mest fordi det ville kræve at jeg selv gik igang med at tænke lidt for meget over min egen situation. Jeg har selv været der - somme tider er jeg der faktisk stadig. Ofte er det ikke til at forklare hvorfor det er så sk*de svært at komme op, at komme ud, at smile og se på alle de fantastiske ting man har i sit liv. Mange forstår det ikke.

-Jamen du ser jo godt ud!

-Jamen du har jo både dine dyr, din kæreste, dine venner og din familie.

Bla bla bla. Ja, det har jeg. Og på nogle punkter gør det næsten tingene værre, fordi man selv undres igen og igen. Hvad fanden er det der sker?! Hvorfor kan jeg ikke bare være glad.

Jeg begyndte personligt med at pille alt det ud af mit liv, der trak mig ned. Det være sig venner, boligsituation etc.

Jeg synes helt sikkert at du skal overveje hvad det er, der trækker dig ned. I denne omgang har det været din kæreste, for hvem denne situation absolut heller ikke er særligt behagelig.

Du vil helst ikke snakke med ham, siger du. Hvad med at skrive ham et brev? Ikke msn, ikke sms - men et brev. Et brev du skriver i hånden, og sender eller giver til ham - eller beholder selv. Lad være med at tænke over det du skriver, bare start fra en ende af og kør derudaf. Skriv, skriv og skriv. Somme tider er det ligesom at græde. På et eller andet tidspunkt er der ikke flere ord tilbage, men man får så meget på plads i hovedet. Det er under alle omstændigheder et forsøg værd.

Nu siger du at du til daglig bor på øen--- Hvis det er Amager du omtaler, så bor jeg her også, og du skal vide, at jeg altid er frisk på en snak og en kop kaffe. (Især i denne måned hvor jeg ikke har andet for end at vente på at min uddannelse starter )

Så hold dig ikke tilbage.

Mht dit studie, er jeg tilbøjelig til at give nogle af de andre skribenter ret. Du virker ikke til at trives, og der er ingen grund til at byde nederlag velkommen. Succesoplevelser er vigtige for folk som dig og mig. Der er så meget andet end lige HH at tage hul på- Tænk lidt over det.

Held og lykke Tine.

At du er en cool pige, der holder fast i det, der gør dig glad Og at du laver afleveringer, når du nu ikke er i skole...

Det kan være MEGET svært at fortælle, hvad der er i vejen til andre. Min mor gik for nyligt ned med flaget, og hun sagde til mig, at det ikke ville hjælpe at gå til lægen, for så ville hun sidde og tude, så hun ikke kunne fortælle, hvad der var i vejen. I stedet for skrev hun det ned, tog papiret med til lægen og gav ham det - og fik en sygemelding pga. stress.

Tine, sikke en dum studievejleder, der ikke lover, hvad han holder. Men måske har han ikke kunnet overbevise rektor? Har du været til lægen? Måske du kan få en eller anden form for sygemelding / erklæring derfra (jeg gætter på stress/let depression) som kan købe dig lidt goodwill på skolen?

Og se så at få hevet fat i den kæreste! Det værste er, når man går og er usikker på, hvor man står henne

mvh. tina

Ja, Tine, hvad kan jeg sige? Tror jeg kender det rigtig godt selv...

Jeg startede på nyt studie i efteråret efter at være vendt ryggen til et dejligt liv i stalden, med mennesker og dyr som jeg holdt meget af.
Den første del af sommeren gik fint - det var rart ikke at skulle op hver morgen kl. 6 og jeg havde en veninde fra USA på besøg, som jeg ikke havde set i over 1 år. Men der manglede stadig noget. Der manglede de mennesker og de dyr, som jeg følte jeg var en del af... Vi var et team og jeg vidste de manglede mig og jeg manglede dem.
Snakkede med dem i tlf. hver eneste dag, men alligvel sad jeg hver aften og følte jeg befandt mig et forkert sted.

August kom og vi skulle til TAF elitedage på Broholm. En weekend hvor jeg fik lov til at være med igen, eftersom de kom op fra Lux med 2 heste - mine heste! Jeg fik igen lov til at være den der havde ansvar og skulle sørge for, at alt var tip-top i orden! Jeg nød det!
Samtidig skete der det vidunderlige at min far vandt Sunset. At jeg nu sselv havde en hest kunne jeg jo leve højt på!

Tiden efter Broholm var både god og dårlig - det dårlige var, at jeg havde hørt hvordan det gik derhjemme og hvor meget de svanede/manglede mig og jeg fandt ud af hvor meget jeg oprigtigt savnede dem.
Samtidig levede jeg højt på, at snakken gik om hvorvidt Burberry kom til DK eller ej - hvilket han jo som bekendt gjorde d. 1. november 2006.

Samtidig med at min tanker fløj rundt omkring Luxzembourg, var jeg jo startet på en udd. på SDU her i Odense. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt udd. var det jeg ville og om uni overhovedet var mig (hvilket det ikke var). Jeg savnede livet i stalden mere end godt var. Jeg savnede at kunne være udenfor og have et liv når dagen var slut og jeg savnede at kunne benytte mine evner og mit talent og jeg savnede mine heste!
Samtidig havde jeg ikke noget ridemateriale herhjemme. Jeg red min venindes palominohoppe, hvilket self. var dejligt og Kimberley er en sød hest, men det er noget andet end det jeg var vant til og noget andet end det jeg vil. Mine ambitioner er vokset en hel del siden jeg tog afsted. Jeg vil ikke ride middelmådige heste i en LA på dis. plan -- jeg vil ride kvalitet og formå at få så meget ud af dem som muligt. Og det siger jeg ikke for at lyde hovski-snovski, det siger jeg fordi jeg har erkendt, at hestene og dressursporten er mit liv og der hvor mine drømme for fremtiden ligger.

I oktober tog jeg tilbage til Lux på ferie, november kom Burberry og allerede igen i Januar var jeg tilbage på Pallerhaff. Og jeg savnede det mere og mere for hver eneste dag!

I februar startede det nye semester og allerede fra førstedagen gik det den forkerte vej. Jeg kom ikke til forelæsningerne, afleverede ikke mine opgaver, læste ikke mit stof - næ nej, jeg hjalp i stalden på rideskolen, underviste elevehold og arbejde i NETTO.

Tiden var kommet jeg måtte erkende overfor mine forældre. Overraskende nok var de hurtigt klar over at det var min alvor og det tog ikke mange sekunder for dem at forstå at jeg under ingen omstændigheder trivedes med min nuværende livsform.

Jeg savner stadig Pallerhaff hver dag, men kan nu glæde mig over at det kun er et spørgsmål om tid inden Burberry og jeg er hjemme igen.
Når DSA'en og TAF's 4-årschampionat er "overstået" kommer Jens og henter os og så skal vi hjem!

For mig var der inegn tvivl - livet som hestepasser/rytter med et 12-timers job og en lav løn er det jeg har brug for frem for en SU der er næsten lige så stor som min løn, arbejde ved siden af, skole og hest på rideskole.
Et enormt pres er faldet fra mine skuldre og det er en stor, stor lettelse

Puha en smørre... Det jeg forsøger på at sige er, at du skal gøre hvad der er bedst for dig selv og ikke det alle andre synes er bedst.
Jeg er nok klar over at det havde lydt godt, at jeg som 25-årig stod med en cand.mag. i Dansk/nordisk. Men nej, min glæde i hverdagen er vigtigere end det.

Pøj-pøj Tine

Igen tak for svar.

Vickie: Du beskrev lige det jeg ikke selv kunne.

Ofte er det ikke til at forklare hvorfor det er så sk*de svært at komme op, at komme ud, at smile og se på alle de fantastiske ting man har i sit liv. Mange forstår det ikke.

- Jamen du ser jo godt ud!

- Jamen du har jo både dine dyr, din kæreste, dine venner og din familie.

Bla bla bla. Ja, det har jeg. Og på nogle punkter gør det næsten tingene værre, fordi man selv undres igen og igen. Hvad fanden er det der sker?! Hvorfor kan jeg ikke bare være glad.

Jeg kan nemlig sætte mig til at stortude, og tænke "Tine hvad fanden har du gang i!?!?". Jeg har en dejlig familie, dejlige venner, dejlige dyr og en dejlig kæreste. Der er ikke nogen der er døde, det er forår, jeg er sund og rask - HVORFOR kan jeg ikke bare være glad?

... Nok fordi jeg ikke beder om hjælp nogensteder. Jeg fortæller ikke nogen hvordan jeg har det - fordi jeg synes det er svært. Jamen, jeg har det jo godt, men alligevel er jeg bare i perioder fuldstændigt utrøstelig, og har bare "brug" for at være helt, helt alene.

Jeg kan slet ikke overskue i mit hovede at skulle droppe skolen. Jeg har meget, meget svært ved at håndtere ændringer i min hverdag - og ligeså svært ved at turde prøve noget nyt, som inkluderer nye mennesker osv.. I øvrigt ville jeg slet ikke turde fortælle mine forældre, at jeg seriøst vil droppe ud. Ikke at de ville flå mig, men de ville nok komme med mange grunde til at lade være... Jeg får ikke dårlige karaktere, skal nok lige nævnes. Og udtalelser fra lærerne er altid ens: "Du KAN jo godt, hvorfor viser du det ikke?"

Efter skolen vil jeg gerne igang med noget veterinær-sjov. Men det frygter jeg allerede, for så skal jeg længere væk hjemmefra... og hjem betyder hestene... og hestene er, hvor dumt det end må lyde, mit liv.

Utroligt, at det skal være så svært bare at følge sine drømme.. og sit hjerte.

Jeg er selv ualmindelig dårlig til at håndtere ændringer i min hverdag og netop derfor var jeg også sikker på, at jeg nok skulle komme mig over savnet og holde lige så meget af mit liv som studerende, men nej - det var bare ikke mig!

Tilgengæld ved jeg også, at havde jeg hængt i blot 1 semester mere ville jeg ikke være stoppet. Så ville jeg være så stædig at jeg ville gennemføre - koste hvad det ville.

Mht. at hestene er dit liv, så nej, det lyder ikke dumt... Hestene er også mit liv! Netop derfor sølger jeg min drømme og mit hjerte. Og ja, det er svært... Meget svært...

Og jeg har jo været igang i nu 2 år, det er lidt et nederlag af stoppe her... Så stædighed spiller helt sikkert også ind.

Lige præcis... Og det forstår jeg godt

Ja Tine, vil sige at vi to er i nogenlunde samme båd..

Jeg går også i 2.g, har over 50% afleveringsfravær - hvilket ingen ved, kun en veninde som er i samme båd, har svært ved at tage mig sammen til det hele og har en facade udadtil, som mange ser som perfekt.

Jeg har i december fået min fantastiske og dejlige hest, som jeg ikke vil af med for noget i verden. Kravet fra mine forældre var, at jeg skulle passe min skole ligemeget hvad og selv betale for ALT mht hesten og mig selv.

Jeg har derfor 2 jobs + 1 i mente, som tager en del tid og er enormt udmattende. Det er udelukkende fordi jeg skal betale for hest, opstaldning, foder, halm, udstyr, mobilregning, togture, you name it.

Min kæreste bor i Aalborg, jeg bor i Horsens, hvilket betyder at det kun er i weekenderne vi ses - og der skal afsættes penge og tid til det hele. Jeg får ALDRIG lavet lektier når jeg er sammen med ham, hvilket også er for dårligt - jeg ved det godt.

Og ja - man ved det sQ godt alt sammen, men ingen kan forstå lige præcis hvor f*cking svært det er, at hive op i sig selv og "tage sig sammen".. Jeg har ca 14 dage til at lave samtlige afleveringer jeg mangler + de nye for at jeg kan gå videre til 3.g - og det SKAL jeg bare.

Men ja, hvis du har lyst kan du skrive til mig, så kan vi snakke sammen om det hele. Jeg tror i hvert fald jeg ved hvordan du har det..

Mange tanker!