Ved ikke lige hvordan jeg skal starte. Det er en lang historie. nogle mennesker (min kæreste martins forældre) som vi stolede på, var vi med til at forære en lille ponny og et æsel.
Hende der ejede dem, havde haft dem i mange år, havde fået en del flere heste og havde ikke rigtigt pladsen til dem og da martins forældre før havde haft en pony (som søsteren tog med da hun flyttede hjemmefra) savnede de lidt at have noget og gå og pusle om.
Så vi lavede den aftale med hende som havde ponnyen og æslet at de kunne komme ned til Martins forældre og stå...Aftalen var så at de kunne beholde dem så længe de ville, men hvis de en dag ikke kunne have dem mere ville den gamle ejer have dem tilbage igen.
Det skal lige siges at på dette tidspunkt var det knapt et år siden at vi havde taget kontakten op til Martins forældre, efter at Martin ikke havde haft kontakt til dem i 6 år (har været i plejefamilie)
Ponnyen og æslet bliver flyttet der ned. Vi har ingen skrubler ved dette da de altid har haft mange dyr før og jo også en ponny, og alle er blevet passet tip top.
De første 2 1/2 år kommer vi der javnligt og ponnyen og æslet stortrives.
Desvære bliver vi for ca 1 år siden uvenner med forældrene og beslutter at holde en pause med kontakten til dem, hvor vi ikke har set ponnyen og æslet
Så her for ca en md siden skriver Martins mor et brev til os om at Martins far har fået dårlig ryg og de desvære ikke magter at heve ponnyen og æslet mere.
Vi kontakter selvfølgelig Den tidliger ejer, som meget gerne vil have dem hjem igen, og vi bliver så enig om at hun køre ned og henter dem i dag.
Hun ringer så til martin lige efter at hun har hentet dem, dybt rystet.
Æslet havde set nogle lunde ud men ponnyen havde hun næsten ikke kunne genkende. Han havde tabt sig, var mat i pelsen mat i pelsen og virkede som om han havde opgivet det hele og det var tydeligt at se han var plaget af orm. Både ponnyen og æslet virkede, stik mod hvad de plejer, meget sky, som om at der ikke rigtig var blevet brugt noget tid på dem.
Nu sidder jeg her og har det rigtig skidt.
Vi var jo så sikre på at vi havde fundet et super sted til dem.
De havde det jo så godt de første 2 år hvor vi jævnligt besøgte dem. Føler sådan at det er min skyld og er også frygtelig ked af det, med hensyn til den gamle ejer. Vi sagde jo god for at de ville få det godt, og så får hun dem tilbage i sådan en tilstand. Det må være en meget trist oplevelse.
Nu har jeg mest af alt lyst til at tage bilen og køre hele vejen ned til Martins forældre og sige hvorden jeg har det med det de har gjort.
Den tidliger ejer havde ikke påpejet noget over for dem. Bare læsset dem og kørt. Men synes at de burde have at vide at vi alle er dybt rystet over at de kunne lade især ponnyen gå i den tilstand.
Hvis det var fordi de ikke har haft råd til ormekur og dyrlæge kunne de jo have sagt det eller meldt ud til den gamle ejer før det nåede så vidt at de ikke længer magtede dem...
Hvad er jeres mening om alt det her
