Hej Al

For mit vedkommende er jeg opvokset med Rottweilers, og har derfor naturligt en forkærlighed for store, rolige, kærlige og vagtsomme familiehunde. Men kendte jo også til det ekstra ansvar man har med en sådan hund, samt hvor krævende deres opvækst og opdragelse er! Jeg kaste så min kærlighed på Broholmeren, men mødte derved så ved et tilfælde "min" muskelhund

Jeg faldt for "min" race på grund af dens gigantiske størrelse, dens majestætiske, muskuløse og helt specielle udseende. At det ikke vare en hund jeg mødte alle steder. At den har en gammel gammel historie, og derfor er et stykke levende antik. At den kan beskytte og holde vagt på min ejendom.

Dens egenskaber med dens 100 % loyale og store kærlighed til sin familie. Dens rolige afbalanceret sind. Der skal så utroligt meget til at få disse hunde "op at køre", og de er lige så hurtigt nede igen. Dens lille behov for motion, at den aldrig strejfer, at den aldrig jager andre dyr tilknyttet familien. Dens helt store evne som ubestikkelig familiehund. Let pelspleje.

En hund med sin egen vilje og karakter, som ikke er til at opdrage 100 %, og derfor er meget personlig. En hund som følger mig overalt. og som jeg kan have med overalt. Det passer mig fint andre mennesker ikke bare kan gå til min hund, opdrage på den, gå med den osv. Dette gør så jeg har et langt større ansvar når jeg går i det offentlige rum. Dette kræver endvidere jeg selv skal bruge megen tid på min hund.

Det tog mig ca 5 år at få mit første eksemplar, idet man skal se sig godt om for at få en ordentlig hund - især dengang da det var/er en meget sjælden race.

Meget aprospos kan dens store kærlighed til sin ejer sammenlignes meget med pudlens!!

Hilsen Carina

Mit muskelbundt af en hund på 47kg der er Rottweiler af både sind og udseende, selv om han ikke er ren, er den rareste hund i verden - det er jeg overbevist om. Han er frygteligt fjollet og konstant lalleglad - som resulterer i at man tit bliver skubbet til og savlet på - men aldrig - ALDRIG ville han skade andre - slet ikke hunde eller mennesker - men dertil kommer at han elsker hestene, katte, kanin - you name it.

Du skriver at vi ikke bekymrer os når vi går tur - der tror jeg du tager uendeligt megen fejl. Jeg tror næsten vi "muskelhundeejere" er dem der tænker allermest over det. Det er da IKKE sjovt når gamle damer ryger over på den anden side af vejen, og forældre trækker deres børn væk, bare fordi vores ekstremt dejlige hund kommer gående - i snor på fortorvet. At hunde vi møder på "luftetur" ikke må lege - og bliver trukket væk i snoren selvom de så gerne vil. Hunde er sociale dyr - dette er helt, helt forkert af ejeren at gøre.

Heldigvis er vores lille by ved at acceptere Bjørn. Faktisk er alle så "overraskede" over hvor dygtig han er. Han gør og forstyrer for det første ikke, hans hale er altid på overarbejde - og han elsker hvis man gider sige hej. Han ligge rofte i gårdspladsen når der er mange folk på gadeb - og kigger ud. Han ved - at går vi længere end hertil kommer vi i snor. Og nej - han har hverken stødhalsbånd eller er blevet tævet til det. Han ved det bare fordi vi har været vores ansvar bevidste - og lært ham det.

Næ du - jeg er faktisk enormt bekymret når jeg går tur. Ser du - 2 gange er min dejlige Bjørn blevet overfaldet af andre hunde - små hunde. Første gang var en Cairn Terrier. Den gik direkte fra en have i struben af Bjørn der var i snor. Han tog det pænt, fik den rystet af (og jeg sparkede til den i processen, og ja - det gjorde jeg gerne igen) - han var rolig lige indtil den ville springe på mig - da sprang han ind og tog bidet istedet. Jeg lover dig - da jeg fik den køter af min hund lærte den at flyve. Bjørn er stadig meget utryg når vi går forbi det hus!

½ år efter blev han igen overfaldet. Igen var han i snor - på offentlig vej, og havde ingen chance. Den sprang i nakken af ham - og bidet var nær blevet dødeligt - da den efterlod en tand derinde. Jeg har billeder af bidet - det var meget voldsomt. Denne hund var en pudel. Sådan en ca 10kg en vil jeg gætte på.

Da den slap holdt Bjørn den fast indtil vi bad ham slippe. Skidtet tog ingen skade - overhovedet. Da han holdt den fast lå den og snerrede, snappede og var rasende. Utroligt at han ikke gjorde skade på den så agressiv som den var overfor ham - men det gjorde han ikke. Dyrlægen mener simpelthen ikke har har det i sig. Han er "tossegod" som hun sagde dengang. Intet kan slå ham ud af kurs.

Når der er børn på besøg er de altid sammen med Bjørn. Min venindes 2½ årige datter spurgte mig som det første da jeg besøgte dem i torsdags (de bor langt væk - så hun har nok mødt Bjørn 3-4 gange) "Hvad laver B(j)ørn? Hvor er B(j)ørenen henne?" de elsker ham - og han dem.

Jeg ville aldrig anskaffe mig en "lille" hund. Min hund er perfekt for mig - og jeg gad godt finde en lille hund der er ligeså rar og god som ham - det tror jeg nok bliver svært!

Jeg er sikker på din hund passer til dig - min passer til mig - derfor er det ham jeg har... Så må andre gøre hvad de vil - fordufte til den anden side af gaden. Jeg er begyndt at grine tydeligt af dem - og spørge om de er bange for han hopper op og slikker dem i hovedet til de dør af grin.

Da vi skulle have hund så vi mange forskellige racer - men én hund huskede vi som noget helt specielt - og nu har han været vores i 2 år, som vi ikke fortryder et eneste sekund af!

Milla

jeg syntes det er interessant at høre hvorfor folk har valgt deres hunde. Jeg tænker nu mest på Amstaff, Bullterrier og lignende racer.

Jeg går nogle gange med hjertet i halsen, når jeg møder især Amstaffer, for jeg har oplevet at ejeren ikke har kunnet holde den, altså hvor hunden har trukket ejeren efter sig og oplevet et par gange hvor de har været løse, der kommer den kommentar at hunden ikke gør noget, hvilket den nok heller ikke gør, men den ene gang kom hunden løbende i mod mig, med brommelyd, uden jeg kunne se ejeren, som kom halsene bagefter hunden 50 meter efter og råbte jeg ikke skulle være bange, jeg havde mine i snor og gik i panik. Jeg syntes selvfølgelig det også var forfærdeligt for hende, for jeg stod og skreg som en tosse.

Så jeg tænkte mere på de såkaldte kamphunde "Amstaff o.l.".

men tak for jeres svar.

Alstå dengang min gamle hund døde her sommerferien, besluttede vi for at købe en ny ?.

Min mor ville ikke have en tæppetisser igen, så vi købte en hun på et "plejehjem".

Min hund Bobo, blev kasseret som narko hund, da den ikke kunne sammen med andre hunde :s

Hver gang vi habde Bobo med ud at gå, var han ved at springe i flæsket på andre hunde og gøede ad dem indtil han ikke havde mere luft ;O

- Men vi har nu lært Bobo, ikke at gøre sån'

Men tør ikke stille han nogen steder hvis jeg skal ind i en butik, for så begynder han at knurre af mennsker som kommer forbi ?

Så han må bliver der hjemme hvis jeg skal en smut'tur tiL Fakte q;

MVH. Anna&Bobo&Luzinda

Altså for vores vedkommende, var det en ren tilfældighed, at vi blev muskelhundeejer.

Vores tidligere hund var en internathund, og det var vi afklaret med, at den næste også skulle være.

Så da tiden kom, at Baldrian blev så gammel og gigtplaget, at vi måtte sige farvel til ham , kontaktede vi et internat og forhørte os hvad de havde inde.

Der iblandt var Tage-hunden.

Vi var oppe og kigge, og vi faldt bare pladask for ham.

Vi var selv meget i tvivl, da vi jo ingen erfaring havde med muskelhunde.

Men efter nøje overvejelser og en del surfen på nettet omkring emnet, blev vi enige om, at den opgave kunne vi godt magte.

Vi har bestemt ikke fortrudt kan jeg sige.

Tage er en helt igennem fantastisk hund.

Vi er meget påpasselig med at tage vores forholdsregler, og være vores ansvar bevidst.

Tage er altid i snor, når vi er nogen steder.

Han har dog en legekammerat der hedder Olsen, og er en stor blandingshund, og der er ingen problemer med, at lade de to tumle rundt - det nyder de i høj grad begge to.

Og så har han en kæreste der hedder Trunte og bor i Århus.

Vi har ikke så meget erfaring på området endnu, men jeg har nu indtryk af at Tage synes, at vi klarer opgaven udemærket

I får da også lige et billede af vidunderet:

Pia

Jeg valgte ikke Havde en schæfer, som blev aflivet efter han bed mig, og så ville jeg vente med at få hund.

Meeen, så var der jo den her amstaff, som ikke havde det for godt. Ham tog jeg til mig, og han var såå dejlig. Min nuværende Amerikanske bulldog, havde ikke nogen mor, og det kunne jeg jo ikke leve med.

Jeg fortryder ikke mine valg, da jeg aldrig har haft så vel afbalancerede hunde. Amstaff'en blev aflivet pga gigt, men den Amerikanske bulldog lever i bedste velgående. Hun ææælsker børn, hygge i sofen osv. Vi får altid at vide hun er så skøn og rolig...

det var ikke meningen at det skulle være en amstaff men faldt bare for ham da jeg så ham, en uge efter han var født, og så er de smukke, har flot holdning, og meget kærelige

hilsen camilla