I skal næsten høre min ene hests historie.

Min Fellpony Jess.

Jess blev født, i England, af en vildheste-hoppe.

Hun havde aldrig set mennesker før.

Der blev hun bedækket allerede i en alder af to år, derefter kom hun med transport hjem til mig.

Man kunne godt mærke, at hun aldrig havde været i hænder, og hun var bange for alting.

De gik bedre, og allerede ca. et halvt år efter, sad jeg på ryggen af hende. - og hun var bare ligeglad.

Et halvt år efter det, fik hun sit føl Jackpot (tilsalg).

Hun blev meget tynd, efter fødslen, men dyrlægen og os, troede bare hun skulle komme til kræfter igen - hun havde ikke orm, blev også tjekket.

Dyrlægen kom ud for at chip-mærke Jack, og der så der heller ikke ud til at være de store problemer med Jess.

En uge efter, den 2. dec 06. Gik det galt. Hun var væltet inde i stalden, og der bliver straks ringet til dyrlægen.

Dyrlægen siger hun har en svulst på hjernen, men måske kunne den redes - vi ville prøve. Hun havde feber.

Hun fik drop døgnet rundt, nogengange stående, andre gange liggende. Desuden fik hun en hel masse medicin.

Dyrlægen besøgede hende tit, og sommetider var der bedring, andre var det "normalt". Hun sagde Jess havde 25% chance for at overleve. men vi tænkte, der var jo altid et håb ?

Dagen efter blev hendes muskeltal målt - de skal være på ca. 400, der var hendes på 2000.

Det gik fremad med hende, tilsidst sagde dyrlægen 50% chance, og vi blev lykkelige, for så var sandsynligheden der?

Men nej, hun væltede igen. og blev rejst igen, så fik hun mere medicin, og målt sit muskeltal igen - denne gang 4000.

Dagen efter, lå hun ned igen, dyrlægen blev tilkaldt, og nu var det 6000. Man kunne se på Jess, at hun ikke længere ville - og så skulle hun ikke, der var ikke nogen grund, da hun ikke længere samarbejdede.

Min mor spurgte mig - Rie, hvad mener du?

Og så græd jeg, og satte mig ved hende, jeg vidste jo godt hvad der var det bedste, men jeg kunne bare ikke sige det, ikke sige, at min hest bare skulle dø nu. Men jeg nikkede over til dyrlægen, og hun gjorde sprøjten klar. Jeg græd og græd. Bagefter klippede jeg en tot af hendes man af, og flettede den. (hendes man var 68cm lang).

Jess vil altid blive savnet, og på trods af dyrlæge regninger, mangel på skole, mangel på søvn, osv. Er jeg glad for, vi prøvede at få hende rask.

Men også glad for vi valgte det valg til sidst, vil hun ikke mere, skal hun ikke mere.

Hun er en stjerne der lyser for mig - den første hest jeg selv har gjort ryttervant, og vant til mennesker. Hun var noget specielt.

Billeder af min pige:

Jess inden sygdomsforløbet.

Jess med sit føl - lidt syg ser hun ud, men ikke meget.

- Har også billeder af hende død, da man mest kan se hvor syg hun var der, men det vil jeg ikke lægge ud her, da der kan være folk der ikke har set en død hest før

R.I.P min Jess. <3

Du vil altid være savnet.