Jamen Conni du har såmænd ikke trådt mig over tæerne, men hvis du er så alvidende på dette felt så undrer det mig meget at du kan komme med så forkerte oplysninger???
Dine udtalelser går rent faktisk stik imod samtlige diabetsforskere, sygeplejersker og læger jeg kender, ligesom også diabetes foreningens + diverse andre læge/sygdomsbaserede hjemmesider siger det stik modsatte af dig - nemlig at det ikke er alderbetinget men at der rent faktisk er tale om to forskellige sygdomme hvis du ser rent praktisk på det:
Her er diabetesforenings hjemmesides beskrivelse:
Er der flere slags diabetes?
Ja, der er to hovedtyper: Type 1 diabetes og type 2 diabetes.
Type 2 diabetes er ikke knyttet til en ødelæggelse af de insulinproducerende celler men kendetegnet ved, at insulinet ikke virker, som det skal. Der er insulinresistens.
Dette dækker over flere forskellige sygdomsbilleder, lige fra en simpel genfejl, som sammen med overvægt kan føre til sygdommen, De meget overvægtige producerer oftest meget mere insulin end ikke-diabetikere, men insulinet virker ikke på kroppens celler. Man kan sammenligne insulinet med en kasse nøgler. Der er nok af dem, men ingen nøglehuller på cellerne (receptorer). Med vægttab, motion, kostregulering (diæt) og evt. tabletter, som øger insulinproduktionen eller forbedrer cellernes evne til at bruge insulin, søges forholdene rettet op. til meget overvægtige, hvor arv sammen med en usund livsstil er årsag til sygdommen.
I de senere år har man også fundet frem til en mellemting, af nogle kaldet type 1 1/2, hvor der både er en vis insulinmangel, og insulinet ikke virker tilstrækkelig godt. Det ses typisk i 40-50 års-alderen, hos normal- eller undervægtige der ikke har levet sundt.
Type 1 diabetes indtræder, når produktionen af insulin i bugspytkirtlen er mindre end 10-20 % af det normale. Årsagen er, at der er dannet antistoffer mod egne betaceller af forskellige grunde, så kroppen angriber sine egne betaceller og ødelægger dem. Diabetes af type 1 er en såkaldt autoimmun sygdom. Ødelæggelsen af de insulinproducerende celler sker med forskellig fart, og derfor oplever mange diabetikere i en kortere periode, efter diagnosen er stillet, at bugspytkirtlen stadig kan producere noget insulin (kaldes diabetes-honey-moon perioden). I den periode kan behovet for insulin være meget svingende og lille, nogle kan endda i en periode klare sig uden. Før eller senere stiger behovet for insulin dog. 
Og lidt mere sakset fra:
www.sundhedsguiden.dk/
Type 1 sukkersyge (Type 1 diabetes mellitus, IDDM, Juvenil sukkersyge)BA. med. Anders Kehlet Nørskov
Definition og årsag
Type 1 sukkersyge er en relativ hyppig sygdom, hvor kroppens egen produktion af hormonet insulin er ophørt eller nedsat. Dette bevirker at sukker ophobes i blodet - deraf navnet sukkersyge.
I bugspytkirtlen dannes der hormoner, der bl.a. styrer kroppens sukkerbalance. Disse hormoner hedder glucagon og insulin. Insulin gør, at sukker fra blodet optages i kroppens celler, overvejende muskel- og leverceller.
Ved type 1 diabetes (tidligere kaldet insulin dependent diabetes mellitus, IDDM) er der ophørt eller nedsat produktion af insulin i bugspytkirtlen pga. ødelæggelse af de celler, der producerer hormonet. Denne ødelæggelse mener man kan have mange årsager (se nedenfor).
Den manglende insulinproduktion gør, at sukkeret ophobes i blodet, da det ikke kan optages i kroppens celler. Cellerne vil i stedet bruge fedt og protein som energikilde med afmagring til følge. Leveren, der ellers bl.a. fungerer som sukkerdepot, kan ikke optage det sukker, som tarmen frigiver til blodet. Men da kroppens celler mangler sukker, vil leveren stadig frigive sukker fra sine depoter, som udtømmes.
Den uhensigtsmæssigt høje koncentration af sukker i blodet udskilles til urinen i nyrerne, og - via såkaldt osmose - trækker den høje koncentration af sukker vand fra kroppen med ud i urinen. Resultatet bliver dehydrering pga. mange vandladninger med sukkertilblanding.
Kroppens sukkerdepoter udtæres ligeledes, og for at få energi laver kroppen bl.a. forbrænding af fedt og protein. Denne forbrænding gør, at der dannes sure affaldsstoffer, de såkaldte ketonstoffer. I store doser er ketonstoffer farlige for kroppen, og man kan udvikle en livsfarlig form for syreophobning kaldet ketoacidose.
Det er endnu uvist, præcis hvilke årsager, der ligger til grund for ødelæggelsen af de insulinproducerende celler. En masse faktorer mistænkes for at medvirke, bl.a. infektion, fødevarekomponenter og autoimmune sygdomme (angreb fra immunforsvaret på kroppens egne celler). Der er påvist en arvelig komponent i udviklingen af type 1 sukkersyge, og man har øget risiko for udvikling af diabetes, hvis ens forældre har sygdommen.
Sygdommen debuterer oftest i barne- eller teenagealderen, men kan vise sig i alle aldre. Der er ca. 25.000 danskere der lider af IDDM, og ca. 800 får årligt sygdommen i Danmark. IDDM står for godt 10 af alle diabetes tilfælde.
En anden form for sukkersyge er såkaldt type 2 diabetes (tidligere kaldet ikke insulin-krævende diabetes mellitus, NIDDM), som står for de resterende 90 af diagnosticerede diabetes tilfælde i Danmark. Den kaldes også "gammelmands" sukkersyge, og optræder ofte efter 40 års alderen. Årsagen til denne type sukkersyge er ikke en ødelæggelse af de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen, men derimod at cellerne rundt omkring i kroppen har mistet evnen til at reagere på insulin, og dermed optage sukker. Dette kaldes insulinresistens.
Pia
