Igår formiddags blev jeg ringet op at min hest sad fast i tremmerne med et bagben. Der blev grædt i telefonen og blev "beordret" til at komme med det samme dyrlæge var tilkaldt og på vej...
Jeg springer fra arbejdet og ud i bilen for at køre de desværre 25 km den står fra mit arbejde. det tager 20 min..
Dr dyr mener ikke jeg skal gå ind i stalden da jeg ankommer, da det ikke er et kønt syn jeg vil møde... men jeg har vidst ikke forstået alvoren og går derind med det samme...
Imidlertid er hesten skåret fri men vil ikke rejse sig..
Jeg kan slet ikke huske halvdelen af hva der sker men en fightende hest der vælter rundt inde i boksen, den kæmper for at komme op.. den får smertestillende, drop og ja hva ved jeg egentlig..
Hendes ene øje er helt rødt og jeg tvivler om hun stadig har øjet.. samtidig med hun er hævet i hovedet nakke på denne side af at kaste hovedet ind i væggen når hendes forsg på at rejse sig mislykkes... Efterhånden som tiden går og forsøg bliver misbrugt bliver bagbenet mere og mere stift og min lille hest går mere og mere i choktilstand den er lammet af smerter og vi må gi op efter 1½-2 timer -den skal op i hestehimlen sammen med sit ufødte føl i maven...
Hun havde højest sandsynlighed brækket benet...
Når det nu endelig skulle være er jeg da glad for hun ikke hang sådan feks en hel nat.. Men den hest var bare ikke en helt almindelig hest for mig.. Den var fanastisk for mig.. Aldrig har jeg haft et forhold som jeg havde til denne.. Den hest havde sådan en speciel personlighed som jeg var dybt forelsket i..
Samtidig var det en rigtig go hest, og jeg er indstillet på jeg aldrig får chancen for at få sådan en hest igen..
Nu skal jeg bare selv videre, men kan slet ikke se mig ud af det her.. Hvordan???
Jeg har mistet flere heste før denne, men aldrig oplevet en så stor sorg som denne.. Jeg har det elendigt og det er vel også okay på nuværende tidspunkt, men mit højeste ønske ligenu er at hun står i boksen som for to dage siden..
Det er et forfærdeligt og tragisk uheld...
Bær over med et rodet indlæg fra mig, men ud kom det... Jeg mangler sikkert også at skrive halvdelen af hva jeg egentlig ville skrive..
Laila