Hvor er det fantastisk godt og modent skrevet.

Det er et emne jeg selv beskæftiger mig meget med og jeg håber at der er andre der falder seriøst ind på tråden. Faktisk har jeg skrevet en del om det og det ville være fedt hvis denne tråd, kunne bringe nyt til mine optegnelser.

MH Conny

Tjaa...

Jeg startede også selv som ca 6-7 års, men jeg blev bidt med det samme og har det næsten som dig...

Jeg har altid været meget stille og genert i skolen, men ved hestene lærte jeg hurtigt at åbne mig mere og - ja - for mig er de også som et fristed hvor man kan koble af i hovedet eller i hvert fald så ser man på tingene på en anden måde når man er sammen med sine 4-benede venner...

Da jeg stoppede i folkeskolen og begyndte på uddannelse har jeg sågar prøvet at få at vide at jeg skulle prøve at lade være med at bestemme for meget når der var gruppe arbejde - det er virkelig at prøve at få sådan noget at vide når man i ca 9 år altid har fået at vide at man skal snakke noget mere...

Jeg tror jeg også er en af klassikerene?

Jeg har altid været klassen tykke pige, og lige fra start af har jeg fået den følelse af at hos hestene var jeg lige, den var ligeglad om jeg ikke var så pæn og tynd som de andre.

Den var hengiven bare jeg ville bruge lidt tid sammen med den.

Jeg tror det er følelsen af ubetinget kærlighed der driver mig. Der er da ikke noget bedre end at komme over i stalden og der står 3 skønne muler og vrinsker efter en, bare fordi man er den man er. Selv den mest triste dag bliver pludselig til noget særligt.

Jeg er opvokset på landet hvor naboen havde heste som blev brugt i marken, jeg har altid været facineret af de store dyr. I starten var det der betød mest sammenholdet mellem os veninder der red sammen der betød mest. De sidste år er det ikke så meget ridningen der holder mig ved hestene, men mere omgangen med dem. Det er det sted jeg slapper allerbedst af, der er ikke noget bedre end at tage ud til hesten efter en hård dag på jobbet. Jeg bliver så glad når jeg kigger ud af køkkenvinduet og kan se plagene gå og hygge sig

min interesse tror jeg stammer fra min mor...hun har selv redet siden hun var lille...og jeg har været med på rideskolen og redet ligeså længe jeg kan huske... tror jeg kan lide heste fordi (som nogle af de andre har skrevet) er hestene der altid... den vrinsker ikke en ekstra gang, fordi du har sminke på, men er derimod ligeglad, hvordan du ser ud...

mvh tina

Ja hvorfor egentlig heste? Det er jo hammer dyrt

Jeg boede på landet som lille, hvor der selvfølgelig var heste. Jeg red på en nærliggende gård, og inden længe gik jeg til ridning. Jeg havde så omkring 11-års alderen en svær perioede, og min psykolog foreslog, at jeg skulle have noget andet at tænke på, som jeg kunne bruge al min tid, så der fik jeg min første hest. En skøn araber. Han hjalp mig ud af en svær tid, og jeg er den hest evig taknemmelig! Jeg savner ham meget...

Efter Fire (araberen) har hestene ligesom bare hængt ved, og de fylder en stor del af min hverdag, og det vil jeg slet ikke undvære!

Jeg kan sagtens følge dig Sandra. Jeg er dog ikke blevet "tvunget" til at gå til ridning. Allerede i en tidlig alder var jeg fascineret af naboens hest. Men først som 8-9 årig fik jeg lov til at gå til ridning. Også kun en gang om ugen - men det var så også ugens højdepunkt.

Nu som voksen betragter jeg pasning af hestene/ridning som afstressning. Der er vel en form for ro over at være sammen med hestene fremfor at være sammen med andre mennesker.

Andre mennesker betragter nok også mig som indelukket og stille, men i omgangen med hestene (eller andre dyr) er dette jo en positiv ting. Jeg tror, at det gør hestene mere trygge og derfor nemmere at arbejde med. Så hos hestene er jeg i mit rette element, og det er derfor her jeg slapper af.

Hej Sandra.. hehe ja det er jo et godt spørgsmål... Jeg startede også med at ride da jeg var de 6/7 år.. Jeg tror min lidenskab til hestene er kommet af at jeg altid har været så glad for dyr.. Min mor er en rigtig dyre menneske.. og holder af alle dyre venner.. Hun har dog aldrig været så vild med heste som jeg har været...

Min mor arbejdede dengang jeg var barn som dagplejemor.. og der gik vi tit ture.. På nogle af turene gik vi forbi en gård.. hvor der var heste og katte.. og det var så starten på min forelskelse i heste.. og jeg var helt tosset med heste... Men min mor ville ikke lade mig gå til ridning.. fordi hun alligevel syntes det var store dyr.. og farligt..

men mine forældre gik i nogle år med en dame.. og hende besøgte jeg tit.. hun havde to pudelhunde.. så hende hyggede jeg mig tit med.. og hende fortalte jeg jo så at jeg gerne ville gå til ridning med ikke måtte for min mor.. Så hun besluttede at vi skulle ud og prøve en rideskole.. og se om det var noget for mig.. Jeg prøvede en ride time.. og ja jeg var jo vild for at fortsætte min ridning.. Damen fik så overtalt min mor til at jeg måtte ride indtil sommerferien.. og se hvordan det gik til den tid..

og ja jeg ride stadig idag hehe.. og har to heste.. nummer 3 påvej.. Jeg er 23, bliver 24 her den 8 januar.. så man må sige min interesse for hesten har holdt vedlige siden.. Jeg har aldrig været i tvil om hvorfor jeg har været så glad for hestene..

Jeg tror grunden til at man holder af dyrene er fordi at de giver en glæde i ens dagligdag.. de giver en masse til os.. det er hvertfald sådan jeg selv har det.. Det plejer altid være hestene der gør min hverdag til noget sjovt.. og har jeg en dårlig dag.. ja så hjælper hestene også på det.. Jeg ville ikke kunne se mit liv uden heste.. jeg tror jeg ville kede mig noget så frygteligt... og savne at have noget at passe og føler man får noget igen.. og syntes også det er en utrolig tanke at man kan gøre så meget ved et så stort et dyr.. og syntes nogle gange at heste finder sig i for meget... men de må jo være dyr der selv elsker at få noget igen.. hehe ej ved det ikke..

Men jeg ved bare at jeg alle dage har været glad for heste... og er glad for at have dem i min hverdag..

Hilsen stine

... Ja. jeg har altid været bidt af en gal hest fra da jeg var hel lille. Har altid været meget lille og meget mobbet, jeg var et nemt offer. Men som 7 årig begyndte jeg så nede på en byggelegeplads hvor de på det tidspunkt havde 3 heste 2 fjordboller og en lille shetlænder.

Jeg var kun oppe på den søde fjordhest som alle lærte af ride på 1 gang, ja kunne ikke nå ned over sadlen eller noget, så det ville jeg ikke få noget ud af, og havde altid været forelsket i den lille shetlænder. Havde redet den et par gange når der havde været sådan noget hvor man kunne komme på besøg og få en trækketur stod jeg hele tiden i køen til den (: ..

Men ja så røg jeg ned på den, og holdte virkelig ved, allerede 2. gang jeg red den selv, blev jeg smidt af, den var shetlænder med sin mening, men blev ved, røg af mindst 4 gange om dagen inden jeg overhoved kunne letridning, men jeg var forelsket i ponyen og den hjalp mig meget, den var min eneste ven og den eneste der forstod det hele, på de hårde dage fik jeg lov til af tage den og gå en tur i træktorv og når jeg kom tilbage havde jeg det MEGET bedre, den der lille pony smed mig altid af, men vi havde det sku godt sammen.

De sidste 2 år jeg red den var der ikke mange andre der red den, det havde der i det hele taget slet ikke været fordi den var så lille så ingen var små nok eller gode nok. Men de sidste 2 år, smed den mig ikke af, den vrinskede når den så mig, vi sprang højere end nogensinde, med de andre ryttere ville den ikke springe, men med mig sprang den, og jeg var rimlig stor til den tilsidst! den var kun 86 cm

når jeg kommer ned til den og siger hej, den gamle kone ja så snakker den til mig, og for det meste vrinsker den ved synet af mig, ja vi havde et helt specielt forhold, nogen gange får jeg lov af låne den og gå en tur, og det betyder alt for mig, betyder for det meste af græde vi var noget helt specielt, hvis hun en dag skal væk fra byggeren ved jeg godt hvem skal eje hende når hun er på pension vil gøre hvad der står i min magt for det..

Men jeg begyndte så af ride alle mulige andre steder da jeg blev for stor til den, men rider dog stadig shetlandsponyer når jeg har mulighed for det de er noget helt specielt for mig..

Har været stoppet med af ride i 1 års tid med kan ikke holde mig fra det og ender altid med af opsøge det. ELSKER livet med heste..

Der er jo dage hvor man ikke gider og man lige så godt kan smide hesten ud fordi den har en dårlig da, men men .. men .. de gode dage overlyser det hele, og de hjælper og snakker meget med en, og man kan være helt sig selv i deres omgang, man skal ikke tænke på håret, sminken, eller tøjet, NEJ de kan lide en som man er og ikke som pyntedukke.. ja må nok indrømme jeg fik fældet et par tårer under denne skrivelse, bare se hvad heste gør ved ens liv?

Hejsa.

Rigtig god tråd du har startet her, Sandra ...men lidt svær at besvare kort

Når jeg får dette spørgsmål kommer jeg til at tænke på føgende citat:

Med list kan man fange løver, med magt ikke engang en fårekylling.

Jeg har gennem tiderne set mere eller mindre hovedløse forsøg på at "afrette" heste med voldsomme hiv, flå, sporer og hårde pisk, og jeg begyndte allerede i en tidlig alder at spekulere over, om ikke der fandtes andre, mindre ubehagelige, metoder.

Heste er store dyr, så vi har på forhånd tabt den fysiske kamp, alt andet er utopi. Derfor mener jeg, at arbejdet med heste skal foregå på baggrund af den menneskelige evne til at sætte sig i andres sted; evnen til at udnyte hestens naturlige adfærd i den daglige omgang.

Westernridningen har åbnet mine øjne, og her har jeg set metoder der virkelig virker! Da jeg så hvad 10 minutter af disse træningsmetoder gjorde ved min hest, var jeg konventeret for evigt . Inden nogen føler sig trådt over tæerne vil jeg sige, at der selvfølgelig også er metoder der virker i andre grene af ridesporten, jeg fandt dem bare ikke lige på min vej. I bund og grund handler det nok mere om personligheden hos rytteren end om ride-genre.

JEG opsøgte westernverdenen i afmagt og fordi jeg hadede mig selv efter undervisningen; jeg var blevet det jeg hadede mest; en der hev og flåede i sin hest i afmagt...Men jeg har MEGET at lære endnu, heldigvis, for så kan westernridningen være min hobby resten af livet . Lige nu er jeg bare ved at lære at ride ...igen . Men denne gang med hjerte, hjerne, sind og fornuft, hvilket, for mit vedkommende, lidt var forsvundet bag teknikker.

Men i bund og grund er omgangen med heste jo ganske simpel: hvis jeg gør det rigtige, gør hesten det rigtige og omvendt... gid mennesker var lige så ukomplicerede! Det er DET der gør, at jeg elsker heste ...bedre livs-læremester fåes ikke!

Mvh Mie

...jeg kan faktisk heller ikke forklare hvorfor nogle af os er så tiltrukket af disse firbenere der er så meget stærkere end os...og ved forkert behandlig direkte livsfarlige.

Men i mine øjne er de bare så fuldendte og smukke...og følsomme.

Jeg er på heller ingen måde vokset op i et hjem med heste...min fascination og tiltrækning startede dog da jeg var 3 år og forsøgte, på min tre-hjulede cykel, at cykle til den nærmeste gård hvor de havde heste. Mine forældre er/var slet ikke heste-mennesker, min far havde dog en fornuftig respekt for dem, min mor derimod er sikker på at de er ondskabsfulde skabninger der bare bider og sparker ud efter den første og bedste...

Men da jeg var 14 lykkedes det mig sog at få "plaget" mig til en hest som blev opstaldet på en gård i nærheden...siden den dag har jeg næsten altid haft hest...og for mig er hesten en ven, kammerat der aldrig bagtaler mig, aldrig fortæller mig at jeg er grim og dum...aldrig er falsk...og dét er guld værd.

Jeg har også været en sky teenager uden ret mange venner...men hesten var der altid

Nu er hesten der stadig, på trods af mand, børn, hund og villa, for disse smukke dyr har en helt speciel plads i mit hjerte...som ikke kan udfyldes af andre/andet...

Jeg har også altid været lidt stille og genert, hvilket blev meget bedre af at være på efterskole. Jeg har redet siden jeg var ni, med lidt pauser ind i mellem. Jeg tror at det der fanger ved hesten er fascinationen over at have "magt" over sådan nogle store elegante væsner og opleve den frihed og hurtighed hesten har, når man sidder på den. Men det er jo ligesom så mange andre kæledyr, at ligemeget hvordan man ser ud, og næsten ligemeget hvad man gør, så er de glade for at se en. Hesten er måske mere følsom end så mange andre dyr, eller er bedre til at vise det på ´menneskemåde´, og det gør måske at man føler de forstår en. Puha, det er svært at finde ud af, men det er da nogle af de ting jeg har tænkt, men spændende emne.

svaret er meget simpelt...

Dagen har været en lortedag...alt er gået galt...man kører ned til hesten, bliver mødt med lidt brum brum og et kærligt blik...man mærker roen brede sig i kroppen og smilet kommer stille og roligt frem...man kan sku ikke andet end elske det dyr !

Dyret bliver striglet, sadlen kastet op og han sukker af glæde...

Man træner i en times tid...roen er komplet...lortedagen er afløst af glæde...man sveder og er tilfreds med både hestens og egen præstation...it does´nt get better than that !

Hesten har formået at vende dagen fra skidt til godt, dejlig terapi...

Derfor har man hest !

Jeg har redet siden jeg var 3 år og fik min første pony da jeg var 8 år...og har ikke været uden hest siden.

Jeg voksede op på landet og levede i et hjem med alkohol og en far jeg var meget bange for.

Jeg var bange for at være i huset, når min far var hjemme...derfor tilbragte jeg rigtig meget tid i stalden og på marken...jeg sov også gerne ved hestene om natten...

Jeg har altid været meget tæt knyttet til hestene og når jeg er sammen med dem har jeg det godt...skuldrene sidder ikke oppe om ørene...jeg slapper af og er psykisk ovenpå...og kan når jeg er sammen med hestene...bedre tackle menneskerne omkring mig.

Idag som voksen...kan jeg da nogen gange stadig blive vred over min opvækst...men havde jeg ikke haft den, havde jeg nok ikke haft så godt et forhold til hestene som jeg har idag...

Som jeg siger...så var hestene min forældre...de trøstede mig og gav mig den kærlighed jeg havde behov for...

Jeg er nok typen der hellere lever uden tag over hovedet, end lever uden hesten...

May.

gør vi, men jeg holder nu mere af mine totter

ganske kort;

man kan ikke ride tur, og samtidig være sur !!

godt indlæg og virkelig flot skrevet.

jeg har tit prøvet at skulle skynde mig ud at strigle og ride og har været fortravlet og halvstresset. den går bare ikke!! hesten reagerer på det med det samme, og mit stressniveau falder til nul så snart jeg mærker den bløde mule i min hånd.

og man kan altså ikke ride en tur i skoven og blive i dårligt humør.

Maiken

ja hvorfor egentlig når det nu ville være så meget billigere at slå sig til feks guldhamstre... ??

for mit vedkommende må det være føelsen af bare at være sammen med dem... jeg kender da ikke en bedre føelse end at komme i stalden og det første der lyder er glade hestevrinsk.. det må da være den bedste føelse i verden!!??

at mærke deres bløde muler og evige kærlighed, man får så meget igen af disse skønne dyr og mærke hvordan de arbejder for os og vil gå igennem ild og vand for en de stoler på...

alt det!!, DERFOR jeg elsker dem så højt!!!

Jeg er arveligt belastet - min far var professionel travtræner, og jeg er født på et stutteri. Min mor har også været bidt af en gal hest gennem hele min barndom, og jeg fik min egen pony, da jeg var 7. Inden da havde jeg gået til ridning fra jeg var 4 eller 5, og jeg red også på travhestene hos min far.

Det er klart, at hestene kalder på én, fordi "man får det bedre af at være sammen med dem". Men hvorfor det så lige er, skal jeg ikke præcis kunne sige. Jeg synes, det er ekstremt sjovt at træne og ride. Det er ren leg for mig. Jeg tager hestene alvorligt, men omgangen med dem tager jeg som en oplevelse og et eventyr, hvor facit ikke er skrevet i sten. Jeg bliver aldrig frustreret, når tingene ikke fungerer - så tænker jeg så det knager over, hvad jeg har gjort galt, og hvad jeg kan gøre bedre. Det er hjernegymnastik så meget som fysisk motion Når så der er noget, der fungerer, bliver jeg super stolt, og vokser en meter. Jeg kan blive totalt selvfed og uudholdelig, når en af mine heste har lært noget nyt, eller er sluppet af med en dårlig vane

Jeg kan også godt lide selve pasningen af hestene. Det generer mig ikke at muge ud, lukke ud og ind o.s.v. Jeg hygger mig med at give aftenhø, lige tage klatter og lytte til den fredelige gumlen, som jeg er sikker på at man kunne blive rig på, hvis man kunne komme den på dåse. Det er ren sjælebalsam Måske er der også lidt "dukkehus" over det. Man kan aldrig gøre sin egen verden perfekt, men man kan arrangere hestenes tilværelse, så de stort set ikke møder modgang.

Sidst men ikke mindst synes jeg, det er ubeskriveligt fedt at andre arter kan få noget ud af at hænge ud med mig. Jeg dykkede engang i Stillehavet, og der kom en djævlerokke svævende henover os. Den havde ingen som helst grund til at vende om, men det gjorde den alligevel, og den fulgte os i et stykke tid. Den var næsten lige så bred som mit hus, og det var virkelig STORT (på flere måder), at den ligefrem virkede interesseret i os. Jeg får det samme sus i maven når mine heste pruster mig i håret eller indleder en gnubbesession Den følelse kan jeg altså ikke få fra en guldhamster. Tror jeg. Jeg er aldrig blevet prustet eller mulet af noget medlem af gnaverfamilien.

Mvh

Julie

..Kunne ikke have sagt det bedre.

Heste. Hvorfor ? Det ligger bestemt ikke i mine gener. Min mor fik, som 16 årig, sin første trækketur på staldens roligste. Det resulterede i en brækket ryg,og en angst der stadig hænger ved.
Min far ? Nej.
Siden jeg så en hest, for første gang.. den første gang jeg duftede duften, og den første gang jeg hang i sadlen- Fra den første gang var jeg bidt. Fuldstændig opslugt og total fortabt i dette store dyr. Der var ingen forældreopbakning, whatsoever. De første år kørte jeg selv ud, på cykel, i de nærliggende stalde. I flere timer sad jeg bare, udenfor hegnet og blev helt fyldt med fred og kærlighed til de firbenede, der græssede fredsommeligt i sensommer solen.
Kan tydeligt huske den sommer, da vi flyttede i nyt hus. Naboen havde hest!!
HVERT ledigt øjeblik der var i mit 7 årige liv, ja der sad jeg, på en tønde, udenfor folden og snakkede til hesten med den hvide blid, og de rolige øjne. Den var alene på grunden, og det virkede som om den satte pris på rugbrød og alle mine spørgsmål. Der blev sirligt flettet blomster i manen, og bånd i grimen. En dag var den bare væk.
Hele min verden brød sammen, og mine forældre endte med at give sig- Jeg fik lov at gå til ridning.
En gang om ugen, vel og mærke. Men, det var højdepunktet.
JEg levede resten af ugen på tirsdagen.

Jeg fik min første hest, Buster af mine forældre, en sommerdag i juni.
Han var gul og rund, og ingen pony blev mere overøst med kærlighed end ham.
Nøj, hvor jeg savner ham den dag i dag. Han var simpelthen en rokke, og fandt sig i alt.
Jeg var hestenørd fra day one. Jeg har slugt alt til mig. Alt hvad de ældre hestepiger snakkede om i stalden, alt hvad ridelæren lærte os, alt hvad de voksne sagde, og alt der stod i bibliotekets heste bøger. Buster stod på en nærliggende gård, og jeg kan huske jeg altid holdt mig for mig selv.
Jeg var ret genert, og så meget op til de store piger. Efterhånden som jeg blev ældre og begyndte at starte lette klasser, opfangede jeg hurtigt at vi var til stor underholdning, for de piger der havde egen trailer og fiiine sports ponyer. Jeg havde ingen trailer, travle forældre der mente jeg nok klarede den selv, så jeg blev nødt til at ride Buster ud til stævnerne.
det var altid i omegnet, aldrig mere end 4-5km væk, men vi var altid godt mudret og nusset i tøjet når vi kom. Vi vandt en gang en LC spring- NØJ, hvor var jeg stolt! Vi vandt over de fine ponyer, med trailer og ponymødre (Jeg var SÅ misundelig på de piger der havde hestekyndige mødre med til stævnerne) Dog husker jeg tydeligt at det tog lidt af glæden, at vær den eneste der stod og lykkeønskede sig selv og sin gule pony- For derefter at ride hjem. Alene.
Det tog dog ikke modet fra mig, og mig og Buster var også ude og starte distance.
Vi klarede 32 km, og fik mange smil med på vejen når vi mødte de andre deltagene på ruten.
Lille lyshåret pigesplejs, på sin lille (132) fjordhest. Haha... Kan se det for mig endnu.

Tiden gik og Buster blev for lille. Jeg gik nærmest ind i en depression da vi solgte ham til en ny lille pige. Men, jeg tror Buster forstod.( Jeg brugte mange timer forud på at forklare ham hvad der skulle ske:-( )

Der gik så nogle år med hest på efterskole, efterfølgende rideskole.
Så havde jeg et par heste fri år- Gymnasie osv. Der var bare ingen penge til hest længere.
Jeg har altid været selvstændig. Fra den ene dag til den anden flyttede jeg til Kbh.
Der gik endnu et hesteløst år, også holdt den ikke længere.
Jeg fik Zahkir. Zahkir kan for mig ikke beskrives med ord. I mit hjerte er han det pureste guld, min bedste og mest fortrolige ven. På trods af hans unge alder har han virkelig lært mig meget mere om hvad der gemmer sig bag de store flydende øjne, end nogen andre.
Han er for mig en drøm, og jeg gør alt hvad der står i min magt for at han skal være glad.
Han giver mig mening i livet, og vigtigst af alt- han giver mig en altoverskyggende ro, som jeg ikke finder andre steder. En 'efternøler' som jeg heller ikke vil være foruden, er Zadeek.
De to heste, ja jeg har brug for dem. Om der råd til nyt tøj, tid og overskud til fester, fashion etc ? Nope. Men, det sådan min priotering ligger.
Det kan ikke være anderledes. Ja, jeg er en hestenørd. Mine negle bliver aldrig lange og velpoleret, og den dyreste Chanel parfume kan ikke slå duften af morgen stald, og nypoleret læder.

Så heste ? Hvorfor ? Fordi det der jeg finder mig selv. Det der, og ingen andre steder jeg har ro.
Det min passion, og når jeg ser på mine 'Gucci veninder', ja så er jeg sgu egentlig bare glad for at jeg overhovedet har en passion, og et tilflugtsted.


Go jul, forresten

Mvh Lisa