Hvorfor er det egentlig lige, at man får et eller andet forhold til døde ting?
Jeg er på jagt efter endnu en sadel... Har så ikke helt bestemt mig for, om det skal være mig der får en ny sadel til Ruby, eller om vi bare skal købe en "gæste"sadel, til de ridende gæster der måtte komme her... Sidstnævnte vil vel blive brugt et par gan´ge i kvartalet...
Holder selvfølgelig øje med MP, og flere gange tænker jeg "det er for dyrt for en brugt sadel"... Jeg vil ikke give 2000 mindre for en sadel der er 1 år gammel, end den reelt set koster fra ny... Så hellere spæde de sidste 2000 til, og så købe en helt ny! Finder jeg en billig sadel, ja, så er de jo ofte heller ikke bedre værd end skraldespanden... Går bevidst uden om de såkaldte "tilridningssadler"...
Men sad så om kom til at tænke... Tror faktisk ikke, at det fordi folk bevidst vil tage overpris for deres varer (måske jeg er naiv), men nærmere det faktum, at de bliver nødt til at sælge deres sadel (i det tilfælde jeg søger) og på et eller andet plan, er folk blevet så glade for deres ting, at de faktisk ikke vil sælge det for det det måske realistisk set er værd...
Jeg har selv en Keiffer Wien, og hvis jeg om 10 år skal sælge den, vil jeg vel forlange 2500-3000 for den, selv om den til den tid, måske realistisk set, kun er 1000-1500 værd (eller måske endda mindre)... Men det er jo en dejlig sadel, og jeg har til haft menge gode oplevelser i den sadel...
Hvorfor får man sådan et forhold til døde ting? Eller er det bare mig?
