Jeg er i et dilemma mht nytårsaften.

Sagen er den at kæresten og jeg har holdt nytår de sidste 2 år med hans venner. Det har været ok, men efter sidste nytår blev vi enige om, at vi iår ville holde nytår enten alene, eller med nogle andre. Da vi har været til flere sammenkomster igennem året, hvor det ikke er gået efter planen, så blev vi mere og mere enige om, at vi ikke skulle holde nytår med dem iår.

Så kom invitationen fra vennerne. Iår skulle nytår holdes på landet. Der er transportmuligheder dertil, men kun 2 gange dagligt hendholdsvis den 31. og 1 januar. Dvs vi skal sove der.

Derudover står der direkte i invitationen, at de forventer at tage til den nærmeste landsby og gå i byen...denne by er ikke kendt for sit rolige natteliv. Kæresten ved udemærket godt, at jeg ikke er meget for at gå ud nytårsaften, da jeg er bange for fyrværkeri, og slet ikke et fremmed sted. Men han vil holde nytår med dem, og da jeg ikke har noget alternativ end det vi sidst snakkede om, at tage en tur til udlandet i 4-5 dage, og han mener det har vi ikke råd til, ja så er vi splittet op.

Jeg nægter at tage med til den fest. Det går galt hver gang. Og tanken om, at jeg ikke lige kan komme hjem, hvis jeg føler mig utryg, ja det er slet ikke tiltalende.

Kæresten har åbenbart besluttet sig. Han ringede endda fra arbejdet idag og sagde at hans venner var meget skuffet over mig! Ikke sagt på en nedværdigende måde, mere som om han huskede mig på at købe mælk.

Jeg overvejer at tage udlands til noget familie, og det reagerede han ikke særligt på.

Vi skal heller ikke holde jul sammen iår, så vi for slet ikke set til hinanden.

Vi bor sammen, og har været sammen en del år efterhånden. Normalt syntes jeg ikke at man skal hænge på hinanden, men omvandt syntes jeg også det er tarveligt, at når vi nu havde aftalt hvordan og hvorledes, at han så alligevel sætter mig i den situation.

Omvendt kan jeg da forstå ham, når jeg (åbenbart) ikke har et alternativ.

Hvad syntes i? Overreagere jeg, eller er han lidt tosset?