Ork, sådan nogle drømme har jeg op til hver menstruation! Mindst 3-4 nætter vågner jeg og er dybt ulykkelig og græder... Kæresten har vænnet sig til det efterhånden, og ved at det eneste, som virker, er at ligge i arm og kramme. Så falder jeg til ro og kan sove videre (og han kan få lov til det... )

vågner af sådan et mareridt - men opdager at det er den skinbarlige virkelighed så er det man lærer at man kan elske og elske og man kan give alt hvad man har - og sommetider er det bare stadig ikke nok.

Jo kender det alt for godt! Og så når jeg vågner har jeg stadig følelsen af det siddende i kroppen.. Har også prøvet det med at vågne grædende! Og faktisk mest i mens. perioden. Men det er jeg også super følsom, der skal intet til, så tror jeg at han ikke elsker mig mere. Hvilket han jo gør.

De fleste gange taler jeg med ham om det om morgenen, men hvis jeg så ikke får det gjort, så er hele dagen ødelagt!

Ja, du har ret. Det er nemlig derfor jeg synes det kan virke lidt som en ordenlig reminder på, hvorfor man skal huske at give, selvom det ikke altid er nok, men så har man gjort sit.

Det lyder som om du har været igennem mareridtet bare "uden at vågne igen", som du siger. Det gør mig ondt, og du har min medfølelse. Og jeg som synes det var slemt nok bare at drømme det!

Han valgte at forlade mig i onsdags - hvilket jeg har skrevet tråden "Hvad gør man nu lille du?" om.

Jeg har aldrig haft det så dårligt. Hvert lille fremskridt trues af nye opgaver der skal løses. Jeg forsøger at pakke nogle flyttekasser i dag og bare det at skulle forlade soveværelset som jeg har "gjort til mig" så længe jeg bor her er faktisk skræmmende. I hvert fald når det sker med en flyttekasse under armen!
Det kan lige gå an at skulle ned til postkassen - men jeg kan fx. stadig ikke overskue at skulle ud og handle. Der er så mange ting der pludseligt er blevet overordentligt svært for mig fordi det var sådan et kæmpe chok.

..læste lige noget af tråden lige efter jeg havde skrevet før. Det er virkelig forfærdeligt.. Jeg mindes ikke at være blevet forladt af en kæreste på den måde, men svigtet følelsesmæssigt, dét er jeg blevet, så det batter... Og det gør ondt, noget så grusomt. Og jeg kan sagtens genkende og identificere mig med de ting du beskriver. Man er jo helt magtesløs!

Jeg håber for dig at alting falder på plads, og du skal sgu nok klare den! Sender dig et stort knus! Og du er velkommen til at skrive hvis du gerne vil snakke mere.

Ja. Jeg droemte at min keareste doede. det var saa virkeligt at da jeg vaagnede jeg tog over til hans hus for at sikre mig at han stadig var i live. heldigvis bor han ikke mere end 2km fra mig haha xD

Men den var saa virkelig, at jeg sov over ved ham, fordi han ikke gad koere mig tilbage,. Men jeg husker at sige: 'Jeg elsker dig' ¬! Var bare saa glad da han sagde jeg elsker osse dig.

at jeg ikke kender ham og at jeg absolut ikke forstår noget som helst.

Og jeg kan ikke acceptere at han ikke kan/vil komme med en forklaring. Dog virker det til at han godt ved hvad der er galt og det altså er "vil" mere end "kan" - og det får mig til at tænke at han forsøger at beskytte mig mod sandheden - og at sandheden derfor nok er at han har kn*ppet uden om eller har fundet en anden.

Så jeg afventer stadig hans forklaring. Så må vi se hvornår den kommer.

Det lyder lidt underligt at han ikke vil forklare.. Hvor længe har i været sammen?

Der er jo også den mulighed, at han ganske enkelt er kørt rigtig træt i det hele, og derfor var "nødt til" at stoppe der, men bare ikke rigtig har kunne komme med en forklaring der lyder fornuftig?

Er der en mulighed for at du kan komme til at snakke med ham sådan face to face, eller er det bare definitivt slut?

Line Mjels:

Årh hvor sødt! Jeg var også lige nødt til at have en bekræftelse da jeg vågnede i nat, hvor han også måtte love at han ikke stak af med en anden!

jeg har en gang prøvet at virkelig have en livagtig drøm, og alligevel ikke. Jeg drømte en nat at min bedste ven i livet døde fra mig, han nåede ikke at sige farvel til mig og fik derfor lov til at komme tilbage for at gennemleve den sidste dag en gang til, han fortalte mig som det var at han skulle dø, men det var kun mig der fik det at vide, og da vi skulle tage afsked var det underligt, han skulle hjem sammen med kæresten der intet vidste.

Jeg vågnede af at jeg selv græd, normalt stopper jeg når jeg vågner og opdager at det bare var en drøm, men der kunne jeg ikke stoppe, tanken om at miste ham gjorde for ondt.

Jeg var meget tæt på at ringe til ham for at høre at han virkelig var ok, vi har nu aftalt at det skal vi gøre hvis vi vågner på den måde, for vet vil bringe ro i sjælen.

slut slut SLUT! Efter næsten 2 år hvor vi har stået sammen gennem det hele - efter min opfattelse forståes.

Vi har skam snakket sammen... Det har jeg bare ikke fået noget ud af.

Det som jo altså undrer mig er at han normalt er typen der går rundt med sine følelser uden på - og indtil for en lille måneds tid siden kunne han stadig se mig dybt i øjnenen og fortælle mig at han elskede mig sådan at mine tæer var ved at krølle helt om i nakken.

Og så var det pludselig som om alting faldt fra hinanden - vi snakkede godt nok om det men - jeg har aldrig fået at vide hvad der skete for ham - jeg har aldrig fået nogen form for indikation af at det var SÅ slemt.