Jeg mistede min mor for knap 2år siden... Det er ikk rigtig noget jeg har snakket med nogen om, jeg holder meget sådan noget som omhandler følelser for mig selv...

Men hårdt er det om man vil indrømme det eller ej... Men det er ikk noget jeg tænker meget over...

Det jeg tænker mest over er at min far har fundet sig en ny... Men det er en lang historie og det er ikk det tråden handler om men ja jeg har mistet...

Det er jeg meget ked af at hører !

Kan du lide din fars nye kæreste ?

;-) Griner det er nok det sjoveste alle er ked af at høre det, men det burde være mig der er ked... Det er jeg egentligt nok oss men på en underlig måde... Men det vigtigste for mig var at hun døde hurtigt...

Til dit andet spørgsmål... Nej... Det kan jeg ikk... Hun virker som en teenager der ser hendes idol når min far kommer... Hun er meget "hvis jeg ikk kan li det så kan du heller ikk" og det værste er min far bare hopper med på den...

Det lyder da ikke fedt :/ . Har du snakket med din far om det ?

Hvis jeg må spørge , hvad døde din mor af ? Min far døde af kræft. Han havde 12 knuder i hjernen

snak med dem.. eller spørg stille og roligt... mistede min far for 2 1/2 år siden, pga alkohol, det tidspunkt boede jeg i Århus og arbejde som staldpige, var 17 år. Det er ikke engang noget jeg ønsker for min værste fejnde!! Jeg kom ret hurtigt hjem igen,og da jeg bor i en lille by går snakken. Der var veninder eller venner der lod som ingenting hvilket jeg på en måde synes er fejt...

Der i mod var der nogle der pænt spurgte om jeg var ok, selv det varmede mit hjerte! Snakkede med en gammel klassekammerat for et par måneder siden, hun spurgte pænt til om jeg havde det godt... Hvor sejt er det lige? Jeg var ikke glemt! Jeg sagde pænt at det gik rigtig rigtig godt og jeg var taknemlig for at jeg blev spurgt!

Blev student i sommers i var virkelig ked af min far ikke så det, men til min studenterfest gav folk mig et knus og sagde "Din far ville have været stolt, og ikke mindst er VI stolte af dig"

Min mor har derimod ikke fundet en ny, hvilket jeg til hver en tid vil unde hende hvis han behandler hende med respekt.

Har lidt samme problem, en jeg kender, hendes far begik selvmord for 1½ uge siden og blev begravet idag.

- Aner ikke hvad jeg skal sige!

Hun er kun 13 år, og der var en masse bøvl i det men fakta er at jeg har vildt ondt af hende! Men aner ikke hvad jeg skal sige!

Kan ikke engang bare få sagt at det gør mig ondt og at hun må endelig sige til mig hvis hun føler hun har brug for nogen at snakke med, aner ikke hvordan jeg skal formulere det til hende!

- Hvilket JEG synes er skrækkeligt, for så har hun muligheden for at snakke hvis hun har behov for det.

Så synes du skal prøve at spørge ind til det, og så lad det ligge hvis de virker afvisende overfor det. Kan være de stadig har det MEGET svært med emnet og det må man respektere.

Har en kammerat hvis far døde da han var 4 år, selvom jeg har kendt ham i... Hvad, 3 år nu? Og han bare er som en storebror for mig, så vidste jeg slet ikke hvornår hans far døde og hvorfor, men han er også 30 år nu og kan nemmere snakke om det.

Rollo.. først vil jeg sige du gør dit job som moderator godt skulderklap herfra. En anden ting er at du har en kamel at sluge... at du venter en uge eller 2 med at spørge hende gør ingenting, synes jeg personligt, den stakkels pige har helt sikkert masser af støtte lige nu, håber jeg da... I det mindste i form af en psykolog nu hvor det var selvmord... Hvis du har læst mit indlæg længere oppe betyder det alverden at folk tænker på en!! Kan du mærke hun bliver ked af det eller utryg så bare sig at hun selv kan åbne op for emnet... Jeg tager hatten af folk der ikke står passivt til!

Hvis jeg var dig, ville jeg tage mig sammen og få sagt de ting til hende. Måske kan du vente lidt tid, et par dage f.eks. hun har højst sandsynlig meget allerede som skal indenbords, vurderes, vendes og drejes osv. Jeg tror hun vil sætte pris på det senere.

Til det andet, det at miste en forælder eller begge. Uha, jeg får altid en klump i halsen når jeg ser sådanne indlæg her. Jeg har begge mine forældre i god behold endnu. Og det er jeg meget taknemmelig for, vi sætter meget pris på hinanden i min familie, og husker tit hinanden på hvor meget vi betyder for hinanden. Påskønner hver dag der går uden ulykker, kriser osv. Vi har været igennem vores, som sikkert ikke bliver de sidste. Sådan er livet.

Derfor, Hver eneste dag i livet er kostbart, spild ikke tiden på noget I ikke vil, eller har lyst til, eller tror I vil fortryde.

Det gør jeg ikke!

Nej vil ikk ødelægge min fars lykke... Tror han er sammen med hende fordi hun minder meget i udseende om min mor... Men nej han er en voksen mand og det er hans valg...

Min mor døde af indre blødninger. Hun var blevet opereret i december måned pga en knude i maven. Hun fik komplikationer i form af tarmslyng men lægerne trak den meget langt, og der var lang tid hvor hun ikk lavede andet end at kaste op... Hun blev opereret igen og det hele gik frem af. Men en dag begyndte hun at kaste lidt blod op men da hun passede min nevø og niece ville hun ikk fortælle det til min far... Senere samme aften gik der rigtig hul indvendigt og det døde hun af.

Min bror er nok den der har haft det hårdest, da min far havde ringet og bedt ham tage ind på sygehuset når ambulancen kom. Han troede bare han skulle ind og holde hende i hånden, men der var hun død... Desuden skulle han ringe til mig, som var i italien (sad fast i en snestorm). Jeg havde smset med hende om formiddagen og der havde hun det fint... Det var lidt uvirkeligt...

Men kom hjem i tide til at kunne hjælpe min bror med at lægge låget på kisten... Var jeg kommet til DK 2timer senere havde jeg ikk nået det...

Vilain; Jeg takker mange gange for rosen

- Og ja, jeg tror netop også at hun nok godt kunne bruge noget støtte. Men, hun er 5 år yngre end jeg, og vi har ikke ligefrem været veninder, jeg har mere været lidt aflastning for hende når hun trængte til at komme væk fra sin mor og far m.v., kun 2-3 gange.

Men det værste er nok, at jeg bare ikke aner hvad jeg skal sige! Man vil jo nødig sige det for direkte, eller for anmassende eller... Ja :/

Xenia; Ja du har nok ret. Man burde jo få det sagt - min mor har dog haft sagt det til hendes mor på mine vejne, men lyder lidt bedre end at hendes mor siger at min mor sagde... hvis jeg selv siger det jo.

- Men hvordan gør man!? :S Har forsøgt at skrive en sms, men ved ikke hvordan den lige skal formuleres...

Er så synd for hende, han begik selvmord for 1½ uge siden og blev begravet idag - på hendes søskendes fødselsdag!

at snakke om døden, for den gør så ondt, er så definitiv og ubamhjertlig. MEN i mine øjne er den også en del af livet, og derfor okay at tale om på en ordentlig måde.

Jeg mistede min far for 10 år siden den 1. februar. Han døde af kræft.. og jeg er så stolt af ham, for han var en fighter der slog kræften flere gange, men til sidst kunne han ikke mere. Jeg er mere ked af det på min lillebrors vegne, der kun nåede at få 6 år med sin far, og aldrig rigtig vil have ham i sin hukommelse, men heller aldrig helt kunne glemme ham.

Måske kunne man sige til dem at selvom der ikke findes noget rigtigt at sige om det de har oplevet, så tænker man på dem, og synes det er urimeligt at de skulle miste i så ung en alder.

Jeg ved at mange mennesker kvier sig ved at tale om døden, og derfor skal man træde varsomt- for hvad hvis man siger det forkerte... Kunne du måske tale med jeres lærer om en emneuge der handler om døden? Så kunne dem der har mistet fortælle, hvis de vil- og det har de fleste trods alt, om det så er forældre, søskende, bedsteforældre eller venner.

Jeg synes ikke døden bør være "tabu", men man skal heller ikke tvinge folk til at tale om det hvis de ikke kan/vil.

Da min far døde blev min lillebror drillet!!! fordi hans far var død.. jeg var klar til at tæve hele børnehaveklassen-for det er bare ikke en passende opførsel. FØJ.

Christina

ja det er hårdt at miste en af sine forældre,mistede min far,da jeg var først i 20´erne.det er alt for tideligt og mangler ham tit i mit liv,og desværrer har han aldrig set mine dejlige tøser.

Jeg syntes selv at det var ekstre hårdt,den stilhed der var fra farmilie og venner omkring hans død.Man følte nogle gange at de helt havde glemt ham.,men ved godt at det er fordi,det er sådan et svært emne at snakke om,for mange mennesker.Men det bedste man kan gøre,er at snakke med folk om det,hvis de har mistet,selvom man er bange for at spørge.

Det er nogen gange rart at få snakket om det,uden selv at skulle bringe det på bane..

Jeg blev også mobbet af en syg lille s* der gik i min gamle klasse. Hendes ynglings rim var såment :

Det er fryd, det er fryd

Idas far han er død

Fedt at gå i skole så :/

Urolig uretfærdig død din mor har haft! skulderklap herfra.

Rollo, ingen sms.. skrab mod til dig de næste par dage, øv dig evt i spejlet, selvom det lyder plat.

og ja, døden gør satanedme ondt! Føj for den lede! Jeg har den dag i dag ikke kontakt til min fars side, har fundet ud af jeg har eb halvbror et sted i landet, min fars søn, og desværre en storebror der holder det inde, og så kun få tårer.. hvor imod jeg selv TUDEDE som en gal...

Jeg mistede min mor for 2½ år siden.

Jeg snakker ikke meget om hende, men har heller ikke et problem med at gøre det når det er. Selvfølgelig savner jeg hende hver dag osv. Men jeg føler at jeg meget hurtig fik gennemarbedet sorgen og kom videre.

Det er hårdt ved højtider, fødselsdage osv

Jeg er lige blevet gift og det var hårdt at hun ikke var der. Men ellers er det ikke noget jeg har det svært med.

med at tale om de dødsfald der har været de sidste par år.

Jeg er "begavet" med en far der døde juleaften 2005 og min kæreste der døde 25/08/06.

Jeg taler meget åbent om det, men der er mennesker der ikke kan håndtere det og det må man lade dem.

Nogle miljøer "tillader" åbenthed andre gør ikke, måske er tvillingerne fra et miljø der ikke taler om den slags.

Det er sørgeligt men ikke ualmindeligt.

en af sine forældre, uanset hvor gammel man er, er det vigtigste for en, at folk siger de er der hvis man har brug for det.

Og de skal mene det...Hvordan det så bliver sagt er lige meget, bare meningen ikke er til at tage fejl af.

Mistede min far for 2 ½ år siden af kræft og der var kun en der turde sige:"ved ikke hvad jeg sige...men jeg er der hvis du har brug for en snak"

Det var nok, bare vide at hun var der, hvis der blev brug for det. Så ordene behøver ikke være fint formuleret men bare der bliver sagt noget...stilheden fra omgangskredsen er det værste for man ved så, at man ikke kan tale med dem om det der er sket...

var der virkelig kun en?

Nu føler jeg mig virkelig "begavet" (overøst med gaver)

Der er stort set ingen der er bakket ud overfor mine oplevelser, ALLE har været der for mig.

jamen de har sikkert været der, men har ikke turde sige noget og derfor går man ikke til dem...man går til dem, der har turde melde ud... for med resten ved man ikke, hvordan man skal tage hul på bylden...

I 2003 døde min far. Lungekræft der via ilten i blodet havde spredt sig til hjerne og lever. Vi brugte 2½ mdr på Roskilde sygehus , min søster og jeg... i den tid døde min farmor så også og denne begravelse fik vi overstået ca 14 dage før vi begravede min far. Det var ganske afskyeligt.
Men jeg fandt ud af hvem mine venner var. Dem der skrev beskeder, ringede, passede hundene, vandede mine planter og hende der gjorde min lejlighed ren mens jeg sad på sygehuset fordi jeg havde smidt alt hvad jeg havde i hænderne da de ringede og indlagede ham, den samme som hentede mig i Nyborg og sørgede for at jeg overlevede og kom til en eksamen så jeg fik mit diplom. Dem der viste de tænkte på mig. Dem der viste mig at de var der lige meget hvad jeg havde brug for. Så min holdninge er at vise at man tænker på dem..men måske er det lidt sent når det er 3 år siden,men så alligevel..

Det værste er at miste nogen man elsker og så sent som idag har ejg talt om ham..men man kommer også videre selvom tankerne vender tilbage til afdøde af og til..

Jeg var 7 år da kræften tog min mor. Det var sindsygt hårdt. Jeg lod som ingenting (ved ikke hvorfor) ville ikke have opmærksomhed, var meget genert.

Der var ingen der sagde noget, der var ingen der tilbød hjælp, skolen/fritteren/klassekammerater lod som ingenting, ingen at snakke med overhovedet. Ingen psykologer INTET. Min far sagde nu er det os to der må klare det så godt vi kan, og ja det var det jo så. Han drak sig fra sans og samling hver eneste aften, men ingen blandede sig, ingen sagde noget, ingen tilbød hjælp. Jeg var ren (tøj og bad) når jeg tog i skole så ingen blandede sig.

Hvis det er 3 år siden tvillingeparret mistede deres mor, er jeg sikker på de ikke har lyst at rippe op i gamle følelser, så lad dem være i fred. Om de snakker om deres mor er jo familiens valg. Vi snakkede aldrig om min, men minderne om hende levede jo videre i os alle.

Heldigvis er der sket meget siden dengang, børnene får psykolog hjælp, og lærer/pædagoger har en masse materialer om hvordan de skal forholde sig i et tilfælde hvor et barn mister en forælder. Jeg er ret sikker på tvillingeparret har fået hjælp og jeg er ret sikke rpå at når det er 3 år siden vil de gerne have lov at have deres minder i fred *S*

Min mor døde for 8 år siden. Dengang var det svært at snakke om det, men man kommer videre og når så til et punkt hvor man ikke har brug for at snakke om dem hver dag.

Der kan ihvertfald gå en del dage hvor jeg ikke skænker min mor en tanken, mens der er andre dage hvor jeg savner hende.

De fleste undre sig over det, når jeg taler om at jeg bor hos min far sammen med min søster, og de spørger så hvor min mor er henne i billedet. Der har jeg så ikke problemer med at forklare at min mor døde for en del år siden. Men jeg har ikke altid lige meget lyst til at snakke om hende. Mest fordi jeg har svære og svære ved at at huske hvem hun egentlig var.

Og så er det skræmmende, at der snart kommer en tid, hvor jeg har levet længere tid uden min mor, end med hende.

Min lillesøster var 8 år, da vores mor døde, og hun husker hende næsten ikke.

Men det er heller ikke alle der har brug for at snakke om dem de mister med Gud og hver mand...

leidesdorff>>Der er ingen grænse på hvor lang tid man skal/må/bør sørge... Hvordan døde din far?

vilain>>Takker

min far 2 uger efter jeg var fyldt 18. Det var den 17/4 2002. Det var skrækkeligt. Han var alkoholiker og døde af en massiv hjerneblødning. Det har gjort at jeg har fået en depression og angst.

Mig og min mor snakkede meget om det dengang, og det har hjulpet meget. Det at vigtigt at man lever videre og ikke synker hen.

Vi holdte hinanden oppe selvom det var rigtigt svært...

Er ked af at I har mistet - det er forfærdeligt!

Jeg mistede min mor for 3 år siden pga. sygdom.

Sorgen var volsom og den er ikke blevet meget mildere i de 3 år der er gået. Jeg savner hende sindsygt. Det kan slet ikke beskrives

Jeg taler sjældent om det og hende, for bare tanken om hende bringer tårene frem igen. Bare det at skrive denne lille tråd giver mig en klump i halsen

Hvor kan jeg da genkende meget fra jeres historier...

Min mor begik selvmord da jeg var 14. Vi havde været oppe at skændes og nåede ikke at blive gode venner. Hun kørte ned til havnen og sprang i.

2 uger efter min 18 års fødselsdag (gyste helt da jeg læste om dig melanieh). Han fik en blodstyrtning p.g.a sit alkoholmisbrug.

Da min mor døde, mødte jeg "berømte" mur af tavshed. Ingen sagde noget, ingen gjorde noget. Skoleinspektøren som var psykolog (!), havde bedt alle om at lade mig være i fred.

Efter ½ år, blev jeg fjernet fra hjemmet. Min fars drikkeri kunne ikke længere skjules for omverdenen. Jeg pjækkede, gjorde hvad det passede mig og det endte med at vi åbenbart blev "meldt".

Jeg kom på en lille institution 30 km væk, men mit forhold til min far blev aldrig godt. Han bebrejde mig at jeg var flyttet, jeg bebrejdede ham at han ikke havde været en ordentlig far.

Hans drikkeri gav ham en hård form for demens, og jeg måtte få ham indlagt på en lukket afdeling efter at have passet ham i hans hus i 3 dage. Han gik rundt uden tøj, vidste ikke hvor han var og drak af glas som ikke var der. Det var frygteligt at se ham sådan, den far som hele min barndom havde været verdens bedste far, var pludselig som et lille barn.

Da han blev udskrevet, tog ingen sig af ham. Han blev frataget sit kørekort, blev fyret fra sit job og det var dét. Han blev indlagt igen, efter at han blev fundet i en grusgrav hvor han ledte efter sin tandlæge!

I hele det forløb var jeg ligeså alene som ham. Ingen tog sig af hvordan jeg havde det eller hjalp mig med at klare tingene. Da han døde var jeg jo 18, og så var det for alvor slut. Jeg måtte selv sørge for at sælge mit barndomshjem, alt indbo, omregistrere bilen (den overtog jeg), møde med skifteretten, bisættelse, ringe rundt til familien osv osv.

Jeg boede på det tidspunkt sammen med min kæreste, men han ville ikke have noget med det at gøre. Jeg hørte stadig til institutionen, men de voksne der, var fuldstændig ligeglade.Dagen min far døde, fik jeg det at vide af en politimand på den skole jeg gik. De havde ikke kunne "finde" mig. Senere fandt jeg ud af at min "plejefar" havde fået besked dagen før, men havde glemt at sige det til mig!!!

Trods alle de omstændigheder har jeg fået et godt liv. Kæresten dengang fik sparket og jeg startede på punkt 0. Det har været en lang og sej kamp, men jeg har det godt!

I dag har jeg kun min kusine og fætter på min mors side og lidt onkler på min fars. Jeg ser dem ikke så meget, men det er ok. De var der ikke da mine forældre døde, så dem har jeg ikke det tætteste forhold til.

Jeg har min dejlige mand og mine to tøser, det er min familie og det er nok for mig.

Savnet er for mig blevet lettere at tackle med årene. Der har været mange situationer hvor det har været svært, fx. da jeg blev gift. Min mand foreslog at vi blev gift i den kirke hvor mine forældre blev gift og det kunne heldigvis godt lade sig gøre. Vi værer deres vielsesringe, så på den måde er de med os og vores piger har min mors navn som mellemnavn.

Jeg har gået i terapi i flere år, men da jeg først røg helt ned med en depression, kom der helt hul på "bylden" og jeg fik det hele bearbejdet ned til mindste detalje. Nu kan jeg tænke på dem med glæde og mindes de gode stunder.

Puha - det blev en længere smøre... det var egentlig ikke meningen, men det griber jo om sig..

God vind til alle jer andre og husk at der findes lys for enden af tunnelen...

-Dorte

jeg mistede min far for knap 4 år siden af kræft...

Og som Trine T skriver, så er det bedste man kan gøre at vise man er der, sende en lille smiley i ny og næ, give et kram, sige man er der, små ting der viser at man er der, så den der har mistet selv kan bestemme om de vil snakke eller ej...

Jeg har da helt klart også fundet ud af hvem der var sande veninder og hvem der ikke var, men synes nu de fleste 2bestod prøven"

Synes faktisk mere det har været når man har talt med "fremmede" og de spørger hvad ens forældre laver, hvor de bor etc at der har været tavshed - mange aner ikke hvad de skal sige, og kan egentlig godt forstå det, for man kan ikke sætte sig ind i hvordan det er at miste en forælder eller familiemedlem før man selv har prøvet det...

Men mit råd er blot, giv et kram, send en smiley, vis du er der og lad personen selv sige til...

Som man siger:

"Rigtige venner kommer i medgang kun med invitation, men i modgang også uden"

Min mor døde da jeg var ca 1½ år - Men har endnu ik fået en ny.. Men har det rigtig godt med mig far - og ved heller ik hvad jeg har mistet - så på en måde er jeg gald for det.. Forstå mig nu ret, self ville jeg gerne have en mor, men ved ik hvordan det er at have en, så ved heller ik havd jeg er gået glip af..

Selv om det er 18 år siden nu, lider min storbor stadig af det, at vi ik har nogen mor..

Min bedste venindes far er død, hun taler heller ikke så tit om det. Men hun er heller ikke en der er stille, hun er ligesom alle andre børn i den alder

Min far døde for 1 år og 1 måned siden.

Han var stærk alkoholiseret og hele min barndom har været forfærdelig. Al hans druk og vold ødelagde vores familie fuldstændig.

Han forsvandt da jeg var 6 år. Det efter har jeg opsøgt ham 2 gange og snakket med ham.

Nu er han død og jeg slipper for at tænke på hvordan han har det og hvor han er.

Min første tanke var - gad vide om jeg havde ½ søskende... det kunne være sjovt, men min farmor garanterede mig, at det var der ikke.

...men hvem ved...???

Min 13 årige bedste venindes far døde uforklareligt for et år siden.

Nogle råd:

Lad være med at behandle personen, som om nogen er død.

Giv dem et kram i ny og næ.

Lad være med at spørge direkte med "hvordan var din far/mor" osv.

Hvis i snakker om familie og sådan, så lad personen fortælle om den afdøde. Oftes vil personen gerne fortælle, så lad være med at blive nervøs eller begynde at trække i land, bare spørg! Fx. "blabla okay.. hvad arbejdede din far egentlig med?"

Lad personen græde og giv dem et knus. Snak videre om den afdøde selvom personen græder. Personen græder ikke fordi hun som sådan er ked af noget på det pågældende tidspunkt, men fordi hun/han har et stort savn. hvilket jo er naturligt.

Personen er et menneske. Lad være med at overbeskyt dem, for så vil de føle at de er uduelige, efter den pågældendes død. Du må ikke behandle dem som porcelæn, og der sker intet ved at styrke dem. Fx. skal i stadig diskutere osv.

Især i starten, er det fornuftigt ofte at skrive/ringe. "Hej. hvad laver du. skal vi ses osv."

Den der med "hvordan går det" synes jeg sjældent er god.

For selvfølgelig har personen det af helvedes til, men vil som regel sige "det går godt/rimelig" og derved lyver de jo nærmest for sig selv og andre, og får ikke sagt det de gerne vil sige.

Det er fint nok at sætte den afdøde i Datid. det er det mest korrekte.

Pesonen kan være vred. Min veninde har oftes lyst til at gå af helvede til, sparke mod et træ, rive et papir i stykker, råbe osv. Som regel behersker personen sig, men bliv ikke bange hvis de kommer af med nogle agressioner. Bliv ved med at snak om den afdøde.

Hvis du er i tvivl, så spørg! fx. "Vil du gerne snakke om din far" personen vil sikkert nikke og begynde at græde. Giv hende/ham et knus -og snak.

Håber I kunne bruge det, selvom det er svært at forklare hvordan man skal tackle sådan en situation.

Venlig hilsen

Petrine