Begyndte sidste år i aug. uddannelsen "faglært landmand", med 2 mdr. på skole og så i praktik. Jeg var helt "grøn" på faget "Kvæg" og meget få mennesker troede på at jeg ville kunne klare uddannelsen - ja, selv min far sagde for et år siden :"du er jo stadig ung, prøv du bare denne uddannelse - du kan jo altid kommer på gymnasium næste år!". Så det var ikke med så meget selvtillid at jeg begav mig alene ud i en lejlighed 60 km hjemmefra i en alder af 17, for at arbejde for 2 fremmede landmænd.
Men her sidder jeg 1 år efter jeg startede i praktik og har lige afsluttet min sidste arbejdsdag, med en venlig hilsen fra dyrlæge, insmiør (staves?), o.s.v. om at jeg er en pige med en utrolig vilje og de glæder sig til at komme til åbent hus på min egen gård (hmm .. hvor skal jeg få alle de penge fra?).
Nu skal jeg 5 mdr på skole og derefter har jeg fået arbejde ... Havde endag flere valg muligheder, og ja min far ringede igår for at fortælle at jeg har overrasket ham, vist at jeg er en selvstændig pige. Det føltes så rart at få afvide.
Nå men min pointe var at, tiden er bare fløjet af sted, kan næsten slet ikke selv følge med, sidder her i min sofa med computeren og kigger rundt i det lokale som jeg skal pakke sammen i morgen og gøre rent lørdag, nnår alle møbler er kommet væk ? Puha .
Jeg havde godt nok kun 3 ugers ferie, men de fløj godt nok også bare afsted . Især med den varme vi havde i år, hvis man ikke havde en aftale eller var på festival, tog man jo bare på stranden, der skulle der nok være glade mennesker .