den er svær, men hvis du tager en stille stund og tænker tingene ordentligt igennem, så vil du også kunne se, at du er fortjent med en der behandler mig bedre. du skriver selv:

Han har ikke behandlet mig skide godt efter han begyndte på efterskolen, men jeg er ligeglad.

det tyder på, at han enten ikke gengælder dine følelser, eller at han selv ved, at du er for god til ham, så han ikke trækker dig længere ned. når du nu selv har store problemer ( skærer i dig selv, i dine tanker osv), så skal du helllere bruge din energi på at komme ovenpå igen, istedet for at blive trukket derud, hvor du begynder endnu mere på de dårlige ting. Når i begge to så er blevet raske, så kan i tage det derfra. Bare min mening.

Pu ha.

Det er synd for jer begge synes jeg.

Jeg har det med at give dårlige råd, så jeg vil sige held og lykke til jer begge.

ja, den er svær. Og jeg føler virkelig med jer begge. Det er ikke let for nogen af jer. Jeg har selv haft en depression så jeg ved hvordan det er. Jeg er dog kommet helt ovenpå igen og kan nu se tilbage på den tid og de ting det har lært mig.

Jeg ved hvordan det er, når man ikke kan være det for andre som man ønsker at være. Det resulterer netop i dårlig samvittighed, som blot gør depressionen endnu værre. Det er en stor ond cirkel, som er MØG svær at bryde op med.

Når han ikke har lyst til at se dig er jeg også helt sikker på, at det ikke bunder i, at det er DIG han ikke vil se. Jeg kan sagtens følge ham i, at han ikke ønsker at belemre dig med sine dårlige dage - og jeg tror han gør det for at skåne dig FORDI han holder af dig. Hvis han har fået det dårligere efter han startede på efterskolen, så er det nok også grunden til endnu flere dårlige dage og dermed færre dage hvor han føler han "kan" se dig.

Da jeg var allerlængst nede nægtede jeg at spise på de dage hvor jeg havde det dårligt (ikke fordi jeg havde anoreksi eller andet). Jeg kunne bare ikke få noget ned når jeg var skidt og følte ikke jeg fortjente at få mad. Måske han ikke føler at han fortjener at se dig når han er skidt??? Det er bare en mulighed som kan forklare hans opførsel og jeg tror følelsen er den samme.

Det er svært når i begge har det skidt, men jeg tror på at i begge betyder meget for hinanden. Selvom i ikke har kendt hinanden længere, ved jeg også at man kan knytte utroligt tætte bånd meget hurtigt, når man ENDELIG finder en der forstår ens smerte. Det er der nemlig ikke mange der gør, selvom de prøver på at hjælpe alt hvad de kan. Man forstår kun hvad det vil sige at have en depression når man selv har været der.

Jeg håber meget i begge fortsætter til psykolog. Det var også det der redede mig op på overfladen igen. Og lad være med at droppe jeres kontakt til hinanden. Jeg tror i kan gøre rigtig meget godt for hinanden.

Mit råd er at i ikke forlanger for meget af hinanden. Jeg kan godt forstå hvis du savner ham, men lad være med at presse på med at i skal ses. Jeg kan huske at min samvittighed blot blev endnu ringere hvis folk forsøgte at overtale mig. Hvis man er så langt nede så kan man kun selv mærke hvad man har brug for - og hvis han mener han skal have fred, bliver du nødt til at give ham plads til det. Det kan sagtens værre det er noget helt andet DU har brug for når du er skidt og det må han så omvendt også acceptere. Hvis i giver plads til hinanden tror jeg hurtigere det triste mønster kan brydes - og så skal i begge sørge for at holde jer til de ting der føles rart.

Er det ikke muligt han kan stoppe på efterskolen, hvis han får det skidt af at være der? Det er virkelig vigtigt at i passer på jer selv og dyrker hver eneste lillebitte positive ting i kan finde i hverdagen

Få taget en snak når han er parat til det og fortæl hinanden hvad i har brug for på de dage i har det skidt - og hvordan i ønsker den anden forholder sig til det. Og så skal i acceptere hinandens rammer og give plads til at i kan blive raske begge to. Det kan godt være i ikke ses så ofte som i ønsker det, men så glæd jer over at vide, at den anden stadig er derude for en og at i ses igen når det hele bliver godt. Sug de øjeblikke til jer som i har sammen og accepter, at det ikke bliver på de præmisser et normalt forhold er under. I er begge syge og det må der gives plads til. De gode tider skal nok komme, hvis i formår at holde fast i jer selv og hinanden og de små glæder i livet.

Kæmpe krammer til jer begge. Jeg håber i passer på jer selv og snart kommer ovenpå igen.

ville nok være, at i slår op og får bearbejdet jeres depression begge to før det bliver værre...selvfølgelig kan i da stadigvæk være venner men, ærlig talt så nytter det ikke noget, at i er sammen når i begge to har forholdsvis let (fik det udtryk af din historie) ved at ryge ned i kulkælderen igen.

selvom i vil støtte hinanden igennem det, så kan i ikke, for hvis den ene har dårlig samvittighed så får den anden det også...det går ikke for nogen af jer. det ville være bedre hvis i kunne støtte hinanden som venner end som kærester... når i begge med tiden er blevet stærkere i jeres psyke kan i finde sammen igen, men lige nu lyder det til, at jeres individuelle depression bare bliver værre af det!!

ved godt at mit råd er barskt, i sær når man er forelsket, men det er den eneste udvej jeg kan se for at i begge kan få det bedre, hvilket jo er bedst

mvh

sanne

Du er nødt til at bearbejde dine egne problemer uden at have ham i tankerne (måske blot som venner). Noget tyder på at han tager afstand til dig fordi han måske ikke kan klare at i begge er nede. Man kan hurtigt blive dårligere af at omgåes andre som er psykisk nede (kender det på egen krop!!).

Ved ikke hvad jeg skal råde dig til end at du må omgåed dem der er "stærke" som kan kapere dine problemer uden at tage det så nært at det går ud over dem. Ja det lyder dumt men det virker.

Og for alt i verden ikke drop din psykolog... få alt det hjælp du kan derfra for dine problemer kan ikke løses på egen hånd.

Håber at du har nogen som du kan støtte dig til... tro mig det kan godt blive lysere!!!