Jeg vil ikke sige jeg behandler min collie som et menneske, men jeg behandler ham som min ven - min 4 benet makker

Min hund er IKKE et menneske, men han er nu engang en hund. Og en hund har sin egen adfærd og sine behov, så det ville i mine øjne være unfair at behandle ham som et menneske, da han ikke har menneskelige behov, men sine egne behov

Men jeg elsker ham som var han et menneske! Han får dyrt og godt foder, han bliver trænet og får brugt sin hjerne og lugtesans, han er med mig stortset overalt, han bliver passet med dyrlæge og han har sågar sin egen massør fordi han er en heldig vovse.

Så min hund er min ven, og ikke min "undermåler", vi bort sammen og har samme rettigheder, og vi trves i fred og fordragelighed.

mennesker er bedst til at mennesker og hunde er bedst til at være hunde, det er vel derfor de er skabt sådan...

regler her -fx: jeg tigger ikke ved din mad, ergo tigger du ikke ved min!

Min hund er også min ven - min hundeven. Han har ikke de samme behov som jeg og omvendt. Jeg har fx ikke brug for at gø af naboen eller ruske mit legetøj!

Michael Moseby: Nemlig

Vi skal passe på ikke at gøre vores hunde til små 4 benet mennesker, det er ikke alle hunde der kan overskue disse "forventninger". En hund har sine egne behov, som vi som mennesker skal respektere og udfylde. Det er ikke en "kamp" om at bestemme, men en løsning som både hund og ejer kan leve med.Hund og ejer kan sagtens leve sammen uden utallige magtkampe om hvem der er bossen, men leve som venner og respektere hinanden.

Jeg ved godt han ikke er mennesker men hva' betyder det!!!

Handler det ikke om at gi' sin hund et godt liv.. Han er aldrig alene hjemme og han følger mig over alt, så han er aldrig bange for noget eller nogen. Intet kan forskrække ham og han er venlig imod alle mennesker og hunde...

Så er jeg ligeglad hva andre mener... Man kan ha' hund på mange måder, ik!!!

Respektere at vi ikke har hund på samme måde.

Hilsen Maj-Britt

Uha da..

Jamen jeg respekterer da også vi har hund på forskellige måder, jeg fortæller bare min mådeat have hund på.

Og jeg viser da gerne mit smukke eksemplar frem:

Sød hund..Det lyder bare som om du vil belære os andre.. Hunde er forskellige ligesom mennesker. Vi opdrager jo heller ikke vores børn ens, mennesker ser på børn på hver deres måde ligesom jeg ser på hunden.. Der er måske vores personlighed der afgører vores måde at opdrage på???

Jeg kan ikke ha' hund på anden måde, og sådan er det, det passer til min livsstil og væremåde.. Når jeg er til trav og ordner travheste er min hvaps selvfølgelig med.. Hesten i højre hånd og Kenzo i venstre hånd når jeg går tur med hypperne.. Når jeg skal væk, bliver han passet af sin "mormor", vi holder fødselsdag med boller og kage når han fylder år osv..

Ja, det var så min måde at ha' hund på og det fungere rigtig fint, selvfølge er han ikke perfekt og prøver græner engang imellem, ligesom børn:)

Maj-Britt

Jamen min hund er da også mit "barn", jeg behandler ham bare ikke som et menneske

Min hund er min bedste ven og kælehund så det batter, han er også med i stalden osv.

Jeg har kun enkelte der overhovedet får lov at passe min hund, da jeg er EKSTREMT sippet med ham, jeg ville absolut DØ hvis der skete ham noget.

Jeg betegner alle mine dyr som mine venner og en del af familien

Jeg elsker dyr, mine dyr er hele mit liv

Er Heste og Hunde, og ikke mennesker.

Ok nu bliver jeg ikke populaer.

Som "Team Rex" Skriver saa er deres og menneskers behov forskellige.

Mange gange naar folk behandler et dyr som et menneske, er det ikke for dyrets behov, men derimod for at opfylde nogen af deres egne behov.

Jeg maa da indroemme at i mange tilfaelde synes jeg egentlig bedre om dyr end om mennesker. Den del af hjernen der ikke er saerligt udviklet hos for eksempel hesten, er den del af hjernen der hos mennesket goer os istand til at hade og at baere nag etc.

Hunden eller hesten er jo netop den ven som ikke svigter en. Som altid er glad for at se en. Naar alle ens venner vender en ryggen, kan man altid regne med at hesten eller hunden, stadig er ens ven.

Jeg mener dog at problemet opstaar, naar man ikke saetter nogen som helst graenser for disse 'boern'. Baade heste og hunde skal have klare retningslinier for hvad der er akseptabelt, og hvad der ikke er det. Man skal tage konflikten en gang for alle, og saa beholde disse graenser uaendret.

Jeg vil ikke have hunde der tigger, eller gaar i seng eller sofaen. Til gengaeld gemmer jeg gerne et par godbidder som den faar naar jeg har spist (i dens skaal), og den har sin egen kurv som er dens 'hellige' omraade.

Jeg har ikke hund for oejeblikket da jeg rejser meget, men jeg haaber da paa at faa en igen naar mit liv tillader det.

Hav det hyggeligt

Frank

Mig og mine hunde er venner!!! De er ikke mine børn, måske fordi jeg kun er 16, men vi er bare de bedste venner!!! Jeg går til træning med dem, og er selv nyuddannet træner, så de får noget ud af livet! Jeg elsker at de aldrig snakker ondt til eller om mig, og at de elsker mig ubegrænset! De er mine bedste venner på hele jorden! Jeg bruger mange timer på dem hver dag!! Mine andre venner klager da også tit over at jeg altid laver noget med hundene, men de må de finde sig i, for mine hundevenner svigter mig aldrig, og jeg vil heller ikke svigte dem!!

Vaks, 8 år, sort, internathund, lab. bla.

Cody, 16 uger, Gul, privat opdræt, 3/4 labrador - 1/4 engelsk springer spaniel

på hund og menneske. Vores hund ligger aldrig i møblerne, får kun mad i madskålen og får heller ikke gaver til jul osv. Han bliver passet med alt, men vil for mig aldrig blive et familiemedlem på lige fod med et tobenet. Tag ikke fejl, jeg holder meget af ham, men han er bestemt ikke mit "barn".

Behandlet som mennesker.

Men de bliver måske (med sikkerhed) behandlet bedre end rigtig mange mennesker

Jeg vil ikke ha´ børn, så hvorfor skulle jeg lade mine hunde agere børn

Lyserød holder for øvrigt heller ikke ret længe her på matriklen

Men jeg har erkendt, at fx mine killinger klart opfylder et behov hos mig for at få afløb for min moderfølelse/plejebehov.
I de perioder af mit liv, hvor jeg ikke har haft dyr- så har jeg haft de flotteste- potteplanter.

Men mine dyr er ikke de børn, jeg ikke har, jeg vil aldrig omtale et dyr som "min dreng". Min røde kat- er min røde kat (og røde missebandit). Han har behov for at blive kælet for- og ind imellem tager han på "ferie" i en lade, hvor han muligvis fanger mus og fletter julebukke... Hvad ved jeg? Måske trænger han bare til at være kat og sin egen?

Jeg synes bare, at man skal skelne mellem dyrs behov og sine egne, der hvor grænsen går for dyret er ikke nødvendigvis det samme sted som for børn- eller andre mennesker.

hjemme ved min mor har vi altid haft hund og min mor har altid behandlet dem som børn. vi havde først en konge puddel som var verdens dejligste hund og gjore aldrig noget forkert så fik vi en mellem puddel der var okay i starten men hen af vejen begyndte han at "passe på min mor" og gik i mellem os for at ville bide os når vi nærmede os hende og skulle den altid gø af os andre i huset når jeg ser tilbage vil jeg mene hunden havde taget posten som overhovede efter som min mor aldrig sage noget til den og fodret den ved boret osv. dette er virkelig noget der kan ødelægge en familie at man ikke en gang kunne give sin mor et knuz andet ind man skulle være bange for at blive bidt. hunden er død den dag i dag nu har hun fået en schæfer(staves?) der i starten var godt på vej til at tage samme styring men så begyndte hun til træning og det har hjulpet meget så tror virkelig det har noget med hundes personlighed at gøre om den forbliver hund eller

"menneske hund" et sidste eks. jeg lige vil have med der beviser hvor galt det kan gå. min mors nabo der har en lille gravhund nu. hun har også tidliger haft hund og gjort dem til sine "børn" hvor intet var sket men denne gravhund har virkelig bevist at det er den der bestemmer du kan ikke gå ind på hendes grund uden at være bange for den vil sætte sig i dit ben. den gøer på livet løs når du går forbi (et tydeligt tegn på den passer på huset) fint nok men en dag blev det naboen for meget at den gøet og hun lage hånden over munden på hunden for lige som at tysse på den det der sker er at den skambidder hendes hånd.. og så tænker man hvorfor det hvis hun er dens dejlige ejer som den tydeligt elsker og beskytter??? ja hvis vi tænker på naturens egen lov ville vi ALDRIG se en hund i flokken gå hen og bidde førehunden men vi vil se en førehund der ville kunne finde på at bidde en fra flokken. i det man ikke sætter grænser for sin hund "menneskeliggøre den" vil man se hunde der ikke kan finde ud af at få pålagt sig dette ansvar og ender med at gøre sin ejer/andre fortræd fordi den konstant er i alarmberedskab for at beskytte sit teritorie. Det sidste har jeg fået af vide af min hunde træner. det skal siges at hunden aldrig havde været mishandlet hun havde den fra hvalp. knuz merete

Selvfølgelig er hunden menneskets bedste ven, og skal behandles som en del af familien.

MEN når det er sagt,så er der dælme også grænser for HVAD man gør sammen med "sin bedste ven".

Igår eftermiddags efter en lang dag med maling, renovering osv, besluttede vi os for at hoppe i bilen og køre til is kiosken og få en velfortjent stor is vaffel.

Da vi sidder på en bænk og nyder vores is, kommer en dame gående med sin hund og en stor gammelsdags vaffelis.

Hun gufler løs af denne is, samtidig med at hun til sin hund siger "nåååååååååååå lille Ziggi du skal selvfølgelig også have is" og fandeme om kvindemennesket ikke begynder at dele SIN is med hunden. (hunden som var en han hund, havde iøvrigt lige 2 min forinden hilst på en hun hund som sad 3 meter derfra.

Tja - og så delte hund og dame isen, først tog hun en bid, så fik hunden en bid... og sådan fortsatte de

Min datter på 3½ år sad måbende og gloede på de to, og jeg skyndte mg bare at sige til hende, så sådan gjorde man ihvertfald ikke med Ronja derhjemme. Ronja skulle have sin egen is.

Er det bare mig som er sart??

Den der med "et slik til dig, et slik til mig" kan jeg altså også sagtens finde på.

Og jeg ved udmærket godt, at hunde er nogle værre grisebasser.
Men tænk engang, nu har jeg haft to hunde ad gangen i over tredive år, og jeg er stort set aldrig syg (7-9-13).
Så bortset fra, at nogle kan synes, det er ubeskrivelig ulækkert at dele f.eks. en is med sin hund, så er det åbenbart ikke noget, man tager skade af.
Gjorde man det, var det selvfølgelig en anden sag.

I øvrigt behandler jeg mine hunde, som jeg føler trang til - i mange tilfælde er det tilpasset efter, hvad hundene har lyst til. Min tolerancetærskel er nok meget høj i forhold til mine dyr. Således får hundene lov til at ligge i alle møbler - incl. på visse borde - de har specielle "tisse-tæpper", som de kan benytte i en nødsituation (det er småhunde, og de er alene hjemme om dagen), de får lov at slikke mig i hovedet, lige så tosset de vil, og jeg deler i en vis udstrækning min mad med dem.

Og ved I hvad?
Det får man altså ikke problemhunde ud af.
Man får hunde, som andre ejere måske ville opfatte som problemhunde.
Men hvad der er et problem, og hvad der ikke er, afhænger jo dybest set af, hvordan den enkelte ejer ser på tingene.
Det tror jeg, er værd at huske.

MVH

Kirsten

Er min kammerat, en del af familien og min beskytter når jeg er alene hjemme. Men mit barn eller et menneske det er han ikke...

Jeg tror at når man knytter sig så meget til et væsen, som mange gør til et kæledyr, så kan det for nogle være svært ikke at menneskelig gøre den og tildele den nogle følelser, som den ikke har.

Tyson kommer ikke med overalt, vi har ham med til stranden og nogle gange med og besøge familien, men det er sjældent. Nu bliver han let køresyg, så det sætter også en begrænsning, men han var ikke kommet med alligevel. Han skal kunne være alene hjemme i hverdagene og så nytter det efter min erfaring ikke noget at tage ham med overalt.

Jeg har som sådan ikke noget imod at andre behandler deres hunde, som et menneske, hvis bare de vil la være med at behandle min som et. Og se på mig som om jeg er verdens værste hundeejer når jeg be'r dem om at lade være.

videre kun set 2 afsnit af hundeviskeren, og det jeg blev MEGET irriteret over var at han stod og pikkede boxeren i hovedet, og at han i starten trækker utroligt meget i hunden, men det gør han så heldigvis ikke så meget når hunden har fattet hvad den skal.. Ud over det, kan jeg ikke se noget stødende i det..

Hunde skal behandles som hunde, aldrig som mennesker, for de har ikke vores behov..