Ja som man nu har siddet og glædet sig til at sommeren kom, dsv. FERIE . Men kom lige til at sidde og kukelure foran computeren en ½ times tid, og det kom der den her lille historie ud, ved ikke direkte hvad budskabet er med den, men derfor vil jeg meget gerne have jeres bedømmelse på den - Og hvis I har rettelser eller forslag, er I mere end meget velkomne

___...___

Så smuk der er herude, jeg lod mit blik glide rundt i haven, det lille træ ovre i hjørnet der altid havde buet med dens grene, som om den var i gang med at lave morgengymnastik, dens yderste grene var næsten nede og røre jorden. De små sommerfugle der fløj så flot og yndefuldt omkring, som intet var hent i deres liv, altid glade og livlige, ude og finde deres partner, og når de fandt deres eneste ene, ville de flyve glade og forelskede rundt.

Så lykkeligt livet så ud, alt så stille og fredfyldt.

Jeg kiggede mig i mit lille lommespejl, mine rynker havde snart overtaget mit ansigt, mine øjne var stadig blå, men efter min mening ikke de samme livsglade, som de havde været engang, -man blev jo ældre. En lille indsunket rosin, er hvad man er. Men spejlet snød altid, ville jeg hvert fald mene, det havde altid haft et underligt skær, fik alt ting til at virke så gråt, næsten ligesom når man så gamle Danske film, dem der var lavet i ens barndomstid.

Nu havde alt det moderne teknik overtaget verdenen, og filmene var blevet levende og farverige.

Dog ville jeg mene at vi stadig levede i en sort/hvid verden, den store forskel på sorte og hvide mennesker, fremkom stadig så stor.

Jeg vågnede med et sæt, da jeg mærkede en varm hånd om min skulder, det var min mand, han livsstærke hænder og hans rare øjne, holdt mig i live.

Jeg var blevet anbragt i en kørestol som helt lille, lægerne stillede diagnosen at jeg aldrig ville komme til at gå, jeg var for svag i mine ben, en sygdom havde slået hårdt ned på mig.

Jeg havde nu været bundet til denne stol lige siden, mit største ønske har altid været at blive normal, at kunne løbe rundt med alle andre jævnalderne, - Det blev aldrig til noget, og nu er det forsent størstedelen af mine venner, er sunket bort, enten har vi mistet forbindelsen, eller har de mistet livslysten og ikke holdt igen.

Jeg ville kalde mig selv en stærk kvinde, med mine 76 år, er jeg ikke helt ung, men jeg værdsætter stadig naturen, og livet som Gud har givet os, vi kan jo ikke forvente at han bare vil give os en chance mere hvis vi har kludret i den, det er jo ikke en gavebod.

Min mand gik op på vores lille terrasse og løftede en stol, som han let og elegant bar' ned ved siden ad mig, han satte sig, og tog min hånd i hans, sådan sad vi tit, hørte på fuglens kvidren, så på hvordan de fløj omkring og nød livet.

Tit sad vi også og diskutere verdenssituationen, hvad der var sket den tid vi havde levet indtil nu, og hvordan det så ud. Man føler tiltider desværre, at verdenen er blevet til et usselt sted, at man er vokset op i flokken blevet som alle andre, og helt automatisk komme til at dømme andre folk for deres udseende. Det kendte jeg alt for godt i forvejen, jeg var tit og ofte blevet dømt på at jeg sad i kørestol, jeg var da også en svækling.

Men hvad er en svækling, en der har en sygdom der gør at man ikke kan bruge sin krop optimalt?, svækling var sådan et stærkt ord, bundet til had, som om at selve djævlen havde taget ordet til sig, som var det hans barn.

Jeg havde altid set verdenen fra min kørestol, tempoet i hverdagen havde altid afhænget af kørestolen.

Men derfor ville jeg da ikke kaldes en svækling, jeg har mine egne meninger, om verdenen omkring mig, og menneskerne der lever i den, jeg synes at vi alle har ret og lov til at komme ud med vores mening, tænk hvis vi gik med den inde i os selv, som var den en fange i et fængsel, der kun kunne undslippe hvis vi åbnede vores munde, og sagde de hellige ord,- men ville vi turde det? Mange ville være bange for at træde folk over fødderne, men ville det ikke for en gangs skyld være godt, så de vågnede lidt op, og opdagede at der var nogle der havde en anden mening end dem.

Hvis ikke vi får det sagt, vil alle jo gå rundt, og verdenen ville blive et sted for bitre mennesker.

Jeg vil mene at de unge nu om dage, godt kunne trænge til at stoppe op, tænke over livet, de fare af sted, tit opdager de ikke naturen, som var de blinde, eller med skyklapper på. Bare man havde det sidste nye "skrig" på, velfriseret hår, og godt med makeup, - kunne verdenen ikke gå under.

Der trillede en lille tåre ned over min kind, min mand trykkede min hånd og smilede blindt til mig.

Min mand var den største lykke der var sket i mit liv, vi havde altid holdt sammen, han er der altid for mig, som lyset i mørket.

Der var ikke meget mere jeg ville opnå i mit liv, hvis jeg kunne ville jeg gerne blive siddende her til mine dage var fuldt til ende, som når den sidste side i kalenderen bliver redet af, krøllet sammen og smidt ned i skraldespanden, hvorpå man købte en ny kalender samme af slagsen som foregående, dog med et nyt årstal.

-Det er den måde at vi mennesker nu engang begynder på et nyt år, eller skal vi sige et nyt liv!?