Det gør mig ondt at læse, at du har mistet din farmor.
Jeg ved nøjagtig, hvordan du har det!
Da jeg for to år siden mistede min bedstefar, var det bare lissom det hele ramlede! (og jeg kørte helt fra Roskilde til Ålborg, uden at tage så meget som min tandbørste med!)
Man forstår slet ikke at verden kører videre udenfor, og at blive nødt til noget så banalt som at skulle ud og købe tøj til en begravelse, er bare fuldstændigt uoverskueligt!
Kender også godt det med ikke at ku ta sig sammen. Jeg var lige ved at droppe at få Madison til følskue to dage efter bisættelsen, fordi jeg ikke lige ku overskue det, men er idag glad for, at jeg blev overtalt alligevel.
Lav nogen faste aftaler med dig selv, skriv ned i din kalender på klokkeslet, hvad du skal lave, og overhold det så, som du ville med alle andre aftaler - det hjælper at få sin energi ud på noget konkret, alle de tanker man sidder med, gør bare en rundtosset og deprimeret.
ÆV, det er ikke sjovt, og jeg føler med dig.
knus maria
Jeg sidder bare og hænger og er trist til mode. Det må man naturligvis godt når man har mistet et familiemedlem (Min farmor som er død mellem torsdag og lørdag - vi skal til bisættelse på fredag) - men der er bare så mange ting jeg burde tage mig sammen til at få gjort og som jeg faktisk har dårlig samvittighed over ikke at gøre ... *suk*
For at sige det pænt så er jeg totalt elendig til det.
Her var der bare ikke så pokkers meget at køre efter da hun har ligget død i nogle dage 
På den anden side kan jeg godt huske hvordan hendes mor havde det de sidste år hun levede - senildement liggende i en seng med ble på 
