Som tiden går, er jeg gået ind i mit 33. år. Rundt om mig ser jeg venner og bekendte få barn nummer 1, 2 eller 3. Hører dem sige at deres biologiske ur har tikket i et stykke tid. Hører dem samt familie spørge om det ikke er på tide at mit biologiske ur snart skal trækkes op...
Og vupti!
I den tidlige forårsstund begyndte uret så småt at tikke og nu tikker det som en hammer, der konstant banker.
Ønske: en lille firbenet efterkommer 
(Hest, hvis nogen skulle være i tvivl).
Og hvordan fortæller mand så sin mand, at uret reelt ikke tikker efter én af de tobenede, men efter én af racen: hans værste konkurrent? 
Alle de små føl omkring gør mig syg af længsel efter at få mit eget. Min egen lille jeg kan glæde mig over, for hver centimeter den vokser, for hvert trin den udvikler sig, for hver tilkendegivelse den giver mig.
Se, nu forstår jeg godt dem der siger at deres biologiske ur er startet med at tikke. Og fortæl mig så at jeg ikke er den eneste...
Lillemyr
Min hoppe er til hingst og skal scannes efter weekenden, så måske får min kæreste og jeg en lille følle bølle næste år. Og vi glæder os vildt meget, hvis det lykkes 
