Min lillebror har idag fået den endelig dom i den forældremyndighedssag han i lidt over 1 år har haft med hans barns mor.

De flyttede fra hinanden efter et kort (2½ år) og fortumlet forhold hvor hun ved flytningen splittede hele hans hus ad,

imens hendes 2 årige datter og deres fælles barn på ca. 6 - 8 måneder var til stede.

Min bror turde ikke tage hendes datter med sig, af frygt for at blive anmeldt for kidnapning, men da de har fælles forældre myndighed turde han godt tage deres fælles søn, og det var med stor klump i halsen og tårer i øjnene han gik fra den lille panikske og grædende pige som han har kendt siden han var med ved fødslen, da de startede forholdet da moderen ventede sig, fordi faderen havde forladt hende.

Straks han var ude af huset alarmerer han politiet som straks tager ud til huset, og finder det hele fuldstændig splittet, og mor grædende og pigen siddende alene i et hjørne helt opløst.

Moderen bliver herefter indlagt til behandling på Risskov, hvilket hun helt sikkert har brug for, og min bror tager pigen i den tid behandlingen varer, og har også moderen hjemme ved dem i weekender og besøger hende med begge børn.

Da hun bliver udskrevet skal hun jo så endegyldigt flytte fra min brors hus, og hendes afskeds hilsen var at hun klippede alt hans tøj i stykker.

Min bror har da startet forældremyndighedssagen op, og derfor skal deres fælles dreng være ved ham til der ligger endelig dom i sagen.

Den kommer så i byretten hvor min bror vinder, men moderen anker sagen til landsretten og der er så lige faldet dom idag.

Og min lillebror har vundet, og dommen er stadsfæstet.

Så nu kan han skabe sig et liv for ham og hans søn uden frygten hængende over hovedet som det sidste år.

Moderen har fundet en ny mand, og skal igen giftes og have et nyt barn

Det er rart at retssystemet dog fungerer,

og har dømt til barnets fordel, frem for forældrenes.

Så der er lidt håb endnu for verden derude...