Jeg har lige skrevet en historie og håber at i vil synes om den og sig til hvis i vil have mere...

Mette på øen

INGEN PANIK! Råbet lød desperat i højtaleren. Men hvad skulle det nytte?
Alle var i panik, selv kaptajnen. Der lød et højt brag. Det var den store
mast, som var knækket. Skibet væltede og alle de mennesker, som hun tidligere havde set i øjnene, blev opslugt af havet. Mette klyngede sig til et stort bræt, som havde holdt hende flydende, efter at hun var faldet ud
af redningsbåden. Hele ferien var ellersbegyndt godt. Hendes forældre og lillesøster havde ikke været så pinlige, som de plejede at være. De havde faktisk bare ladet hende være i fred så godt, som de kunne. Det var jo meget
svært for dem, når de nu var så pylrede. Men de havde bare pylret endnu mere om hendes lillesøster: købt mindst en million is til hende og købt alt, hvad hun pegede på. Og købt en million is mere. De havde nu også gjort meget for Mette. De havde givet hende den ægte Burberry taske, som hun gerne ville have. Men hvad nyttede det, at hun fik den, når de nu skulle på krydstogt med det oldergamle skib. Og nu var det sunket og hun var faldet ud af
redningsbåden. Hendes redningsvest holdt hende oppe sammen med brættet. Hun
var bange, rigtigt bange. Mette skreg. Der var noget, der havde grebet fat i hendes ben og holdt fast. Små pølsefingre krammede om hendes ben. Det var hendes dumme lillesøster, Clara. Clara knugede sig til hende og hun tog
hende op og råbte, "holdt fast i brættet". Der var et lyn, som flækkede himlen, og hun talte sekunderne, en, to, tre, fire, så kom braget. Fire sekunder. Det var ikke vildt langt væk,men ikke så tæt på, som det kunne have været. Bølgerne var meget høje, og Mette og Clara holdt godt fast.
Uvejret varede hele natten, og da solen endelig kom frem, kunne hun hverken
se redningsbåden eller skibet. Hun og Clara var strandet på en stor ø. Der
var palmer og hvidt sand, øen så stor og frodig ud.

Clara rejste sig op og gik hen og begyndte at bygge et sandslot. Tænk at være fem år og endnu ikke have fattet situationen. Mette rejste sig op og gik og tog Clara i hånden. Clara protesterede ikke. De gik hånd og hånd rundt på øen og udforskede den. De var begge drivvåde, men da de havde gået i cirka en time, begyndte solen at bage. Mette trak Clara ind i den store palmeskov, der var køligt under store palmeblade og de satte sig ned på en væltet palme. Clara gik og
begyndte at lege med små pinde. Mette tænkte som en gal. Hun var 15 år nu,
hun burde vide, hvad de nu skulle gøre. Jo, de skulle begynde med at lave et
skjul...