for det er jo hans FAR. Jeg har selv haft en far (døde for en uge siden derfor skriver jeg har haft..mærkeligt) der ikke har været der for mig på en måde som en far bør være det for sit barn. Og somemtider har det uden tvivl vakt frustration i min mands hjerte og hoved. Men han har altid givet mig sin fulde støtte og ikke sagt nogen fordømmende ting om min far og det har hjulpet mig. Så mit råd til dig må være, at melde så klart ud du kan uden at såre din kæreste. Det er svært at have en "dum" far, men man er selv den eneste der må kritisere dem...forstår du??

Jeg forstår dig fuldt ud og synes ikke du er for pjevset elelr sensibel. Giv ham plads og tid...han skal nok selv indse det forkerte i deres forhold med tiden.

knus og trøst

gitte

Gitte:

Tusind tak for dit svar, (måske din mand kan svare på dette?): Jeg trøster ham jo hver gang han kommer hjem og "farmand" har svigtet igen, og det sårer mig rigtig dybt, bare at se ham være så fortvivlet. Det river i hjertet og spiller med sindet.

Måske et råd til hvordan man nemmere takler disse svære dage?

Med et åbentsind og så åbne arme som muligt, og naturlig vis ; ingen adgang for kritik af svigerfar ; .

Tak!

Man må da håbe at din ven en dag lærer at lade sig påvirke mindre og indse at det ikke er ham selv der er noget galt med, men hans far som har en brist og derfor kunne lade den slags prelle af på overfladen.

Men hvis det er nyt er det vel nærmest barndommens svigt han genoplever og barnets skyldfølelse "far er nok rejst fordi jeg har været slem!" Ikke bevidst, men vi har en tendens til at falde tilbage i gamle mønstre med vores forældre uanset hvor gamle vi er. Eller se bare på folk der tager til 20-års jubilæum med skoleklassen og falder tilbage i de gamle roller.

Jeg synes godt du på en forsigtig måde kan opmuntre din kæreste til at blive en smule mere vred og en smule mindre ked, ikke ved at rakke ned på hans far, men trods alt påpege hvor han har uret i det han siger til sin søn.

Og så behøver man i øvrigt ikke synes om sin svigerfamilie, man kan godt have et roligt sind og et godt liv ved blot at vælge at betragte dem som en "dårlig film" man er nødt til at se en gang imellem. Man kan tænke mange gode tanker om alt muligt andet bag en høflig facade for at fordrive tiden... For det er din kæreste som skal tage beslutningen om samvær eller ej, det er ikke dig som skal presse ham væk fra dem.

:Pia

Pia: Du har ret, og eg skal naturligvis ikke presse ham til noget.

Måske du har et råd til hvordan jeg skal forholde mig til konstant at måtte være der for ham, når han ved hvad han går ind til hver gang? Jeg er så forvirret.

... at holde lidt igen med trøsteriet?

Jeg ved godt, at det lyder hårdt, men det er jo HAM, der opsøger al den dårligdom, og så slæber han den med hjem og læsser af på dig, hvorefter han får kræfter til at gå ud og hente lidt mere

Der er også det ved det, at hvis man går ind i en diskussion/snak omkring det, så kan det hurtigt ende med, at du sidder og argumenterer for, at han skal holde sig fra faren - og han sidder og argumenterer den anden vej. Sådan kan man faktisk bestyrke ham i at opsøge sin far og flere svigt.

Jeg tænker på noget i stil med at holde dine ytringer i stil med "Ja, det er også træls" - altså give ham ret - og hvis han spørger frustreret til, hvordan dette og hint kan være, så svare noget i stil med "Jeg forstår det heller ikke" uden at gøre mere ud af det, bortset fra selvfølgelig at holde om og tørre en tåre, hvis det er det, der er nødvendigt. Det er en måde at tvinge ham til at forholde sig til det selv - lige nu lyder det som om, det er dig, der forholder dig mest til det.

mvh. tina

også holde lidt igen med trøsteriet.. Det kan være at du er med til at holde ham fast i offer-rollen.. Det lyder måske lidt hårdt.. men.. jeg har selv en utrolig selvoptaget far, som jeg aldrig rigtig har kendt.. I mange år havde jeg ondt af mig selv.. og var ked af at vi kun kunne ses når han havde overskud.. men idag.. hvor jeg selv har børn.. så er det på mine præmisser.. og det hjælper altså..

Beslutningen skal bare være hans helt egen.. for som en anden skriver.. hvis du prøver at påvirke ham.. bliver lysten til at "lade far påvirke" forstærket.

Held og lykke med det!

Karina.

men ikke bære ham. Han skal lære gennem sine egne erfaringer at det gør ondt når man bliver ved med at lade sig narre så han måske en dag kan være sammen med sin far på en naturlig måde hvor han ikke forventer noget og derfor ikke bliver skuffet. Jeg synes du skal fortælle ham hvad du føler når han sidder og græder. Fortæl ham det forvirrer dig og gør dig ked af det at se ham have det sådan. Ærlighed er nøgleordet her. Men du skal så absolut ikke "trøste" for enhver pris og slet ikke på bekostning af dig selv. Du kan bedst komme igennem det her ved at forholde dig åben over for ham men sætte dine egne grænser.

det handler jo om jer begge.

håber i klarer det hele

kh gitte

far, som kun kan lide mig i perioder!

Min kæreste gjorde et meget stort stunt ud af, at han ikke fattede, hvorfor jeg tog imod min far når han kom osv. Får det var jo ham, der havde skuffet mig så mange gange igennem livet.

Men sagen er den, at det er min far. På trods af alle de gange han har såret mig, afvist mig osv, så er han stadig min far.

Jeg måtte ud i en kæmpe diskution med min kæreste, før han stoppede med at "punke" mig med min far.

Idag, ca 1½ år efter, kan man kæreste lide min far, og han har accepteret, at jeg tager chancen endnu engang med min far. Indtil videre er det kun gået frem af, men han kommer stadig med nedsættende kommentare...som jeg igennem årene har lært at lade prelle af på mig.

Omvendt er jeg også blevet væsentlig bedre til at sige min far imod, og konfrontere ham med alle de ting han har gjort imod mig.

Så mit råd, udfra min erfaring. Hvis du ikke magter at støtte din kæreste når han er ked af det, så må du finde en anden. Hårdt men sådan er livet. -Jeg støtter også min kæreste hver gang hans mor er åndsvag, og jeg har også svært ved at se hvorfor han kontakter hende, men ja, jeg ved jo fra mig selv, at familie er familie.

Utrolig kloge ord fra jer alle.

Jeg tror som mange påpeger at mit problem nok er at jeg "hjælper for meget", han får/vil ikke have chancen for at klare sagerne selv, det er somom der forventes at jeg er problemløseren, der får alt det dårlige til at gå væk, men i virkeligheden bærer jeg det jo bare, en tung byrde på mine skuldre, jeg lyder måske egoistisk, det er ikke meningen, men jeg MÅ jo også tænke på mig selv, og hvor længe det kan vare ved.

Jeg vil tage en stille og rolig snak med ham.

Tusind tak allesammen!

Line, jeg synes bestemt ikke, du er egoistisk. Du skal jo også kunne være der Jeg kom lige i tanker om en anden "teknik". Hvis han ligesom forventer, at du er problemløseren, så kan du også lægge problemet "tilbage" på ham ved at bruge vendinger som: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det, det er jo din far, hvad synes du? / hvordan har du det med det? / hvad vil du gerne og hvordan kan du få det til at ske?" På den måde er du der jo, støttende og lyttende, men gør det samtidig klart, at det er ham, der skal nå frem til en løsning, som han kan leve med.

Pøj pøj med det

mvh. tina

Tusind tak for jeres svar allesammen.

Jeg har haft en langs og stor snak med ham nu, han virkede meget forstående, men alligevel lidt sur over at jeg ikke ville hjælpe til med at løse problemet, men det ER jo hans far?!

Men tak alle!

Det var dejligt at få nogle råd med på vejen!!