...Spændene debat!

Min værste oplevelse:

Jeg havde lige trænet lidt dressur med Freja

og tænkte : vi skridter lige

af på engen! Men da vi kom der ud gik Freja

totalt amok og bukkede helt vildt! Jeg røg af og

holdt stadig fast i tøjlerne(en vane)Så stejlede

hun så jeg røg ind under forbenene og hun nåede at

træde mig 2 gange i maven før jeg kom væk..der skete

heldigvis ikke noget slemt men jeg måtte kun ligge

i min seng i 2 uger..Bagefter var jeg også rimelig

chokkeret og var bange for at ride men nu har jeg

overvundet angsten og rider igen..

Det værste jeg har prøvet var, da vi ifm kvadrilleridning skulle galopere. Hesten ved siden siden af, blev bare så ellevild af glæde over at skulle galopere at den lave et flot bukkespring - og ramte min højre ben med sin ene baghov.

Det løb et temmelig højt "knæk" og først lidt efter fandt jeg ud, at det vist(!) egentlig gjorde ondt i mit ben. Hm, en ting var at det gjorde ondt - noget andet var, hvor'n dælen mon jeg kunne komme af den hest, som jeg nu en gang sad på...

Nåh, jeg kom da af og humpede over i rytterstuen - fik sat mig ned - og hevet så meget op i ridebukserne, at jeg kunne se min "skade".

Au for den da - jeg var vist heldig. Baghoven havde ramt mig næsten 10 cm under knæet.

En af de andre fra kvadrilleholdet kom ind i ryterstuen - hun var operationssygeplejeske, så lidt forstand havde hun da på sår/skader. Vi var enige om at jeg vist skulle sys, da man kunne se ind til knoglen (skal hilse og sige, at jeg har hvide knogler...).

På skadestuen var man meget i tvivl om man overhovedet kunne "lappe hullet". Dels har man jo ikke meget kød/fedt på skinnebenet og dels manglede der noget hud/kød (5x5 cm). Det lykkedes dog med 4 sting at "trække" huden hen over hullet.

Noget kønt ar kom der ikke ud af det...

Må vist sige, at jeg var meget heldig. Eneste gener dd er, at benet nogle gange er følelsesløst - men hellere dét end en knust knæskal...

Var lidt "hys" efterfølgende, hvis en ekvipage kom for tæt på mig...

2 måneder efter var der en anden hest, der lavede samme nummer - den strejfede heldigvis kun - selvfølgelig - samme ben.

Hm, godt man er kommet over den alder, hvor man skal vise flotte, "glatte" sommerben

Her troede man, at det var mere sikkert at sidde på en hest - end at trække rundt med den med fare for at blive trådt på

Det var da vi havde en møg syg pony d. 3. december 1999, altså storm-natten.

Vi vadede rundt med ponyen hele dagen, aftenen og hen på natten fik den tarmslyng og skulle aflives.

Vi havde ikke mulighed for at få den på dyrehospitalet pga. stormen.

Om aftenen udbrød der brand på en nærliggende svine-ejendom. Grisene var forbrændte og panikkede rundt. Dyrlægen aflivede på rekord-hast "alt" hvad der kunne aflives.

Der var fuldstændig udkørsels-forbud, men en god "ko-doktor", (absolut ikke heste specialist) trodsede advarslen.

Så da han kom til os og skulle aflive ponyen, sagde jeg at den skulle aflives med sprøjte. Dyrlægen gav ponyen resten af "aflivnings-væsken", men den blev ved at have puls.

Så måtte han skyde den alligevel, men han synes det var noget træls noget, for det var HELT mørkt, vi havde ingen lys, og lommelygten var for længst brændt ud. Han var bange for at skulle skyde flere gange.

Han var dog dygtig/heldig og ramte i 1. skud.

Men tænk engang, havde denne dyrlæge lyttet til politiet, og var blevet hjemme, hvad fanden så? Hvor lægne mon ponyen ville ligge før den ville dø af sig selv, og hvad skulle man gøre i sådan en situation? HVIS det gik så vidt, skulle man afbløde den eller hvad?

Føj

Venligst Lone

Tja... det er svært at vælge den værste oplevelse, men en oplevelse træder frem:

Som 13 årig besluttede jeg, at jeg efter dressuren ville tage en "jordetur" ud over stubmarken.. altid en fed fornemmelse at galopperer stærkt! Men

...så går det galt, på vejen tilbage træder min hest i et hul. Jeg når lige at kigge ned og se hendes højre forben komme frem lige over hullet og så flyver tanken gennem mit hoved "@!#$, nu styrter vi". Jeg nåede aldrig at få fornemmelsen af at vi faldt, men istedet kunne jeg se jorden komme op imod mit hoved... GYS... Jeg besvimede da vi ramte jorden, idet mit højre ben som jo lå under hesten og min højre skulder tog hele slaget, 50 kg mig og 750 kg hest. Vi kurrede ca 5 meter hen af marken (kunne måle skrabesporet bagefter), men da jeg vågner igen står hesten ved siden af mig og ryster af chok.

Jeg kom på skadestuen med en hudafskrabning langs hele benet, som var hævet til ca dobbelt størrelse -de måtte klippe støvlen af (heldigvis for kunstlæder), og en skulder der var gået af led.. jeg har aldrig siden kunne kaste, er altid mega ringe til Rundbold. Hesten havde trådt sit højre bagben op bag højre forknæ så hun fik et 5 cm dybt sår ind bag knæet.

Vi stod begge "stille" i 3 mdr. men det var der jeg virkelig lærte min hest at kende, havde nemlig kun haft hende ½ år da vi styrtede. vi trak en tur på 15 min. hver eneste dag i 3 mdr. og det gjorde at vi virkelig blev "venner". heldigvis har jeg aldrig siden mærket noget til min hest' skade.

Mvh Maria

For 30aar siden, da jeg var 10aar, skulle vi flytte hopper og foel til en anden fold, og da jeg var mindst, (er stadig lille,162cm og 50kg) skulle jeg vaere led aabner og lukker..

En hoppe kommer lidt hurtigt ud og hingste plagen kommer ikke med, men loeber tilbage i folden, ejeren raaber jeg skal vifte lidt med armene, holder stadig i leddet i haanden, da den rejser sig og hamre begge forhove i hovedet paa lille mig, som gaar ud som et lys...

En god hjernerystelse og skraemmer, og et par dage fri fra skole... Men det har altid for mig vaeret det vaerste der er haendt...

Igar skulle jeg lukke hestene ind paa den pension vi har vores pony paa, normalt er der altid andre pensionaerer, men lige igaar var der ikke et oeje, maaske den silende regn..?!, jeg kaldte paa vallakerne og de kom springene.. ville gerne ind.

Der gaar en hingste plag sammen med dem, og han er ganske soed, har snakket meget med ham, den tid han har vaeret der, han vil rigtig gerne ind, saa jeg saetter tovet i ham aabner leddet han gaar ud, lukker leddet og vender rundt, mens jeg snakker med ham, naar kun lige at se to hove, bang ... Saa sker det igen ...

To forhove lige i hovedet, drejer hovedet lidt i refleks og bliver ramt i tindingen og paa oeret, gaar lige i knae, og faar sluppet tovet, saa han springer afsted.

Kommer paa benene og tager mig til oeret som synger og dunker af smerte, mens jeg humper ned af markvejen, taenk hvis han loeber helt ned til vejen... Han stopper ved et par hopper og danser rundt og vrinsker, da jeg naar frem loeber han frem og tilbage omkring mig, taler til ham, "Rolig Lillemand" og faar til sidst fat i grimen og faar trukket en dansene plag med hjem i boksen, og faar hentet de resterend 9 heste ind...

Saa var det lige at man sidder helt alene i rytterstuen, og begynder at ryste lidt over det der skete, kvalme af slaget og et oere der blev moerkeroedt og haevet...

30aar skulle der gaa inden det skete igen, saa naeste gang bliver jeg 70aar...

Skulle lige have min datter til undervisning saa skadestue besoget blev udsat et par timer, hjernerystelse og en spraengt trommehinde, bule og blaa maerker... rart at faa bekraeftet at der stadig er lidt der oppe, selv om man er rundet 40...smil

May

min absolut værste oplevelse var for ca. 10 år siden, da en veninde og jeg skulle lukke hestene ind, der hvor vi havde hest. I flokken var der en pony ved navn Casper, som var kendt som staldens udbryderkonge. Han løb konstant gennem hegnet og fik de andre med sig, så det var ikke usædvanligt, at han tromlede forbi os, netop da vi skulle til at lukke hegnet efter de to heste vi havde trukket ud fra folden. Han løb forbi os og begyndte at græsse. Vi trak de heste ind vi stod med og gik så ud for at lokke ham med foder.

Han ville ikke fanges og løb længere og længere væk fra os. En hest, som gik alene på en mark, var meget oppe og køre, da den så Casper var løs. Så Anne (min veninde)ville trække den ind, mens jeg fortsat forsøgte at fange Casper. Hun går ind med hesten og så sker det der ikke må ske...

Casper løber ud på vejen og over på den anden side. Det er vinter og det er mørkt, så han kan ikke ses. Han vender om og vil løbe tilbage over vejen, men der kommer en bil i fuld fart som ikke kan se ham, og ikke når at bremse.

Jeg husker bare Caspers skrig og synet at fire ben der vender lodret i luften, kun oplyst af bilens lygter... jeg står som lamslået og mine ben kan knap nok bære mig, da jeg slæber mig ind i stalden og siger ti Anne, at Casper er kørt ned.

Tilbage på vejen står bilens passagerer og Casper halter rundt. Passagererne er uskadte og dybt ulykkelige, da de selv har heste... Vi får ringet efter politi og dyrlæge..

Indtil dyrlægen kommer, får vi at vide, at vi skal få Casper ned at ligge i siden af vejen. Så vi ligger ind over ham for at holde ham til jorden, mens han stønner af smerte...

Dyrlægen kommer og der er intet at gøre. Casper har brækket et knæ, flere ribben og har adskillige indre blødninger. Han bliver skudt på stedet.

Vi får fat i ejerens mor, som kommer med det samme. Ejeren går på efterskole, så kunne ikke være der. Herefter blev vi forhørt af politet omkring hvad der skete og dernæst kørte vi med moderen op til Lenes (ejerens) efterskole for at give besked.

Da vi kommer ind på efterskolen, ser Lene først sin mor og råber glad "Hej mor, hvad laver du her?". Så ser hun Anne og jeg i vores hestetøj og så ved hun den er gal. Anne forklarer at Casper er død og hun bliver selvfølgelig dybt ulykkelig...

Det er simpelthen det værste jeg nogensinde har oplevet. Jeg har alle billeder i hovedet. Caspers skrig, bremserne fra bilen, de blå blink fra polti og dyreambulance, hvordan vi lå ned over ham med et uldtæppe i snestormen, skuddet ... og Lenes reaktion da hun fik den forfærdelige nyhed. Puha... det ønsker jeg ikke for min værste fjende...

Min allerværste oplevelse var, da jeg den 4. juni 2004 om morgenen fandt min 3-års i engen med et brækket forben.

Eneste udvej var omgående aflivning...

sikken en oplevelse,

det lyder da ikke sjovt

den var ikke rar... en smerte som først rammer dig og din veninde og som bagefter er skyld i ejerens sorg... trist

... var da min pony blev ramt af en lastbil mens jeg sad på hende

Hun plejede ikek at reagere på biler, så jeg havde ingen porblemer med at ride ad vejen selv om der da var lidt trafik - men så kom der en meget stor lastbil

Hun gik i panik, da den nærmede sig bagfra, og i stedet for at gå frem - og ud i rabatten, som jeg arbejdede for, gik hun baglæns. Selv om Chaufføren gjorde ALT hvad han kunne for at undgå os, lykkedes det ikke helt.

Dibber var helt nede og "sidde" med bagparten - og bakkede samtidig - og jeg troede at bilen var ved at være kommet forbi - men hun fik bakket ind under den mellem forhjulene og baghjulene. Heldigvis faldt hun på bagbenene, og jeg husker stadig synet at de der dobbeltbaghjul der kørte forbi med få centimeters afstand til hendes baghove og til min fod. Hun var vist nede og ligge, og jeg stod med en fod på hver side af hende. Men hun kom hurtigt på benene - med mig på ryggen, og stak af i vild galop!

Jeg fik hende hurtigt stoppet, og red tilbage til lastbilen, hvor jeg fik fortalt den chokerede chauffør at vi var ok - så han kørte videre.

Først bagefter steg jeg af Dibber, for lige at se om hun havde skrammer - og DET havde hun. Faktisk fossede blodet ned af hendes bagpart!

Den næste bil der kom forbi stoppede heldigvis, og dem der var i den hjalp mig. De fik lov at låne en telefon i nærheden (det var før man havde mobiltelefoner) og ringede efter min dyrlæge - og blev der og beroligede mig mens vi ventede.

Dyrlægen kom hurtigt og fik givet Dibber en beroligende sprøjte på stedet (og var vist lige ved også at give mig en) - og så SPRANG han ud på vejen og fik stoppet en bil der kom forbi med en hestetrailer. Det var nogen der var på vej hjem fra stævne, og de havde heldigvis mulighed for at give os et lift (det er så den eneste gang jeg har kørt "på tommelfinger" - MED pony og dyrlæge )

Vel hjemme i stalden fik dyrlægen syet såret. Der var en dybt snit ned ved siden af rygraden - den havde skåret nerverne over, så hun kunne ikke mærke såret. Og så var der to snit - nærmest som et stort V med spidsen ud mod haleroden. De havde løsnet huden fra musklen, så det nærmest var en "flap" der kunne åbnes og lukkes. Dyrlægen syede den fast, men sagde at han ikke kunne love at den "overlevede". Det lykkedes at få de 10 cm af hudflappen der var på det bredeste stykke til at vokse fast igen, men blodtilførslen i spidsen af V'et var væk, så huden døde. Den blev amputeret en uges tid efter, og Dibber havde for evigt en kæmpe bar plet - trekantet og godt 10 cm på hver led.

Førd et blev amputeret var der betændelse under, så selv om jeg rensede det grundigt, så bulede det op på en helt vanvittig måde næste dag - og når jeg trykkede på bulen, stod der en kaskade af stinkende gul betændelse ud af det og løb ned ad hendes ben (jeg har ikke spist kagecreme siden)

Da hun for første gang fik lov at komme på fold efter skaden - da det var NOGENLUNDE helet, endte det med at der var skader der sad på hendes ryg og spiste af såret - så de faktisk fik ædt hele det yderste lag væv - men ikke ned i musklen. Dibber mærkede intet - hun havde jo ingen nerver i området. Da jeg kom derud efter skoletid, sad Oldemoren på gården ude på folden i sin kørestol, og viftede med et pudebetræk hver gang der kom en fugl i nærheden af Dibber. Ikke en holdbar løsning, så jeg måtte ud og købe et sommerdækken.

Det tog adskillige måneder før hun var helet, og jeg lærte mere end jeg nogensinde har ønsket at vide om sårpleje. Men ud over den bare plet, hvor hun ikek kunne mærke noget, kom hun sig over det helt uden mén.

Og selv om Monty var stenrolig i trafikken, og Baloo også er fornuftig af sin alder, så er JEG aldrig blevet helt "trafiksikker" efter den oplevelse!

Faktisk oplevede jeg sidste efterår hvor meget det har påvirket mig. Jeg red langs en lilel vej sammen med en anden rytter - Baloo og jeg var forest. Vi havde hørt at der kom en bil, men da jeg så tilbage var det en ganske lille personbil, og den var kørt pænt over i den anden side af vejen - så det var ok. Ganske kort efter at den var forbi - mens jeg stadig var ved at rose Baloo for ikek at reagere - så kørte der en KÆMPE orange slamsuger forbi med meget højere fart - og knap en meter fra os. Baloo reagerede ikke (der var det nok hjeldigt at jeg ikek havde set den og nået at JEG blev bange), men det skræmte mig fra snas og samling, og jeg må indrømem at jeg havde kvalme og rystede over det hele - og det i en grad så jeg stadig kunne mærke det da vi kom hjem til stalden, jeg kunne næsten ikke stå på benene (og får helt kvalme ved tanken nu)

Jeg blev sparket i hovedet af 2 heste, kom på insentiv i resparater og måtte ikke komme i skole 1 år...

Jeg er nu døv på det ene øre, samt har tinitus.

Jeg rider stadig på fuld tryk!

Min værste oplevelse var da jeg boede i Schweiz. Vi var ude en af de der oktobermorgenener med frost i luften og lidt vind og køre 2 af vores heste, en gammel garvet kørehest på 17 år og vores unghest på 4, som på trods af sin alder var fornuftig og pålidelig. Bare ikke lige denne her dag. For på et tidspunkt under noget 8-talstræning bukker han og får enstre bagben over stangen mellem de 2 heste (jeg har stadig ikke lært de danske udtryk) og begge heste går i panik og stikker af. Jeg er bisidder og kusken er min arbejdsgiver. Og vi kan bare ikke stoppe de to heste igen, så vi indser, at vi er nødt til at springe af vognen og håbe på det bedste.

Nå, af med os. De to heste fortsætter for fulde gardiner med vognen efter sig ned mod huset, selvfølgelig af den hurtigste vej. Og den hurtigste vej går tilfældigvis stejlt ned ad bakke og har et 90 graders sving med et lodret fald. Og fordi den unge har benet over midterstangen kan de ikke dreje så de ryger jo direkte udover kanten. Vognen rammer dog et træ, så den unge hest ligger næsten oppe ved vejen, den gamle ca 4 meter nede, stoppet af en træstamme.

Jeg er henne ved vognen max 3-4 minutter efter at vi er hoppet (aldrig har jeg løbet SÅ stærkt i vinterridestøvler!) og når lige at ringe til min anden arbejdsgiver og sige at hun skal komme og det skal gå stærkt. I det øjeblik jeg lægger røret på trækker den unge vejret for sidste gang. En time senere kollaperer den gamle.

Indre blødninger. Og siden den oplevelse er jeg blevet pylret med mine heste.

Heste ER skrøbelige dyr, selvom man ikke tror det. Og liv er en flygtig ting...

Anna