Ja som ejer af den ikke så udbredte sydafrikanske mastiff Boerboel, kan jeg kun skrive under på, at den på mange punkter ikke er den skarpeste kniv i skuffen men...
Hendes bedste ven vejer 50 kg mindre end hende og er vores lille Russel "Spotty". Han er simpelthen så strid ved hende og er som en lille irriterende loppe hun bare ikke kan ryste af sig. Han ser meget op til sin store ven og løber som en lille spørge Jørgen efter hende heeele tiden og stiller spørgsmål og griner hemmeligt. Hvis Shani knurrer faretruende af noget ingen kan se, SÅ knurre Spotty også, for han vil altid hjælpe hende hvis nogen skal bank he he. Han er sikker på det er ham der får de andre hunde til at stikke af når han bliver sur, men i virkeligheden er det blikket fra Shani, der øjeblikkeligt for de andre hunde til at lade ham være i fred. Hun er så glad for sin lille bitte ven, og sammen kan de to alt. Jeg lover jer en tegneserie der kører i mit hoved med dette noget komiske par.
I skal se dem nå hun traver ud over marken og han løber (hopper) ved siden af hende...divn divn divn divn. Iiiih Shani hvor er vi bare ens vi to, siger den lille hund. Og vi er bare bedste venner ikk´?
Nåh men til tider kan han irritere hende til briste punktet, men hun vender bare og går den anden vej, igen og igen og igen... indtil enten Flemming eller jeg går ud og løfter den lille skiderik op og siger "STOP SÅ". Ja Russler er nogle seje små tingester og han ser ikke synderlig bekymret ud, og man har kun lige sat ham ned, før han er ud over stepperne mens han råber "Shaaaniii nu kommer jeeeg".
Han er enormt sød og hun er enormt tålmodig. Hun enes med alle hunde og er ikke en hund der søger hverken magt eller konflikter, hendes muskuløse krop er nok signal nok i sig selv.
Så igår aftes havde vi besøg af min søsters noget drilske og temmelig magtsyge Schæferhund. Shani og den enes fint, dvs. hun interessere sig slet ikke for den. Da Casey sent i aftes skulle en tur ud og tisse (vi andre sad i haven ved grillen) kom hun ned til os for at hygge lidt. Schæferen, som hun ikke kan fordrage, ville forsigtigt over at sige god dag, dog med høj haleføring, man er vel mand... men NEJ det skulle den ikke. Shani kom listene som den hunløve hun jo virkelig ligner, gik lige ind mellem Schæferen og Casey og brumede som har vi aldrig hørt før. "Forsvind kammerat, hun har 11 børn og er ikke interesseret i dig". Schæferen stod et øjeblik og overvejede, og vi sad klar til at bryde ind hvis der skule blive nogen form for uroligheder. Han valgte at bakke tilbage. Shani slikkede nu Casey i hovedet og lagde sig ned foran hende. Jeg har aldrig drømt om at en tæve ville vogte en anden tæve, både Flemming og jeg var meget overraskede.
Da Casey skulle gennem haven og tilbage i stalden til bitterne vlle Schæferen med, men nej, for Shani gik bag Casey og vogtede hende hele vejen op til stalden, og med en forsgtig brummen fortalte hun at han intet havde at gøre oppe ved bitterne.
Ja jeg ved godt at der er skrevet bøger om Boerboelens fantastiske vogte gen, og den passer på alt hvad der er dens famlie, men det her havde jeg ikke regnet med. Som jeg sagde til Flemming, hold kæft hun må holde af lille Spotty, ikke en gang har vi hørt hende sige noget til ham, men når det gælder, så skal hun nok passe på sine kære venner.
Da Casey var tilbage i stalden, slappede Shani helt af igen og både hende og Schæferen lagde sig i haven med hver deres gren at bide i.
Man lære af sine fantastiske hunde hver dag.