Jeg står pt. med en skadet hest og har gjort det siden slut november sidste år
Jeg har ikke til hensigt at opnå noget med dette indlæg. Men jeg har bare brug for at læsse af, så bær over med mig.
Jeg har tidligere skrevet et indlæg vedrørende min hest, som har været skadet siden 30. november. Kort fortalt: Min hest får en forrækkelse (en slags forstrækning) på sit venstre korsbensled. Hun skal have medicin i 4 dage og fuldstændig boksro i en uge. Ugen efter kommer dyrlægen for at tjekke op på hende. Han siger, at hun er i bedring og at vi må trække hende hver dag i 15 minutter. Han siger så, at hvis hun ikke kommer sig af sig selv, skal hun muligvis i laserterapi. Hun skal så tjekkes igen en måned efter, og ved dette besøg erklærer han hende halfri og rask nok til at påbegynde genoptræning. Vi starter så genoptræningen efter en plan, som jeg har fået af min dyrlæge. Det går rigtig fint.
Men pludselig er den gal igen. Hun er halt igen. Jeg kontakter min dyrlæge, som henviser mig til Tove Due. 1. maj bliver hun behandlet af hende. Det viser sig, at min hest er låst i bagparten. Hun har ingen reflekser overhovedet i venstre side og kun en smule i højre. Efter endt behandling har hun markant bedre reflekser, og vi går derfra med stor lettelse og forhåbninger om, at hun nok skal blive rask. Tove Due siger, at hesten lige skal have 2 uger til at komme sig, og så må vi starte med lidt træning fra jorden. Vi skal så vende tilbage en måned senere og få endnu en behandling.
Desværre er hendes tilstand ikke blevet bedre. Hun er nu endnu mere halt, end inden hun var i behandling, og hun har skæv haleføring. Jeg har nu kontaktet Tove Due igen for yderligere behandling. Jeg kan muligvis komme med på afbud i Gesten på mandag (minimal chance), og ellers må jeg vente til 26. maj.
Nørj, hvor er det frustrerende
Føler at jeg intet kan stille op. Må bare vente på behandling og håbe, at alt går vel. Jeg har forberedt mig selv på, at hun muligvis ikke bliver egnet som ridehest igen (har læst en del om det), men det er stadig svært at acceptere, hvis dette skulle blive aktuelt. Hvis det går så galt, ønsker jeg ikke at hun skal aflives (i så fald at hun ingen smerter har). Hvis det skulle ske, at hun ikke bliver rask, påtænker jeg måske at avle et føl på hende. Men på den anden side er hun jo heller ikke helt ung mere (hun bliver 14 år 26. maj), og hun har ikke tidligere fået føl. Så jeg ved ikke, om det er risikabelt. Der kører så mange ting rundt i mit hoved
Jeg ved snart ikke, hvilket ben jeg skal stå på. Bliver hun rask, skal jeg avle et føl, eller hvad skal jeg ellers stille op? Det er meget frustrerende, føler mig magtesløs, og jeg bliver tit ked af det. Hun er jo min lille (store) pus.
Tak fordi du læste med 
- Henriette -