Hej hej.

Ja fordomme over for os hestefolk er der altid, desværre.

Jeg har så bare lært at være ligeglad, kan folk ikke acceptere mine dyr, kan jeg heller ikke acceptere dem. Længere er den ikke.

hilsen Vibeke

mange der ikke forstår det. Ikke nødvendigvis kun folk der er ikke-heste folk.

Jeg er fuldstændig færdig hver gang jeg mister et af mine dyr, og har altid været det. Det er fuldstændig lige meget om det var mit gamle hamster, en af kattene mv. De betyder jo alle noget specielt for mig ikk.

Men det er der rigtig mange der ikke har haft forståelse for. Det var jo bare et hamster eller lignende har jeg ofte hørt...

Jeg kender det rigtig, rigtig godt.

Ét er, at nogen simpelthen ikke fatter, at man kan holde af sin hest...sådan virkelig holde af.

Et andet er, at ridning er en sport. Nej uha-da, ridning er kikset, ridning er tåbeligt, og i øvrigt at hesten et TRANSPORTmiddel - sammenlignet med en scooter. Sport? NAHAJ.

Jeg startede i sommers på ny skole, i ny klasse...blandt folk jeg aldrig før havde mødt. Men jeg siger gladeligt med det samme, er min interesse, min sport og min hobby er HESTE. Sådan er det bare.

Til trods for det, har jeg egentlig mange venner/veninder som IKKE rider/er hesteinteresserede. Men det er bare folk som forstår/respekterer og lytter så interesseret som muligt når jeg nu beretter om mine elskelige krikker ... ellers var de altså heller ikke min omgangskreds.

Så for mig, handler det egentlig om at fortælle folk hvad jeg er for en fætter, og se deres reaktion. Reagerer de negativt på at jeg har heste, og bruger meget tid på at ride... så gider jeg overhovedet ikke spilde tid på dem!

Og jeg ved sgu ikke, hvorfor det for nogen er "kikset" at være hestepige. Måske fordi hestepiger er lidt overdrevede hestepiger som små...og så hænger det ved så længe man er ung? Ingen ide.. Men folk jeg kender fra ride-livet, ser hundrede gange så positivt på mig (har jeg en fornemmelse af) som person ..end dem som kender mig fra ikke-ride-livet. For jeg bliver ganske ganske forfærdelig, hvis jeg ikke kan få lov til at omgås heste næsten dagligt... de er virkelig mit liv, og det er jeg ikke bleg for at kæfte op om.

..eller barnlige ..whatever. Sjovt nok er folk som kommer med de udtalelser altid HUNDERÆD for heste, og tør overhovedet ikke sætte sig på ryggen af kræet.

Jeg har en rigtig god ven, som i hvert fald er kritisk mht. ridning som SPORT. Og jeps, han slipper ikke for at få en ½ times ridning (eller hvad han nu kan holde til ) - og hvor skal jeg FRYDE mig, når han har ondt hist og her

Jeg har også altid sagt at heste er min interesse og såadn er et nu engang.
Sjovest var det nok da vi så måtte lave hvad vi ville i idræt sidste time i 2.g og jeg selvfølgelig medbragte en fjordhest

Ridning bliver accepteret på gymnasiet - men ikke forstået. Og hvis vi siger hvor meget vi holder af vores heste, bliver folk sgu nok lidt bange!

- Heidi

Ja og sjovt nok syntes de fleste det er helt vildt sjovt at spørge om man så elsker heste-bøffer...

Plejer altid at sige: Spiser du dine venner???

hilsen Vibeke

Jeg har også fået den der med hestebøffer mange gange, men folk glor lidt når jeg svarer at jeg så vidt muligt spiser hest minimun til hvert vintersolhverv.

Engang var jeg i England for at købe marsvin til mit opdræt. Der syntes tolderne det var riiigtig sjovt at sige "Nå - hvordan smager sådan et marsvin så?"

"De smager lidt henad kylling" svarede jeg og så holdt de kæft.

Jeg elsker mine heste!!!

Jeg har mine heste som familiemedlemmer (ikke "børn") - men som gode og nære familiemedlemmer.

Den ældste er 28½ år og jeg har haft hende i 16 år.

Dernæst er der de to andre - som jeg har haft siden de var hhv 3½ år og 11.mdr. gamle - og dét er også rigtig mange år siden, at de flyttede ind!

De kan alle ses på min præsentation.

Men dyr ER sq dyr!!!

Jeg vil græde snot i strimer, når den tid kommer, at de skal "væk" - ligesom jeg græd i stride mængder, da Lotte (den ene ged) døde forrige sommer ... (Kan også ses på min præsentation)-

Men kom dog OVER det!!!

"Svælg" ikke i gamle minder og dét, der ikke kan gøres om!!!

OK .. Den helt store "lektie" lærte jeg, da min far døde d. 1/12 2005 ...

Når eens forældre dør - SÅ står man alene!!!

Når et elsket husdyr dør - så føler man savn!

Men der er forskel!!!

Jeg håber, at der er længe til, at du må erkende det samme som mig.

Knus til dig - og jeg håber, at du må købe Leas føl ...

Men gør dig selv den tjeneste, at du tænker fremad og sætter pris på, hvad du HAR - og ikke fokuserer på, hvad du har mistet!!!

Venlig hilsen

Nina

Til Signe: Ha-ha den var go´...griner.

hilsen vibeke

Heidi, du lyder mere og mere som mig, jo mere jeg læser af dig, jo mere genkender jeg af mig selv.

Jeg forstår ikke folk, der kan undvære heste, som ikke kan have et dybt forhold til et dyr, bare fordi det ikke taler.

Jeg har stor respekt for dig, og jeg håber, du holder hovedet højt, selvom du måtte have anderledes synspunkter i livet.

Knus Lone

Man bliver altså lidt speciel af at ride længe nok... jeg bruger flere og flere hestemetaforer og det er begyndt at trætte mine omgivelser...



Jhez

-Jeg kunne ikke lade være med at smile ad dit indlæg...jeg er 30 år gammel og ikke hestepige og har aldrig været det..jeg har tilgengæld altid været "hundepige" og er temlig bidt af det...så jeg er ligeså underlig som dig bare med hunde .Nej seriøst så syndes uanset hvad det er folk går op i at det er dejligt når nogen har noget at gå op i andet end at gå i byen og drikke alle lommepengende op! Du skal slet ikke flove dig over din hengivenhed overfor heste og jeg tror du lever et langt sundere liv end dem der ikke har noget at gå op i..men især når man har med dyr at gøre et det tit ensbetydende med en masse frisk luft osv.Så jo jeg forstår dig udemærket selvom jeg ikke lige er hestepige,men derfor håber jeg du blir hved med at være det og vær ligeglad med hvad de andre sir /knus vibeke

Jeg er den eneste på mit arbejde, der har hest - ja dyr overhovedet, bortset fra én kollega, som har guldfisk. De har lært at forstå det efterhånden. Jeg plejer at sige noget til dem i retning af:

Når du får fri fra arbejde, henter du dit barn i vuggestue/børnehave. Dit barn bliver glad for at se dig og kommer løbende hen til dig. Når jeg har fri, tager jeg ud til min hest, og den bliver glad for at se mig og vrinsker efter mig.

Du tager hjem og laver mad til dit barn. Jeg fodrer min hest. Når du lægger dit barn i seng, tager jeg hjem fra stalden. Jeg har tilbragt tre timers _kvalitetstid_ med min hest - måske mere end du har med dit barn den dag.

Når dit barn er sygt, er det dit ansvar at pleje og passe det og ringe til lægen, når det er nødvendigt. Når min hest er syg, er det mit ansvar at pleje og passe den og ringe til dyrlægen, når det er nødvendigt. Der er dage hvor dit barn er glad og dage hvor det er vrantent. Det er det samme med min hest - det er personlighed. Hvordan kan du undgå at holde af dit barn? Hvordan kan jeg undgå at holde af min hest?

Med hensyn til hvordan folk kigger på hestepiger, så lærer de vel efterhånden at vi ikke er så slemme endda. Mon ikke mange som yngre har mødt en for mange af de hestepiger, som kan snakke om hest i timer i streg uden at bemærke, at der er "slukket" i den anden ende?

mvh. tina

Tak for rosen

NinaL: Ja, jeg ved godt sagen er en hel anden når det nu bliver mine forældre der dør: men den tid, den sorg! Min veninde har lige mistet sin far, hun fandt ham død, så jeg har hørt hvordan det er.

Jeg skal da nok komme mig over Lea - men det er altså ikke engang en måned siden hun døde. Jeg gider/kan ikke haste af sted for at komme over hende - det kommer der aldrig noget godt ud af, så fortrænger man det, og det bliver en million gange værre. Det er så sent som i går at jeg kunne holde en hel 4-modulers skoledag ud! Hendes blod er stadig i hjørnerne i stalden, hendes pels på striglerne!

Det er ikke gamle minder. For en måned siden levede hesten, og jeg havde forkøbsret på hende og alt tegnede fred og idyl, hun skulle fole om en måned osv.

Hestene er da heller ikke erstatninger for venner eller kærester eller hvad det nu er jeg ikke rigtigt har. At tale med hesten, er jo lidt som at tale med sig selv, man føler sig bare ikke lige så dum.

Men nu var det sådan at Lea var det jeg gik op i: da jeg begyndte at ride hende sidste forår var hun grim at se på: så fed, men mager samtidig. Jeg red hende op, alle synes hun var flottest og ikke mindst blev vi så gode venner, på en måde jeg ikke tror der kan lade sig gøre med mennesker. Heste er så simple. Jeg gik hent til Lea, hun tog hovedet op fra græsset, jeg holdt det oppe, stillede mig ved skulderen, slog et par klik med tungen og så gik vi ned til striglepladsen i ro og mag. Hvis hun lige ville nusse, stoppede hun og fik et kærligt klap og så gik vi videre igen. Måske er jeg uheldig, men noget så afslappet forhold har jeg aldrig oplevet med noget menneske!

Hestene kan man bagtale hele verden for, de er upartiske.

Osv.

Kunne blive ved med en lovprisning af det dyr!

Og med Lea døde jo ikke kun Lea. Måske har du læst i mine andre tråde hvordan hestene er misrøgtet. Det er heller ikke særlig sjovt at være vidne til. Kunne jeg bare tage derud, og de andre heste havde det godt, havde jeg jo allerde været i gang med at genoptræne Tea!

vibekemidlander: Jeg var også hundepige indtil jeg blev hestepige

Det er bare mærkeligt at der er sådan et underligt syn på hestepiger... Er vi så mærkelige?

- Heidi

De hestetøser, jeg kender og har kendt, er bare lidt mere af alting - mere søde, mere sjove (nogle gange grænsende til rablende på den fede måde ) og mere kønne end de fleste.

Jeg synes også, at der er rigtigt mange voksne heste-tøser, der har en uheldig baggrund - altså familier med druk, vold eller psykisk syge - eller også har de selv rodet med en spiseforstyrrelse. Undskyld for generaliseringen til alle jer, der ikke går ind under de kategorier Det er bare min HELT subjektive oplevelse.

mvh. tina

Da min hest døde var hele min omgangskreds der for mig - hestemennesker eller ikke-hestemennesker. De ved allesammen, at hestene betyder meget for mig og hvis de synes det er mærkeligt - ja, så har de ihvertfald ikke fortalt mig det endnu

Men ja, jeg møder da også tit den der "nå, rider du så konkurrencer og sådan noget?", når jeg fortæller nye folk, at jeg er hestepige. Det er lidt som om den eneste lovlige grund til at være hesteglad som 21-årig er, hvis man er roset-jæger.

Men hvis I vil prøve noget endnu mere mærkeligt, så prøv at sætte jer ned midt i en flok akademikere til en fest og sig "ja, i mine sabatår var jeg bl.a. i Island" - så siger de "nej, hvor spændende! Hvad lavede du så deroppe?". Og så siger du "tjah, de første fire måneder, der passede jeg malkekøer..." Så glor de Spas...

Men jeg er vist også et ret 2-sidet menneske - der er heste/naturpigen og så er der den ganske alm. studerende med ganske alm. interesser. Jeg snakker ihvertfald MEGET mere om heste i selskab med andre hestepiger end jeg gør sammen med ikke-hesteinteresserede.

Det er nogle gode debatindlæg du laver, Heidi

Hejsa.

jeg er virkelig ked af det med Lea, jeg har altid haft noget med dyr, jeg har min egen pony, og jeg elsker hende mere end noget andet, jeg sad fx. og læste dit indlæg med sorgen om din elskede Lea forleden, jeg fik en klump i halsen og begyndte at græde, også selv om det var en hest jeg ikke kendte, jeg kan da godt se at vi gør det svært for os selv når vi sørger, men alligevel så kan man bare ikke holde op vel!? sådan har jeg det i hvert fald, jeg tænker på hvordan jeg mon vil se ud når jeg "skal af" med min elskede Jolly, jeg vil i hvert fald ikke være det lykkeligste menneske, hun betyder jo alt.!!! jeg tror ikke jeg ville kunne klare at side i min klasse i en måned, jeg elsker hende jo

og jeg ved entelig ikke hvorfor der er så mange der har noget i mod hestepiger, mine bøger er da også overmalede med JOLLY alle vegne mit penalhus er også, min klasse siger jeg er hestetosset og mærkelig, men det betyder intet for mig, for intet jeg gentage INTET, ville kunne forhindre mig i at elske min egen hest, eller i det heles ad elske heste...

kærlige hilsner Mia, også kendt som ponzepigen

Hej igen.

Jeg må sige at jeg også har to sider. Jeg snakker faktisk ikke særlig meget om heste i skolen, det er der ingen grund til! Folk forstår det ikke, det siger dem ikke noget. Jeg nævner måske at jeg skal til dyrskue den og den weekend, og nu der snart stævne etc, men får ikke nogle reaktioner.

De ved også godt min hest er død fordi jeg ikke var i skole i en længere periode. Klassens eneste hestepige var også ovre for at høre hvordan det gik...

Men ellers snakker jeg ikke om Lea. Folk gad ikke længere høre om det et par dage efter det var sket. Så havde de fordøjet oplysningen, hvor det først deromkring gik op for mig.

Men det er måske svært at forstå når man ikke er hestemenneske.

Sine: Tak

- Heidi

men må indrømme at jeg faktisk heller ikke forstår at man ligefrem er i sorg over at ens hest bliver aflivet.

Jeg kan forstå at man bliver ked af det, men at man har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen efter at ens kæle/brugsdyr er blevet aflivet, det forstår jeg faktisk ikke.

Jeg har aldrig haft problemer med at få et dyr aflivet, måske hænger det sammen med at jeg ved præcist hvornår jeg ikke synes det er etisk at lade dyret leve videre.

Måske er jeg bare kynisk

hun er da en spadser... hun har da aldrig elsket et dyr, det er da tydeligt... kan love dig for at du ikke er den eneste der sørger når et elsket dyr dør... havde selv svært ved at komme over min kære kat's død og jeg kan kun forestille mig hvordan det bliver med min hest engang...

forstår dig godt!

den der med at sammenligne de andres forhold til deres børn og vores til vores hest. Den er jeg også flittig bruger af, selvom de ikke altid synes at sammenligningen er relevant, ja så er det alligevel som om de får en eller anden forståelse for hvorfor vi bruger så stor en del af vores liv på hestene.

Mht. heste-piger og omverdenen. Tror rigtig mange har den opfattelse at hestepiger er maks. 15 år ala Penny o. lign. og har svært ved at forstå at voksne kvinder stadig kan have en "tøse"-interesse. Hvad fyrene angår - ja så er der mange som direkte ikke har lyst til at konkurrere med hesten. Har endnu ikke fået svar på hvorfor de mener at det er en konkurrence, men mange opfatter det sådan. Der er dog helsigvis også den i blandt der godt kan acceptere at man "lugter" af hest

Sådan troede jeg også, at jeg havde det - altså, at jeg ville være i stand til at rationalisere og komme videre rimeligt hurtigt. Jeg har altid sagt - jeg holder af mine heste, men jeg elsker dem ikke, kærlighed er forbeholdt mennesker.

Men så mistede jeg min hest igennem 11 år - som jeg var vokset op sammen med og som "altid" havde været der. Og så indså jeg, at hun var mig en lige så god ven som min allertætteste veninde.

Så det var ægte sorg. Jeg har aldrig grædt så meget og så hysterisk i hele mit liv - og jeg har dog mistet et hold bedsteforældre.

Man er nok ikke kynisk hvis man ikke forstår hvis man sørger over en død hest.

Det var jo det min religionslærer ikke forstod, og derfor kalder jeg hende ikke kynisk...

Der var det bare jeg kom til at tænke om folk der ikke var hestemennesker overhovedet kunne forstå os...

- Heidi

er seje!!!

Bortset fra de sædvanlige hestebøf-vitser, man lige skal igennem (mit svar: De har det aldrig i supermarkederne, hvor køber du hestekød?), så synes jeg, at mange jeg møder synes det er sejt, at jeg er begyndt at ride igen som 30-årig.

Jeg har en del mandlige kolleger på 16-20 år, som er ret imponerede over at jeg tumler rundt med dyr på ...øh, ja ved ikke lige hvad de vejer... og indimellem ryger ned fra dem Jeg er bare ret sikker på, at de ikke turde sige det til piger på deres egen alder (hvis nu de blev til grin blandt de andre drenge i klassen...sikke en ulykke).

Så siger jeg i øvrigt ofte til dem, at de skulle ta' at lære at ride, så de kunne få trænet deres mave- og rygmuskler, når de brokker sig over at de får ondt i ryggen af at stable et par kasser øl. Det kan de sgi' ikke svare igen på, jeg er rimeligt god til at bære ølkasser af en på min lille str.

KH/Helle

Hestebøf-vitserne fik jeg også i skolen...

G: Hvad skal du have på onsdag?

P: Hestebøf!

- Og så skreg de ellers af grin.

Da jeg forleden fik den serveret, smilede jeg glad og svarede: det er jeg godt nok glad for at høre! Spis de danske heste, så de ikke sendes til Italien under uhumske forhold Så kan det nok være der blev stille, og de måtte se sig slået, hehe.

Værre er det da jeg engang blev kaldt "hesteluder". Ikke selve det at blive kaldt det, det er jeg ofte blevet kaldt - det var det at det blev råbt ud over hele gaden! Føj, det var ydmygende. Og når jeg gik over skolegården... der var alle mulige kommentarer i den dur.

Hvorfor tror drenge i den alder at fordi man rider, så har det noget med 6 at gøre?

Det har det jo slet, slet ikke!

- Heidi

Hejsa

Det med at blive kaldt hestepige - og så er man bare én type for alle andre mennesker- har jeg først fundet ud af efter jeg mødte min sidste kæreste. Jeg blev bare præsenteret som hestepigen, og så var folk nærmest færdige af grin?? (Er godt nok 33, og har haft hest i 20 år, men ligefrem at ordet "hestepige" åbenbart siger alt om ens personlighed synes jeg er ret ensporet!)

Elsker at snakke og fortælle om heste, så den får ikke for lidt med mine hestevenner. Men prøver at skrue lidt ned for hestesnakken over for alle andre. Selvom man tit har oplevet noget med de kære små(ja, mine 3 "børn"), som man bare har brug for at dele med nogen.

Men har oplevet at det faktisk kan bruges positivt af andre, når man f.eks møder nye mennesker, som ikke altid ved hvad de skal snakke med en om. Så spørger de da tit til hestene, og så snakker jeg jo løs, og 'glemmer' at være genert. Mine kolleger og chefer har også altid været flinke at sprøge lidt til hestene indimellem, så føler jeg da at på en rar måde at de er interesserede i mig og mit liv.

Den med hestebøfferne hører jeg også tit, så svarer jeg også at de må spise alt de hestekød de vil, så de slippper for tranport til italien.

Den med hestebøffer flere gange. Da jeg var ung, blev jeg hysterisk. Nu? Tjaeh, hvis du laver det med rosmarin og oregano, kan du få en ganske habil ret ud af det. Men det er bedre som spegepølse. Det plejer at lukke munden på samtlige dumsmarte bemærkninger.

Jeg har også fået den der med at man "gnubber" på hesten.
Den fik jeg af en overvægtig klamphugger af en tåbenørd der troede han skulle være skidesmart på den ufede måde. Jeg gav ham en videnskabelig forklaring om hvor klitoris egentlig sad, når man red, når han nu stillede sin uvidenhed omkring kvindekroppen til offentlig ske. Så var han stille.
Fodbold idioter med topmave er tit de værste: Ridning er ikke en sport og man får ikke motion. Jamen så kom du op på hesten makker og rid du en time i skridt, trav og galop, husk lige at muge ud bagefter, ikk?.
Jeg kan til enhver tid tulle rundt på en bane i lunteløb OG ikke hoste lunger op, når jeg skal sætte ind i en sprint. Det er sgu bedre end de fodboldtosser kan gøre på en god dag.

Smider man fodboldtosserne op på en hest, så begynder de sgu også at klynke: Men husk at læne dig tilbage i dine stramme cowboybukser, ellers har du ingen fremtid i børneafdelingen. Sjovt som de har svært ved at gå bagefter.

Folk kan bare ikke forstå at heste er livsnødvendige får at man skal være nogenlunde normal i hovedet. Man har sit eget frirum, man kan koble fuldstændigt af og man kan bare være til uden krav.

Min mand har efterhånden fattet at jeg skal ha hestelugt i næsen 2-3 gange om ugen, efter han ligesom fik mig væk fra hesten i 3 uger. Jeg var IKKE jordens rareste kvindemenneske i de 3 uger. Overhovedet!
Øjjj, han snakker om hestegård, hesteopdræt og heste.

Det er meget ofte at de mennesker jeg møder i min hverdag ikke har nogen forståelse for det samvær der kan være mellem menneske og dyr, de kan ikke forstå at det er spændene at dyrene har deres egen personlighed.

Min Alaskan malamut(6år) og jeg(43år) har et supper godt forhold til hinanden, det er gensidig respekt, det har været et stort stykke arbejde at nå hertil hvor vi er idag, det er nu min hund og jeg kan nyde godt af alt den træning vi har været igennem begge 2.

Det er det samme jeg ønsker at få med min haflinger og jeg er sikker på det skal nok lykkes.

Jeg har aldrig svigtet mine dyr de kommer i første række.

Venlig hilsen. Per Jørgensen, Bjæverskov