Hejsa

Nu aner jeg overhovedet ikke hvad et curlingbarn er for noget, men uanset hvad, så er de bedsteforældre da ikke rareste mennesker på jorden.

Det er altid svært når det er "svigerne" den er gal med, for var det ens egne forældre, kunne man nok finde ud af at få tingene sagt.

Mit store spørgsmål er; Hvad siger din mand ???

Det er sgu hans fornemmeste job at sørge for at hans familie (her mener jeg dig og ungerne) har det godt og er glade. Hvis hans forældre sårer og nedgør, så er det HAM der skal sige det til dem, ikke dig. Som jeg læser det, sårer det også ham at der bliver gjort forskel på jer og hans søster, men så er det på høje tid at han siger noget til dem. Han behøver jo ikke at råbe dem ind i hovedet, men forklare dem at det sårer jer og at I gerne vil have at de ændrer deres adfærd og tone overfor jer.

Èt er at det sårer jer voksne, men det sårer åbenbart også jeres børn, som kan mærke forskelsbehandlingen og det er da det bedste grundlag for en alvorlig snak med dem. Børn skal under ingen omstændigheder forskelsbehandles af nogen som helst og det er hans (jeres) forbandede pligt at sørge for at det ikke sker.

Så spark du bare manden kærligt i enden og bed ham om at træde i karakter overfor sine forældre.

Mange hilsner

Dorte - som selv har stået i samme situation i maaange år !

...Et curlingbarn er betegnelsen for et barn, hvor forældrene (billedligt talt) fiser afsted foran barnet og fejer alle forhindringer væk og søger for at vejen er glat og uden de mindste ujævnheder.

Victor passer enormt dårligt til beskrivelsen "curlingbarn", men måske har han forældre, der rent faktisk GIDER ham? Og som gider lege med ham og som synes det er ok, at børn bliver beskidte og udvikler selvstændighed og oplever verden og bliver kloge og selvhjulpne? I modsætning til små dresserede børn, som tier stille og som nok må ses, men absolut ikke høres! Jeg ved da godt hvilke børn jeg helst vil ha'!

Nå, men...lige omkring børn er både bedsteforældre og forældre jo meget følsomme. Jeg tror ikke, der er så meget andet at gøre end at tage tyren ved hornene og få det sagt. Men hvordan man så lige får det vendt...Det lyder jo ikke osm om det er mennesker, der ligefrem er åbne for kommunikation og dialog! Men kunne det måske være noget med - næste gang, der kommer en bemærkning om den manglende kontakt - at få sagt "jamen, så må I jo sørge for at invitere. Vi ved jo hvor travlt I har, så vi vil ikke invitere os selv." Det er jo lige med at få den drejet, så man ikke peger fingre ad dem eller kaster beskyldninger...

Men svært er det...

Camilla

For jeres svar. jeg var meget i tvivl, da jeg skrev dette indlæg. Det er ikke særligt nemt at beskrive situationen, men det må ha´kunne lade sig gøre. I kommer begge med noget kvalificeret hjælp, og det vil jeg gerne sige tak for.

Min mand er begyndt at lægge mærke til tingenes tilstand, efter nogle gange, hvor vi kom hjem fra en sammenkomst med hans familie, hvor jeg var ked af det, og ungerne ligeså!På et tidspunkt greb jeg tyrene ved hornene, og vi tog en snak om det. Her kom det mest skræmmende frem: han er så vant til det, at de ikke respektere hans grænser, så han hører ikke alle deres verbale udgydelser mere. Det sluttede for mange år siden.

Han vil gerne tage ansvar, og få ryddet op, så vi en gang for alle kan få ro i sjælen, men problemet er, som Himmelfjer skriver: de er ikke åbne for kommunikation, alt fejes bare af bordet, de har entydigt ret! Men jeg vil simpelthen gøre det at jeg gemmer jeres indlæg, kikker dem igennem, sammen med min mand, og så arbejder vi ud fra dem...

Rigtig mange slags tak begge to

Mette.

Hejsa!

Har lige været til foredrag om curlingbørn...

Han passer bestemt ikke til beskrivelsen... Mere til beskrivelsen af en sund og rask dreng...

Hilsen Helene

Som underviser og alm privat person - bryder jeg mig overhovedet ikke om curligbørn, men det lyder ikke liige som om Victor netop er et curligbarn

Måske ved din sviger-mekanik ikke HVAD def.er på et curligbarn??

Hvor er din mand i denne situation - jeg syntes måske det var bedre om I begge to var enige (det kan også godt være I er !) og så satte jeg ned og fik en lille snak med sviger-mekanikken. Der er ikke noget værre end når der gøres forskel !!! Forstår din fustrationer

Hvorfor passer I ham ikke selv, hvis han er syg.

Og det er absolut ikke fordi jeg ikke har et svigerslæng der kunne træde til.

Det er da ikke deres barn. Og det kan da godt være, de kunne træde til, men der er da ingen, der siger, de SKAL.

Og hvis nu din svigerfar SER ham som curlingbarn, så må I jo snakke om det, i stedet for du sidder og surmuler. Mon ikke også de har nogle følelser på spil.

Hvorfor de ikke passer ham selv, hvis han er syg?

Det kan være at de HAR opbrugt deres feriedage, barns 1. sygedag og hvad man ellers kan gøre. Så er der sådan set ikke så meget andet at gøre end at få andre til at passe sit syge barn. Desværre, men sådan er livet jo engang imellem når man også har fuldtidsarbejde ved siden af.

mvh

kirstenj

Kan se du selv er mor, så ved du også godt at der er føleser på spil. Ingen bryder sig om, at andre siger den slags om ens børn.

Jeg surmuler ikke, er nok ligesom kommet forbi den alder hvor jeg troede det hjalp.

Vi skal da have snakket med dem, det var jo derfor jeg lavede indlægget, jeg havde brug for nogle gode råd om hvordan jeg kunne gøre det på en fornuftig måde! Og nej de SKAL ikke passe mine unger, men det gør de så sandelig heller ikke, jeg har ikke fået børn for at andre skal tage sig af dem, det klarer vi selv, men efter så lang sygdom, strækker barnets første sygedag ikke! Og jeg mener det er naturligt at spørge de biologiske bedsteforældre, fremfor en "lånebedste". Sådan gør de fleste jeg kender!

Mette

Det lød bare som om, du synes det var en selvfølge, at de skulle passe dine børn. Og det var jeg så ikke enig i.

Vi har ingen bedsteforældre, men en meget sød faster, som meget gerne vil tage vores datter. Men hun skal ikke passe mit syge barn, det mener jeg, er ens pligt som forældre, at være der når de er syge. Derimod må hun tage hende, alt det hun vil, når hun er frisk.

Kirstenj :Hvis man HAR opbrugt de dage du taler om, kunne man jo betale selv...

så er lad dem om deres tanker.

Man får vel ikke børn og så automatisk regner med de kan blive passet af andre hele tiden ? syge børn kræver forældre der passer dem. alle mennesker ved inden de bliver gravide at børn ofte er syge og det kan være noget møæg mht arbejde.

Det lyder for mig som at at du er muggen over de passer pigerne mere end din dreng ? hvis nu de trives bedre med at have dem på besøg, så er det vel fint at de siger fra er det ik ?

hilsen sjanna

Selvfølgelig er det primært forældrene der skal tage sig at børnene, men der er vel heller ikke i vejen for at familien kan hjælpe hinanden...

Nu er det vel heller ikke primært det tråden prøver at sætte fokus på ???!!!

Syntes lyn-hurtigt der bliver en træls stemning - jeg mener man kan hurtigt blive sablet ned herinde på HN. Det er fint at vi ikke alle er af samme holdning, men man kan altså sige tingene på en ordentlig måde..

Jeg syntes, at (hvis I er enige - du og din mand) skulle tage en sank med svigerforældrene og fortælle dem, at I syntes de gør forskel på deres børnebørn. Og hvem ved - måske er problemerne bare løste på den måde..

Held og lykke

Det er muligt man kan betale selv som timelønnet, tror det bliver meget svært som funktionær. Tror i bund og grund vi er enige...

Nu var det heller i så meget pasningen, eller mangel på samme, som var hovedpunktet, det var bemærkningen om at Victor var/er et curlingbarn

Som jeg også skrev var det her bare lige dråben, med fare for at virke som en der bare skulle have afsat mine unger.

Det er de færreste som har den mulighed at følge den idealistiske holdning med at man selv altid passer de syge børn. Uanfægtet om man betaler selv eller ej.

Der er da intet unger hellere vil have end mor eller far når de er syge( og der er intet sted man hellere vil være, end hjemme ved de syge børn!!! Tag endelig ikke fejl). Desværre kan det bare ikke altid lade sig gøre, men jeg må da sige, at det er dejligt for dig, at du kan få kabalen til altid at gå op. Tror du er en ud af mange, der har succes med det! Men jeg gætter på, at det er de færreste der kan få lov til "selv at betale" for syge børn, der strækker sig over mange dage...

Mette

Jeg ved godt nok ikke lige hvad et Curlingbarn er men jeg syndes du burde tale med din mand om dette problem på en måde der ikke gør ham "ked af det" også men så ham kan tale med sine problemer og forstyr på familien så ikke alle går rundt og bare ville hjem, fordi farfar og farmor ikke kan "opføre" sig pænt. en rigtig farfar og farmor er en der forkæler sine børnebørn og alder dem lave det de ville osv. og der er da klart at din søn godt ville side og slappe af og det gør han måske ved at glo TV og hva' så!? lad dog barnet gøre det. men hvorfor passer mormor og morfar ikke barnet hvis han ikke kan lide og være hos dem? men det skal jeg ikke blande mig i nu er jeg jo ikke forældre (heldig vis er kun et "barn" inu) så skal ikke sige for meget , men det er bare min mening

Momor skulle noget andet... Derfor var han hos farmor og farfar. Kan godt være at "du bare er barn endnu", men du sætter figeren meget præcist.

Mette

Nej, det er ved gud ikke i orden, at man hellere vil passe det ene hold børnebørn, frem for det andet! -Langt fra!

Jeg er selv mor og moster. Jeg blev moster første gang da jeg var 10 år, og siden har jeg fået mig 3 niecer og 2 nevøer.

Dem har jeg passet utrolig mange gange, af egen fri vilje.

Jeg skal ærligt indrømme, at det er de tre piger, som jeg helst vil passe.

-De er søde, opdraget, de maler, leger med perler, rydder op af sig selv osv osv osv.

Det gør drengene imidlertidig ikke. De er naturligvis ligeså søde som pigerne, men det med "opdragelsen", er noget, som er gået deres næser forbi (Ikke at forældrene ikke har gjort noget for det).

-De larmer, slås, roder, rydder ikke op, kan ikke sidder stille, kravler i møbler, kaster med mad osv osv.

Behøver jeg sige hvem jeg foretrææker at passe?

-Selvfølgelig pigerne.

Men derfor kan jeg ikke tillade mig at vælge de andre fra.

-Så skulle jeg helt lade være med at passe nogen af de fem nevøer eller niecer.

De har alle 5 følelser, og holder meget af deres Moster, så netop derfor kan man ikke gøre forskel, hvad enten man føler sig bedre tilpas med nogen børn end andre.

-Det indså jeg i en alder af 13 år... derfor er det også på tide, at man som bedsteforældre indser det.

Nu ved jeg ikke om du Sjanna har børn, men hvis du har, så ville du vel heller ikke gøre forskel på dem vel?

-Og det er jo netop det der sker i dette tilfælde.

-Den voksne pige kan godt få passet sine børn, men det kan den voksne dreng ikke.

MAN GØR IKKE FORSKEL PÅ SINE BØRN UANSET DERES ALDER.

Nu drejer det sig jo heller ikke kun om pasningen af børnene, men ligeså meget om at nogle af dem bliver favoritseret frem for nogle andre, når hele familien er samlet.

-Endda så meget, at børnene selv kan mærke det.

-Synes du ikke det er forkert og synd... det gør jeg.

Joebluff:

Glem dine håbløse svigerforældre, og vær i stedet glad for dine egne gode forældre... de er guld værd .

Jo jeg har en søn på 4 år.

Jeg ville da ikke bryde mig om hvis nogle skulle passe ham af pligt fordi de havde passet min brors børn (han har så ingen endnu).

Det er da ganske normalt at nogle har bedre kemi med hinanden end andre. og hvis man harmonerer mere med et barn end et andet er det ikke underligt i mit hoved at have det barn mere/oftere.

der skal selvfølgelig ikke gøres forskel som fks gaver, rejser, venlighed og opmærksomhed ved familie sammenkomster.

men hvis farmor bare hygger og har det dejligt med sit ene barnebarn og det er et helvede med det andet så er det da fair at hun fks har det ene barn hver anden weekend og det barn som hun ikke harmonerer med har så så sjældnere og ikke så længe ad gangen.

eller du mener måske at hvis bedsteforældrene siger at de ikke kan overskue barn 1 (de mener han er et forkælet curlingbarn) så bør de heller ikke have barn 2 og 3 som de har det rart med ?

jeg gad da ikke bruge min fritid på folk jeg ikke brød mig om om det så er børn eller voksne. det må jo heller ikke være rart for barn 1 at være et sted hvor han ikke er tilpas !!! (hvis bedsteforældrene ikke mener det er en god situation de har med ham, mener drengen det jo nok heller ikke)

Jeg ville ihvertfald ikke lade nogle passe mit barn hvis de "ikke kan lide ham som han er". uanset hvad de så syntes om resten af familiens unger. og jeg ville da ikke drømme om at pådutte ham mennesker som åbenlyst helst er fri !

hilsen sjanna

www.tv2fyn.dk/modules/...l=&program

Ja de her curlingbørn er lidt gamle i forhold til jeres sønnike, men det giver alligevel en god forklaring på, hvad curlingbørn er for noget...

www.google.com/search?...rt=10&sa=N

Om curlingbørn, puhh ikke sjov læsning.. Stakkels unger..

Godt at jeres søn, ikke er et sådant...

Hvad med at sige til svigermekanikken, næstegang de kommer med en underlig sårende udtalelse om jeres børn..

"Ja vi har børn, ikke pyntegenstande... !!" ...

... Anima ... du har lige indført et nyt begreb i min verden nemlig millimeterkærlighed, som jeg heldigvis slipper for at praktisere, da jeg kun har en datter, der kan forsyne mig med børnedag en skønne dag.

Sikke da noget pladder at man som bedsteforældre har en pligt til, at holde af sine børnebørn på samme måde.

Jeg skriver med vilje på samme måde fordi det for mig er vigtigere at holde af på forskellige måder, der tager hensyn til det enkelte barn, fremfor at de skal behandles ens.

Det du skriver er, at man skal holde lige meget af dem og ikke må gøre forskel.

Det er da en grum fejl at tro, de skal behandles ens, fordi de er ens børnebørn.

De er vel enkeltindivider og skal behandles som sådanne og ikke bare som en af flokken ??

Mvh. Lisbeth

Jeg har selv været udsat for forskelsbehandling i min mors familie gennem hele min barndom og det sker stadigvæk. Derfor er det også endt med at jeg ikke anser dem for familie. Den dag mine bedsteforældre er væk, så ser jeg dem nok ikke mere.

Min mor er alvorligt syg og har været det hele mit liv. Men om hendes søskende nogensinde har hjulpet os en smule eller bare besøgt hende, når hun lå på hospitalet inden for de sidste par år, NEJ!

Jeg ville ønske at de havde været lidt flinkere ved os, men de var vist mere interessede i sig selv.

joebluff/Mette: snak med "sviger"bedsteforældre og fortæl dem at I bliver sårede og børnene kan mærke det. Ellers kan de jo ende med at børnene ikke vil have noget med dem at gøre i fremtiden.

Nej, det er ikke sikkert at man kan lide sine børnebørn lige meget (Det har Joebluff hvis heller ikke krævet), men derfor behøver man ikke lade børnene mærke det.

Bedsteforældrene kan sagtens have deres mening om børnenes opdragelse, når det bare ikke går ud over børnene!

At man kan lide det ene barn mere end det andet, berettiger ikke voksne mannesker til, at nedgøre barnet i dets medhør.

Og jeg er stadig af den mening, at man ikke gør forskel på sine børn eller børnebørn.

-Dette er ikke et spørgsmål om at man skal kunne lide dem på den samme måde, eller lade som om man kan dette.

-Nej, det er et spørgsmål om at man skal kunne elske det enkelte barnebarn for den det er, og ikke sammenligne med de andre børnebørn.

Ingen børn er ens, men jeg er af den helt klare holdning, at man som bedsteforældre må se ud over sin egen næsetip, og elske sine børnebørn for hvem de er, og for de forskellige gode sider de har... og ikke åbentlys have sine favoritter.

Det er vist snarere de små, "veldresserede" piger der er curlingbørnene. Ikke at jeg synes, der er noget galt i den der med at børn skal ses, ikke høres. Ehm, men jeg hører også ind under curlingenerationen, og jeg er faktisk opdraget meget på den facon. Det giver mig måske en tendens til at rynke på næsen af børn, der snakker løs ved bordet og hele tiden skal gøre sig bemærket; jeg finder det dybt irriterende, for jeg har lært, at små børn smiler og holder bøtte, med mindre de bliver spurgt.

Men jeg må nok hellere lede det indskrænkede synspunkt tilbage til mig selv, som den gode psykologistuderende, jeg er.

Nå. Men jeg tvivler på at Victor er et curlingbarn, og hvis du opdrager ham til selvstændighed, så er det nok en ganske god ide. Hvis dine svigerforældre ikke kan lide det, så må du jo respektere det. Man kan ikke tvinge folk, til at elske andre - min bror og jeg er også altid blevet forskelsbehandlet. Det dør man ikke af, så længe man har sine forældre.

Bare husk, det er op til dig, om du gider lægge øre til deres grimme kommentarer. For dem kunne de godt holde for sig selv, vil jeg mene.

Tiderne skifter, børn opdrages forskelligt. De synes sikkert, børn skal neje og give pote på enhver kommando; det er vi nogen, der blev opdraget med ganske uden psykiske mén, men det er ikke den eneste måde at opdrage børn på.

Det må folk bare lære at indse. Hvis jeg var dig, ville jeg absolut ikke finde mig i de kommentarer; og som andre siger synes jeg, din mand skal tage en snak med dem, så de kan se, det er JERES sag, hvordan jeres barn bliver opdraget.

-+- Zip.

Zip :

Er man nu et curlingbarn, fordi man er velopdragen ?

Anima :

Og synes da det er en forfærdelig tanke an man er tvunget til at holde af nogen BARE fordi det er familie...

Blod er tykkere end vand... nej ikke altid.

Mette : Ja måske er jeg heldig, men jeg har også meldt ud på mit arbejde, da jeg blev ansat, at sådan ville det blive. Jeg er offentlig ansat (laborant).

Men når følelserne ikke sidder uden på tøjet længere,(efter at have fået curlingstenen lige i ansigtet), så er jeg sikker på, at i kan få snakket tingene på plads. Og så spørg farfar direktehvad han mente. Held med at få det løst.

Men skub ikke svigerfamilien fra dig (som en skrev), det er ikke rimeligt. Heller ikke hvad din mand angår. Og se så at få ham på 1. parket, så i kan få løst op for dether.

Tak for jeres svar.

I har sat gang i tingene derhjemme. På den gode måde. Jeg sendt min mand noget af tråden igår(den fortsatte efter jeg havde sendt til ham), da jeg mener det er vigtigt han ved jeg har bragt emnet i offentligt forum. Det har faktisk glædet os begge at folk ville tage sig tid til at give nogle konstruktive svar.Der vil selvfølgelig være nogen, som matcher vores personligheder mere end andre, men alt er blevt læst, og talt om.

Der vil blive taget en snak med dem, og nej jeg kan ikke skubbe min mands familie væk, men vi behøver ikke at sidde lårene af hinanden. Vi kommer aldrig til at se ens på livet med børn, og det ønsker jeg heller ikke.

Men det er på tide at få trukket en grænse, så vi alle ved havd spillereglerne er for at vi kan være sammen. Her mener jeg naturligvis, at man ikke behøver at kritisere mine unger uanset hvad de gør, uanfægtet om de hører det e´ller ej. Jeg er selv "godt opdraget", og det vil jeg også mene mine unger er, men vi kan finde fejl ved alle mennesker, voksne som børn, men som farfar og farmor kan man vel leve med en vis forskellighed på sønnens børn og datterens børn?

Istedet for bare at tro alle skal være som dem de bedst kan forholde sig til!?!

Mette

"veldresserede" kunne det tænkes at, de bare er velopdraget???

Der er flere udtalelser der tyder på at, piger er nemme og drenge er besværlige.

Vi har tvillingepiger, og der er ingen tvivl om at, de altid har været meget aktive men, derfor kan man jo sagtens være velopdraget. Det har ligget i deres opdragelse "nu er vi ude", hvor det nu måtte være...hos købmanden...i forretninger eller i privat hjem, altså "offentlige rum"..her gør man ikke helt, som når man er hjemme.

Det er altid svært at udtale sig, når det har med følelser at gøre.

Det kan jo også godt være at farmor og farfar føler at de "kun er gode nok" når mormor ikke kan passe.?? Måske...

I vores familie har vi også store børn (min mands fra tidligere ægteskab) her er der så 3 børnebørn.

Man har derfor ikke kunne forvente, da der kun er 1 år og 10 mdr. forskel på vores tvillinger og det ældste barnebarn at, man "bare" har kunnet får passet børn, når det passede en.

Da vores var 2 år - var barnebarnet ca. 3 mdr. På det tidspunkt

"havde vi haft små børn - nok...og havde derfor ikke det store "behov" for at passe flere småbørn.

Nu skal det jo endelig ikke misforstås men, det er altså et stort arbejde at få tvillinger, det kan andre nok også skrive under på

Vi har ikke passe børnebørnene ret meget. men jeg vil nok våge at påstå at, vi har et godt forhold til dem alligevel.

Og NEJ man kan ikke elske børnebørn lige meget...der er altså noget med kemi. Nogle børn går man mere i spænd med end andre.

hvis ikke dine svigerforældre er særlig åben for dialog, ja - så kan det selvfølgelig blive svært men, som andre har skrevet, så synes jeg også at det er din mands opgave at får dem i tale.

Hilsen Anne

...Mine holdninger ud i pap.

NEJ, man kan ikke holde lige meget af alle sine børnebørn, men det berettiger INGEN i at krittisere børnene i deres medhør.

Selv om man bedre kan lide nogle børn and andre, så skal man (Efter min opfattelse) stadig snakke pænt til de andre børn, og behandle dem ens.

Det kan godt være det er fordi jeg selv kommer fra en verden, hvor man sætter familien højt, og gør alt hvad man kan, for at hjælpe hinanden.

Mine forældre er bedsteforældre til 6 børnebørn, og lur mig om ikke også de har deres favoritter (Nogle de synes er mere "sjove", charmerende, humørfyldte osv osv end andre), men jeg kan ikke sætte mig ned og sige, hvem de bedst kan lide, for de gør ingen forskel overhovedet.

-Og sådan synes jeg altid det burde være.

Vi er ganske enige om at alle børn skal respekteres og behandles ordentligt.

men efter havd jeg læser ud af dine indlæg så mener du ikke at bedsteforældrene kan "tillade" sig at sige nej tak til at passe drengen når han er syg ? ellers har jeg misforstået det ?

Hilsen Sjanna

Jeg mener helt bestemt at bedsteforældre kan sige nej til at passe deres børnebørn. Enten fordi de har andre planer, eller fordi det ikke lige passe ind i det de lige havde lyst til idag!

Men at krtisere børnene, enten overfor forældrene i børnenes påhør, eller bare overfor forældrene alene, mener jeg ikke hører nogen stedre hjemme. Gode råd som kan sættes på noget konkret: ja tak, dem tager vi gerne, men kritik bare fordi man ikke bryder sig så meget om barnet: nej tak.

Jeg kommer, som Anima, fra en familie med masser af gensidig respekt, og som hjælper hinanden, som det naturligste i denne verden. Det jeg savner fra mine svigerforældre er respekt. Respekt for at vi opdrager vores børn til at de ikke nødvendigvis skal blive ved bordet, når de er færdige med at spise, bare for at sidde og kikke på os voksne( inden de går siger de pænt tak for mad, må jeg gå fra bordet).

(Præcis denne type episoder kan udløse iskold luft om bordet: svigerfar og svigerinden sidder og kører sig selv og hinanden op, og synes vores børn er komplet umulige, og diskuterer det højlydt! Jeg mener ikke det er af vital betydning man som 5 årig kan sidde stille ved et bord i nogle timer... Det kommer af sig selv, når de får mere at snakke med de voksne om. Og så længe de deltager pænt i måltidet, kan jeg ikke se resten som det store problem.)

Vores børn har i høj grad os forældre med i deres liv, men som bliver behandlet efter den alder de har. De bliver bestyrket i at de er nogle ok unger, ved at få opgaver, der passer til deres alder, så de kan løse dem med succes.

Mine unger er søde, uvorne, velopdragne, utidige, trætte glade sure i en pærevælling, for det er nemlig tilladt. Vi gør heldigvis ikke tingene ens her i verden, ellers ville det være et trist sted at være, men en lille smule gensidig respekt både mellem voksne og børn, er det mindste man kan tilbyde. Og det er vel egentlig mest det jeg efterlyser.

Det er nok meget svært at beskrive de ting vi oplever, uden at det skal blive til en roman, og det er næppe interessant. Dennne episode jeg startede med at beskrive var egentlig bare dråben, på mange års endeløse kritik, næsten for kritikkes skyld. Og der ligger jo masser af andre ubehagelige episoder bag os.

Mette

*suk* det er ikke småting man kommer ud for, bare fordi man er curling-spiller (og det er jeg - er næstformand i min klub).

Det er en svær en at komme godt ud af - der er så mange følelser på spil, at der altid vil være én eller anden som kommer i klemme. Det er bare super-vigtigt at det ikke bliver børnene!

Jeg synes det er godt at du har gjort din mand opmærksom på dit synspunkt, og at det er meget vigtigt at I begge tager diskussionen/samtalen med svigerfamilien. Og det er endnu mere vigtigt at samtalen bliver gennemført i en rolig tone - alt andet vil blot gøre situationen værre. Men hvis en eller flere prøver at undslippe eller blokerer, så må der altså skæres igennem, for problemet bliver ikke mindre af at blive 'fejet' ind under gulvtæppet eller tiet ihjel. Det skal nok , desværre, gøre ondt før det gør godt.

Pøj. pøj med det!