Jeg tror da oz helst folk ville have deres hest til døden skiller dem ad.. Men men.. Med de opstaldningspriser der er og tiden det tager at ordne hver hest tilfredsstillende, ja så forstår jeg godt at man vælger at sælge..

Det er noget helt andet hvis man havde dem hjemme og selv kunne bestemme.. Det er både billigere og nemmere lige at tage en time der og 2 timer på et andet tidspunkt..

Jeg står selv med en hest jeg har haft i 17 år og en yngre jeg har haft i snart 9 år.. Der er ingen af dem der kommer videre.. Den yngre kunne nu godt være røget for en frieser, men Dr. Dyr har konstateret at han har en mislyd på hjertet.. Så han bliver hos mig..

Planen er at Amon er hos mig til døden os skiller.

Jeg kan selvfølgelig ikke garantere at der ikke sker noget uventet og meget uheldigt, så man er nødsaget til at sælge.

Men tanken om ikke at være herre hvor han er og hvordan han behandles er for mig slet ikke til at klare

Jeg har haft min hest i to år. Hun er min første egen hest og dermed den første hvis skæbne mht. salg er i mine hænder. Har "mistet" mange partheste pga. salg og jeg vil ikke sælge hende jeg har, med mindre omstændighederne tvinger mig til det.

Der kan jo ske noget man ikke selv er herre over. Men jeg vil prøve alt andet først. Så for mit vedkommende er det "til døden os skiller". Desuden er hun min drømmehest, så hvorfor skifte hende ud

Selvom jeg kigger på salgsannoncer jævnligt og ofte ser en hest jeg godt gad eje, bliver hun ikke skiftet ud. Men var finanserne og tiden til det, havde jeg da gerne en mere.

Men synes egentligt også det er helt ok at sælge sin hest hvis man ikke passer sammen, der hvor filmen knækker for mig er når den samme person skifter hest flere gange på relativ kort tid, blot fordi noget mere spændende dukker op. Men er det f.eks pga. sygdom hos den nyligt indkøbte hest er sagen jo en anden.

over 50 år, så det er ikek til døden os skilder..

Min hest skal ikke sælges, jeg har haft hende siden hun blev født, og vil ikke af med hende, om vi så skal bo på gaden sammen..

Nu kommer det jo nok oz an på hvad man bruger sin hest til.. Hvis det er en dressurhest, men ens ambitioner rækker længere end hestens talent.. Ja så er man jo nødt til at købe en anden.. Jeg sto i den situation for år tilbage.. Jeg kunne vælge at købe en hest for de penge jeg kunne få for den gamle, eller jeg kunne vælge at købe en meget ung hest, for små lånte penge..

Jeg fandt ikke rigtig noget der matchede med de penge jeg kunne få ved salg, så jeg valgte at satse på en plag.. Jeg havde jo så oz stadig muligheden for at ride.. Men måtte oz sande at det var DYRT at have 2 heste..

Alle har ikke muligheden for bare at købe en hest mere, når talentet hos hesten ikke rækker til ens egne ambitioner..

Nu er det jo ikke længe siden jeg lavede en "øv-tråd" fordi jeg besluttede at sælge min ponyplag, jeg ellers havde "lovet" mig selv skulle blive sammen med mig for ever. Min grundlæggende holdning er, at anskaffer man sig et "kæledyr" (hvad ponyen var - klappe-køredyr) så er man forpligtet til at tage sig af det til - ja, døden skiller os fra det. Sådan har jeg det med hunden og æselprinsesserne, men måtte altså sælge ponyen (fordi han ikke kan gå med æslerne - de har ikke samme behov - og jeg vil ikke have flere små ponyer!).

Men med rideheste, der BÅDE er ven, kæledyr OG "sportsredskab" er det anderledes. For hvis man vil noget med sin sport, må man også udskifte "redskaberne", når de ikke længere passer til ens behov. Det er da dumt at opdage, at man faktisk selv er nået til en MB og hesten ikke kommer længere end til end en LA! Andre sportsfolk får da også nyt, når deres "udstyr" bliver slidt, går i stykker eller ikke længere passer.

Så selvom det er og kan være hjerteskærende at skille sig af med den ven, der også er ens vigtigste sportsredskab, synes jeg det er fuldt ud rimeligt. Vi er jo ikke alle millionærer med uanede mængder af tid og staldplads til "redskaber", der stadig skal passes, plejes og holdes i gang.

mvh Christina

var det netop til døden os skiller da jeg havde Anya..

Jeg nåede at have hende i en måned.. Hun blev slagtet en måned før sin 3 års fødselsdag pga. forfangenhed og kronisk diaré..

fra han var 16 måneder, nu er han snart 6 år og han skal blive hos mig til den dag han ikke lever mere.

Jeg har før tænkt på om jeg skulle sælge ham, men den tanke er for længst forsvundet, han bliver hos mig.

Han var rå og "vildhest" da jeg fik ham, og det tog sin tid at få gjort ham tillidsfuld! Jeg troede sommetider ikke at det ville lykkes at få en god hest ud af ham, men nu har jeg verdens skønneste hest, takket være tålmodighed, masser af kærlighed og sund fornuft.

Jeg er ikke tilhænger af at man anskaffer sig et dyr bare for at more sig lidt med det og derefter skille sig af med det, når noget nyt og sjovere dukker op!

Men jeg er jo heller ikke seriøs konkurrencerytter, jeg kan godt se at der er forskel på hyggeheste og sportsheste, men jeg ville ikke have det godt med at sælge heste videre igen og igen.

Jeg har også Maddy, min shetlandspony som jeg har sammen med min mor. Hun trives ikke særlig godt i stalden hvor hun står i box og er ude 7-8 timer dagligt. Hun vil helst være ude hele tiden og det "ønske" kan jeg kun opfylde om sommeren, så hende kunne jeg godt finde på at sælge hvis det absolut rigtige hjem tilbød sig og jeg vidste at hun ikke blev solgt videre.

Det er nemlig DET der skræmmer mig mest ved at sælge: at man ikke ved hvad der sker med dem når de er solgt!? De kan blive solgt videre igen og igen og det har man ingen indflydelse på!

Hos mig VED jeg at de har det godt, jeg føler et kæmpe ansvar for dem! Jeg kunne ikke forestille mig at bare sælge dem og så ikke vide hvordan de har det!

Men sådan er vi jo forskellige.

at han hos mig havde fået sit sidste hjem - hos mig skulle han have lov til at blive gammel. Jeg vidste godt at jeg aldrig ville kunne bruge ham som ridehest til mig selv - men havde nok håbet at mine børns interesse havde holdt lidt længere end et par år...

Da jeg købte Qidar havde jeg siddet længe og regnet på om jeg nu havde råd til 2 heste - og det havde jeg! Men papir er taknemmeligt og efterhånden kunne jeg godt se at det var et spørgsmål om tid før jeg ikke ville kunne få det til at løbe rundt.

Da jeg (efter "opfordring" fra min part) satte Rasmus til salg var det med den viden at jeg ville gøre mit til at han kom til sit allersidste sted - når jeg nu ikke var i stand til at give ham det. Det var vigtigt at det ikke skulle være en rideskole - ikke fordi det nødvendigvis er en dårlig ting, men han havde været skolepony i flere år og det var nok.

Det tog mig et halvt år at finde de rigtige købere - de fandt faktisk mig , og jeg fryder mig dagligt over at min Rasmus har fået et så dejligt sted at være. Det er faktisk bedre end noget jeg kunne ha' tilbudt ham - og det er jo ikke så ringe endda!

Qidar har jeg også købt med den bagtanke at han skal blive hos mig til den dag han ikke kan mere - vi har en aftale om at han mindst bliver 30 år så der er dejlig længe til...

Jeg skal ikke have en hest mere igen - 2 heste er for meget for jeg kan ikke give dem begge den tid de fortjener. I det år der (næsten) gik fra jeg fik Qidar og til Rasmus flyttede hjemmefra havde jeg konstant dårlig samvittighed overfor dem begge, og det ønsker jeg ikke at få igen. Så fra nu af har jeg kun 1 hest ad gangen

Noget der undrer mig i salgsannoncer, er at folk skriver at hesten sælges kun til blivende hjem. Altså at de forlanger noget de ikke selv kan opfylde Fint at lave en klasul om tilbagekøb ved salg, men jeg forstår ikke man forlanger noget man ikke selv kan levere.

Og de to ponyer jeg har nu skal ingen steder resten af deres liv

Jeg vil også gerne følge mine heste til deres sidste time.. Jeg har lige nu to DV heste, som jeg selv har lavet! Jeg er også villig til at bo på gaden med dem for de kommer i andres varetægt.. Det er mine to små hestebørn!

Jeg har fulgt mine to gamle heste helt til hestehimlens dør.. Der var desværre ikke noget at gøre for dem Men så er det jo godt, at der er en mulighed for, at hjælpe dem til himlen på en god måde..

Troede indtil for et halvt års tid siden heller ikke, at jeg nogen sinde skulle skille mig af med nogen hest før den skulle til himmels, men da mine hestebørns mor blev skadet og kun kunne alves på, måtte jeg sande, at der nogle gange må træffes svære beslutninger..

Jeg havde faktisk snakket med dyrlægen om han ville hjælpe hende til himlen! Det ville han gerne, men jeg besluttede mig for at gå på jagt efter en værdig familie til hende.. Og det er nok en beslutning jeg ikke fortryder. Hun har det bare super og skal bruges som følhoppe, hvilket hun elsker og er god til..

Så hvis det kan lykkes at finde nogle familier, hvor hestene kan få et godt og stabilt hjem, så kan jeg godt leve med det.. Me holder meget godt fast på dem jeg har

Tiraunou

Jeg har nu haft Chanell i snart 14 år (den 17. april). Vi købte hende direkte fra avleren som 4 års. Jeg har tit overvejet at sælge hende, da hun absolut IKKE er min drømmehest, men jeg har alligevel ikke kunnet få mig selv til at sætte hende til salg. Hun er en superdejligt pony, med masser af krudt i og så er hun den sødeste hest jeg nogensinde har kendt. Hun gør mig tryg og jeg stoler 1000% på hende. Jeg var 12 år, da vi købte hende, så vi er vokset op sammen og hun har været min bedste ven altid. Men hun er springpony med STORT S og jeg brænder for dressuren, så vi passer bare ikke sammen ridemæssigt.

Skulle der dumpe 1 million eller flere ind ad brevsprækken, så køber jeg helt sikkert en lækker dressurhest, som kan lære mig ALT om dressur, men Chanell, hun bliver hos mig til hun dør.

Jeg er i den heldige situation, at skulle der ske noget uventet mht. økonomi eller andet, så jeg ikke har råd til at have hende opstaldet ude, så har min mor et lille landsted, hvor hun selv har 2 ponyer og 1 hest gående og jeg ved at både Chanell og min søsters 21 årige pony er meget velkomne.

Jeg havde en dejlig dressurhoppe, hun gik øvelser til M og havde et godt temperament for dressur, hun havde også en stooor gang, som jeg havde lidt svært ved at jeg prøvede hende, men mente at det var en vane sag.

Det var det bare ikke, jeg kunne ikke være på hende og havde smerter i lænden hver dag. Ridningen blev selvsagt ringere og ringere, da jeg ikke kunne få mine hjælpere til at fungere på hende, efter et år kunne jeg dårligt bøje hende på en volte.

Så mødte jeg Tinkerdyret som jeg forælskede mig vildt i. Jeg købte ham på stedet og solgte så dressurdyret til Sverige. Hvor hun er nu bliver hun redet ordentligt, der er ingen der bliver irriteret på hende over ting hun ikke er skyld i og hun får lov til at bruge alt hvad hun kan. Jeg ville gerne have beholdt hende, men havde ikke råd til at holde 2 heste opstaldet ude.

Jeg savner hende stadig og ærger mig stadig over at jeg ikke kunne have dem begge.

Tinkerdyret og jeg er blevet pot og pande. Jeg tilred han for et år siden og vi udvikler os hurtigt sammen. Vi får masser af ros for at være en rigtig dygtig og harmonisk ekvipage og så elsker vi hinanden

Tinkerdyret er 5 år jeg er 41 år, han kan sagtens leve 20 år mere... så er jeg over 60 år... om han bliver hos mig resten af hans liv... tjaa, det ville da være dejligt, men det vil fremtiden vise - der kan jo ske så meget...

(det er jo lige før, at det kan blive resten af mit liv )

Conni

Jeg har hesten så længe jeg føler den passer til det behov jeg nu har, hvilket har ændret sig en gennem de sidste par år. 2 af mine heste har dog været hos mig til det sidste.

Jeg har solgt 2 af mine rideheste uden papir for at få 2 avlshopper med papir. Jeg kan ikke se hvorfor det absolut skal være "for evigt" når man køber hest. For mig er det vigtig at hesten er et sted hvor den bliver brugt til det den nu er bedst til og kan jeg ikke opfylde det, må jeg jo sælge den til en der kan...

Ja det er selvfølgelig rigtigt..

Men jeg kan jo selvfølgelig aldrig vide om hun blvier stjålet, så er det jo ikek til døden os skilder

har pt 2 stk heste...

Bubber har jeg haft i omk 5 år efterhånden, har dog lånt ham ud for en periode, men han bliver ikke solgt...

Så har jeg Rondo ham købte jeg i Feb. i år og håber at have ham til han ikke er til mere, men det er jo svært at sige hvad fremtiden bringer...

mvh Camilla

Meget gerne være til en af os ikke kan længere.

Statistisk skulle det gerne være mig der lever længst.

Jeg har købt min hest "for life"

Annette

Min ældste pony Finella har jeg haft i 14 år den 29. juni (min fødselsdag)

Hun var 5 år, da jeg fik hende i min 8 års fødselsdagsgave. Hun viste sig dog at være noget af en mundfuld.. Flere "eksperter" og endda en dyrlæge, sagde at jeg skulle sælge hende til en slagter og bruge pengene på en ny pony.

Hun har om nogen lært mig at man er venner på godt og ondt. Hun begyndte at stejle (meget højt) og man kunne ikke ride hende. Efter mange forgæves forsøg, accepterede jeg at hun ikke kunne rides. Men derfor beholdt jeg hende alligevel. Hun er min allerførste pony og en ener!

Derudover købte jeg Blade for 6½ år siden. Han skal også blive her for evigt. Han er den mest godmodige hest, man finder på jorden!

Sidst er der Titani. Hun blev købt for godt 3 år siden. Meningen med hende var, at jeg skulle avle et godt føl. Men hun er så barnagtig og sprælsk, at jeg endnu ikke har kunnet nænne det. Hun skal være her sammen med Blade, når Finella går bort.

Hos os har det altid været hensigten, at når man køber et dyr, så er det for livet. Den eneste, der er købt og solgt videre efter et år, var en hest jeg købte som ridehest. Kort sagt, så passede vi bare ikke sammen. Hun kom til en sød familie, der kunne få glæde af hende.

Carina

For bare få måneder siden ville jeg og min datter have forsvoret at MALLE ALDRIG skulle sælges, men men..Sille udviklede et talent for dressuren og mistede lysten til at springe..(MAlle elsker at springe og er disideret springpony) Derfor blev MAlle solgt og en Mikey indkøbt. Han er ren dressur pony. Malle er blevet solgt til en pige vi kender fra klubben der gerne vil springe så det jo genialt.

Vores (Familie og jeg)!! Lillepigen, skal altid blive hos os!! Og får jeg ikke tid en dag, er der både en søster og en mor der gerne tager sig af hende!!

Min Isabella, skal forhåbenlig altid blive hos mig! Eneste ting der måske kan skille os er, at hun ikke kan bruges til travløb!

4 styks heste/pony dyr, som ingen steder skal. Min kæreste truer tit med at vi skal sælge nogle af dem, men nej jeg kan ikke. Beauty er min SOULMATE og iøvrigt min ridehest. Hendes føl(santana) fra sidste år er min kommende stjerne. Også er der de to shettere, som allerede har oplevet meget i deres tilværelse.

Frygter det næste føl, Beauty skal have, er nemlig ikke god til at skille mig af med dyr, men vil man avle må man sælge. Bliver det et hoppeføl, er det muligt at Santana vil blive sat til salg, da jeg hellere vil have en hoppe med papirer på faderens side end ingen papirer.

Ja jeg solgte min pony fordi jeg desværre blev alt for stor men havde jeg haft pengene til 2 heste havde jeg beholdt hende.. Men desværre havde jeg ikk råd til 2 heste

Min lille Prinsesse Indiana blir hos mig inden til døden skiller oz ad.. har haft hende knap 2 år fik hende hjem dagen efter hun fyldte 1 år.. Planen er så den hun ska blive hos mig for altid. Min første hest..har været alt for meget igennem med hende så kan ikk sælge hende.. Elsker hende højer for hver dag der går, hun er bar den bedste

min hest forbliver min til hun engang må drage videre til de evige græsmarker... har lige købt lejlighed og selvom hun er ved at være en ældre dame så var det alt afgørende for mig at jeg havde mulighed for at tage hende med når jeg flytter... hun betyder så meget for mig og forstår derfor heller ikke dem der bare sælger og køber...

Jhez - jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv

Lisbeth

Har nogen tenkt så langt som at hvis ALLE skulle beholde sin hest for "evig",ville der ikke være heste at få købt?

Ingen god børnepony til lille Lise hvis hun ikke er så heldig at mor hadde en god pony da hun var lille, og som hun beholdt for det var da synd at selge den selvom den ble for lille etter nogle få år.

Ingen stabile læreheste for teenagere som har vokset fra deres ponyer(og som man slett ikke kan selge...),osv,osv.

Det er klart at har man funnet den hesten som oppfyller ens behov, beholder man den.

Men vokser man fra sin lille pony,hestens evner ikke strekker til det den er tenkt til, eller man ikke kommer overens med dyret så er det da bedre at selge til nogen der har behov for akurat den hesten!

Men er hesten riktig gammel eller har skader/fejl som gjør at den ikke bør selges så er det da flott om man kan beholde den.

jeg forstår ikke riktig det med at ingen vil selge sin hest,for jeg er ganske sikker på at de aller fleste heste kommer til nye gode hjem.

Og de fleste hester liker at arbeide,så ofte kan det vel være bedre at komme videre enn at bli stående på fold eller i en stald resten af livet.

Jeg har to, som jeg gerne vil beholde for altid - og en som det helæe tiden har været min mening at sælge videre, når han er redet op.

Hvis jeg altså kan få mig selv til det nå jeg kommer dertil...hehe

Og så har jeg min gamle springpony, som jeg købte da hun var fire - nu er hun 22 og skal ingen steder!

Jeg er så heldig at have fundet drømmehesten - to gange endda.

Jeg fandt min drømmepony tilbage i 1992 og idag næsten 14 år efter har jeg ham stadig, og vil have ham til han ikke kan mere. Drømmehest nummer to er min 3 årig unghest som jeg købte som 3 mdrs tilbage i 2003, han er god som dagen er lang, og jeg vil også beholde ham til han ikke kan mere - om maaange år.. Så jeg går efter "til døden os skiller", for det er derfor jeg har hest..

- at sælge en hest til "blivende hjem" behøver jo ikke at betyder at hesten ALDRIG må sælges videre... - I mine øjne, er det mere noget med at køber selv vil bruge hesten og derfor ikke køber med videresalg for øje. Måske en fejlfortolkning fra min side, men sådan kan det også udlægges. - Hvis man ønsker at indgå en klar aftale om at hesten ALDRIG må sælges videre, bør dette afspejles i salgsprisen. For mig ville der personligt være stor forskel på at sælge en pony til en ponyrytter velvidende at hun en dag vokse fra den, - og så til at sælge ponyen til en hestehandler!!

Får at komme tilbage til tråden, - ja, nogle heste er for altid, andre ikke. - Min største heste-kærlighed valgte jeg at sælge. Han var en lille etter, meget stort springene og vi vandt meget, MEN han var astmatiker og havde det slemt i midtjylland. Efter mange overvejelser blev han solgt til slagteprisen til en bekendt der boede tæt på havet, hvor han aldrig havde problemer med luftvejene. Han er stadig på stedet på 15 år, og jeg er lykkelig for at jeg valgte at give ham det rigtige liv, istedet for at tænke på mig selv eller de penge som han evt. kunne have indbragt som stævnepony (B-Pony på daværende tidspunkt).

Tilgengæld har jeg tidligere købt en ældre stævnehest, og jeg viste at hun skulle blive hos mig til hun ikke kunne mere. Desværre blev hun aflivet sidste sommer, og selvom det var både hårdt og smertefuldt, så var det en gave at kende en så smuk og klog gammel dame til det sidste.

Min DV hoppe har fuldt mig i snart 13 år, og den udsultede shetter som jeg overtog fra en hestetransport for år tilbage giver jeg aldrig slip på. Lille P er en unik børne og selskabshest og måske skal vil jeg gerne en dag låne ham ud til mennesker der vil have større glæde af ham end mig, men solgt bliver han aldrig, ud fra den simple betragtning, at han reelt har en lav salgsværdi og derfor nemt kan ende "mærkelige" steder.