Min kære farmor på 87 år har lige været indlagt med lungebetændelse og dertil vand i lungerne. Hun er nu til genoptræning og det går ok med fysikken. Ikke at den er god - hun går dårligt, ser dårligt og kan ikke selv tage tøj på osv. Hun kan i det hele taget ikke klare sig selv i dagligdagen.
Psykisk er hun stået helt af. Korttidshukommelsen er røget, og hun er forvirret, frustreret og ked af det. Lægerne mener hun måske har haft en lille hjerneblødning, og deraf de psykiske påvirkninger. Hun er kommet på en akut-plejehjemsplads, og er først i rækken til en plads, når der bliver en ledig.
Min kære farfar på 87 år er i fuld vigør, har lige fået fornyet kørekort (sejt) og er aktiv i ældreklubben, bridgeklubben osv. Han kan klare sig selv og laver selv mad osv.
Her kommer min frustration så...
Min far og hans søskende, samt min farfar har snakket med kommune, lægerne, og alle de mennesker der er med til at bestemme om min farmor skal på plejehjem. De er også instillet på at det er det bedste, MEN hvis min farmor vil hjem - så kommer hun hjem... Min farfar kan på ingen måde klare pasningen af min farmor eller klare at have plejepersonale rendende i huset hele dagen.
Så det hele står og falder på om min farmor vil hjem... Hvis hun får valget og vælger at tage hjem, ja så betyder min farfars mening nu og nixs!
Selvfølgelig skal man respektere hendes mening om at komme hjem - men der bør ikke være på bekostning af min farfars helbred.
Jeg bliver bare så gal over de regler der er, og at man ikke kan tage hensyn til alle parter.
Samtidig så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis min farmor have været en hest - ja, så var hun blevet aflivet for mange år siden... Vi er humane overfor vores dyr. De skal ikke lide unødvendigt eller have et uværdigt liv. Men mennesker - de skal holdes i live for næsten enhver pris...
Puha - det var rart at få lidt luft... Suk - stakkels min farmor og farfar 
