"Ved" at du ikke kommer i himlen, hvis du begår selvmord.

Noget går på at du kommer i helvede, og andet går på at efter tre dage kommer du tilbage til jorden og skal igennem det samme liv, som du kom fra.

Jeg kan ikke sidde og sige hvad der er rigtigt. Men i gamle dage, blev selvmordere ikke begravet på indviet jord. De var syndere i kirkens øjne

Du har haft en "dyb" weekend.

Ofte synes jeg man kan mærke i "maven" hvad der er det rigtige at gøre. Det, der er det svære, det er at stole på det og gøre det. Ofte siger maven jo én ting og hjertet eller hjernen en anden.

Som du selv skriver så er der forskel på hvad der er rigtigt for dig og for andre. Hvis du er i tvivl om det du gør er rigtig, så har du nok ikke fundet den rigtige løsning.

Du skriver: "Skal man gifte sig med en mand man ikke elsker for at sikre sine børn, eller skal man give dem en omtumlet tilværelse fordi man vil klare sig uden mænd"

Det får mig til at tænke at du allerede har bestemt dig og jeg tænker at der aldrig kun er to muligheder.

Hvordan kan det du gør være ondt, hvis du mener du gør det i den bedste mening? Ondt er for mig noget der gøres med fuldt overlæg. Men selvom det ikke er ondt kan det jo godt være forkert.

For mig er der ingen forskel på at være ond ved mennesker eller dyr. Jeg tænker at det værste er at være ond mod forsvarsløse skabninger - det kan jo både være mennesker og dyr.

Kommer man i himlen hvis man tager sit eget liv? Tjah, det tror jeg da man gør - hvorfor skulle man ikke det? Men kan det ikke være ligemeget hvor man kommer hen hvis man alligevel har givet op og forladt denne jord?

Håber du får en masse gode svar.

Indledningsvis bør det lige nævnes, at jeg aldrig har set "Ghost".

kom til at tænke om man ser lyset og kommer i himlen hvis man tager sit liv.

Jeg ved ikke, om man ser "lyset", når man dør; men jeg har mine gisninger om, at det er "anderledes".

Da min mor fødte mig, var hun døden nær. Hun var helt væk. Hun husker, at hun blev ført gennem en bundløs "tunnel", hvor der var et meget stækt lys..

Dette lys kan jo lige så vel have været lyset over sengen på sygehuset

En ven har også haft en "nær-død" oplevelse, hvor han så sig selv ligge på operationsbordet, mens han blev opereret. Han svævede over sig selv, siger han.

Jeg ved ikke, hvordan det sker, når man begår selvmord..

Tror ikke, at det er anderledes end hvis man dør i et trafikuheld.

At begå selvmord er man jo egentlig selv herre over..

En ven hængte sig selv. Jeg tror på, at han er på den gode side. Hans sjæl føler jeg stadig lever.

Jeg mener ikke, at man er et dårligt menneske, fordi man begår selvmord. Det er hårdt for de efterladte; men jeg kan godt acceptere, at nogle vælger ikke at leve på denne jord.

Man er selv herre over sit eget liv. Man kan dermed selv bestemme, hvordan det skal gå sin gang.

Jeg sørger selv for at skabe medgang

Er det ondt at gøre forkerte ting hvis man tror det er rigtige beslutninger man tager, altså i god tro.

Såfremt man er i god tro om, at det er den rigtige beslutning man træffer, da vil jeg påstå, at det er i orden.

Men har man den mindste mavefornemmelse om, at det er en forkert beslutning for en selv, da skal man lade være..

Det er menneskeligt at fejle - det er bare ikke en undskyldning

Er det værre at være ond ved mennesker end dyr.

At være ond synes jeg ikke, man skal være..

Om det er værre at være ond mod mennesker end mod dyr er svært at stille op..

Umiddelbart vil jeg egentlig mene, at det er værre at være ond ved dyr end ved mennesker, idet dyr ikke kan forsvare sig eller bede om hjælp på samme måde som mennesker.

Der er ikke et "sikkerhedsnet" for dyr, som der er for mennesker.

Men! Mennesket har et helt andet følelses- og opfattelsesregister end dyr - dermed må det anses for at være en "umulig" vurdering..

Det er nok ens egen moral og normer, der skal (re-)vurderes..

Hvad er rigtigt og hvad er forkert, hvem bestemmer det. det der er rigtigt for mig er jo ikke givetvis rigtigt for dig.

Jeg bestemmer selv, hvad der er rigtigt og forkert for mig.

Udover den gældende ret

Skal man gifte sig med en mand man ikke elsker for at sikre sine børn, eller skal man give dem en omtumlet tilværelse fordi man vil klare sig uden mænd.

Alternativet for at vælge en mand, der sikrer en, er ikke, at ens børn nødvendigvis skal have en omtumlet tilværelse!

Jeg mener derimod, at man bør tage ansvar for sit eget liv og dermed skabe en sikker base for ens børn der.

Jeg er sikker på, at sålænge mor er lykkelig, da vil børnene også være glade

Hvorfor dog gifte sig med en mand, som man ikke elsker?

For at sikre børnene

Dét kan man også gøre på andre måder

Det handler basalt om at træffe de valg, der er rigtige for en selv - og hvor man kan se sig selv i øjnene.

Når man har børn, da må man fremstå som et godt "forbilled".

De skal ikke lære: "tag hvad du kan få"..

Mænd er ikke = sikkerhed for mig.

Jeg er min egen sikkerhed

Jeg sidder altså ikke med en pistol for hovedet, jeg har bare en masse tid til at tænke fordi jeg lige er blevet opereret, og ikke kan lave ret meget.

Det er de dybe tankers tid lige nu, og jeg vil gerne til bunds i disse.

Hvem der bare havde for travlt til at tænke.

Jeg skal flytte men har ingen bil, og kan ikke løfte en pose mel med højre arm. Derfor alle de tanker.

Jeg tvivler på, at Gud er sådan en stor @!#$, at selvmordere ikke skulle komme i himlen! Det er meget muligt, at man tidligere ikke ville begrave selvmordere i indviet jord, men det var sandsynligvis dengang, hvor man pustede røg op i rumpetten på folk for at kurere diverse dårligdomme, så det giver jeg ikke en skid for!

Jeg tror som sådan ikke på den kristne Gud, men på en eller anden form for kærlig eksistens, som våger over os og vejleder os, hvis vi forstår at spørge og lytte rigtigt. Når kroppen dør, kommer sjælen i "Himlen" for en kort stund for at "få pusten", og så bliver den reinkarneret. Jeg tror på, at man bliver reinkarneret indtil man har set sammenhængen i alt, indtil man har fået lært alt om at være et godt menneske. Når dette sker, kommer man i den rigtige Himmel, hvor man får lov til at blive i al evighed.

Jeg tror ikke på, at kun en ting kan være rigtigt, det kommer helt an på, hvorfor an gør som man gør, og med hviken følelse. (Her taler vi om moralske ting). En ting kan være mest praktisk for et bestemt menneske, men ikke nødvendigvis det rigtige at gøre, fordi man så kommer til at gå på kompromis med nogle principper. Man kan sagtens gøre "det rigtige", men pga forkerte bevæggrunde bliver det til det forkerte.

Jeg tror på, at "Gud" har bestemt, hvad der er rigtigt og forkert. Alt det rigtige bunder i godhed og kærlighed, hvor alt det onde bunder i ondskab, vrede, jalousi og magtsyge.

Onde gerninger begået i god tro er læreeksempler. Jeg tror ikke på, at man bliver straffet for dem, men man får lov at lære af dem. Jeg tror ikke på, at det er værre at være ond ved mennesker end ved dyr. Ondskab er ondskab.

Mht. det med at gifte sig eller ej med en mand man ikke elsker for at sikre sine børn: Den er svær, jeg tror egentlig begge muligheder kan være det rigtige, det kommer lidt an på, hviklen indstilling man lægger for dagen. Hvis man vælger at gifte sig med manden, selvom man ikke elsker ham, er man nødt til at være ærlig om det, ellers bygger ægteskabet på en løgn, og så tror jeg det er en forkert ting at gøre. Hvis man ikke gifter sig med ham, skal det være for at være tro mod sig selv, og fordi man har selvtilliden til at tro på, at man godt kan give sine børn en god tilværelse uden netop denne mand. Hvis man vælger denne mulighed med sindet lukket overfor andre mulige mænd og med martyrrollen "jeg ofrer mig for mine børn", tror jeg det er forkert ting at gøre.

...det kommer jo an på...

Hvis man følger de 10 bud og biblen slavisk uden at give plads til selvstændig tankevirksomhed, så ja, så kommer man ikke i himmelsen, hvis man tager sit eget liv (det er jo at spytte på guds skaberværk = blasfemi), Kun gud kan bedømme hvad der er rigtigt og forkert. Og får du børn uden for ægteskab, så er du jo en tøjte, der fortjener at blive stenet. Der står dog ikke noget om, at din ægtemand skal være far til dine børn, men det er lige som underforstået idet s*x uden for ægteskab er en synd og utroskab er en endnu større synd, så...

Men der står også i biblen at gud er god og at tilgivelse er guddammeligt. Derfor er det "tilladt" at fejle, bare man - når man bliver klogere - husker at angre og bede½ omtilgivelse.

Og tjah...eftersom blodsofringer af dyr var meget almindelig i den tidlige kristendom og også omtales i biblen, så må man antage, at det er værre at være ond mod mennesker end dyr.

Jeg er ikke kristen. Jeg tror ikke på gud, men jeg tror på det guddommelige i verden og i livet. Og jeg tror, at uanset om man er asatro, kristen, buddhist eller hvad man nu er, så må man anse livet for dyrebart og forsge at leve efter de værdier, man mener gør én til et godt menneske. Jeg tror ikke at det er afgørende hvorvidt man er utro eller har børn udenfor ægteskab. Det er ikke dét, der er bestemmende for, om man i bund og grund er et godt menneske...selvom man kan sige, at hvis man gentagne gange er utro og sårer ens partner, så bør man nok overveje sine værdier én gang til!

Men jeg tror, at dét, der er bestemmende for om vi er gode eller "onde" det er vores egen formidling af vores liv. Hvis vi bestræber os på at vise hensyn overfor andre, at vise respekt, at være hjælpsomme og at "elske vores næste", uden at glemme os selv (der ER jo mennesker, der vil udnytte og man kan godt være god uden at være naiv. ), så er det dét, der er afgørende "til eksamen" - hvis man tror på det.

For mit eget vedkommende er det en filosofi og en tro, at livet er dyrebart og vi skal værne om det. Jeg ved ikke om vi ryger nogen steder hen, når vi er døde eller om det så bare er slut, men uanset om det er det ene eller det andet, så tror jeg på, at man skal leve sit liv således, at man på sin sidste dag kan kigge tilbage og sige "Jeg gjorde mit bedste, jeg lavede fejl, jeg blev klogere og jeg fortryder ikke noget nævneværdigt." Kan man det, så tror jeg, man har haft et godt og fuldt liv.

Tjah...lidt tanker herfra.

Camilla

...i øvrigt godt lige tænke mig at tage fat i den her: "Er det ondt at gøre forkerte ting hvis man tror det er rigtige beslutninger man tager, altså i god tro." Den gængse holdning til det synes at være, at nej, hvis man er i god tro, så er det ikke ondt. Godt så. Hvad så med de mennesker, der - overbeviste om deres egen renhed og godhed - spænder 4 kg TNT på kroppen og springer sig selv og 250 andre mennesker i luften? Eller som kaprer et fly og styrter det ind i en bygning fyldt med mennesker? De er jo overbevist om, at de gør det rigtige og at de har retten på deres side...?

Camilla

Himmelfjer: Det er et godt spørgsmål. Jeg tænker at det er guddommeligt at tilgive. Mennesker er ikke guddommelige. Jeg kan godt synes at det der bliver gjort mod mig er ondt - men det betyder ikke at den der har gjort det ikke kan få tilgivelse.

Bare noget jeg tænker...

der er jo også forskel på måden at dyrke en religion.

Jeg er ikke muslim, og kan ikke forholde mig ordentligt til denne religion, da jeg ikke kender nok til den i dens forskellige afskygninger, men de mennesker der gør en masse andre ondt i god tro er jo ikke kristne men heller ikke i islam vil allah have man slår ihjel.

Hvordan er alt den vold og umenskelighed kommet ind i verden.

øv nu blir jeg helt nedtrykt.skal ikke tænke mere på den slags.