Det var dog et befriende blogindlæg.

 

Hvad mener I?

 

Skal dyr helbredes for en hver pris?

 

Er det dyrets bedste at blive opereret, eller er det at få fred?

 

Det her med at dyrlægeklinikkerne opkøbes af store selskaber, sker det også i DK?

 

I forlængelse af denne debat, vil jeg også lige nævne nogle dyrevelfærdsorganisationers No kill-politik. Jeg er simpelthen SÅ uenig i den. Når man står med et presset budget, og gerne vil hjælpe så mange dyr som muligt, så giver det ingen mening at redde en hund hvis bagkrop er kørt halvt i smadder, eller hesten fra USA, der havde ligget og var blevet spist af, inden den blev reddet. Hvis vi så holder pengene uden for, og kun tænker på dyrets velbefindende, hvad så? Det er jo ikke synd at være død, men hvor synd er det at skulle vågne op i observationsbur, og have en lang helingsperiode hvor man ikke kan gøre det man normalt ville gøre som dyr? Det har jeg ikke lige svaret på. Det kan godt være jeg har en holdning til det nu, og det kan meget vel være den ændrer sig når jeg står med et af mine egne dyr ved dyrlægen.

"Det her med at dyrlægeklinikkerne opkøbes af store selskaber, sker det også i DK?"

 

Ork ja! De opkøbes i stor stil herhjemme, har fulgt udviklingen fra sidelinjen. Evidensia og AniCura (tidligere hed de Djursykhusgruppen) opkøber diverse hospitaler og klinikker, især smådyrspraksis, og også lidt hestepraksis hvis jeg husker rigtigt. Men det er klart en størst tendens inden for smådyr/familiedyr lige nu.

 

Tjek dit lokale dyrehospital, og se om ikke de er kommet under sådan en kapital-gruppe.

 

Her i Danmark "opdrages" vi jo med, at aflivning altid er en mulighed, og det er noget man skal have med i sine overvejelser, hvis man står med et meget gammelt og/eller meget sygt dyr i store smerter, som har ringe udsigt til forbedring, selv med diverse medicin og operation.

 

Den der tendens med, at alt skal kureres for enhver pris er meget amerikansk. Vi havde diskussionen flere gange i vores etik-undervisning. Flere af os var lidt forargede over, at cancer-behandling var så udbredt i USA. Herhjemme har vi jo mere en mentalitet om, at dyret ikke skal lide for enhver pris, og at man nogle gange som ejer ikke skal sætte sig selv først, men må sætte dyrets velfærd først og derfor vælge aflivning i visse situationer med ringe fremtidsudsigter.

I USA er det heller ikke utænkeligt, at lade en hund gå med lidokain-drop (lokalbedøvelse) direkte ind i rygmarven. Altså som en slags konstant epidural-bedøvelse, hvor hunden render rundt med nål og slange direkte ud af rygraden. Det gør man bare ikke herhjemme, der har vi faktisk en grænse for, hvad vi udsætter vores dyr for, "bare" for at vi kan holde dem i live for vores egen skyld.

 

Når det er sagt, ser vi en tendens herhjemme nu, hvor nogle ejere efterspørger kemo-behandling til deres dyr.

Som i alle andre tilfælde, smitter den amerikanske mentalitet af herhjemme. Sådan er det inden for rigtig mange ting, ikke kun hvordan vi betragter vores dyr.

 

Jeg siger i øvrigt ikke det er forkert, dyr er jo som familie for mange af os. Det er helt op til den enkelte ejer og situation. Men artiklen har helt ret i, at mentaliteten skifter, og at tendensen er, at man behandler flere og flere ting, som normalt var aflivningsgrund.

 

Min egen lille personlige mening er, at det er dejligt i mange tilfælde. Tænk vi er nået så langt medicinsk og kirurgisk, at vi nu kan redde dyr og give dem et godt liv, som før i tiden bare stod for aflivning.

Der hvor jeg tvivler, er i de situationer, hvor dyret kun får det gradvist bedre, af en stor og måske smertefuld behandling. Hvor man bliver ved med at holde liv i det, fordi der nu findes en behandling, som dog endnu ikke er så god, at dyret bliver rask. Og dyret må derfor lide til en hvis grad.

 

Og det er SÅDAN en gråzone. For hvornår er nok, nok? De tanker har alle herinde haft, der har stået med en meget syg hest, hvor aflivning var en af de muligheder, der lå på bordet.

 

Som sagt stejler jeg der, hvor dyret holdes igang med medicin/behandling, og det i meget stor grad er for ejerens egen skyld. Og igen er det fjollet, for vi HAR jo dyr for vores egen skyld. Men hvis du frygter at blive så ked af det, at du vælger at trække dit dyr gennem voldsom behandling som ALDRIG vil gøre dyret rask og som ikke vil fjerne dyrets lidelse (smerte), så synes jeg man skal tænke sig om.

 

Er det en lille dum tumor, hvor behandling faktisk kan give dyret noget ekstra tid, og den tid indeholder livskvalitet, så synes jeg det lyder godt.

Er det en dum tumor, hvor dyret faktisk ikke får det bedre, men blot lider med kemo-behandlingen (som vi alle ved ikke ligefrem er behageligt), og dyret "bare" holdes status quo uden livskvalitet og med smerte, så synes jeg man skal tænke sig om.

 

Det var en meget lang forklaring. Det er fordi jeg er bange for at træde folk over tæerne her. For det må aldrig misforstås som om, at så snart der er udsigt til lidt smerte, så skal man aflive.

Sådan er det slet ikke. Jeg går helt sikkert ind for at give dyr en chance, lade dem prøve om de kan kæmpe sig igennem. Hvis der venter noget livskvalitet for dyret på den anden side af behandlingen, så siger jeg go for it!

 

Derfor vil jeg heller aldrig afskrive kemo til dyr. I nogle tilfælde er det noget skidt. I andre tilfælde kan det give dyret noget god, ekstra tid med sin familie, indtil man beslutter, at nu er det nok.

 

Det er en hårfin balance, og det er noget der skal vurderes ud for hvert enkelte dyr.

 

 

En sidste ting: jeg går heller ikke ind for no-kill politik. Man skal redde så mange dyr man kan! Men står du med en hest der er halvt ædt ihjel, så synes jeg man skal sætte sig ind i dens lidelse, både nu, og den lidelse den får de næste mange måneder eller år, når den skal gennem behandling, behandling, behandling, og til sidst leve med sine skader/smerter.

Og så skal man veje den lidelse, og spørge sig selv: er det fair at holde dette dyr i live?

Derfor går jeg ikke ind for no-kill politik.

 

Dette er et meget følsomt emne, jeg håber vi kan have en god debat.

Og dyrlægen vil selvfølgelig ALTID vægte ejerens mening meget, meget højt. Vi kender jo os selv. Nogle af os vil helst sige farvel inden det risikerer at løbe løbsk, andre vil måske gerne presse lidt mere og håbe på det vender. Intet er rigtigt eller forkert, det handler om ens mentalitet, ens forhold til sit dyr (hvor meget "menneske" er mit dyr? Skal det holdes i live for enhver pris som min bedstefar på sygehus fordi jeg ser det som et menneske, eller skal det slås ned fordi det er et dyr, og jeg har ansvaret for dets lidelse).

 

Gråzoner all over. Spændende emne at tage op.

Dette indlæg rammer lige mig fordi jeg står i den situation.

 

Den gamle på 7 har hele sit liv døjet med øreinfektioner som selvfølgelig er blevet behandlet. Denne gang er det dog ikke så let. Hun har svært ved at spise tørfoder og ansigtsmusklerne i den ene side er lammet. Hun har været til dyrlæge 5 gange indenfor de sidste 14 dage og meldingen var i dag at hun skal CT-scannes og herefter sansynligvis opereres (fjernelse af indre ører). En operation som ikke har den bedste prognose, lang helingstid og så en stokdøv hund som resultat. Hun har pt ingen smerter, men lammelsen generer hende. Min svigermor (som gerne smider 50.000 hos dyrlægen) synes jeg er dyreplager når jeg taler om at jeg nok ikke ønsker at få hende opereret og jeg skammer mig over at tænke det.

Men pengene betyder altså noget herhjemme, især efter at vi har fået 2 børn.

Sophie: Du skriver som om man altid kan afgøre om et dyr har smerter eller ej, men det er jo netop rigtig svært sommetider.

Det er et rigtig svært emne, og enhver må gøre op med sig selv og sin samvittighed, hvad og hvor meget man kan og vil gøre.

 

Jeg er landbobarn, så jeg ved at ethvert liv uvægerligt ender med døden - og at det er mit forbandede ansvar, når jeg gør mig til herre over et dyr. Jo mere man elsker, jo mere ondt gør det - men det vidste jeg, da jeg anskaffede dyret.

 

Mine katte er almindelige landkatte, og der bliver ikke ofret enorme summer på dem. Det samme gælder mit gadekryds af en helt fantastisk hund. For nogle år siden fik den ene kat livmoderbetændelse, og hvis hun skulle overleve, skulle der en operation til. Det måtte vi diskutere derhjemme. Katten var ikke ret gammel, og operationen var egentlig ikke så dyr igen - så vi gav pengene, og det har vi aldrig fortrudt. Men hvis det havde været hendes mor, som var 10 år plus, så havde udfaldet været et andet (og så havde vi nok begge pevet over hende i nogle dage).

 

Når hestene fejler en mindre ting, så må man betale ved kasse 1 (fx kostede en kolik 2.800 forleden aften) - men hvis det var blevet til tarmslyng, så ville hesten være død, det kan jeg ligeså godt sige.

Dels vil jeg ikke køre mange km med en så syg hest, og dels så kører jeg bare ikke 30.000 af på en fjordvallak, uanset hvor glad jeg er for ham.

 

Sådan har vi nok hver især vore grænser, og efter min mening kan vi godt råde hinanden hvis der bedes om råd - men vi kan aldrig tillade os at dømme på andres handlinger og beslutninger. Hvis de ellers sørger for at få betalt dyrlægeregningen, så kommer det ikke andre ved.

 

Hilsen Sif

Hundiversitetet: øv, jeg er virkelig ked af, at mit indlæg forstås på den måde. Så har jeg ikke formuleret mig godt nok.

 

Selvfølgelig kan man ikke altid vide, om dyret har ondt, og i så fald hvor meget. Det er bare endnu et aspekt, der skal kalkuleres med, i en allerede svær beslutning.

 

Og så kan man i øvrigt heller ikke proppe biologi ind i en statistisk model og så sige, at så er dette altid det bedste valg.

Nogle dyr bliver hammer syge trods god prognose og god behandling. Andre dyr hænger i en tynd tråd, operation har ikke stor rate for succes, og så ender de med at få det fantastisk.

 

Det er det, der gør det så pokkers svært.

Det er en meget spændende debat - og vi står jo alle sammen i det på et eller andet tidspunkt.

 

Jeg er nok det folk kalder hård, andre måske realist, og nogle måske ville ønske at de kunne/turde gøre det samme - og så er der sikkert nogle der synes jeg er et "dumt svin".

 

Jeg er nemlig forholdvis restrektiv overfor "red hvad reddes kan for enhver pris".

Jeg har sagt nej til at forsøge at kører en 2,5 års hingst ud på en 3 timers køretur, for at ham måske kunne blive opereret for tarmslyng. Heldigvis kørte vi ikke med ham, for hesten blev aflivet meget hurtigt pga smerter, hvor afføring stod op af sonden fra mavesækken.

Jeg ELSKEDE min lille hest - men jeg er selv i sundhedsvæsnet, og jeg ved godt hvad tarmslyng er, og prognoser, samt hvilken efterbehandling der følger med. Og det ville jeg ikke byde ham og/eller mig.

 

Jeg har stået med en påkørt kat hos en vagtdyrlæge, som i ramme alvor ville lade min lammede kat ligge indlagt weekenden over, for måske kunne den komme sig lidt. Da jeg spurgte hvad det helt reelt betød ifht evt blivende skader, så mente dyrlægen at den formentligt ikke ville kunne styre sin blære, men måske kunne holde på afføringen !!! Katten blev herefter aflivet - for at lade et dyr lide, for "måske" at kunne holde på afføringen, et så renligt og pernitten dyr som en kat, og så evt lade mig aflive efterfølgende fordi jeg ikke kan have en urenlig kat ......ahmmen der blev jeg faktisk lidt sur på den dyrlæge !

 

Jeg har i sidste uge aflivet en 12 års kat med akut leukæmi - og her har vi fundet en meget reel dyrlæge. Hun meddelte at den skulle aflives, da en så gammel kat ikke skulle udsættes for al mulig behandling. Den dyrlæge havde vi på forhånd taget en snak med om, hvor meget vil vi lade gamle og lidt sære katte gennemgå af behandlinger, da vi for et halvt år siden fik den behandlet for en byld på benet. Og jeg har det fx sådan at en lidt sky sær kat ikke skal indlægges eller lignende.

 

Min hestedyrlæge lykkedes det mig at blive sur på, da min hest stod med en gaffelbåndsskade for 2 år siden - han var fyr og flammer for at prøve en ny behandling....billig billig hurtig hurtig, kun ca 20.000 kr, men så var det ( måske) godt.

Jeg gik hjem, søgte og læste engelske studier på nette, kontaktede en idrætskirug jeg kender - og afmeldte al videre behandling af hesten. Nøj min dyrlæge blev sur over at jeg ikke ville deltage i en dyr omgang eksperimentel behandling - så da jeg spurgte til om jeg kunne købe et genoptræningsprogram, så ville han ikke hjælpe !

Jeg strikkede mit eget program sammen ud fra studier fra England og USA, samt studier i hvordan senevæv heler - og hesten er nu 2,5 år efter skaden og går stævner på landsplan.

 

Jeg ved godt at dyrlæger har en forretning der skal kører rundt - men nøj hvor er det svært at "gå imod fagpersoner" som gerne vil behandle. Og kombiner det med, at du måske er omgivet af et samfund, hvor man gør hvad man kan, også ud i det urimelige, for at redde et liv.

 

Mvh Charlotte

Hej,

 

Ja, jeg synes også, at det er et godt emne at tage op. Jeg holder meget virkelig af min hest. Jeg har haft hende i 15 år. Hun er kun 19, men hendes krop er af forskellige grunde (meget lang historie) ret slidt, og hun har sine problemer, som desværre i år er voldsomt forstærket efter et uheld på folden i foråret. Jeg kunne sikkert få hende komplet udredt på dyrehospital og iværksat diverse behandlinger, som måske kunne hjælpe, men jeg har valgt at hjælpe hende på andre måder. Dels har jeg ikke så dybe lommer, og dels mener jeg, at der ofte bliver over-diagnosticeret og over-behandlet. Der har været dyrlæge ind over, og der er ingen tydelige indikationer på noget specielt. Nok bare en gammel krop, der har fået flere knubs oven i de gamle. Kærlig pleje og nænsom træning er vejen frem.

 

Jeg har hest, for at beholde den, så længe den har et værdigt liv. Jeg behøver ikke drøne rundt til stævner eller for den sags skyld galoppere, hvis hesten ikke kan klare det. Derfor vælger jeg disse super-tilbud fra, hvor man kan scanne ditten og datten og bagefter behandle med super-duper medicin. Selvfølgelig skal hun behandles, hvis hun bliver syg. Men ligesom Sif er der forskel på, om det er en akut kolik eller en tarmslyng. Min hest vil aldrig blive opereret for tarmslyng. En opvejning af fordele og ulemper for hesten.

 

Heldigvis virker det som om hun er glad og hun elsker sine rideture. Jeg holder hende i gang, for jeg ved, at det har gamle heste bedst af. Vi har stadig mange dejlige og sjove stunder sammen, fordi vi har fundet et niveau, hvor hun er fuldt funktionsdygtig - f.eks. laver hun flotte bagpartspirouetter i skridt og får bunker af ros. Og hun kan stadig spjætte over en solsort i hækken. Hun vandrer gladeligt derudaf på vore lange rideture. Derfor fortsætter jeg. På min måde. Uden vanvittige dyrlægeregninger...

 

MVH

Jette

Nu kan jeg næsten blive helt dårlig, når jeg ser disse "dyreklinik udsendelser", netop fordi at de i min opfattelse behandler dyr, som burde have haft fred.

 

Det er et meget følsomt emme, om hvad vi synes er forsvareligt contra økonomi.

 

Det er vigtigt at gøre sig helt klart, hvor ens egne grænser er, og hvilke økonomiske midler vi har til rådighed. Det er altid svært at skulle træffe en ubehagelig beslutning, så netop derfor er det vigtigt at have tænkt lidt over, hvor ens grænse er.

 

Jeg har måtte ud og finde ny dyrlæge til mine hunde, da vores tidligere dyrlæge blev overtaget af Evidensia. Den klinik som min dyrlæge havde opbygget ene mand, blev hurtigt forandret til en "pengemaskine". Var ude med den ene hund til tandrensning, vi snakker selvfølgelig om hunden almene velbefindende, og lynhurtigt, var der tilbud om både blodprøve og scanning??? Hund var bare en lidt ældre model, men har aldrig fejlet en ski disse.

 

Håber at min gammel dyrlæge snart er fri af sin klausul, så han kan starte igen! For han er godt nok savnet.

 

Med hestene har jeg være rigtig heldig, at have gode, dygtige dyrlæger, som ikke bare vil sælge mig extra ydelser.

 

Da min tidligere hest fik en alvorlig gaffelsbåndskade, var meldingen helt klar og uden al-muligtligt-extra, på trods af at klinikken tilbyder mange former for extra behandling. Og da vi efter laaang tid, kunne se at hesten ikke kom sig, så var meldingen lige så klar. Jeg kunne så have valgt at forsætte med at holde hesten i hendes kontrollede miljø, hvor hun bare blev mere og mere trist, uden en god prognose. Det ville jeg hverken byde hende eller mig selv.

Jeg ville da gerne have brugt en "mindre formue", hvis det kunne have hjulpet, men det kunne det ikke i dette tilfælde.

 

Jeg er generelt enig med jer, der har svaret i tråden indtil videre. Specielt den sag med den halvspiste hest - puha den burde efter min mening bare have været akut aflivet i stedet for at skulle trækkes igennem operation efter operation med efterfølgende månedlang sårheling og genoptræning. For derefter at leve et liv uden ører og derved muligheden for at kommunikere med andre heste, ej, jeg får det sgu helt dårligt over, at den er blevet slæbt gennem det forløb...

men i blogindlægget kommer det til at lyde som om, at samtlige dyrlæger bare er pengegriske mennesker, der er ligeglade med om dyret skal lide længe, bare de kan få lov at operere, medicinere eller scanne til mange mange 1000 kr. Det er slet ikke min oplevelse og jeg har da haft brug for dyrlægen udover de almindelige vaccinationer/sundhedseftersyn både til hesten og til vores gamle hund indenfor de sidste par år.

 

Først lavede min dengang 22 årige Chanell en gaffelbåndsskade og min daværende dyrlæge ordinerede ro, ro og ro på sygefold i et par måneder - thats it. Jeg spurgte ind til kosttilskud, bandager, laser og alverdens andre ting og dyrlægen grinte bare og sagde" tjoo det kan du da godt købe dig fattig i, men hvis du spørger mig, så er det spild af penge og hjælper ikke ponyen med at komme sig over skaden". Ponyen blev god igen og det kostede stort set ingenting fordi behandlingen bestod af ro, som heldigvis er gratis, men ikke noget dyrlægen bliver rig af

 

Vores gamle hund Nemo led af allergi og havde fået medrol(binyrebarkhormon) fra han var 3 år gammel. Vi blev informeret af vores daværende smådyrsdyrlæge om, at det ville forkorte Nemos liv med måske et år, da organerne ikke kan tåle det i længden, men til gengæld ville han få et ordentligt kløefrit liv.

Kl 17 en lørdag i november sidste år gav Nemos organer så op og jeg drønede til vagtdyrlægen med tårene piskende ned af kinderne.

Vagtdyrlægen er faktisk et stort Anicura hospital, men her var nu ingen griskhed at spore hos den vagthavende dyrlæge. Han sagde direkte til mig "Jeg kan godt give Nemo drop og smertestillende, begynde at lave alle mulige undersøgelser og tage en masse prøver, men jeg er ret overbevist om, at udfaldet bliver døden for Nemo i sidste ende, uanset hvad jeg gør. Så synes du ikke, vi skal spare dig pengene og Nemo smerterne og så bare få ham aflivet med det samme?" Det sagde jeg ja til, for jeg kunne jo godt se, at Nemo var på vej væk og han skulle ikke lide yderligere fordi det gjorde hans mor nærmest syg indvendig at sige ja til døden og ja til farvel. Der var heller ingen ko på isen, da jeg spurgte, om det var muligt at afdrage regningen, da jeg var temmelig meget på røven på daværende tidspunkt. "Hunden skal ikke lide, så det finder vi ud af" var svaret.

 

Igen som 26 årig sprællede Chanell lidt for meget og forkert med benene og fik pådraget sig en seneskade på venstre forben. Vi er flyttet i mellemtiden, men min nye dyrlæge sagde nøjagtig det samme som min gamle dyrlæge mht. kosttilskud, laser, bandager osv. Så opskriften var igen ro med lidt mere ro på og ponydamen blev frisk igen. At hun så lavede et nyt stunt på folden, som fik skaden til at bryde op igen, så vi måtte forfra med ro, det er så en anden sag, men hun er da kommet sig på ny ved hjælp af den gratis opskrift "Ro"

 

Så bloggerens oplevelser om pengegriske dyrlæger, deler jeg heldigvis ikke.

Det der betyder noget for mig er operationens fordele og ulemper, helingsprocessen og genoptræning SAMT naturligvis chancen for at det går godt.

 

Jeg synes ikke, man skal operere for enhver pris, for det er et stort indgreb, og hunden/heste/whatever forstår jo ikke, hvad der sker. Vores hund har dårlig ryg, men vi har allerede taget beslutningen om, at han ikke skal opereres. Det er alt for risikofyldt, og tænk hvis han vågnede op lam i bagbenene og skulle aflives! Eller det enormt lange forløb med åbent sår til rygsøjlen og fuldstændigt stille-periode. Det er da en skrækkelig slutning, for han forstår det jo ikke. Han har ikke indviljet i den risiko. Så uanset betaling, penge og omkostninger, så skal det ikke ske. Om så det kostede 50,-. For det er HAM vi tænker på. Som uforstående patient.

 

Mine heste undersøges i hoved og r*v. Både den gamle og nu den ny. Her tager vi hellere et røngtenbillede for meget end for lidt. Jeg venter ikke og ser, jeg finder ud af, hvad der er galt. FORDI det i sidste ende kan gøre omkostninger mindre og sandsynligheden for at rede dyret større. Men naturligvis indenfor rimelighedens grænser. Vi bruger ikke penge på noget "bare for at gøre det".

 

Herhjemme er det ikke penge ift. dyrene, der betyder mest, men derimod sucesraten og forløbet.

 

Jeg forstår godt, folk der ikke kan bruge den slags penge på deres dyr som f.eks. 35.000,-. For det er edermame mange penge. Og har man dem ikke, jamen så har man dem jo ikke. Her skal også ses på, hvor gammelt et dyr, man står med. Skal en ældre hund virkelig slæbes igennem sådan en operation? Jeg tror også problemet ligger præcis i disse "mellemsituationer", hvor det er MANGE penge, men alligevel muligt at finde. For var det 100.000,- var det udelukket på forhånd og slet ikke en mulighed.

MEN jeg må indrømme, at jeg valgte faktisk hestedyrlæge fra, da jeg IKKE ville kunne holde ud at stå i situationer, hvor jeg ville kunne hjælpe et dyr, men hvor ejeren ikke vil bruge pengene på det.

 

Så jeg må befinde mig et sted midt imellem, hvor alle faktorerne skal tages i betragtning ift. hinanden Jeg ville IKKE have opereret den gamle hund, når sucesraten virkede så lav. Jeg ville i hvert fald have undersøgt og rådført mig med flere ift. hvordan udfaldet af en sådan operation oftest forekommer

Jeg må indrømme at jeg er så meget landmand at jeg tænker økonomi. Jeg har fået opereret en rigtig fin unghest for OCD, men jeg er også 100% sikker på at havde det været den jævnaldrende mere almindelige unghest der havde haft OCD, så var den blevet aflivet. I dette tilfælde var den nemlig halt pga OCD, så det var enten operation eller aflivning.

 

Vi har også stået med en lidt almindelig, men sød unghoppe/salgshest, som havde meget alvorlig kolik og hvor dyrlægen straks spurgte til eventuel tarmslyngsoperation, og der var svaret også negativt. Nu blev det så aldrig relevant, da hesten kom sig hurtigt med almindelig behandling og klart ikke havde tarmslyng trods meget stærke smerter.

 

Vi har da fået lavet kejsersnit på en hunkat, der ikke kunne føde sine killinger trods det bare var en almindelig stribet gårdkat, men vi var og er glade for hende. Nu er hun så steriliseret, så hun ikke får den slags problemer igen.

 

Men omvendt vil jeg aldrig ofre mange penge på et dyr som skal have medicin hele livet for at have et godt liv.