Kender du mon På Banen? www.paabanen.dk/article/index.htm

At være alene er noget, man selv kan vælge, men ingen vælger at være ensomme. Ingen. Ensomhed er en dyb, dyb følelse af, ikke at have nogen nær tilknytning til andre mennesker, bortset fra familien, og den ensomme ved som regel ikke, hvad der skal til, for at bryde ensomheden. "Hvordan man finder venner", er ikke en vuggegave, alle har fået.

Løsningen på at komme ud af ensomheden, er kompliceret. Det er ikke bare at opsøge steder, hvor der kunne være nye venner, men om, hvordan man udvikler, plejer og vedligeholder venskaber. Det handler i høj grad om at sige "ja", selv om man måske ikke lige har lyst til at se dén film, men siger ja, fordi man gerne vil være sammen med de mennesker, og om, selv at tage initiativ til næste møde, og risikere et afslag.

Det er en lang, hård procces, men det kan lykkedes.

Jeg har selv engang været ung og ensom, og kommet ud af ensomheden, og holdt foredrag om dét. I dag er jeg ikke længere ensom, og jeg har stadig kontakt til en del af de venner, jeg fik, da jeg gik i Ventilen i årene 96-98.

Kontakt mig gerne privat

Jeg kan sagtens genkende det du beskriver.

Jeg føler mig meget heldig at have en kæreste (sammen i 6+ år nu), som samtidigt er min bedste ven, så jeg får rigtig meget af mit "sociale barometer" fyldt op af den vej.

Men derfor har man stadig brug for andre.

Det værste for mig var da jeg startede på studie her i København. Jeg kom fra en rigtig god gymnasieklasse, men alle blev spredt rundt i landet bagefter, og snakker kun fast med én derfra nu.

Man skulle tro det var til at finde en masse venner på et 180-mennesker stort studie, men det var slet ikke nemt, og faktisk intimiderende, når man bare sidder 180 mennesker i et stort lokale, hvordan skulle man lige gribe det an?

Det der hjalp mig meget, var at medle mig ind i nogle foreninger på campus, så mødte jeg andre end lige dem fra min rustur. På den måde følte jeg, at jeg ramte en bredere vifte af mennesker, og så havde jeg større chance for at støde på nogen, som jeg kom godt ud af det med.

Jeg synes også det hjalp meget, at melde mig på et andet hold til diverse fag end lige dem fra rusturen, som jeg ellers havde rendt med siden starten af studiet. Det var fedt at lære andre at kende på den måde, for når man ikke kendte de andre på holdet, ja så måtte man jo snakke med dem der var, og så mødte man nye mennesker.

Det var bare lidt om min egen erfaring. Jeg gik ind til ting jeg syntes var intimiderende og ude af min comfort-zone først, men det viste sig at være rigtig fedt

Jeg tænker også det samem som dig; oftest føler jeg at folk i min egen alder (23) har de venner de skal have, og det er sjældent man føler man kan "klemme sig ind" nogle steder. Men jeg bilder mig selv ind at der er andre, der har det som mig, så det er bare at prøve.

Nemmere sagt end gjort, selvfølgelig

Det var lidt af mine tanker, nu har jeg været heldig at kunne trække på diverse foreninger i forbindelse med mit studie, samt at melde mig på hold hvor jeg faktisk ikke rigtig kendte nogen. Det synes jeg har hjulpet rigtig meget.

Mange tak for jeres svar

Salvia: dejligt at høre at du er kommet ud af din ensomhed igen. Tak for linket, det vil jeg lige kigge på.

Jeg har godt hørt om Ventilen, og ved at der også findes noget der hedder Plexus. Men min store udfordring med de steder er, at jeg frygter de fleste der kommer der er meget hæmmede socialt.. For jeg har været til nogle events med en side der hedder Venindeliv, og det bar lidt præg af at mange der melder sig sådanne steder, er dybt hæmmede socialt. Og selvom jeg er genert og nervøs, så kan jeg bare ikke forholde mig til folk der ikke siger en lyd.

Jeg har brug for folk der er åbne og snaksalige, for så snakker jeg også

Sophie: også fedt at høre fra dig. Det lyder som om at vi minder lidt om hinanden. Jeg har faktisk prøvet at tjekke hvilke foreninger der er på mit studie (startede på min kandidat på CBS i efteråret), men kunne kun finde foreninger for alle de der finance fyre og vinklubber Ikke rigtig noget der sagde mig noget...

Vi har haft en række obligatoriske fag indtil nu, hvor vi så alle er i praktik. Til efteråret skal jeg dog have valgfag, men der vil de fleste af dem nok gå igen.

Jeg er laaaangsomt begynde at tale med flere på studiet som tiden er gået (den ene af mine veninder er faktisk derfra). Men det er så svært for mig at gå fra small talk til næste step.

Anne: jeg har det helt på samme måde. Der er faktisk en hel del personer, som jeg har small talket med og kender på navn og "basal info", men hvordan man kommer derfra, og til lige at tage vedkommende hjem til en kop te eller blive tætte venner med, det har jeg altid haft meget svært ved at lure.

Som barn var jeg enspænder, så nogle gange føler jeg, at jeg har misset den magiske opskrift på "hvordan bliver man venner", haha

Ja, det lyder heller ikke lige som noget for mig. Jeg synes vi er meget gode til foreninger her på den anden side af Frederiksberg centret (der ligger CBS også, ikke? Ihvertfald noget af den!).

Der er en sønderjydsk hjemstavnsforening, en morgenbitter-forening, et kor og diverse andet.

Som sagt synes jeg det tager ensomheden, at deltage i disse ting og dermed få snakket med andre. Men at tage det fra snak til gode venner, det step har jeg ikke helt mestret endnu, det synes jeg er svært Og det er det, jeg savner i mit liv.

Jeg tror jeg er lidt bange for at mase mig på, jeg er bange for at folk synes det er irriterende eller mærkeligt, hvis jeg spørger om vi skal lave noget sammen uden for studiet.

Det er ikke nemt

Din beskrivelse er egentlig ret rammende for min egen situation. Jeg er 24 år og lige blevet færdiguddannet sommeren 14. Min kæreste og jeg er flyttet til Købenshavnsområdet fra Nordjylland, da vi begge har fået job herovre. Og jeg kan også sagtens mærke det manglende netværk.

Det er underligt at sætte ord på, da jeg ligesom dig også har en dejlig kæreste (forlovet) gennem 7 år, som jeg har det fantastisk med ( ). Han er nok reelt set den eneste person, som kender mig - sådan virkelig og vi stoler gensidigt 100 % på hinanden. Og netop det nære venskab med min kæreste gør, at jeg faktisk ikke føler mig ensom. I hvert fald ikke til dagligt.

Men alligevel savner jeg virkelig at have en/flere god/e veninde/r, som jeg virkelig kunne stole på. Jeg vil ikke beskrive det som reel ensomhed, da jeg føler, at mit sociale behov i høj grad bliver stillet af min kæreste og mine kolleger, men alligevel savner jeg en eller et par stykker mere end bare min kæreste, som jeg vil føle, at jeg kan stole på i samme grad.

For mit eget vedkommende tror jeg det i høj grad, at det skyldes, at jeg som person er introvert og derfor i hverdagene bare har brug for at lade op 'alene', når jeg får fri efter jeg har været 'på' en hel dag med kolleger (som blev dybt overraskede over, at jeg skulle være 'introvert', da vi en dag diskuterede dette, da de så mig som en meget social person). Den eneste person, som jeg tilsyneladende stoler nok på til at kunne være 'alene' med og dermed få ladet op sammen med er min kæreste.

Hverdagene er i høj grad allerede fyldt med arbejde, træning, hest og den resterende tid er hårdt tiltrængt til at slappe af og lade op derhjemme. Og weekenderne bliver også bare hurtigt brugt på at lade op til den efterfølgende uge, få sat skik på hjemmet, træne og ja, ride Derfor føler jeg mig nok reelt set ikke ensom, men savner alligevel et større netværk? For at have flere man kan betro sig til? At føle at man hører til et sted? At være knap så sårbar, så man ikke kun har sin kæreste? Det er sjovt og faktisk ret svært at sætte ord på, hvorfor behovet er der, når jeg faktisk ikke føler mig ensom eller alene i min hverdag. Men en rigtig veninde (eller et par) jeg (vi) kunne ses med i weekender ville være helt perfekt

Fra mit studie var vi en gruppe på 5 piger, som så meget til hinanden. På mit studie på AAU var det relativt nemt at få gang i relationerne, da vi arbejder i grupper over 4 mdr, så man i højere grad bliver 'tvunget' til at lære hinanden.

Men selvom det er nogle personer, jeg har hygget mig med, så er det ikke nogen, jeg føler, at jeg kan stole på eller 100 % vil være der for mig, hvis det giver mening? Og jeg tror, at det giver lidt ensomhedsfølelsen. At selvom man er sammen med dem, så er det ikke betroede venner. Jeg skriver stadig sammen med dem og ses med de to, der ligeledes er flyttet til Sjælland ca. en gang om måneden. Men der er ingen tvivl om, at vi også langsomt glider fra hinanden...

Derudover har jeg virkelig svært ved at gå fra small-talk til reelt venskab. Jeg tror, at det kommer af, at jeg har svært ved at lukke mig op for folk. Og jeg tror på sigt, at det gør, at det kommer til at gøre det meget ensidigt, når jeg har tendens til at lytte til og snakke om veninders problemer, men ikke selv kommer med noget den anden vej?

Selv tror jeg måske også det skyldes, at mit liv generelt har kørt rimelig glat på skinner og jeg generelt har været et heldigt menneske med få udfordringer (indtil for et år siden, da min far blev alvorligt syg og jeg kæmpede hårdt med at få det dersens speciale færdigt), så har jeg heller ikke haft så mange problemer at vende med veninder. Jeg tror måske, at jeg virker lidt for 'poleret' og rosenrød, når det næsten bare er positivt og ikke frustrationer, der er behov for at blive vendt, da det generelt bare har kørt godt med min kæreste og ikke en masse drama i mit liv. Det er tæt på det der FB glansbillede og det ER da dræbende kedeligt for andre, hvor JEG skal være bedre til at vende de små dagligdagsfrustrationer. Det skyldes især, at jeg har været godt sat med min kæreste siden jeg var 17 år og generelt bare har været meget målrettet moden og voksen ift. min alder og vidst, hvad jeg har villet. Og når jeg måske allerede fra de tidlige 20'ere har været mere interesseret i en rolig parmiddag end farverige fester, snakkede bryllup for to år siden (er dog skudt af praktiske årsager), er i gang med at bygge hus, hellere vil snakke snakke realkreditlån (!) end den seneste scoring i byen og gerne snart vil have børn (i hvert fald når vi lige er landet i vores nye job begge to). Der er jeg bare på et helt andet stadie end mine veninder fra studiet er med mine 24 år. Jeg er bare omtrent 10 år for gammel i hovedet

Derudover har jeg måske bare ikke har stolet nok på de veninder (snarere bekendte), som jeg har haft omkring mig. Jeg sætter virkelig høje krav og forventninger til de mennesker, jeg lukker ind tæt på, da jeg selv er meget ærlig, loyal, opmærksom på mine medmennesker og er der for dem, reflekterende og til at stole på - og forventer det samme af dem, jeg lukker tæt på. Jeg kan mærke på mine jævnaldrende, at vi i højere grad begynder at være på det samme sted på dette punkt, hvor man kan forvente dette af hinanden, men det synes jeg ikke rigtigt, at jeg kunne i gymnasietiden/start uni. Folk var simpelthen for umodne og 'all over the place'. Og der lider jeg nok lidt under en holdning af, at jeg hellere vil være 'alene' end lukke nogen tæt på, som jeg ikke føler, at jeg kan stole på.

Endeligt ved jeg måske ikke helt, hvordan man tager skridtet til at blive betroet med en vendinde, som jeg er med min kæreste. For selvfølgelig er alle jeg har mødt på min vej ikke uærlige, egoistiske unge individer, man ikke kan stole på At jeg er lidt genert og meget tilbageholdende med at give for meget af mig selv, hjælper bestemt heller ikke på det. Men det der spring til at udvikle de nære venskaber? Jeg ved det ikke. Og det er bestemt ikke blevet nemmere efter, at jeg har flyttet landsdel og mine kolleger er 15-20 år ældre end jeg selv

(Og lige en HN disclaimer: Nej, jeg har ikke dårlige sociale skills og kan sagtens small-talke og snakke med nye mennesker. Jeg er generelt vellidt, selvom det først er noget, jeg har lært at tro på indenfor de sidste par år, samt folk søger gerne mit selskab.)

Jeg fornemmer, at ensomhedsfølelsen er mere fremherskende anno 2014 end den har været tidligere, og jeg tror i høj grad, at det er fordi vi i så høj grad er blevet individualiserede og selv forventes at skabe vores netværk, hvor man måske før i tiden måske i højere grad naturligt hørte til i landsbyen og naboer hjalp hinanden og kom hinanden ved?

For mit eget vedkommende kommer ensomhedsfølelsen i hvert fald i højere grad af at føle sig sårbar og nogen at betro sig til end reelt at mangle selskab, hvis det giver mening

Wauw, det blev langt! Jeg beklager - især for gentagelserne, da jeg ikke lige har tiden at læse det igennem og korte det ned Men hvis Lyngby (eller bare en god radius rundt om København) passer, så er du velkommen til at skrive til mig, da jeg gerne udvider mig netværk hverovre, hvis det her ærlige indlæg ikke skræmmer for meget og du ellers ser lidt af det samme i dig, da jeg umiddelbart ud fra din korte beskrivelse, tror du minder lidt om mig.

Det ser da ud til vi er et par stykker efterhånden. Jeg har det stort set på samme måde som jer andre. Jeg har en god veninde og det er mere eller mindre det.

Jeg kan sagtens få nye kammarater når jeg fx som nu er startet på en skole (eller kunne være arbejde), men synes det er svært at få det til at blive til noget i fritiden.

Jeg er selv 26 så føler også lidt at de fleste allerede har de venner som de skal bruge. Men det ser jo ikke ud til at være tilfældet når man læser denne tråd

E

Ensomhed er når du hverken har familie, venner eller andet.

Og du kun er dig selv, det er ensomhed.

Jeg søger ikke ynk, men har bare været der, det gør virkelig ondt, ved ikke hvad der skal til, for at, ikke være ensom....

Glad for, at der er dyr i denne verden, heste, katte, hunde...

Der er ingen tvivl, om det er en endnu dybere form for ensomhed, når man ingen har i sit netværk. Og det er virkelig trist for dem, der har det såddan. Jeg kan 100 % sætte mig ind i det. Ingen burde have det sådan!

Men derfor synes jeg alligevel, at det er lidt ærgeligt at neglicere andres følelse af ensomhed blot fordi, at de har én anden. Så kan de ikke tillade sig at føle sig ensomme, fordi det er jo ikke rigtigt ensomhed, hvis man har en person i sit liv? Jeg synes, at det er en trist tendens i samfundet, at man ikke kan sige, at jeg hører dig og anerkender din følelse uden at skulle affeje den med, at der er nogen, der har det værre. Der er altid nogen, der har det værre; uanset om man så taler fattigdom, sygdom, ensomhed osv. At der er nogen, der har det værre, synes jeg ikke retfærdiggør at affeje andres oplevelse af deres virkelighed som 'pyller'.

Sårbarheden føles jo nok især alligevel, fordi man godt kan se, at man er mere udsat, når man kun har den ene person i sin omgangskreds? Eller at man bare stadig har et større behov, da det også bliver en meget lukket verden, hvis man kun er to, der giver hinanden reel sparing?

PicassoKilling

Ja, jeg tror desværre, at det er ret normalt i det samfund, som vi lever i idag, hvor vi måske i høj grad er slemme til at fokusere på egne behov i stedet for at være noget for andre? Plus vi måske er for dårlige til at række ud efter andre mennesker, da vi er for nervøse for afvisningen i stedet for blot at satse? For der kan jeg også nikke genkendende til Sofies beskrivelse af, at man heller ikke vil trænge sig på.

Det er lige før vi er en hel flok ænder i Københavnsområdet, der bare skulle mødes og se, hvad der sker

(Tak for grinet fra din signatur! Den trak lige på smilebåndet )

Anne

At være frivillig forskellige steder har jeg også hørt er et rigtigt godt sted at skabe gode netværk, da det ofte er den mere stille, rolige og nede-på-jorden type, der melder sig til sådan noget. Plus man ikke skal underkende, at det også giver en helt anden følelse af at være noget for nogen. Det kunne være en mulighed?

Tak igen for jeres svar

Sophie: Jo, CBS har netop mange lokaler lige bag Frederiksberg centret Men jeg kiggede inde på deres hjemmeside efter foreninger, og kunne kun finde de der mærkelige slags foreninger... Slipsedrenge der diskuterer vine er ikke lige mig Men lyder fedt at i har sådan nogle netværk

Har det præcis som dig.

CS1990: Jeg bliver slet ikke skræmt væk af dit lange indlæg - det lyder så meget som mig! Mit sociale behov bliver netop også primært mødt hos min mand - men føler stadig at jeg har brug for "mere". Og netop ikke være så sårbar, som for eksempel da han var i Jylland hele denne weekend. Så sidder jeg her. Fik heldigvis en frokostaftale i hus fredag, men har ellers været alene.

Men ja, kan virkelig genkende det du skriver - Lyngby er desuden slet ikke langt væk, det er her jeg bor

Jeg oplever nemlig også at det at man er mere etableret skaber en distance til nogle. Fordi jeg lige er blevet gift og bor i ejerbolig, og vi desuden også snart tænker børn, så er der nogen der slet ikke kan relatere til det i vores alder..

Picassokilling: Hvor er det fedt at opleve at man ikke er alene om den oplevelse man føler hurtigt at man er den eneste..

000: må indrømme at jeg bliver lidt træt af den fordom om ensomhed. Man er netop ensom når man føler sig alene SELVOM man er sammen med andre - det er en indre følelse. Man kan godt være fysisk alene uden at være ensom.

CS1990: sådan en dag er jeg helt frisk på

At være frivillig har jeg netop prøvet - var der i 1,5 år og utrolig glad for det.. Havde det rigtig hyggeligt med de andre frivillige, men igen, kommer det aldrig til "skal vi drikke en øl i aften"-stadiet. Desværre..

Undskylder på forhånd for det meget laaange indlæg

Som så mange andre herinde kan jeg også nikke genkendene til det du beskriver.

Jeg har i flere perioder af mit liv også været meget ensom - første gang var jeg kun 11 år. Som barn var det svært, at forstå hvorfor de andre børn ikke gad at lege med en. Især fordi man engang var venner, og pludselig måtte man ikke længere være med, når de andre skulle lege (hvilket resulterede i mange tude-aftener i stalden med ponyen, og til sidst et skole-skift).

Som voksen har jeg reflekteret meget over dette. Jeg tror egentlig det handler om, at de andre sagde nej et par gange - og af frygt for denne afvisning holdt jeg stort set op med at spørge. Jeg ville hellere have de skulle tro, at jeg havde nok i mig selv - og begravede mig derfor altid i bøger i frikvarterene.

Jeg er så heldig, at jeg har haft egen hest siden jeg var 7 år - og det har hjulpet mig igennem samtlige af de perioder jeg har følt mig ensom (som 11, 15-16 og 18 årig.)

Jeg har aldrig været den populære - og når det gik godt (fx som 13-14 årig), havde jeg "kun" en håndfyld veninder I løbet af årene i folkeskolen og gymnasiet, har de fleste kun snakket med mig, fordi jeg var dygtig i skolen og gerne ville hjælpe - bare for at sidde sammen med nogen engang imellem. Det giver en ret skeptisk tilgang til andre mennesker og deres "motivation" for at opsøge en.

Det hele ændrede sig dog meget da jeg startede på universitet. Jeg har efter mine oplevelser som 11 årig aldrig taget initiativ til at snakke med folk - og er derfor kun kommet i snak med dem som har henvendt sig til mig.

Den første dag på universitet sad jeg derfor alene i auditoriet, og så lidt skræmt på de 150 andre mennesker der kom ind. Heldigvis var der en pige som kom hen og satte sig ved mig, og startede en samtale - i løbet af den dag kom jeg så i snak med 3 andre piger (4 i alt). Vi startede en studiegruppe, som faktisk har holdt ved samtlige 5 år på studiet (+ en tilføjelse senere hen). Vi har set en del til hinanden privat, og den første pige har været min bedste veninde lige siden.

Efter jeg fandt trygheden ved, at have denne faste base - og opleve at der var nogen som faktisk havde lyst til at være sammen med mig, bare fordi jeg var mig - har jeg ændret mig en del.

Jeg har nu et relativt stort netværk af veninder jeg ses med, og betror mig til. Vi er nok oppe på en 7-8 stykker som jeg fortæller alt til - og en 8-9 stykker derudover som jeg også betragter som rigtige venner/veninder. Det betyder at der stort set altid er nogen som kan ses, når jeg har tid til det - selv hvis jeg skriver og spørger på selve dagen.

Det jeg har gjort anderledes efter jeg startede på universitet er nok primært følgende:

- Jeg havde denne faste base af veninder, som gjorde at jeg vidste jeg altid ville have nogen = mindre frygt for afvisning.

- Jeg lærte at det er okay "bare at være mig". Fordi jeg oplevede at der var mennesker som faktisk godt kunne lide mig, bare fordi jeg er mig

- Jeg er meget åben og ærlig, og ikke bange for at dele tanker og oplevelser med andre -> dette oplever jeg ofte skaber et tæt bånd til folk.

- Jeg er begyndt at tage kontakt til andre, spørge ind til dem og lytte aktivt til hvad de fortæller. Ofte gengælder de interessen - nogen gange bliver det til venskaber og andre kun til bekendtskaber.

- Jeg er god til at spørge andre om de har lyst til at lave noget. Både mine venner, men også bekendte. Det er faktisk relativt ofte mig som spørger nu - og har ikke oplevet at få et nej.

- Jeg sørger for at foretage mig ting som betyder at jeg møder nye mennesker. fx var jeg bartender på kollegiebar og var derfor "nødt" til at snakke med folk (super hyggeligt), hvis der er fest opfordres folk ofte til at medbringe nogle af deres venner - som man derefter selv kan blive venner med derudover har jeg også fået en del igennem mit frivillige arbejde - hvor jeg også ser flere af dem jeg har mødt der privat.

- En del af mine bekendte har jeg fået, ved at snakke med dem til eksamenerne. Her er folk ofte nemme at komme i snak med - og emnet giver sig selv

- huske på at vi mennesker generelt er meget ens, og tage udgangspunkt i dette i min tilgang til andre. OG dermed have det udgangspunkt at folk selvfølgelig er søde, imødekomne og reele.

Generelt tror jeg at mange som oplever ensomhed, har det ligesom jeg havde engang - og stadig får engang imellem.

Man er så bange for en afvisning, at man ikke tør tage kontakt til andre. Når andre så tager kontakt til en, er man enten mistroisk overfor deres intentioner, eller bare for at sige noget forkert og siger dermed for lidt.

Selv nu tvivler jeg ofte på mig selv. Jeg får tanker om hvorvidt mine venner nu rent faktisk gider mig, eller kun gør det af "medlidenhed" - om at jeg er forkert og ikke rigtig passer ind. MEN så siger jeg til mig selv at det ikke passer! Jeg er jo faktisk ikke så forskellig fra alle andre, og selvfølgelig kan mine venner lide mig! Det er vigtigt for mig ikke at være "needy" - og de fleste af mine venner ved ikke, at jeg stadig får det sådan indimellem.

Når jeg har fortalt mine venner, at jeg engang var meget ensom og følte mig afvist og udnyttet og dermed mistroisk overfor andre - så er de alle blevet meget overrasket og kan slet ikke forbinde det med den person jeg er i dag.

Som sagt er jeg ikke selv ensom længere, men kunne dog godt bruge en "single-veninde" som ville spise aftensmad og se film sammen engang imellem - stort set alle mine veninder bor sammen med deres kærester/mænd og vil derfor gerne hjem om aftenen

Så det der har virket for mig - og dermed må være mine råd til dem som stadig skulle side derude og føle sig ensomme må være:

- Tro på dig selv, på at du er god nok - og på at selvfølgelig vil andre mennesker dig gerne, hvis du vil dem.

- De fleste mennesker vil gerne og kan godt lide dem - som kan lide dem. Vis derfor din interesse.

- Vær ikke bange for en afvisning. Selvfølgelig kan det ske, men det behøver ikke, at have noget med dig at gøre. Tag derfor initiativ til en samtale.

- Spørg ind til folk når du møder dem. De fleste kan godt lide at snakke om sig selv

- Når du har kendt folk et stykke tid, så spørg ganske enkelt "har du ikke lyst til at lave noget en dag? det kunne være super hyggeligt!"

- Foreslå evt et fællesarrangement, fx spisning, bowling, pool o.l.

- Vær åben og ærlig i din tilgang til folk. Vær dig selv og stå ved dine holdninger - pas dog lidt på at være for højlydt, hvis de er meget ekstreme.

- Når man finder venner, så lad være med at være for "needy" - der er simpelthen ikke noget mere irriterende. Det er fint at holde kontakt og skrive sammen ofte - men ikke 100 beskeder om dagen og "hvorfor svare du ikke - hvad laver du???!!"

- Og selvom jeg kan se at formodningen herinde er, at de fleste voksne mennesker (20+) har de venner de har brug for - så er min erfaring at de fleste altid har plads til flere

- Folk opdager ofte ikke når andre er ensomme, og kan blive meget overrasket. Når du er begyndt at blive tæt med folk, så vær ærlig og åben omkring det.

- Pas på med at tillæge andre bagtanker som de ikke har. De fleste er faktisk søde og reele.

Nu bliver jeg færdig på universitet (Odense) om et par måneder, og skal derefter arbejde i Haderslev - mens næsten alle mine veninder skal arbejde og bo i København. Det giver selvfølgelig en frygt for at blive ensom igen - da det indtil nu er kommet og gået i perioder.

Jeg håber dog (måske naivt) at holde kontakt med mine nuværende veninder og se dem indimellem. Men også på selv at følge ovenstående råd, og møde op på arbejdspladsen med den tilgang at de andre selvfølgelig gerne vil mig - og at der sikkert også er nogle der som kan blive mere end kollegaer (venner/veninder). Jeg planlægger selv at gøre en indsats lige så snart jeg starter, på at få et godt forhold til mine kollegaer - og ligge grobunden for nye venskaber = det involvere også at deltage i alle sociale arrangementer, selv hvis det betyder 200 km kørsel for 2 timers bowling

Afslutningsvis kan jeg da også lige fortælle, at jeg er absolut velfungerende, også socialt - bare ofte usikker på mig selv. Jeg oplever ofte at folk er meget positivt indstillet over for mig - og også ofte tager kontakt (i byen nok lidt for ofte )

Charlotte: Der fik du virkelig sat ord på det, jeg ikke kunne finde ud af at beskrive. Det var næsten som at læse mine egne tanker, har det fuldstændigt på samme måde

Jeg er heller ikke "ensom" i ordets forstand, for jeg får alt det jeg har brug for gennem min kæreste (sammen i 6 år).

Det er meget mere det du beskriver, med virkelig at kunne betro sig til nogen.. Altså en anden end min kæreste. Og føle at de rent faktisk ville være der 100% for én. Det mangler jeg. Jeg er også introvert, men elsker at være social (man kan sagtens være begge dele nemlig), så jeg har ikke behov for en veninde/ven hvor man resolut skal ses hver anden dag og hænge ud hele dagen, for det skal min hjerne lade op til

Min kæreste er den eneste person, som lader mig op Det er ret utroligt egentlig.

Men en rigtig god ven, det føler jeg jeg mangler. Der er så mange jeg snakker med og hilser på og "kender", men uden det er mere end det. Og det er et resultat af at jeg længe har prøvet at finde "en rigtig god ven", og dermed har forsøgt at komme i snak med rigtig mange mennesker - men det er så også kun blevet ved lidt snak.

Og min fornemmelse er, at der er flere der føler sådan, men ingen ved rigtigt hvordan man tager det næste skridt.

Og igen Charlotte, ramte du hovedet på sømmet. Jeg skal ikke sidde og gøre mig selv til et fantastisk menneske, men jeg er utroligt opmærksom på dem jeg omgås (det er også derfor det dræner mig, tror jeg), jeg bruger meget energi på at vise tillid, interesse, opmærksomhed osv. Og jeg kan godt mærke, når der ikke kommer det samme retur, så bliver jeg sådan lidt øv.

Der er ingen der kan blive slyngveninder på 5 minutter, men jeg føler jeg giver meget af mig selv, og så kan det være trættende, når der ikke kommer så meget den anden vej også.

Meget spændende at læse dine tanker, det er præcist sådan jeg har det.

Nu er jeg jo selv bosiddende i Hovedstaden.. Altså hvis i mangler te til jeres træf, så har jeg noget rigtig godt te

Det ville da være total fedt hvis vi (dem der har lyst) kunne finde ud af et eller andet en dag. Især når vi nu er flere der bor i omegnen af København.

Det er virkelig sjovt at høre fra ligesindede for det er jo netop ikke det, man ellers snakker højt om med andre. I beskriver det jo fuldstændig den samme oplevelse.

Sophie, jeg kan virkelig genkende din følelse af, at man selv giver en masse af sig selv, men ikke rigtigt får tilsvarende igen fra andre, så det på sigt føles drænende.

Nadia beskriver det ret rammende med at være dygtig bogligt, hvor folk i skolen føltes som primært at søge ens selskab for hjælp til faglige ting. Og den der skepsis for, hvorfor folk nu lige søger en, når det altid liiige var i forbindelse med lektier, folk havde behov for hjælp til.

Denne skepsis gjorde da i hvert fald, at jeg i starten på uni var usikker og skeptisk overfor det dersens gruppearbejde som studieform på AAU. Heldigvis har jeg fået det modbevist og lært, at gruppearbejdet gør en stærkere ved at kunne vende tingene i stedet for en ballast som det var i gymnasiet. Derudover havde jeg det godt med hele min årgang (vi var max 30, da vi var flest og sluttede 12, så noget mere overskueligt), selvom det ikke gav nogle tætte veninder.

Anne, det var en dårlig formulering med Lyngby, da jeg bare mente, om det stadig passer med Lyngby fra din profil, haha, det var klodset formuleret, kan jeg godt se Jeg bor i Hvidovre, men det er jo netop ikke langt væk, når vi alle er bosat i Hovedstaden.

Men du har ret Picasso, jeg synes da 100 procent, at vi skal prøve at få noget på benene, når vi er så mange, der synes det kunne være hyggeligt

Jeg kan byde ind med en stak brætspil til Sophies te

Charlotte: Lige præcis. Jeg havde samme oplevelse i folkeskolen - folk opsøgte mig, fordi de liiige skulle høre hvad historien vi skulle læse i dansk handlede om, eller for at fotokopiere mine noter op til eksamen. De kom aldrig bare for at snakke. Jeg HADEDE gruppearbejde, for det var mig der lavede alting (jeg var fagligt stærkest), mens de andre sms'ede, gik hjem og købte slik, snakkede med drengene eller andet. Og når opgaven så skulle fremlægges, så kunne de stå så fint og læse mine noter op og få en god karakter, uden at have bidraget til samarbejdet. Øv!

Jeg har været så umådeligt heldig at komme i en rigtig god gymnasieklasse. Her lærte jeg værdien af gruppearbejde, hvor forskellige mennesker kunne byde ind med forskellige perspektiver og idéer. Jeg føler dog dette er noget særligt; når jeg snakker med andre om gymnasietiden kan jeg forstå på langt de fleste, at min gymnasieklasse var helt særligt god.

Jeg har netop haft reunion med nogle af pigerne fra gym (vi var 6 i alt), og det var SÅ hyggeligt at se dem igen. Og det virkeligt interessante? Da først én åbnede op omkring at føle sig ensom og faktisk også utilstrækkelig på studiet, så bød de andre ind, og så sad vi faktisk allesammen, og havde de samme følelser, uden vi havde vist det om hinanden.

Vi snakkede længe og besluttede at mødes igen snart.

Det syntes jeg var dejligt - det er lidt for ofte at folk kigger skævt, hvis man åbner op for sine følelser på den måde (synes jeg), men her sad alle og var rigtig forstående og faktisk følte meget af det samme. Jeg håber vi kan snakke mere sammen i fremtiden

Ihh hvor er det bare skønt ikke at føle sig alene om de følelser

Og hvor er I bare gode til at sætte ord på altså

Jeg har netop også tit følelsen af at jeg giver og giver og ikke får noget igen. Det er bare altid mig der skriver til folk og spørger om vi snart skal lave noget. Det ville bare være så rart engang imellem at mærke, at nogen virkelig har lyst til at lave noget med mig

For jeg ved at jeg er en god veninde, som har rigtig meget af give af. Men af en eller anden grund ser folk det ikke rigtigt.

Så ja, jeg er så frisk på brætspil og the

Heehe jeg byder ind med nogle føtex cookies så

Ej, hvor fedt, Spohie! Det er da en virkelig god udvikling Sejt gået! Min gymnasieklasse var desværre en masse pige-klike-fnidder, så jeg meldte mig mere eller mindre ud af fællesskabet den gang og sås kun med dem i skolen. Der havde jeg i stedet nogle at hænge ud med hos hesten

Men vores gruppe af 5 piger på uni havde det nok meget ligesom dig og dine gymnasiepiger, så det kan også være, at jeg bare skal prøve at give den en skalle med dem

Anne, det lyder rigtig fedt! Jeg må desværre tilstå, at jeg så har den uvane, at jeg har lidt svært ved at tage initiativ, men til gengæld fortæller jeg også gerne rigtig tydeligt, at jeg sætter pris på, når den anden gør det. Så der har jeg helt sikkert noget, der skal arbejdes med. For du har så ret, Anne, det er da super surt for den anden part altid at være den, der skriver og tager initiativ til at ses.

Hvordan griber vi det her videre an, når vi er en flok, der er klar til at gøre noget ved det? Jeg tænker, at vi måske skal hive det over på en anden platform, så vi kan udveksle informationer og evt. finde en dato og en ide til hvor/hvordan vi kan mødes

Og sidder der nogen derude og føler, at hey det vil jeg da også gerne, men ikke lige har modet til at stå 'offentligt' frem her, så er der jo også muligheden for at skrive privat til en af os

Charlotte: Så længe man selv er ærlig omkring at man er dårlig til det, og at det ikke skyldes at man ikke gider den anden, så er det ok

Ja hvad er mon smartest? Jeg laver gerne en HN-hygge-træf facebook gruppe

Anne, det har du nok ret i, men derfor er det stadig et punkt, jeg helt sikkert skal arbejde med, da det også er ret væsentligt ift. at holde kontakten til venner og ikke mindst få nye venner

Jeg synes, det lyder som en god ide med en privat FB gruppe, som vi kan inviteres til

Det er rigtigt

Hvis folk sender mig deres navne i en PB, så tilføjer jeg jer

Lidt bizart måske, men hvor er det egentlig "rart" at læse sådan en tråd her, for så føler man sig ikke helt Palle alene med at ha' en følelse af ensomhed - selvom jeg nu ikke ville ønske det for nogen..

jeg er en af dem, der var uheldig med både folkeskole og gymnasie - blev mobbet fra 5-9.klasse, men lærte at blive hård og ligeglad med hvad folk mener, hvilket betyder at jeg igennem gymnasietiden hurtigt blev meget selvstændig og ikke fulgte "klikens krav" for at være med socialt. Lærte at stå på egne ben og stole på mig selv, så jeg fik trods alt noget med fra de år!

Efter gymnasiet flyttede jeg fra Midtjylland til Odense, hvor jeg ikke kendte nogen. Via en hjemmeside jeg brugte meget dengang kom jeg dog ind i en god flok af skønne mennesker & havde nogen dejlige år i Odense. Desværre er venskab åbenbart ikke stærkt nok til at bære afstand - da jeg flyttede til København i juni 2013 (og Island i 5 måneder) var det som om togene kun kører en vej over Storebælt! INGEN jeg kaldte venner i Odense, har set hvor og hvordan jeg bor i København, og jeg kan ikke lade være med at være skuffet. Flere gange har jeg taget turen til Odense eller inviteret herover, men intet kommer tilbage igen. Jeg er en person der gør meget for dem, jeg holder af, så når det føles som om man er helt ligegyldig gør det ret nas...

Har en sød kæreste som jeg bor sammen med og ja, jeg får dækket meget af mit sociale behov igennem ham, men flere venner og veninder ville være så skønt!

Ensomhedsfølelsen har hæmmet mig på forskellige områder - jeg mistede en overgang min tro på mig selv; er jeg spændende nok til at folk vil lære mig at kende? Har jeg overhovedet noget at byde ind med længere? Og jeg har sat spørgsmålstegn ved om den selvstændighed og jeg gør hvad jeg vil selv hvis jeg skal gøre det alene, jeg besidder, i virkeligheden gør at jeg ender "forever alone".. Jep, ensomhed påvirker enormt og man kan føle sig så forkert! Følte mig som en forkert 25årig i København fordi jeg ikke deltager begejstret i forskellige events - truth is, at jeg før er taget til større events alene, men føler mig utrolig ensom i storbyen hvor alle ofte går i flok, så har mistet modet lidt,.

kan i den grad relatere til folk her i tråden! Vil meget gerne med i en eventuel FB gruppe; bor i Kbh NV og er glad for både cykel og offentlig transport..

Jeg synes også det er SUPER svært at tage initiativ - selvom jeg gerne vil!

Jeg kommer ikke udenom, at jeg er introvert af natur. Når jeg har været omkring mennesker hele dagen på studiet, så er det ikke meget ekstra socialt halløj det rækker til, når jeg kommer hjem.

Så har jeg egentlig mest lyst til at gemme mig i mit musehul og være alene

Og så igen - hvis der nu HAR været noget socialt, som jeg har sagt ja til at deltage i, så har jeg jo nydt det! Også selvom jeg følte jeg ikke orkede at tage afsted, når jeg kom hjem!

Nogle gange tænker jeg på, om min introvert-hed er selektiv, eller anderledes?

Nogle få mennesker kan faktisk lade mig op - altså på en sær måde. Jeg er stadig KLAR til at komme hjem og være alene, men jeg går derfra med en helt opløftet følelse, som om jeg faktisk har fået energi og glæde af samværet.

Det lyder helt tosset, det burde man jo altid

Men især i store grupper kan jeg godt føle mig helt drænet og træt når jeg går derfra, også selvom jeg har hygget mig.

Men når jeg er i selskab med folk, der virkelig hviler i sig selv og accepterer alle - de lytter, ser på en når man snakker, osv, ja så fyldes jeg faktisk med energi.

Kat: jeg kan genkende meget af det du skriver! Jeg føler mig også vildt sær, når jeg bor herover, er 23 år og hverken er til Distortion eller noget

Jeg vil gerne, men det skal være med folk jeg er "trygge" ved, ellers bliver jeg træt i hovedet og går bare og er ængstelig, mens jeg følger i hælene på hvilken gruppe jeg nu er med.

Ved folk jeg er tryg ved og hvor samtalerne er lige og alle lytter, er jeg en helt anden person, glad og deltagende. Jeg hader bare at blive kørt ud på et sidespor og være "3. hjul", der er jeg dårlig til at mase mig ind i samtalen.

Jeg har det også så meget som både dig Sophie og Kat

Glæder mig til at vi finder en dag inde i gruppen

I sætter fuldstændig ord på det, Sophie og Kat,og jeg kan også fuldstændig nikke genkendende til det hele. Altså helt seriøst hver eneste ord er som en beskrivelse af mig selv.

Især Kats beskrivelse af at lære bare at trives i og foretrække sit eget selskab, så man i høj grad i en dårlig folkeskole pg gymnasieklasse ikke ville gå på kompromis med mig selv for at "indordne" mig.

Og Sophies beskrivelse med at man faktisk bliver opløftet af at være sammen med nogen, som anerkender en og alle kan være med på lige fod er så rammende. Ligeledes den med at jeg derhjemme bare ikke orker og slet ikke føler overskuddet til at komme afsted til en aftalt fest eller andet, men så har hygget mig helt vildt, når jeg først har slæbt mig afsted.

Og beskrivelsen med at skulle være afsted med folk, som man er tryg ved og som man fuldstændig føler gider en er også bare helt spot on! Jeg har nemlig også erfaringen med at blive kørt ud på et sidespor som 3. hjul og så dræner det bare helt vildt..

Egentlig ret vildt at høre fra så mange forskellige give fuldstændig den samme beskrivelse, som jeg selv har følt i mange år. Men "vores" type har nok også tendensen til at holde os lidt tilbage og netop ikke komme ud med det til omgivelserne. Det gør det jo også lidt svært for os at finde hinanden ?

Jeg melder mig gerne ind i gruppen af personer, som føler sig ensomme. Jeg er helt enig i det I skriver, I rammer hovedet på sømmet. Jeg har da en del af snakke med, men ingen ser jeg rigtig privat. Jeg har ligesom mange af jer, svært ved at "tage det næste skridt". Det gik netop op for mig her til morgen, at jeg ikke har flere timer med mit hold i dette semester, og at jeg nok ikke får set nogen af dem før jeg starter igen.. For aner simpelthen ikke hvordan jeg skal få det stablet på benene.
Jeg gik i en periode til coach for netop at få nogen redskaber til at bryde isen. Mange af dem stemmer over ens med de erfaringer Nadia har gjort sig, og hvor er det befriende at høre, at man ikke er den eneste!

Hvis det stadig er aktuelt, så vil jeg meget gerne være en del af facebook-gruppen. Jeg er også bosat i Københavnsområdet

Hvor er det altså en god tråd i har fået lavet.

I har jo lige gjort det i tidligere måske har forsømt eller ikke formået, nemlig at finde nogle "ligesindede", nogle som i har en del tilfælles med, og dette blot fordi der var én der turde åbne munden og fortælle om sin situation .

Jeg kan godt forestille mig, at jo ældre man bliver, jo sværere bliver det at komme ind i en ny "kreds".

Vi har mange hold "gamle" venner, venskaber fra vi var unge og havde masser af tid.

Som det er i dag, med firma, heste, stor børn, stor have/hus, og hestearealer der skal holdes, ja, så er overskudet slet ikke til at se vennerne flere gange om måneden.

Men vi ved vi har dem og de os og vi hygger os når vi ses, men vores venner skal kunne forstå og have det fint med, at det ikke er 15 gange om året vi når at ses og at vi ikke magter "nå, længe siden hva'?", men at de blot synes det er hyggeligt når vi ses.

Vi er gode til, at hvis der er nogle hvor det bare er svært at finde en fri lørdag hvor alle kan, jamen, så mødes vi en torsdag på en hyggelig restaurant. Spiser lidt god mad, hygger et par timer og siger tak for i dag og vi glæder os til næste gang.

Så jeg kan godt forestille mig at det faktisk er svært at komme "ind" nogle steder, men jeg synes jeres idé her er genial og i lyder til at have en stor del tilfælles, så i ønskes held og lykke med jeres the-selskab

AEA: Du er skam meget velkommen, vi har lavet en gruppe hvor vi er ved at arrangere et event d. 5 juni

Hvis du sender mig en besked med dit navn, så tilføjer jeg dig.

Rosenholm: Mange tak det er nemlig alletiders at denne tråd kunne udvikle sig i den retning. Det havde jeg faktisk ikke set komme, havde bare håbet på nogle gode råd til hvordan man møder mennesker - og så sker det lige her på HN

Ensomheden er frygtelig, og man kan være omgivet at mange mennesker, men stadig ensom.

en super god ide i er ved og får stablet sammen.

og jeg håber i finder ud af det.

Men er i allesammen unge mennesker?

for tro mig der sidder mange på min alder 40+ der er meget ensomme, nok har man mand og barn, men det udfylder ikke tomrummet.

jeg er nok en af dem som mangler en veninde, med sammme interesse nemlig rideheste, til og træne og starte stævner sammen med, og alt muligt socialt.

men når man når min alder, så har alle nok i sit.

så nu når i er så unge, så hold godt fat i jeres veninder, for det bliver svære med tiden.

Anja.

Et bevis på at HN ikke er HELT afgået ved døden, er netop i denne tråd! Når nogen står med problemer/frustrationer og generel undring - ja så er der bare SÅ mange supersøde mennesker som er klar til at give en hånd med, om ikke andet så en virtuel krammer - det er rart at se (læse)!

Jeg er selv "fungerende introvert" - og med det mener jeg at jeg ER introvert og har et enormt behov for at lade op alene, ikke dur til store familiefester med masser af larm og gang i den, ikke har mange venner og jeg SUCKS til at small-talke

Når det så er sagt, så har jeg bizart nok altid haft jobs hvor jeg har skulle være 110% udadvendt og "på" - f.eks. består mit job pt. i at tale med 150-200 forskellige personer dagligt - og det har jeg det faktisk fint med - MEN jeg ORKER ikke at skulle være sammen med mine kollegaer efter job/på fridage - det har de efterhånden accepteret, men i starten fandt de det MEGET mærkeligt

Venner/venninder - jeg har et par stykker som jeg føler jeg kan dele ALT med - at jeg så er virkelig dårlig til det er noget andet - men netop de 2 her kan takle det Jeg er god til at lytte, og - får jeg at vide (ofte med et lidt undrende blik i øjnene) - også GANSKE fornøjelig at være sammen med . MEN jeg har for meget filter - og har RIGTIG svært ved at give slip på mig selv... Det gør - tror jeg - at mange ikke helt kan forholde sig til at man ikke er specielt genert, ej heller arrogant - man er heller ikke overdrevent sær og man kan faktisk tale med om de fleste ting - og alligevel "mangler" der lidt noget...

Ensom føler jeg mig heldigvis sjældent - for hvor MÅ det være frygteligt at have den følelse dag ud og dag ind

Men derfor kan jeg alligevel godt få en snert ind i mellem - en følelse af at man mangler noget "dybde" i sit liv, at man hvis alt gik galt ville være palle alene og at man er usynlig... Jeg tror at det er helt almindeligt at have det på den måde - men det gør det ikke mindre frustrerende! Har man det sådan hele tiden - UHA det må være TRÆLS på godt jydsk!

Nu de fantastiske øboere (både dem der er emigreret og de indfødte ) har taget initiativ til at mødes - ja så vil jeg da også slå et slag for at vi lave et møde i Nordjylland, SÅ hvis nogen ikke har noget at lave den lørdag d. 13/6, så lægger jeg hus til et "HN introvert/ensomheds træf" - der er byfest i byen, så hvis vi nu bliver HELT vildt udadvendte og ungpigefjalede så er der mulighed for overnatning hos mig også

PYHA - det er grænseoverskridende at skrive dette med risiko for at ikke en eneste "gider" ...

Så kom frisk piger - send en besked, så aftaler vi nærmere!

Trine (Faxa)

Trine, en virkelig god idé! Og du har evigt ret.

Og det er også interessant, det med når man er "voksen", eller rettere ikke ung mere.

Jeg tør ikke tænke på dem, der længe har haft sin familie, og så bliver skilt.. Hvilket tomrum det efterlader.. Og hvor tager man så lige hen for at møde nye mennesker?

Ensomhed er et kæmpe problem i mange aldersgrupper, ingen tvivl om det.

Jeg tror faktisk at ensomhed rammer alle aldersgrupper, alle "klasser", både introverte og ekstroverte og ikke mindst rammer det ligegyldigt om man er "alene alene" eller har masser af venner og familie - det er en følelse i en selv...

Det kan godt være svært at forstå for andre, at man kan føle sig ensom mens man sidder til en stor fest/i et klasselokale/sammen med vennerne - men det kan man, netop fordi det er noget man føler dybt i sig selv - omgivelserne påvirker det, men de kan ikke "fixe" det, altså hjælper det ikke at opsøge andre menneskers selskab - man skal arbejde med sig selv og denne følelse...

Man kan ikke sidestille ensomhed og stress - men for begge gælder det at omgivelserne påvirker i både posetiv og negativ retning, men man bliver kun "rask" ved at knokle med sig selv og sin indstilling til livet...

Trine (Faxa)