Min kæreste og jeg købte ejerlejlighed da vi havde været sammen i 4 år. Vi havde boet sammen i 3 år i en lejelejlighed.

Jeg synes virkelig ikke at man skal købe noget sammen, før man har boet sammen i en længere periode, og kender hinanden godt. At købe med det samme man flytter sammen synes jeg er lidt af et sats.

Hvorfor ikke flytte sammen i en lejelejlighed?

med BigWhopper. Personligt ville jeg ikke kaste mig ud i det så tidligt i forholdet (og uden at have boet sammen tidligere) - men jeg ved, at andre er uenige

Hvornår man skal springe ud i det? Tjah... Der vil nok altid være sommerfugle i maven, når man skriver under på sådan en kontrakt (min mand og jeg er absolut leje-mennesker, så det er ikke noget, jeg selv føler for - men det er nu ikke pga. tvivl omkring, hvorvidt manden bliver eller ej ).

Hvis du er glad for stedet, hvor du bor nu, og der er rigeligt plads, hvorfor flytter han så ikke ind til dig et stykke tid?

Hej

hvor længe har I boet sammen?

Der er ingen garantier her i livet, så jeg synes bare at I skal springe ud i det, hvis I ellers føler jer sikre på hinanden og økonomien kan bære.

Desuden mener jeg at man kan "købe" sådan et "tilbageflytningsbevis" hvis man fraflytter en lejelejlighed, hvor man har mulighed for at komme først i køen hvis man ønsker at flytte tilbage.

Hilsen Anne

Følg din intuition - din mavefornemmelse. Den siger tydeligvis at du ikke er klar til at flytte sammen med ham.

Et er desuden, om du måske var klar til at flytte sammen, men noget andet er også, om han egentlig er klar lige nu. Især denne sætning skræmmer i mit øre: "...og især nu er det lidt ned af bakke da han lige er dumpet re-eksamen og derfor er ret deprimeret (som går ud over mig)". Hvis han i en nedtur ikke har det lille overskud, det kræver, at være sød overfor dig på trods af dette, så stop op.

Lyt til dit indre jeg. Det tager sjældent fejl.

Vil lige give dig et råd. Min veninde og hendes kæreste var også i tvivl om det var for tidligt at flytte sammen. De tog derfor hver især i "praktik" hos hinanden i 14 dage. På den måde at han flyttede ind til hende i 14 dage, hvor de skulle agere at de var flyttet sammen. Derefter evaluerede de og boede så i uge hver for sig. Dernæst flyttede hun ind hos ham i 14 dage og dernæst igen 1 uge hver for sig. Man kunne måske starte med 1 uge og dernæst udvide til 14 dage, hvis det går godt. På den måde kommer kanterne frem og man bliver tvunget til at snakke om, hvordan det er gået og tage stilling og få løst evt. problemer inden det bliver alvor. Efterhånden går "praktikken" måske så godt, at usikkerheden forsvinder...eller måske det modsatte. På den måde behøver ingen af jer at give slip på jeres lejlighed i første omgang.

Jeg er personligt den største bangebuks hvad angår parforhold, det at være "afhængig" af andre og indrømme at jeg har brug for et andet menneske!!

Jeg blev simpelthen nød til at lave en aftale med mig selv da jeg var først i tyverne om at jeg aldrig mere måtte lytte til min "HVAD NU HVIS"! Resultatet er så også at jeg har dage hvor jeg er ved at dø er skræk fordi jeg både privat og arbejdsmæssigt er dybt indvolveret med andre mennesker, men på den anden side har jeg også fået muligehder og oplevelser jeg aldrig havde troet var mulige for en lille bangebuks som mig!

Der er ingen tvivl om at hvis jeg havde lyttet til min mavefornemmelse gennem de sidste 10 år ville jeg have haft en meget lille verden og gået glip af rigtig mange spændende menneske og oplevelser - det ville jo muligvis også have været ok - er på ingen måde interesseret i at blive hørt eller set mere end højst nødvendigt, men er dog stolt over at jeg har taget kampen op med min indre bangebuks

Generelt har vi mennesker jo også en tildens til at fortryde de ting vi ikke gjorde, frem for dem vi gjorde - så måske er det tid til at kaste sig ud i noget vildt? Da det er andel, tænker jeg også at det vel ikke vil have de helt store økonomiske konsekvenser hvis i skulle komme til at gå hinanden!!

Jeg synes det er en rigtig rigtig dårlig ide!

1 tror ikke I kan finde en bank, der vil låne to studerende til en andel. Min søster er uddannet læge hendes kæreste er ingienør - og de fik afslag i banken til køb. På trods af overordentlig god økonomi. (Bare for du forstår hvad I er oppe imod)

2. SU ses ikke som en indkomst.

3. Når du allerede nu er i tvivl. Så skal du følge din mavefornemelse og blive i den lejlighed du har nu.

Nu lyder jeg meget gammel og kedelig, men I er meget unge og det at købe noget sammen er meget stort. I binder jer økonomisk og går det galt, så kan I meget nemt ende med at komme ud af både forhold og bolig med gæld. Det er godt nok en trist start på sit voksne liv. Nu skriver du, at han får lejligheden, hvis I går fra hinanden, betyder det, at det er ham, der køber den? Har han råd til at sidde i den alene, hvis du smutter? Det betyder selvfølgelig, at du ikke behøver at bekymre dig om en evt. gæld hvis det ikke holder, men har han overvejet konsekvensen?

Det var den økonomiske del, så er der den personlige. Som flere andre skriver, så lyder det ikke som om, du er klar til at flytte sammen med ham. Efter blot to år bør der stadigvæk være en nyforelskelse og en begejstring, som det ikke lyder til, at der er?!?

Du er jo i tvivl, for ellers ville du ikke skrive her og når man er i tvivl om den slags, så skal man lade være. Ens mavefornemmelse har ofte ret, selvom man ikke altid er enig med den!

Som udgangspunkt skal man ikke leve efter "hva´ nu hvis!" Men man skal heller ikke gøre noget uigennemtænkt -især hvis man har lidt tvivl!

Noget andet er (som de andre også nævner) heller ikke nogen specielt god ide at købe noget sammen med en man ikke har boet sammen med! Jeg ville enten flytte sammen i den ene eller den andens lejlighed et års tid mindst og derefter tage det op (evt fremleje den ene lejlighed imens), for umiddelbart lyder det ikke som det rette at gøre lige nu.

Det er nemlig slet ikke sikkert at du kan komme ud af det igen med skindet på næsen hvis i går fra hinanden!

Er lige på mobilen så bliver korte svar

vi har boet sammen fra dag 1 af uofficielt og har boet officielt sammen i nogrt af tiden, så det bestemt ikke nyt for os at bo sammen

det er forældre køb så pengene er allerede på bordet derfor lejligheden også bliver hans (og han har selv styr på om

van har råd til det HVIS NU)

grundet er til vi ikke bliver boende er fordi det er 1. Værelses og med en gamer hele natten så er soveværelse rart!

samtidig har vi katten som da også kunne bruge mere plads (og en ven Hihi)

Men kan sige vi fik en lang god snak igår og tror den største grund til jeg trak mig er fordi det ikke var drømme stedet for mig men kommer lige med uddybende svar når jeg har en computer! Er glad for at høre erfaring fra andre som nok var det jeg mest søgte

At leve efter "hvad nu hvis", det kan ødelægge ret meget, du kan ikke leve hvis du hele tiden skal tænke på "hvad nu hvis", nogen gange gælder det om at springe ud i det og se hvad der sker.

Du skal dog sørge for at hvis/når i køber noget sammen, så er det det rette sted, forhåbentlig skal i bo der i mange år så det er vigtig at du trives der.

Om man køber noget eller lejer noget sammen er for mig fuldstændig ligegyldig, ligesom at der heller ikke er nogen regler for hvor langt i et forhold man skal være før man køber/lejer noget sammen.

Hvorfor lejer du ikke din lejlighed ud på en tidsbegrænset lejekontrakt? Hvis man ikke må det, så hør evt. om du kan få en dispensation for det.

Jeg ville ikke lade min nuværende bopæl afgøre om jeg vil flytte sammen med kæresten - men jeg kan sagtens forstå hvis den kommende bopæl ikke er et sted du vil bo. Det nytter ikke noget at flytte et sted hen, hvor man ikke føler det er rigtigt

Jeg kan godt se det fristende i det, men 2 år er jo ingen tid (nemt for mig at sige, jeg har været sammen med min kæreste i 6 år )

Selvom det føles som om i kender hinanden ud og ind 100%, så gør man det bare ikke efter kun to år. Det TROR man, men man opdager mange flere ting med tiden.

Mit gammeldags råd må være at tage det med ro, nyde hinanden og lad være med at rushe ind i noget, derikke føles rigtigt i maven I har hele livet foran jer hvor i skal være sammen; i skal noook komme til at bo i hus sammen, ingen grund til at haste det.

...kræver en gyldig grund for at være gældende. At man gerne vil flytte sammen og have sin lejlighed i baghånden, hvis det ikke går er IKKE en gyldig grund. Rigtig mange lever i lykkelig uvidenhed om at de har fremlejet deres bolig på en ugyldig lejekontrakt og risikerer en ubehagelig overraskelse, hvis lejeren har tænkt sig at blive boende.

Hvis du vil bo sammen med kæresten, så lad ham flytte ind til dig. Hvis I er glade (nok) for hinanden, betyder det ikke det store at pladsen er trang. Hvis en dumpet eksamen er nok til at ødelægge humøret, spår jeg Jer dog ikke de store chancer, men nyd det så længe det varer UDEN at risikere din lejlighed

Jeg gjorde alt det jeg havde sagt jeg aldrig ville gøre....

Da jeg lærte mine kæreste at kende, boede jeg hjemme hos mine forældre, var på SU og læste til sygeplejerske, var afhængig af offentlig transport hjemme fra mine forældre hvilket var en lille dagsrejse, skulle låne mine forældres bil for at komme ud til kæresten...

Jeg tror faktisk ikke vi havde kendt hinanden i mere end 2 mdr, da kæresten en dag vi var ude at, svinger op til rådhuset. "Øh hvad ska vi her?" Hans svar lød fornuftigt på daværende tidspunkt... "Du er ude hos mig hele tiden alligevel, du får kortere til skole, kan kører i min bil og får mere i SU"... Så jeg måtte hjem og fortælle de gamle at jeg altså flyttede hjemmefra...

havde jeg haft en lejlighed, så var jeg ikke flyttet sammen med ham allerede.

Idag næsten 11 år senere, har vi købt svigerforældrenes gård og har 3 børn....

Her var min kæreste og jeg i en anden båd. Vi havde kendt hinanden som kollegaer i 4 år, været kærester i 2 måneder og så købte vi en andelsbolig.

Jeg havde nok mest travlt med bare at komme ud hjemmefra og ja så havde jeg jo lige fået denne kæreste som jeg fik lokket med på denne ide. Det var så dumt, dels fordi vi absolut ikke kendte hinanden og det har kostet mange skænderier, for at finde ud af hvor vores grænser gik osv. og så kan jeg mærke den dag i dag jeg mangler at have boet alene og klaret mig alene og så er andelsbolig lån dyre! Det er først nu efter snart 4 år vi har fundet ud af at bo sammen uden særlig mange skænderier.

Men hvis din kæreste kommer til at stå alene på det lån og du ikke har noget med det at gøre, vil du jo bare være en slags lejer hos ham. Man kan jo desværre ikke vide hvordan tingene vil se ud om flere år, men det er vel ikke anderledes end i har det nu? andet end at det bliver hans bolig, i får noget større og du skal sige farvel til din lejlighed ? der findes andre, dog ikke den samme, men andre lejligheder hvis tingene skulle gå galt. Men jeg er selv af den type man skal springe ud i tingene

Min første tanke er at hvis du har brug for at spørge andre, om det er det rette, så er det det ikke.

Men uanset hvad er det kun dig selv der kan afgøre det. Andres gode og dårlige eksempler, kan du i princippet ikke bruge til noget, din situation kan jo gå begge veje eller en helt tredje vej.

Uanset hvad håber jeg I finder den rette løsning for jer