Jeg ser dagligt de "flyttede forældre" ifa. flytning på evt. plejecentre.

Vær du glad for, at du ikke er forældrene, for de har/får virkelig stress over flytningen (selv om de ikke skal deltage i selve flytningen af møbler mv.)

De fleste flytter fra et hjem, hvor de har boet de sidste 30-40 år,

alt rykkes op med rode, alt skilles ad, flere ting smides ud, minder fra huset er væk.

De ender i en lejlighed, med begrænset indbo af deres samlet bolig gennem mange år, i en lille lejlighed med begrænset plads til deres "liv".

Vær du glad for, at du ikke er forældrene.

Du kan trods alt, sige puh, det var det...dine forældre skal leve videre i den begrænset verden, af at miste hvad der var engang.

Det er svært for mange ældre, skal jeg hilse og sige....

Mine forældre, var min far nået at blive dement og kunne slet ikke forstå det der skete.

Han var så ked af det og syntes at vi smed hele hans liv ud, det var så synd for ham og virkelig hårdt at skulle være den onde der måtte fortælle ham at i en lille 2 værelses er der ikke plads til et helt tømreværksted...

da vi havde flyttet de fleste møbler til deres nye lejlighed skulle vi så flytte dem og da sad min far med sine tømrebukser i favnen på en stol i det ellers tomme køkken, og da jeg sagde kom far så køre vi dig op i lejligheden gik han rundt om sig selv og kunne slet ikke finde ud af hvor han skulle hen for at komme ud af huset. PUH HA det var hårdt, han faldt aldrig til i lejligheden....

Jeg håber dine forældre stadig har deres forstand og er bevidste om at det er for deres eget bedste.

En gang når de ikke er mere er godt at vide man har hjulpet alt det man kan.