Jeg kender ikke til dit fagområde andet end af navn, så hvad du specifikt kan gøre, ved jeg desværre ikke :/

Men jeg vil gerne sige, at den følelse du sidder med er MEGET almindelig blandt universitetesstuderende.

Jeg tror næsten alle har siddet med den følelse på et tidspunkt i deres studie.

Jeg går også selv på et lidt krævende studie, og der er ALTID noget jeg burde læse, noget jeg burde øve mig mere på (udenadslære), noget jeg burde kigge på igen fordi det ligger langt væk, noget svært stof jeg burde sætte mig ned og blive 100% sikker på, osv osv osv.

Det hænger altid over hovedet. Som studerende har man vitterligt aldrig fri. Du bliver aldrig færdig med noget, du kan altid gøre mere.

Og her er det så du skal sætte dine grænser: hvad er rimeligt ift. mit liv og mine faglige forventninger?

Nogen kan bruge hele livet på at læse. Jeg har tilvalgt nogle ting: kæreste, fitness, se familien, slappe af med bøger/film, mit mentale helbred (komme væk fra bøgerne, du ved )

Ting som jeg ikke gider undvære, selvom det sikkert kunne gøre mig til en meget bedre studerende!

Men er det så det værd?

Hvordan klarer du dine eksaminer? Det er et nogenlunde mål for, om du opfylder fagets krav.

Og når jeg skriver nogenlunde, så er det fordi eksaminer i MEGET høj grad OGSÅ er en test af, om du er "god til at gå til eksamen", om du er god til at huske udenad (hvis i skal det), osv.

Så en dumpet eksamen betyder ikke nødvendigvis at du er dum/dårlig, det kan ligeså vel betyder at du er "dårlig" til at gå til eksamen, også selvom du kan dit stof.

Hvis du føler dette rammer plet, så snak med en studievejleder om eksamensangst. Jeg anede ikke selv jeg havde det, før jeg fik det at vide, ud fra mine beskrevne symptomer. Jeg troede bare jeg var almindeligt nervøs. Det kommer dog (heldigvis?) kun til visse former for eksamen, nemlig SPOT eksaminer og nogle gange mundtlige, de skriftlige er som regel ikke et problem.

Summa sumarum, hvis du består dine eksaminer, så er du helt OK, og de følelser du har er 100% normale, og stort set alle studerende render rundt med dem i kortere og længere tid.

Du kan også se indad, og prøve at mærke efter, om følelserne kan skyldes at du sammenligner dig selv for meget med andre.

Jeg kan selv blive DYBT frustreret, når jeg hænger i alt hvad jeg kan med et fag: jeg møder op til alle forelæsninger, også selvom vi har haft praktiske øvelser hele dagen og jeg er dødtræt, jeg tager noter til alt og koncentrerer mig meget, jeg læser så meget af pensum jeg kan nå (man kan aldrig nå det hele på det her studie ), jeg stiller spørgsmål til forelæseren når jeg ikke forstår ting osv.

Og ALLIGEVEL får sidemanden/en anden studerende en højere karakter end mig. På trods af at denne studerende: skrider fra undervisning efter kort tid, da vedkommende er træt/keder sig, ikke skriver noter til specielt meget, flere forelæsninger skriver vedkommende faktisk slet ikk noter overhovedet, dukker ikke op til teoretiske øvelser osv.

Alligevel kan den person få højere karakter end mig, og det kan give den følelse du beskriver: laver jeg nok? Burde jeg lave mere? Er jeg god nok? Er jeg "klog" nok til at gå på dette studie? Osv.

At personen så går i en læsegruppe som læser til eksamen sammen, kan meget vel være grund til at vedkommende klarer sig igennem alligevel, men det er en anden historie.

Grunden til jeg skriver dette er, at på uni er de fleste vant til at ligge i dne gode ende rent fagligt, fx i gymnasiet, ellers var de jo ikke kommet ind på studiet.

Når man så samler en masse af de kloge hoveder på uni, så er man ikke nødvendigvis nummer 1 hele tiden, og det kan skabe de følelser du beskriver.

Og så er det MEGET meget nemt at komme til at sammenligne sig med andre! Og det skal man virkelig passe på med, det kan få en til at køre helt ned over sig selv.

Du aner ikke om de får hjælp hjemmefra, om de bare er heldige at have en god læsegruppe, osv osv.

Du skal se på dig selv og KUN dig selv, når du sammenligner din præstation. Er denne karakter god nok til dig?

Er det antal timer du bruger på at læse, godt nok til dig, føler du dig tilfreds med denne indsats?

Det er det eneste, der er vigtigt. Det tog mig selv noget tid at lære, det er svært at blive glad for sig selv på det punkt

Men det kan læres.

Jeg håber nogle af de ting kan give dig stof til eftertanke. Du kan nok ikke genkende det hele, men prøvede at ridse lidt forskellige ting op, i håb om at det ringer en klokke hos dig.

Konklusionen er, at mange studerende sidder med de følelser du beskriver, det er ganske normalt. Den eneste måde du kan bedømme om de følelser er vigtige på, er at lytte til hvad dine undervisere siger, samt lytte til dig selv.

Hvis DU synes du klarer dig godt nok, så er det sådan det er. Hvis du klarer dine eksaminer, så tillykke, du er præcis som du skal være og du gør præcis den indsats du skal

Jeg går også en ingeniør uddannelse og er (forhåbentlig) færdig her til juni. Påtrods af jeg har studeret i 70-80 timer om ugen igennem hele mit studie så har jeg stadig ikke følt det var nok. Der var altid mere der kunne gøres.

På vores studie forventes der en arbejdsindsats på 58 timer pr uge, fordi det skal være 37 timer på årsbasis og sommerferien trækkes fra. Så det er en stor arbejdsbyrde modsat studier der kun regner med 37 timer pr uge.

Tror desværre det høre med til at ville yde sit bedste, for selv her under specialet har jeg kun haft 1-2 fridage og ikke holdt en eneste weekend fri fra skrivning. Kender mange som kun skrev 4 timer pr dag og holdt fri i weekender...

Tak for svar begge to

Jeg har da også selv tænkt, at det måtte være meget normalt at gå rundt med den følelse - men det er bare så rart at høre fra nogen der rent faktisk har det sådan.

Altså, når jeg prøver at se objektivt på det kan jeg godt se, at jeg laver det jeg mentalt kan holde til. Jeg træner også, og slapper lidt af på sofaen, og jeg tror jeg ville blive bims i bøtten hvis der ikke var plads til det også.

Jeg tror egentlig mit problem er at jeg 1. sammenligner mig selv med de andre og 2. er meget ambitiøs, vil rigtig gerne.

Nu sidder jeg i en klasse, som er en blanding af folk der har arbejdet med det her før, nørdet som ligesom bare har et tag på det, og så os andre, som er rimelig uvidende og aldrig har programmeret så meget som en lommeregner før. Og det er jo logisk nok, at dem med erfaring jo vil være dygtigere, det kan jo næsten ikke være anderledes. Jeg kan bare ikke helt lade være med at tænke, at jeg også vil være lige så gode (eller bedre) end dem.

Jeg får rimelig gode karakterer, jeg har indtil videre fået 12, 10, 7, samt to 4-taller og tre "bestået"(I ved, de der hvor man kan få bestået/ikke bestået), så karaktermæssigt ser det jo også okay ud. Men jeg vil egentlig gerne have 12 i det hele, ligesom mange af de andre får. Jeg bliver så gal på mig selv, når jeg ikke får 12, også selvom jeg ved, jeg har gjort hvad jeg kunne.

Mit studie er også estimeret til noget alá 60 timer om ugen. Vi har mellem 30 og 40 timers skemalagte timer/workshops, og så er resten forberedelse, projektarbejde, læsning og øvelser. Og jeg bruger i hvert fald også 60 timer om ugen, men årh det er svært at slippe følelsen af, at man burde kunne gøre mere - selvom jeg godt ved det ikke er tilfældet.

Jeg vil bare så gerne være "klog", og jeg vil også helst brilliere i det hele. Nu om dage kaster alle jo alle ders 12-taller op på Facebook hele tiden, så jeh føler virkelig ikke at det er godt nok hvis jeg ikke får 12.

Jeg har samme følelse. Altså "skyldfølelsen".

Egentlig har jeg påskeferie, men jeg føler ikke rigtig, at jeg kan tillade mig at have ferie. Jeg tænker konstant på at lave nogle øvelser og læse, selvom det er "frivilligt". Jeg er simpelthen alt for bange til at slappe af. Bange for at dumpe eller være utilstrækkeligt. Selv når jeg har lavet vitterligt alt, så føler jeg, at jeg ikke kan holde fri.

Det er utroligt udmattende. Jeg prøver at bruge skyldfølelsen konstruktivt eller ihvertfald har jeg lært at leve med den. Jeg plejer at sige til mig selv, at det er prisen for at være passioneret efter at gøre et godt stykke arbejde. På den måde ændrer jeg smerten til noget positivt (eller ihvertfald kan jeg acceptere smerten). Jeg bider det i mig og håber, at det bliver bedre, når jeg engang får et arbejde eller kommer videre i systemet.

Du har præcist beskrevet mig selv også

Jeg er super slem til at sammenligne med andre, og så er (var?) jeg ret ambitiøs.

(Med "var" mener jeg, at jeg endelig har accepteret, at jeg ikke kan få 12 i alting. Nu er jeg glad, når jeg har gjort det jeg kunne)

Jeg kom ud af gymnasiet med rene 12-taller i alle eksaminer og en stor del af årskaraktererne også.

Så det er et voldsomt slag i maven at begynde på universitetet, og så faktisk bare være "endnu en i mængden", og pludselig skulle slå sig til tåls med både 4 og 7 og jeg ved snart ikke hvad.

Igen: folk på de her lidt hårde studier, var allesammen de bedste i klassen i gymnasiet. Når du tager sådan en flok ind på ét studie, så er man stadig blandt de 1% dygtigste, men man har kun de bedste at måle sig efter.

Og derfor skal man ikke sammenligne med andre!

Det tog mig 3 år at holde op med, så det er ikke nemt

Især ikke når alle andre på studiet altid er sådan "eeej hvad fik du, ej jeg fik det her!!" hele tiden.

Især når man VED at det er de typer, der altid får en karakter højere end en selv, så gider man ikke sidde og mukke over en god karakter, som man egentlig selv er super glad for, men som sammenlignet med andre godt kan virke mindre god.

Dine karakterer er super fine, og hvis du fik 12 i alt, så ville du være en robot der ikke kunne få et arbejde når du kom ud, fordo du var super mærkelig

Så tag du det bare helt roligt.

Og du beskriver også netop hvorfor du ikke må sammenligne dig selv: nogle kommer fra en baggrund med meget erfaring i sig selv.

Der er også flere på mit studie der er søn/datter af to dyrlæger, eller er vokset op på en gård, osv osv.

De har bare mere erfaring og en grundviden, som vi andre så må tilegne os på den hårde måde.

Så slut med at sammenligne! Dine karakterer er glimrende og du har intet at være ked af

Jeg har ikke fået et eneste 12-tal på uni, men fik alligevel job 6 måneder før jeg var færdiguddannet og starter op på ph.d i efteråret om alt går vel. Min anbefaling er helt klart at stå af karakterræset og i stedet arbejde på jeres netværk. Det er dem med de gode netværk, som får job og ikke dem med de højeste karakterer. Forresten er der aldrig nogen arbejdsgiver, der har bedt om at se mit karakterblad

Puha, jeg kan blive helt dårlig af at læse den her tråd Dårlig på de studerendes vejne, at man skal pine sig selv i x antal år for karakterernes skyld. Jeg ved med mig selv, at jeg ikke ville kunne holde til det ræs - jeg ville simpelthen stå af og lægge mig med stress, det er 100%!

Øv, at det skal ende ud i sådan noget.

Jeg krydser fingre for jer alle hver især, at I kommer godt "ud på den anden side"

Jeg vil også sige, husk, det er "hele mennesker" der er brug for på arbejdsmarkedet og i samfundet. Og ikke mindst for jeres eget velbefindende.

Ikke kun omvandrende genier.

Jeg synes det er dejligt at du/i tager jeres studie alvorligt og også jeres intelligens. Det er der alt for mange der ikke gør.

Men det er netop også vigtigt at få et godt netværk, som en anden skriver og også både have venner, familie og hobby, så ikke man kommer ud som en person, der har svært ved at begå sig og kommunikere med mennesker, der ikke har en så høj uddannelse, eller blot en anden uddannelse.

På samme måde som det er vigtigt for jer pt., at kunne sætte en grænse for, hvornår nok er nok, er det også når i får job og evt. familie. Der skal være balance i hele livet, for at man bliver et helt menneske, der både er seriøs i sit arbejdsliv, men så sandelig også tager sin familie og fritid seriøst.

Held og lykke til jer alle, der slider med bøgerne.

Tusind tak for svar alle sammen! Det hjalp faktisk rigtig meget at høre lidt fra andres synspunkt også - nogle gange har jeg følt mig meget som Palle alene i verden, og jeg synes også jeg har fået lidt ro i hovedet ved at høre, at det altså er helt normalt ikke at bruge hvert vågne øjeblik på studiet, og at det også er helt normalt at føle sig skyldig og stresset.

Jeg synes også jeg kan bruge jeres input til at tænke lidt mere over at få gearet lidt ned, og ikke forvente at være den bedste i det hele.. Og nu synes jeg faktisk jeg har fået så meget ro på, at jeg kan sætte mig hen i sofaen med en god bog uden at få det dårligt over det

Det er dejligt at høre

Og det kan du roligt gøre!

Førende hjerneforskning viser, at vi lærer mere OG bedre, hvis vi giver hjernen pause. Du kan ikke køre non-stop, det kan du faktisk ende med at blive dårligere af.

Jeg er begyndt på bacheloropgave, men lige nu tager jeg en stund på HN med en hjemmelavet smoothie, for det er vigtigt med små, gode pauser, så man ikke kører død

Det er en svær balance, og at du allerede er ved at lære den nu, gør bare at du er rustet til senere i livet, hvor du, som en anden også skriver, skal kunne prioritere familie, arbejde osv.

Så tag du det bare som en sund læringsproces.

Held og lykke med resten af studiet, er sikker på du klarer det fantastisk

Jeg render også med den følelse - men vælger ikke at gøre synderligt meget ved den, idet jeg prioriterer andre ting høkere.

Alt efter faget, så går jeg efter den regel der hedder: "Så længe jeg består ". Det fungerer udmærket for mig. Af og til giver jeg den en skalle (men det er kun, hvis det er en opgave jeg er særligt interesseret i), og det afspejler sig da også oftest i karakteren - men det er ikke noget jeg GIDER hver gang. Langt fra.

Jeg står lige pt over for at skulle op i et fag, som jeg slet ikke er sikker på jeg består. International relations. Det er det mest rådne fag jeg nogensinde har haft! Politik siger mig nul og nix. Nada. Intet. Skulle jeg BARE skrive en opgave, så skulle det nok gå; det gør det som regel, men denne gang skal jeg FORSVARE den MUNDTLIGT! Det er jeg rædselsslagen for, for selvom jeg så nosser mig sammen til at læse teksterne (der er så kedelige, at jeg mærker en bid af min sjæl forlade mig, minut for minut), så husker jeg INTET af det. Det forsvindet i løbet af 0,5.

F*ck og møg, skid vær' med det, og bare jeg består.

Jeg tror du må gøre op med dig selv, hvordan du vælger at gøre tingene, og så SLUTTE FRED med den beslutning. Beslutte, at sådan er det, og det accepterer du. Bum.

Jeg har brugt så mange år af mit liv på at spilde tiden (sygdom), så jeg har besluttet ikke at spilde mere tid end højst nødvendigt på ting jeg ikke interesserer mig for. Det lyder måske barnligt og egoistisk, men mit liv er mit, så jeg vil gøre hvad jeg vil. Jeg gider ikke læse handels- eller økonimifag for at forbedre mine chancer for at få job. No way. Så hellere leve af havregryn, siddende på en sten, såfremt jeg laver noget jeg KAN lide.

Ups, nu kom jeg vist af med nogle af mine egne livs- og fremtidsfrustrationer

En ph.d plejer da ellers netop at kræve et højt gennemsnit + en høj karakter til specialet?

det også sådan en del af tiden på studiet - jeg færdiggjorde min kandidatgrad for små 4 år siden.

Da jeg søgte job 3 mdr. før, at jeg afleverede speciale, var de selvfølgelig interesserede i min uddannelse - en MA/MSc var et krav for at få stillingen. Men de var lige så interesserede i at høre, hvordan min indstilling til arbejdet var, hvad jeg havde lært af mine rejser (jeg har været en del omkring, og mine sprogkundskaber/kulturelle viden i den forbindelse var yderst relevante for jobbet), osv. Jeg fik jobbet, FØR jeg havde afleveret speciale, og karakteren for specialet fik jeg først to mdr. efter, at jeg var startet på jobbet. Så lidt betød den for arbejdsgiveren

Jeg kan i øvrigt fortælle dig en sjov anekdote: Jeg tog min BA i Danmark og havde desværre en dårlig dag, da vi gik til eksamen i et bestemt fag (som jeg ellers elskede) og fik en middelmådig karakter (et 9-tal på gammel skala, så vidt jeg husker). Jeg søgte året efter ind på et kandidatstudie med fokus på netop dette fag på et universitet i Skotland med høje adgangskrav, hvor mit 9-tal i ansøgningen blev fortolket som et MEGET middelmådigt internationalt C. Og gæt hvad? De tog mig sgu alligevel - for min motiverede ansøgning og mit gennemsnit talte jo med. Jeg endte i øvrigt i den øverste halvdel af årgangen med en del A'er, også for specialet, for det ER et fag, som jeg er dygtig til, selvom jeg havde en skidt dag dengang på BA'en.

Enkeltkarakterer skal man ikke hænge sig så meget i. 12-taller hele vejen igennem betyder som regel (der findes selvfølgelig genier, men vi andre er bare almindelige mennesker med en passion), at ens liv ved siden af studiet er gået helt i stå - og jeg synes, at det er vigtigt at give sig selv pusterum i hverdagen for at holde gejsten oppe alle de år

chris: Det er jo åbenbart højt nok

Det er rigtigt, at PHD ofte kræver høje karakterer, men hvis man har været på arbejdsmarkedet nogle år efter endt kandidatuddannelse, kan man af og til komme ind på lavere karakterer. Her har den konkrete erfaring betydning.

Jeg har også oplever en gå videre direkte på PhD på lavere karakterer, men han var til gengæld meget kreativ, veltalende og socialt anlagt, så man har fået øje på ham selv om han ikke havde et højt gennemsnit.

Godt svar igen For selvfølgelig var de jo høje nok siden du kom ind.

Tak for forklaringen spirillen

Er egentlig ikke fordi jeg bekymre mig karaktermæssigt, jeg har altid troet jeg skulle give den alt for at bestå - og blive overrasket over karakteren hvergang