Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Jernhesten kan vinde

Neo Holmsminde har været en af profilerne i dansk travsport i denne sæson.
Hesten har vundet løb i Norge, Sverige og Tyskland, men pudsigt nok ikke i
Danmark.

 

Den syvårige traver Neo Holmsminde har været helt fantastisk i denne sæson.
Ikke kun for sine ejere i Nordisk Vabene AB, men også en god indtægtskilde
for sin træner Steen Juul. Indtil nu har hingsten tjent mere end det
dobbelte af, hvad den gjorde i hele 2011.

 

Men de 1,3 millioner kroner, som hesten dygtigt har indløbet i 2012, kan på
søndag blive til endnu mere. Her starter den på Charlottenlund Travbane i
efterårets største løb for hurtigklassen, N.J. Koster Memorial. Et løb,
eksperter vurderer til at være et af de bedste i flere sæsoner.

 

»I første omgang vidste jeg godt, at det kunne blive et fint løb, men det
endte med at blive et rigtig godt løb. Selv om der er 200.000 kroner til
vinderen, er det jo ikke altid nok til at lokke gode heste til, men det har
det gjort denne gang,« siger træner Steen Juul.

 

To friske sejre i Tyskland

Selv om Neo Holmsminde kommer med friske sejre fra starter i Tyskland,
forventer Steen Juul ikke, at hans hest bare vinder søndagens hovedløb på
Lunden, hvortil spillet bliver kraftigt boostet af indskud fra udlandet
herunder vores noget større travnaboer Sverige og Norge.

»Neo Holmsminde var til start to gange for et par uger siden i Hamburg og
vandt. Jeg synes, han var fin begge gange, og han er kommet sig godt over
turen,« siger Steen Juul.

Normalt starter en travhest kun en gang på en løbsdag, men ind i mellem
lokker alverdens travbaner med løb, hvor hestene kan risikere at skulle ud
både to og tre gange på samme dag. Neo Holmsminde er lidt af en jernhest, da
den hele tre gange i år har været til start mere end en gang på samme dag.

»Men han virker nu som en ganske almindelig hest og har ikke nogen særlig
evne til at være så meget bedre end andre i sin klasse på det punkt. Han er
bare typen, der gør sit bedste hver gang, men kan selvfølgelig være mærket i
dagene lige efter to hårde løb. Men så er han frisk og oven på igen,« siger
Steen Juul.

Danskerne må ikke glemmes

Selv om der er stærke gæster til start i N.J. Koster Memorial fra både
Sverige og Italien, afskriver Steen Juul hverken sin egen eller de øvrige
danskere chancen for at vinde løbet.

 

»Jeg synes, at han befinder sig i en gruppe på fem-seks heste, som kan vinde
løbet. Jeg ser ham som en, der med det rigtige løb kan være blandt de tre
første. Selv om O'grady og Mathilde Trøjborg har dårligere spor end os, skal
de heller ikke afskrives,« lyder advarslen fra Steen Juul.

 

»Som sporlodtrækningen har formet sig, er distancens 2000 meter et klart
minus for min hest. Havde distancen været kortere, havde jeg haft endnu
bedre forudsætninger. Nu må jeg i tænkeboks i forhold til at få det løst
bedst muligt, men jeg har nu ikke tænkt mig at låse min taktik fast på
forhånd,« påpeger Steen Juul, der tre gange tidligere har vundet N.J. Koster
Memorial, senest i 2009 med Korvet Klintholm.


Billede


Steen Juul med Neo Holmsminde kan på søndag tage sæsonens første sejr på
dansk grund i N.J. Koster Memorial. Foto: US Photo.


Tilføjet d. 24-10-2012 kl. 16:55 af i kategorien Travsport.
Forsidebillede: Ingen titel af honeylady





Seneste relaterede nyheder
14-05-12 Danskere satte sprintereliten på plads
17-04-12 Steen Juul tilbage med sejr
08-03-12 Rudolf Le Ann er død
13-09-11 Peak Performance er den nye travdronning
18-04-11 Steen Juul blev Danmarksmester
25-08-10 Derbyfelterne er klar


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider