Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Danmarks største babytraver kan vinde storløb

Med sine 170 centimeter er Tampa Bee en af landets største toårige travere. Den kan blive endnu større, hvis den på søndag vinder Jydsk 2-årings Grand Prix i Aarhus.

Talentmassen er stor blandt de travheste, der blev født i 2010. Hestene, der har alle begyndelsesbogstavet T, mødes i dag søndag i det første storløb i sæsonen, Jydsk 2-årings Grand Prix med 100.000 kroner til vinderen.

En af dansk travsports mere succesfulde opdrættere og amatørtrænere, Bent Ole Pedersen fra Vodskov ved Aalborg, har vundet et hav af store danske travløb, men aldrig toåringernes grandprix i Aarhus.

»Vi har tidligere vundet både grandprixet for de tre- og fireårige, men aldrig 'babytraverne'. Det vil jeg selvfølgelig også gerne prøve,« siger Bent Ole Pedersen, hvis våben er kæmpestore Tampa Bee.

Vallakken måler tæt ved 170 centimeter. Det er ifølge Bent Ole Pedersen usædvanligt, at hesten overhovedet er blevet startklar kun to år gammel.

»Jeg havde på grund af hans enorme størrelse spået, at han først kom til start til næste år, men han har virkelig fået styr på sin store krop allerede nu. Det var først, da jeg fik ham spændt for en sulky, at det gik op for mig, hvor stor han var. Jeg tror, at han er en af de største toårs, som starter her i landet,« siger Bent Ole Pedersen.

Aldrig superoptimist
Tampa Bee har tidligere starter i Aarhus, hvor løbene afvikles 'med uret' modsat landets øvrige travbaner 'mod uret'.

»Der er flere konkurrenter, som kan åbne utroligt stærkt fra start, og så bliver Tampa Bee nok løbet over ende. Men min hest har sin force til slut, og opløbet i Aarhus er langt og går op ad bakke. Jeg er aldrig superoptimist, men jeg bliver heller ikke forbavset, hvis han vinder,« siger Bent Ole Pedersen.

Hvis ellers hesten er frisk efter søndagens storløb, bliver sæsonen i næste måned afsluttet med start i det klassiske Dansk Opdrætningsløb. I 2008 vandt staldens absolutte stjerne, Okay Bee, løbet. To år senere vandt Okay Bee Dansk Travderby - det år, Tampa Bee kom til verden.

Okay Bee gør i øvrigt Tampa Bee følgeskab og starter også søndag i Aarhus.

Af Hestesportens Medier


Billede

Tampa Bee ses her vinde sit første løb hjemme i Aalborg for Henrik Lønborg. På søndag tager Skivekusken Bent Svendsen over. Foto: Ole Hindby.


Tilføjet d. 14-10-2012 kl. 11:14 af i kategorien Travsport.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider