Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Tænk på hestene i frost og sne

Vinteren har for alvor fået tag i Danmark, og landet over slås hestefolk i øjeblikket med frost og sne. Det hårde vejr kan sætte den mest engagerede hesteejers arbejdsiver på prøve, men vi vil jo gerne gøre det så godt som muligt for vores dyr, og der er mange tiltag vi kan gøre, for at give hestene gode forhold om vinteren. Det er dog ikke kun hesteejernes velvilje der skal sikre hestenes trivsel i det kolde vejr. I Danmark har vi flere lovkrav der skal sikre hestene fornuftige forhold i vintervejret, bl.a. regler for adgang til læ og vand.

 

Grovfoder:
Adgang til grovfoder er alfa og omega for at hestene kommer godt igennem vintervejret. Om hesten går på jordfold eller græsfold er et fedt; når jorden er dækket af sne som nu, er det nødvendigt at supplere med grovfoder på folden. Hestens fordøjelsessystem er indrettet efter at hesten spiser jævnt over døgnet, og er derfor ikke egnet til at hesten f.eks. går på fold over længere tid uden adgang til stråfoder. For lange intervaller mellem tilførsel af foder, eller for store mængder kraftfoder i forhold til grovfoder, nedsætter sundheden i fordøjelseskanalen og øger risikoen for bl.a. mavesår og kolik.

Ud over sundheden på længere sigt, har adgang til stråfoder stor betydning for hestenes trivsel i vinterkulden. Kontinuerligt indtag af grovfoder og den medfølgende aktivitet i tarmene, hjælper nemlig hesten til at holde varmen. Derfor er grovfoder på folden særlig vigtigt i denne kolde periode, og især hvis hesten går uden dækken.

 

Vand:
Heste skal have adgang til frisk vand, hvis de er på fold i mere end 4 timer. Det giver store problemer i disse dage, men der er dog flere tips og tricks til at komme nemmest muligt igennem vinterperioden. Den dyre løsning er færdigkøbte frostfri vandkar eller vandkopper, men frostfri kar kan også laves af gør-det-selv-manden. Et tip er at sætte vandbaljen i en større balje, og isolere mellem baljerne med f.eks. halm. Der kan laves låg af flamingo til at lægge over karret om natten, og vil man sikre sig helt mod frosten, kan et varmelegeme til et akvarium monteres i karret - f.eks. beskyttet af en teglsten eller lignende. Læs f.eks. denne aktuelle debat om frostfri drikkekar. Adgang til vand har lige som grovfoderet betydning for hestenes evne til at holde varmen, og nedsætter samtidig risikoen for forstoppelse.


Læ:

Heste kan uden problemer klare meget forskelligt vejr, lige fra kraftig hede til vild snestorm, hvis bare de har adgang til områder med læ/skygge på folden. Det er altid en god idé at have et læskur til hestene på folden, hvis ikke de har adgang til naturlig læ som en tæt beplantning af f.eks. grantræer. For heste der går ude mere end 12 timer i vinterhalvåret eller vinterlignende vejr, gælder det dog at der skal være adgang til et læskur med et tørt og strøet leje, hvor alle heste kan ligge ned samtidig. For islandske heste og shetlandsponyer gælder det dog at de blot skal have adgang til blødt leje og naturlig ly og læ mod vejret.


Tilføjet d. 05-02-2012 kl. 22:53 af i kategorien Røgt og Pleje.
Forsidebillede: Ingen titel af Cat *May Ray*

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider