En epoke er slut på Amager!
Amager Rideskole (tidl. Amager Ponyklub) lukker efter næsten 50 års virke på Amager Strandvej ved grænsen mellem Tårnby og Københavns kommuner. Mange tusinde danske ryttere har fået deres første hestelærdom og masser af gode oplevelser her.
Rideskolen blev oprindeligt startet af Helge Schwarz med baggrund fra det ridende politi. En stor kapacitet, der også hjalp skuespilleren Buster Larsen med hestenumre til Cirkus Buster. Efter hans død blev rideskolen drevet videre af hans kone Inga Schwartz indtil hun opgav og lukkede den ellers velfungerende rideskole, fordi Tårnby kommune ønskede at lave en strandpark istedet for rideskole. Først i slutningen af hvert år ville kommunen forlænge lejemålet for ét år ad gangen.
En gruppe af forældre og andre interesserede syntes ikke at man skulle give op så let. De startede en forening, som måtte indkøbe helt ny heste, da alle de gamle allerede var solgt. Foreningen har siden drevet rideskolen i over 30 år på trods af de stadige strandparksdrømme og deraf følgende årlige lukningstrusler fra kommunen.
Nu har rideskolens bestyrelse imidlertid smidt håndklædet i ringen, da Tårnby Kommune definitivt har meddelt at man ikke vil forlænge lejemålet fra udgangen af dette år. Flere års forsøg på at finde alternative placeringer i Tårnby og København er endt resultatløse. Søndag den 29. Juni bliver således den sidste dag, der vil blive redet på rideskolen ved Amager Strandvej.
Læs mere om den triste nyhed på Amager Rideskoles hjemmeside http://www.amagerrideskole.dk eller her
Henrik Biering
(tidl. elev på Amager Rideskole)
Tilføjet d. 21-05-2003 kl. 11:10 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

