Det tyder på at de danske ryttere i Mechelen har skippet julemaden i år, for de er hurtigt undervejs ved det belgiske stævne.
Tirsdag blev det således til en flot 4. plads for Charlotte Lund og Audi (LU e. Aston/Dutchmann/Frühling opdrættet af Egon Kragh) i en 1,40m klasse kun for kvinder. Klassen blev vundet af irske Jessica Kürten på Castle Forbes Cosma (KWPN e. Coleur Rubin/Peter Pan).
Ungrytteren Camilla Ernst havde et enkelt nedslag i hovedrunden på den 17-årige Monique (DV e. Charmeur/Goldfinger/Maykop OX opdrættet af Familien Holstein) og hun sluttede dermed som nummer 22.
I en 1,40m klasse for belgisk opdrættede heste tog Tina Lund mandag en flot 5. plads på den 8-årige Qrispy d'Ive Z (Zang. e. Quick Star/Rebel I Z).
Danskavlede Complete (DV e. Come Back II/Farewell opdrættet af Jens Olaf Vandet) tog tirsdag en 7. plads i en 1,40m opvarmningsklasse til den 5-stjernede tur under irske Cameron Hanley.
I dagens U25-klasse sluttede Camilla Ernst lige uden for placeringerne på Monique med et enkelt nedslag og tiden 56,64 som ellers ville have indbragt hende en 2. plads i klassen forudsat bommen var blevet liggende.

