Det er isnende koldt under årets første Keeneland-auktion i Lexington, Kentucky. Dampen står ud af næserne på et par unge fuldblodshopper, der er helt oppe på tæerne, fnysende og med rejste haler. Hestetransporterne læsser heste af på det storrammede anlæg, som er hjemsted for en lang række løb op til Kentucky Horse Derby. De skal dog ikke løbe, men derimod handles. Heste-nettet var med til årets første fuldblodsauktion.
På Keenelands første fuldblodsauktion i 2009 har de tunge mørke skyer gennem 2008 dog for længst taget pusten fra verdens førende hesteauktion, der normalt når svimlende rekorder. Allerede længe inden den traditionsrige auktion blev åbnet for tilmeldinger, kom de første dystre udsigter. "Global finanskrise sætter stop for købelyst". Og med disse avisoverskrifter hængende over hovedet og hesteindustriens trange kår med bl.a. flere års overproduktion og dermed faldende priser, var der langt mellem de høje bud. 1100 heste blev da også i sidste øjeblik trukket tilbage fra auktionen i håb om bedre tider. Mens andre blev "foræret" væk, skulle det vise sig.
Auktionen starter
De grønne sæder i auktionslokalet fyldes langsomt op. Prominente navne står på de afmærkede sæder. Navnene på de største fuldblodsfarme: Lane's End, Claiborne farm og Three Chimney's men også Sheikh Mohammed bin Rashid al Maktoums og hans agent John Ferguson har naturligvis deres egne stole - selvom auktionen for længst er gået live på internettet. Det er heller ikke uden grund at Lufthavnen i Lexington ligger klos op ad Keeneland. Det gør det belejligt for de arabiske sheiker at byde personligt eller overvære de højt profilerede Bluegrass Stakes, med mindre det er nogle af de sheiker, der allerede har opkøbt farme og jord i området.
Der er nu masser af tomme sæder inde auktionen starter. En af de helt store agenter fra Taylor Made Sales Agency holder et årvågent øje med "deres" klientheste. De store fuldblods-stutterier har som oftest en agent, til både at sælge og købe igennem, og som tager sig af alt det praktiske i forbindelse med handel, klargøring og papirarbejde. Taylor Made topper endnu engang gennemsnitsprisen på salgsheste. Auktionarius-rollen deles helt som traditionen foreskriver mellem tre yderst professionelle ældre mænd, som skiftes om opgaven. Intet er overladt til tilfældighederne, og der er en god stemning i lokalet trods al den dystre snak.
Foræres væk
Auktionens første hoppe Ebon Lee ridser alvoren op. Auktionarius starter ud på lidt under 1000 dollar. Han messer videre i et afsindigt tempo, selvom der ikke ligefrem bliver vinket med armene nogle steder. Det er et garvet publikum, der på forhånd kender alle afstamninger ud i de yderste led. Tjekker afstamning i kataloget: Den er god nok; Tripple Crown vinder Seattle Slew som farfar og Forty Niner som morfar. God afstamning umiddelbart, men uden nævneværdige personlige løbsbidrag. Godt nok er Ebon Lee krybbebider, men det er 30% af hestene, fremgår det af lystavlen. Det skal dog altid oplyses forud for salget.
Den mørkebrune hoppe bliver annonceret som avlsprospekt og bliver trukket ind i ringen. En stor og robust hoppe af statur. Noget som fuldblodsavlerne ellers de senere år er meget opmærksomme på efter en lang årrække med massiv avl af sprintere - på bekostning af det sunde fundament. Kritikken har været nådesløs siden Barbaro og senest Eight Belles' nedbrud og hele branchen har måttet igennem selvransagelse, hvad angår baneunderlag, doping, brugen af pisk og svage lemmer.
Ebon Lee ser således hverken mere eller mindre ringe ud end de næste 300 heste som kommer i søgelyset resten af denne første auktionsdag, der varer hele seks dage. 1000 dollar lyder det sidste bud inden hoppen forsvinder ud af folks hukommelse igen. Hoppen er blot endnu et eksempel på en massiv overproduktion af heste, der dumper priserne til langt under produktionsprisen. Ironisk nok udgør de sølle 1000 USD knap nok selve tilmeldingsgebyret for hesten, hvis salær til agenter mv. indregnes.
Auktionens trækplaster blev fuser
Auktionens absolutte trækplaster var den højt profilerede 11-årige tredobbelte Eclipse-vinder, Azeri, der gik tilbage igen til sin ejer. Alle havde kun turde håbe på at Azeri kunne udløse et vendepunkt. Et lille tegn på at markedet måske er på vej tilbage. En svimlende høj salgsrekord kunne have givet fornyet optimisme, overskrifter og håb i en tørstende branche. Det sidste bud lå på 4,4 millioner USD lå lige akkurat under den fastsatte mindstepris, afslørede hoppens ejer Michael Paulson lettere skuffet bagefter. Det betyder at hoppen ikke bliver solgt - den dag i hvert fald. "På et gunstigt marked ville hun kunne have gået for det dobbelte af det sidste bud i dag", udtaler han efterfølgende.
Tager guldet med hjem igen
Michael Paulson er dog stadig optimistisk for hoppen er i fol med en af tidens aller hotteste hingste Ghostzapper og Horse of the Year i 2004. Og han ved allerede på forhånd at det bliver et hoppeføl, da der er anvendt rektal ultralydsskanning, som kan bestemme fosterets køn efter blot 90 dage. Desuden har hoppen et lovende hingsteføl fra sidste år efter Storm Cat-sønnen, Giant's Causeway, den absolut førende avlshingst på avls-indexet pt. At Ghostzapper også er tidens modehingst blandt avlerne viser dagens højeste salgspris på 950.000 USD for en ifolet hoppe. Hoppen er ung og har flere placeringer i Grade 1 væddeløb, som er de højest rangerende. Det får auktionschefen Geoffrey Russell til at udtale, at bunden ikke er helt slået ud af markedet for kvalitetsheste, der både har en superb afstamning og personlige resultater.
Men det er svært at bevare optimismen, når auktionens første dag har en omsætning, der er 44% lavere end sidste års januar-salg. Og når dét, der gerne skulle have trukket de helt store avisoverskifter over hele verden blot blev årets første fuser: Tilbagekøbet af superhoppen Azeri.
Fakta: Storm Cat-sønnen Giant's Causeway ligger næstøverst i toppen af hingstelisten over højeste afkomsindtjening. Han havde i 2007 ca. 150 naturlige bedækninger. 2009 bedækningspris: 125.000 USD. Øverst på listen er Smart Strike som bl.a. er far til Curlin, vinder af Preakness 2007 og Breeders Cup Classic 2007 og Dubai Cup 2008. Smart Strike: Bedækningspris: 125.000 USD.
Hvem er køberne til de dyre heste typisk?
-De store fuldblodstutterier som fx Three Chimney's, Lanes End, Ashford, Gainesway.
-Japanere, fx Katsumi Yoshida, ejer af Shadai hingstestation
-Arabere, fx Sheikh Mohammed bin Rashid al Maktoums
-Et syndikat som bliver enige om at splitte hesten op i anparter
Keeneland huser både væddeløbsbane og auktionshus. Galopbanen har for længst skiftet til fiberunderlag. Churchill Downs i Louisville, hvor Kentucky Derby afholdes fastholder stadig det udskældte grusunderlag, der giver hurtigere løbstider, men flere skader. Det var netop på Churchills Downs at både Barbaro og Eight Belles' nedbrud skete.
Se videoklip her fra auktionen
Læs mere her: www.heste-nettet.dk/nyheder/4814/

