Lexington, Kentucky, USA: Det er efterhånden ikke længere en nyhed at hesteindustrien i USA er hårdt trængt. I hjertet af Bluegrass-staten Kentucky, har man længe vidst, at det stod skidt til. Fuldblodsindustrien genererer millioner af dollar til det omgivende samfund, til hesteforskning, sundhedsområdet og til en lang række andre velgørende forhold, som er afhængige af støtte fra de kapitalstærke fonde. Helt konkret drejer det sig om 5 milliarder dollar årligt, hvoraf bedækningsindtægter alene tegner sig for rundt regnet en milliard dollar.
Breeders Cup tæt på suspendering
At midlerne er indskrænket som følge af finanskrisen gik for alvor op for fuldblods-industrien i midten af december 2008, da det meget prestigefyldte Breeder's Cup suspenderede samtlige løbsprogrammer for 2009 pga. en voldsom nedgang i planlagte indtægter fra kvalificerede hingste og plage til de mange løb. Efter kritiske røster fra de mange avlere som allerede havde tilmeldt heste, valgte fondsbestyrelsen imidlertid efter blot en uge efter den opsigtsvækkende nyhed, ekstraordinært at bruge midler fra deres eget hjælpefond til at sponsorere de mange puljer. Breeder's Cup består af en lang række forskellige løb med mottoet: "Win and you're in", og afholdes forskellige steder i USA med en massiv præmiepulje. De samlede vindere kvalificerer sig til verdensmester-skaberne i slutningen af væddeløbssæsonen. I 2009 afholdes finalen den 6.-7. november i Santa Anita i Californien.
Keeneland i nedgang
Det prestigefyldte Keeneland, der er hjemsted for Bluegrass-løbene op til Kentucky Derby, huser således både væddeløbsbane og auktionshus. De mange auktioner på Keeneland omsætter for svimlende summer, men er også hårdt ramt af forkølelsen. Ved den 15 dage lange november-auktion var omsætningen ca. 45,6% lavere i 2008 end i 2007 fra 340.877.200 til blot 185.552.300 USD i 2008. Direktøren for Keenelands auktionshus, Geoffrey Russell mener, at den nedadgående omsætning ikke kun skyldes en overproduktion af heste og dermed en naturlig markedsjustering, men i høj grad også global mangel på likviditet, forbrugertillid og en svag dollar. "Dette påvirker alle forhold overalt i verden i øjeblikket og Keeneland er ikke immun".
En af årsagerne til at novemberauktionen alligevel endte på et tåleligt niveau, må nok tilskrives at købere som Sheikh Mohammed bin Rashid al Maktoums var i indkøbshumør. Hans agent John Ferguson købte blandt seks andre heste, den succesrige fireårige væddeløbshoppe Hystericalady (e. efter hingsten Distorted Humor, det pt. har en bedækningspris på 300.000 USD) som lå i den moderate ende for "kun" 3 millioner USD.
Aflivning for 25 USD
Men det er ikke kun den kriseramte fuldblodsindustri, der viser sygdomstegn. Den almindelige hesteejer er også ramt på pengepungen. The Horse.com, søstersitet til storebror, the bloodhorse.com, lancerede i starten af december en adoptionsliste til formidling af fuldblodsheste herunder rideheste og plage såvel som kasserede galopheste. Listen talte for blot få dage siden mere end 40 fuldblodsheste, som af den ene eller anden grund foræres bort, sandsynligvis pga. de skyhøje foderpriser og generelle leveomkostninger. Ligeledes er der oprettet deciderede aflivningsklinikker, som tager symbolske 25 dollar for en aflivning af hesten, såfremt adoption mislykkes eller andre muligheder er udtømt, hedder det.
The Horse.com har netop i denne vintersæson indledt en serie af generelle spareråd til den almindelige hesteejer under den økonomiske krise. Blandt andet opfordrer de hesteejeren til at skære ned på indkøb af udstyr, som med lidt snilde kan repareres, hvis valget står mellem kvalitetsgrovfoder til hesten eller ej. Hvor absurd det end kan lyde for en dansker, kan alene det at vedligeholde de hundredvis af kilometer hvidt eller sort træhegn, som er blevet et statussymbol på hestestatens uanede grønne vidder, være en betragtelig meromkostning for de store farme under en global afmatning.
CEM skaber panik
At hesteindustrien og i særdeleshed fuldblodsindustrien ikke kun er sårbare overfor konjunkturudsving viste udbruddene af smitsom livmoderbetændelse (CEM) henholdsvis den 10. december og i sidste uge i Lexington-området. Den statslige fødevareregion i Kentucky gik omgående i alarmberedskab, da en 13-årig Quarter hingst blev testet positiv efterfulgt af endnu en Quarter og en fireårig Paint. Der sker netop nu et langsommeligt dyrknings- og udredningsarbejde i testningen af de mange hundrede bedækkede hopper, som kan være smittebærere. Samtidig foregår der naturligvis en større epidemiologisk undersøgelse, for fastslå om der overhovedet kan sandsynliggøres noget link til den sårbare, men ufattelig pengestærke fuldblodsindustri, som er i gang med at forberede sig til avlssæsonen 2009 netop nu.
CEM (Contagiøs Equin Metritis) er en yderst smitsom kønssygdom, som skyldes bakterien Taylorella equigenitalis og smittespredningen sker hyppigst ved bedækning, som kan gøre hoppen midlertidig steril og evt. føl smittebærer af sygdommen. Bakterien sidder i hingstens forhud og på overfladen af penis, og forårsager ingen kliniske symptomer. Den anmeldepligtige sygdom er udbredt det meste af verden, herunder DK, men CEM har derimod ikke været forekommende i USA siden 1978, hvor skrækscenariet netop kostede fuldblodsavlen millioner i tab.
Januar-auktion på Keeneland
I starten af det nye år afholdes endnu en auktion på Keeneland i Lexington, hvor vi vil bringe et lille klip og stemningsreportage fra. Her er der annonceret flere højdepunkter bl.a. salget af den drægtige Horse of the Year, Azeri, som har indtjent 4,08 millioner kroner på fire sæsoner og den to-årige palominohoppe, Splash of Vanilla, hvis farve trods alt stadig er noget af en sjældenhed i fuldblodsverdenen. Det er i hvert fald første gang, at auktionen har en ægte palomino på salgslisten. Der er dog 31 palominofuldblod fra 2007 registreret i avlsforbundet, forlyder det.

