Der har været stor bevågenhed omkring sygdommen EVA, og de mange karantæner, syge heste og aflyste stævner har vakt stor frustration blandt hesteejere. Flere har efterspurgt mere viden om EVA, udover det, der allerede har været bragt her: www.heste-nettet.dk/nyheder/4620/ Hvordan påvirker EVA hingsten? Heste-nettet har spurgt reproduktionsekspert Ph.d. og dyrlæge Morten Møller Petersen fra KU/Life til råds.
Kronisk virusudskiller
"Problematikken omkring EVA og hingste er, at nogle hingste efter infektion, udskiller virus i sæden resten af livet som kroniske virusudskillere. Efter den akutte infektion, hvor hingsten ligesom andre smittede heste får feber, ødemer i varierende grad og er nedstemt, er hingsten ikke påvirket af infektionen. Når sygdommen er overstået, inklusiv en eventuel negativ påvirkning af spermiedannelsen pga. høj legemstemperatur, er hingsten lige så frugtbar som før infektionen.", forklarer Morten Møller Petersen til heste-nettet.
Men hvordan præcist overføres smitten?
"Hvis virus, efter den akutte infektion, etablerer sig i glandula seminalis, som er en af de kirtler, der danner væskefraktionen i sæden, vil hingsten udskille virus sammen med sæden. Virus vil overleve selvom sæden nedkøles til 5 ºC (kølesæd) eller -196 ºC (frostsæd). "Problematikken med køle- og frostsæd er netop at sæden jo transporteres over store afstande - hvorfor virus derfor nemt og lynhurtigt kan spredes, understreger Morten Møller Petersen.
Hvis den hoppe, der skal insemineres ikke har været smittet med EVA, vil den udvikle sygdommen efter insemineringen med virus i sæden, forklarer Morten Møller Petersen. Den inficerede hoppe kan derefter sprede sygdommen til andre heste omkring sig - evt. drægtige hopper. Hvis drægtige hopper bliver smittet med EVA vil de i nogle situationer kaste føllet. Det er der ca. 10-60 % risiko for, påpeger han.
Hvordan ser symptomerne ud?
Sygdommen angriber de små arterier, hvilket betyder at slimhinderne bliver meget røde, og det er der fra det engelske navn - Pink Eye Disease er opstået. Der dannes derover ofte ødem i benene. Hesten vil ligeledes ofte have høj feber (41 ºC i 5-9 dage) og være generelt nedstemt. Der ses hyppigt næseflåd og reaktion i slimhinden i øjnene, som er røde og irriterede, forklarer han.
Har du et bedste råd?
Ifølge Morten Møller Petersen er den bedste måde, hvorpå man kan undgå at en hingst bliver kronisk virusudskiller, at få den vaccineret som plag ved 6-9 måneders alderen, da en vaccineret hingst ikke kan udvikle sig til en kronisk virus udskiller.
Screenes der automatisk for EVA herhjemme og i udlandet?
I DK screenes alle avlshingste ikke, men hingste, der er opstaldet på EU-godkendte hingstestationer skal undersøges inden de må levere sæd, der sendes ud fra stationen, gør Morten Møller Petersen klart. Der er på nuværende tidspunkt diskussioner omkring etablering af et screeningsprogram for alle avlshingste i DK. I udlandet varierer kravene til EVA-screening mellem avlsforbundene og landene, påpeger han.
Fakta: Sådan smitter EVA:
Gennem kropsvæsker: øjensekret, næseflåd, urin, gødning, sæd, flåd fra skeden, fostervand, mv.
Via direkte kontakt mellem heste
Via indirekte kontakt, dvs. redskaber, deling af vandtrug, overførsel fra mennesker, snusen til gødning mv.
Gennem bedækning/kunstig inseminering med kronisk inficeret hingst
Gennem livmoder, hvor det ufødte føl kan pådrage sig virus.
1) Gennem smitte ved akut virusinfektion
2) Gennem EVA's naturlige reservoir: Avlshingsten. Hvis Equin Arteritis Virus smitter en kønsmoden hingst, vil den i det akutte stadie forårsage samme kliniske forløb som i alle andre heste. Men hingsten er alligevel anderledes, fordi de mandlige kønshormoner gør virus i stand til at overleve i testiklerne hvor den kan udskilles i sæden. Hingste bliver herved kroniske smittebærere og er i stand til at overføre virus til rigtig mange hopper, især hvis kunstig inseminering bruges, hvor sæden jo deles i mindre portioner så den rækker længere. Præcis, hvor længe en hingst er i stand til at videreføre virus er uvist, idet nogle hingste kan have virus i sæden et år, være negative næste år og så positive igen. De fleste dyrlæger anbefaler derfor altid, at en hingst er testet negativ for EAV før den bruges i avl. Enkelte avlsforbund, såsom travforbundet, kræver negativ
EAV status, før en hingst kan bruges til avl.
Obs. ved vaccination af den kønsmodne hingst bør man kunne dokumentere EAV negativ status inden vaccination, ellers reagerer hestens immunforsvar bagefter, ved at danne antistoffer. Og hvis man ikke ved det, kunne disse antistoffer medføre tvivl om, hvorvidt hingsten har haft virus, eller om det skyldes vaccinationen.

