Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

De bedste hestegrupper søges

Heste-nettet skrev for første gang om hesteprojektet: "Hvor lang tid tager hesteintegration" i forsommeren. Her var projektet stadig i sin vorden. Mere præcist, hvordan gruppen skal sammensættes, og om heste har godt af at skifte gruppe, går forskere nu i gang med at undersøge.


Der er generelt enighed om, at heste trives bedst, når de opstaldes gruppevis. Spørgsmålet er, hvordan det helst skal gøres. Skal hestene blive i samme, stabile gruppe, eller har de bedst af hele tiden at lære nye heste at kende? Og skal hestene i gruppen have samme alder eller køn, eller er det bedst med en blanding af aldersgrupper og/eller køn?


I praksis flyttes heste ofte flere gange i løbet af livet og oplever derved gentagne gruppeskift. En gruppe af heste vil altid søge at finde en leder og en rangorden. Spørgsmålet er, hvordan det kan gøres uden for mange gnidninger. "Måske vil de blive bedre til at håndtere nye grupperinger, hvis de som ung oplever at blive flyttet flere gange. Vores teori er, at dynamik vil udvikle de sociale færdigheder i forhold til stabile og homogene grupper", siger forsker Eva Søndergaard, Institut for Husdyr Sundhed, Velfærd og Ernæring på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. Hun er involveret i flere forskningsprojekter vedrørende heste i grupper og deres adfærd og velfærd.


I ét af forsøgene vil dynamikken blive skabt ved at der hver uge i en periode bliver udskiftet heste i halvdelen af hver forsøgsgruppe. Forskerne vil nøje overvåge hestenes adfærd. De vil se på, om aggressiv adfærd - som for eksempel spark og bid - over for nye heste mildnes hos de heste, der er blevet vant til at møde nye heste og om adfærden i grupperne afhænger af gruppens stabilitet.


Gruppens sammensætning


Hesteejere sætter ofte deres dyr sammen i meget ens grupper, fordi det på den måde er lettere at styre fodringen. Det er dog ikke sikkert, at det er den bedste måde med hensyn til dyrenes adfærd. I naturen vil en gruppe af heste normalt bestå af heste med forskellige aldre, køn og livserfaringer.


"Man kan ikke have en gruppe uden rangorden, når det drejer sig om sociale dyr. Alle er ikke lige", fastslår Eva Søndergaard. "Vores hypotese er, at det er bedre, når gruppens sammensætning er heterogen. Rangordenen kan da være meget harmonisk, afhængig af lederen", siger hun.


Forskerne vil sammenligne grupper med en ensartet sammensætning med grupper af ungheste der har en "opdragerhest" iblandt sig. Blandingsgrupperne vil bestå af ungheste på et til tre år og en ældre hest, som kan påtage sig opdragerrollen. Den ældre hest er mindst to år ældre end den ældste i resten af gruppen. Med undersøgelserne vil forskerne se på, hvordan hestene opfører sig i gruppen og hvordan det påvirker deres senere adfærd med hensyn til for eksempel at klare nye udfordringer, indlæring og interaktion med andre heste.


"Når vi har mere viden om gruppedynamik og gruppesammensætning bliver vi bedre rustet til at rådgive hesteejere, konsulenter og dyrlæger om de bedste måder at have heste gående i grupper", siger Eva Søndergaard.


Projektet er en del af et større, nordisk projekt. Det endelige mål med hele projektet er at identificere de generelle grundlæggende principper og praktiske strategier vedrørende gruppeopstaldning af heste så deres velfærd optimeres og der er minimal risiko for mennesker.


Læs mere om projektet på: www.group-housing-horses.net




 

Tilføjet d. 02-10-2008 kl. 15:26 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Shaila

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider