Den svenske storstilede undersøgelse om springskader har fået international bevågenhed. Det er nemlig første gang at dels FEI og dels den britiske dyreværnsorganisation ILPH, støtter et forskningsprojekt med hele 3 millioner svenske kroner, udover de 500.000 Stiftelsen Svensk Hästforskning har givet til projektet. Svenskerne har ved tidligere lejlighed vist sig at være banebrydende indenfor forskning af rideunderlag.
Begge organisationer støtter projektet på det svenske landbruksuniversitet, SLU, da en objektiv målemetode til test af underlag, kan være med til at sikre en standard for det gode underlag, som kan afpasses til den enkelte ridedisciplin, og dermed forebygge det store antal af springskader i sporten. Dermed kan man også kvalitetsmærke baner fremtidigt, siger forskerne.
En af bevæggrundene bag det svenske forskningsprojekt er, at 80-90 % af alle dyrlægebehandlede skader er relateret til bevægelsesskader. Og præcis hvor mange af dem der kan føres tilbage til underlaget, vil forskergruppen undersøge, såvel som de vil udvikle et rent teknisk måleapparat, som kan påsættes hestens ben via senebeskyt-tere. I senebeskytterne sidder et trådløst netværk, så man kan kommunikere med rytteren på banen. Så projektet kommer til at indeholde flere forskellige studier inddelt i behovet for større viden omkring springskaders opståen og den rent tekniske udvikling af et måleapparat, der kan registrere, hvor dybt hesten sætter sin hov på underlaget samt underlagets beskaffenhed.
Forskerne vil også følge et større antal spring og dressurryttere hos etablerede trænere, for hermed, at kunne studere ved selvsyn, hvilke typer skader disse heste rammes af.
Den internationale rideoorganisation, FEI, har ved tidligere lejlighed ytret, at de normalt ikke støtter forskning, men her ser man altså en oplagt mulighed for fremover at kunne forebygge springskader.
Men det svenske projekt forbliver ikke helt svensk, der er allerede indledt samarbejder med blandt andet Lausanne og Holland, hvor de svenske forskere skal drage fordel af udenlandsk ekspertise med blandt andet nanoteknik til forfinelse af målingerne.
Det er nu ikke tilfældigt, at det blev svenskerne, der løb af sted med projektet; de især har vist sig banebrydende i udvikling af måleapparater til travheste i 70'erne med Ingvar Fredricson og Stig Drevemo m.fl. i spidsen. Her anvendte man højhastighedskameraer for at kunne registrere, hvor meget og hvordan travhesten belastede sine ben i træning og konkurrence. Dette afstedkom, at svenske travbaners underlag og design blev ombygget og dernæst indrettet ud fra særlige standarder om at belaste hestens ben mindst muligt.
ILPH= International League for the Protection of horses
www.heste-nettet.dk/nyheder/3232/
Kilde: slu.siteseeker.se/

