Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Løbsk hund angreb hest – opråb fra rytteren

22-årige Katja Atzen Gade er frustreret over, at hendes hest er kommet til skade, fordi en hund ikke var i snor og gik til angreb på hendes hest. Nu vil Katja gerne råbe hundeejere op efter, at hendes hest er kommet til skade

 

Opråb til hundeejere

"Få nu for******* jeres hunde i snor."

Så enkelt er budskabet fra Katja Atzen Gade, der bor i Fruering ved Skanderborg.

Hun oplevede tirsdag i sidste uge, at hendes hest, Gadedrengen, kom til skade i forbindelse med en ridetur på en privat grund med adgang for offentligheden.

 

Her mødte den 22-årige kvinde og hendes hest en hund, der var ikke i snor, hvilket ellers er påkrævet i området.I stedet løb hunden knurrende efter Katja Atzen Gades hest.

"Det gik så stærkt, og jeg tænkte bare, at jeg skulle væk. Hunden jagter os og løber knurrende ind mellem benene på min hest, udtaler hun til TV2 ØSTJYLLAND.

 

 

På trods af sin unge alder er Katja Atzen Gade en særdeles rutineret rytter, der har redet, siden hun var blot tre år. Da Katja Atzen Gade og hendes hest er sluppet væk fra hunden og er kommet hjem, opdager hun det, hun antager er et bid på hestens ben.

"Jeg ved ikke, hvad det ellers skulle være", siger hun.

 

Katja Atzen Gades forældre ejer dele af skovene på hver side af Vestermøllervej i Fruering. I skovene er der anlagt stier, som er åbne for offentligheden.Det fremgår tydeligt af skiltningen i skovområdet, at hunde skal være i snor.

 

Møder ofte løse hunde

Det er langt fra første gang, at Katja Atzen Gade har mødt løse hunde i skoven.

"Jeg har flere gange oplevet, at folk ikke har kunnet styre deres hunde, og så er de løbet efter mine heste", fortæller Katja Atzen Gade.

 

Den 22-årige studerende beder med egne ord altid folk om at tage deres hunde i snor, når hun møder hundeejere med hunde, der ikke er i snor. "Man bliver træt, når man for fjerde gang møder de samme ansigter, og de ikke har deres hunde i snor", udtaler hun til TV2 ØSTJYLLAND.

 

Katja Atzen Gade måtte pleje Gadedrengen, da de to kom hjem fra gårsdagens ridetur.

Katja Atzen Gade vil derfor gerne dele budskabet om, at hunde skal være i snor, når det fremgår af skiltning."Hundeejerne skal følge skiltene. Du kører jo heller ikke over for rødt. Hvis de er tvivl, synes jeg, de skal ringe Naturstyrelsen eller kommunen for at høre, hvilke regler der gælder"

Selvom hun er træt af, at hendes hest er blevet bidt, er det dog ikke det værste scenarie:

"Jeg vil trods alt hellere have, at hundene jagter min hest end en mand på mountainbike eller vores vildt", siger Katja Atzen Gade.

 

Dyrenes Beskyttelse: Fuldstændig uansvarligt.

Da Katja Atzen Gade mandag kunne ride tilbage for at konfrontere hundeejeren, var både hund og ejer væk.

 

Familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse, Jens Jokumsen, kalder det dybt problematisk, at hundeejeren har ladet sin hund løbe løs i område med tydelig skiltning.

"Det er fuldstændig uansvarligt. Det handler både om beskyttelse af dyr og mennesker. Man skal respektere skiltningen, og hvis man gerne vil lufte sin hund uden snor, kan man besøge en af de hundeskove, der findes i Danmark", udtaler han til TV2 ØSTJYLLAND.

 

Han understreger, at det i Danmark er lovpligtigt, at en hund er ansvarsforsikret, og at man også skal have fuld kontrol over sin hund i en af Naturstyrelsens hundeskove.

 

Se TV-indslaget her

 

Kilde: TV2 ØSTJYLLAND

 

Billede

 

22-årige Katja Atzen Gade er frustreret over, at hendes hest er kommet til skade, fordi en hund ikke var i snor og gik til angreb på hendes hest. Nu vil Katja gerne råbe hundeejere op efter, at hendes hest er kommet til skade (Foto: TV2 ØSTJYLLAND)


Tilføjet d. 01-07-2019 kl. 16:55 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Tinele (hesti)





Seneste relaterede nyheder
11-04-16 Valg af bid - et spørgsmål om kontrol
10-01-15 Ruby reddet af de sociale medier
29-08-14 Mange mundlæsioner hos konkurrenceheste


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider